Et godt måltid mad.

Dato : Irl
Årstid : Irl
Dag : Irl
Vejr : Irl
Sted : Stranden.
Tid : 23.45
Omgivelser : 2 piger.

Det eneste der var at hører var sandet der gav efter under et menneskes sko.
En pige gik nervøst hen af stranden.
Et par røde øjne fulgte hende, og et smil formede sig på nogle elegante og bløde læber.
En rød tunge slikkede sig sultent om munden.
En skikkelse trådte ud i måndelyset og fik pigen til at vende sig op.
Hun gispede ved synet af den smukke pige på omkring samme alder.
Pigen havde et blegt ansigt der skinnede i månelyset, omgivet af et løst sort hår der gik hende ned til midten af ryggen.
Hun gik langsomt hen til mennesket mens hun stirrede sultent på det med sine rød'/sorte øjne.
Pludselig stod hun foran pigen og smilede drabligt.
"Det her er din ende tøs." Sagde hun med en rolig munter stemme og tog en lok af pigen hår.
Pigen så skræmt på det pigen med de røde øjne.
"Når ja." Sagde hun og trak på skuldrende. "Jeg hedder Cisse."
Hun blinkede inden hun ret så hårdt i menneskets hår at der røg en stor tot ud.
Pigen skreg af smerte og vendte om for at løbe.
"Mennesker er så dumme." Sagde Cisse og himmelede med øjnene.
Mennesket faldt pludselig da hendes ben blev revet væk under hende.
Cisse satte sig ved siden af pigen som nu skreg.
Hun grinte muntert og lagde sine hænder om halsen på hende.
"Jeg skal nok gøre det hurtigt." Sagde hun blidt efterfulgt af et skrig og et højt knæk.
Hun så tørstigt på mennesket og satte grådigt tænderne i hende..

Vicente kom gående langs stranden. Hans blege hænder var gemt i lommerne på hans sorte frakke. Hans blege, smukke ansigt næsten lyste på grund af månen og hans lange sorte hår hang løst ned ad ryggen på ham. Hans hår var fint, ja det lignede næsten lange tråde af silke. Han havde hørt skrigene fra pigen og et kort smil havde vist sig på hans næsten farveløse læber. Han kunne nemt gætte sig til, hvad der var sket. En anden vampyr var tæt på. Han kunne også fornemme det. Han elskede selv når hans ofre skreg af smerte. Han fik øje på pigen, det var den anden vampyr. Hun sad over mennesket. Han havde selv drukket blod for et par timer siden. Hans øjne var derfor grønne, men skinnede stadig ualmindeligt meget.

Cisse fornemmede ens tilstedeværelse og rejste sig derfor nelegant op fra sit offer.
Hun gik ned til vandet og vaskede sit ansigt inden hun vendte sig om mod vampyren.
Hendes røde øjne så ham direkte ind i hans grønne inden hendes bløde, fyldige læber formede sig til et smil, der lyste op i hendes smukke ansigt.
Hun gjorde ingen mine til at flytte sig.
Blev bare stående.

Vicente stoppede kort fra hende. Han studerede hendes blege ansigt med sine grønne øjne og trak sine blege hænder op ad lommerne. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Godaften," sagde han. Hans stemme var mørk og rolig, men hans ansigt viste ikke tegn på mange følelser.

Hun smilte skævt.
"Godaften." Sagde hun med en munter blød stemme, lige så blød som hendes læber.
Hun strøg en hånd gennem sit hår så det faldt på plads.
Det halebens lange får lå fyldigt på hendes skuldre.

Vicente skævede til liget før hans blik rettede sig mod hende igen. "Jeg ser De lige har fået Dem et måltid," sagde han og rettede lidt på sin sorte frakke. "Hvad er Deres navn?" spurgte han. Han betragtede hende med sine grønne øjne. Hun var køn og det så ud, som om hun også morede sig ved at tage livet af sine ofre, ligesom han selv gjorde.

Cisse smilede over hans ordbrug.
Det var meget charmerende.
"Ja, og hun var yderst delikat." Hun fik et drømmende udtryk i øjenkrogen.
"Men dum som alle andre menneske."
Hun rettede sig en anelse.
"Jeg hedder Cecilie." Sagde hun, og tøvede lidt. "Men kald mig Cisse, så føler jeg mig bedre tilpas."
Hun smilte charmerende.
"Og hvad med dig. Hvad hedder du?" Spurgte hun med åbenlys betagelse.
Han var en flot fyr, hun var vild med hans hår.

"Mennesker.. Den mest forudsigelige race på denne jord," sagde han og rystede let på hovedet. Han var tydeligvis enig med hende om, at mennesker er dumme. "Mit navn er Vicente Valentieri," præsenterede han sig selv og lavede et kort buk for at være høflig. "Kommer De tit her i området, Cisse?" spurgte han.

Hun nikkede. "Du har helt ret." Sagde hun.
Hun trak på skuldrende.
"En gang i mellem." Sagde hun og smilte, en rigtig gentleman.
"Jeg er gladere for skoven." Sagde hun.

"Det tyder på, vi har flere fælles interesser end som så," sagde han og betragtede hende. "Jeg holder også mest af skoven. Jeg bor endda derude. I en lille hytte," sagde han. Han bevægede sig kun ud ad skoven når han havde lyst til at finde et offer, som han kunne sætte tænderne i.

Hun smilte charmerende.
"Det må man sige." Sagde hun og smilede.
Hun nikkede. "Det lyder hyggeligt." Sagde hun med et smil.
"Jeg bor sådan set ingen steder." Sagde hun. "Jeg er en nomade." SMilte mig.

Vicente rettede sit blik ud mod havet. "Hvad får du tiden til at gå med?" spurgte han og der gik et kort stykke tid før han rettede sine grønne øjne mod hende igen. "Jeg er selv kunstner.. Jeg er træskærer for at være helt præcis," sagde han.

Hun så på ham et stykke tid inden hun så ud over havet.
"Jeg forsker." Sagde hun og trak på skuldrende.
Hun smilte og så, s¨på ham.

"Hvilken slags forskning?" spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne.
Han kastede et blik på himlen og rettede derefter lidt på sin sorte frakke.

"Min evne." Sagde hun og så ned i sandet.
Hun syntes at Vincete's selvskab var hyggeligt.
Selvom hun ikke var så vild med andres selvskab normalt.

"Jeg studerer selv min kunst rigtig meget. Derfor oplever jeg hele tiden, at jeg bliver bedre," sagde han og tog et skridt længere ind på bredden. Han satte sig ned ved siden af hende og rettede sit blik mod havet.

Hun satte sig ned ved siden af ham.
"Det lyder virkelig spændende." Sagde hun og så ned på sandet.
Hun tog en håndfuld og lod det glide ned gennem hendes fingre og tilbage igen.

"Jeg er træskærer.. Jeg laver kunst ud af træ," sagde han og nikkede kort. Han havde skåret mange forskellige billeder og figurer og blev hele tiden bedre. "Hvad er Deres evne?" spurgte han.

Hun nikkede. "Det lyder spændende."
Sagde hun og blev ved at så ned i sandet.
"min evne er is." Sagde hun roligt.

"Så du kan fryse ting?" spurgte han og rettede sine grønne øjne mod hende.
"Min egen evne er skygge. Jeg kan manipulerer skygger, som jeg vil," sagde han.

Hun nikkede og tog en sten op, hun lod den glide rundt mellem hendes fingre.
"Skygger?" Spurgte hun interreseret. "Det lyder.. Facinerende.." Sagde hun betaget, men løftede ikke sit blik fra sandet.

Vicente rejste sig og børstede noget sand af sin sorte frakke. "Skal vi ikke gå?" spurgte han. Han syntes det var blevet kedeligt bare at sidde der og lave ingenting.

Hun nikkede med et smil og så op på ham.
"Jo det kan vi vel godt." Sagde hun og rejste sig yndfuldt, selv yndefuldt for en vampyr.
Hun strakte sig og det knasede.
Hun havde det med at begynde at fryse indefra hvis hun sad stille for længe.
Hun efterlod et aftryk af der hvor hun havde siddet af is.

Vicente begyndte at gå. Hans grønne øjne var rettet imod himlen. "Hm.." mumlede han lavt og stak sine blege hænder i lommerne på den sorte frakke. "Hvor kommer der fra?" spurgte han, dog uden at fjerne blikket fra himlen.

Hun gik roligt efter ham.
"Jeg er født i Werclare." Sagde hun roligt og så på ham.
Hun betragtede hans bevægelser.
"Hvad med dig?"