Et godt måltid mad.

"Jeg kommer fra Rusland.. Moskva, for at være helt præcis," sagde han og nikkede kort. "Jeg fandt stedet her under en af mine rejser og har slået mig ned her," sagde han. Han rettede sine grønne øjne mod hende.

Hun nikkede.
"Der er noget specielt ved det her område." Sagde hun og smilte halvt.
Hun havde selv boet her hele sit liv.
Hun så ham ind i øjnene et kort øjeblik inden hun så ud over havet.

"Det kan jeg kun give Dem ret i," sagde han og nikkede kort. "Her er flere vampyrer end noget andet sted jeg har været," sagde han. Dette var egentlig det eneste sted, hvor han havde oplevet at der var så mange forskellige racer.

Hun nikkede..
"Der er rigtig mange." Sagde hun og smilede.
Han var meget kold, syntes hun.
Men han var interresant at snakke med, og der var noget ved ham der drev hende.

"Jeg blev overrasket, da jeg så en engel her," sagde han og kørte sit lange sorte hår om på ryggen, så det hang løst ned ad hans ryg. "Den engel jeg mødte, har gavnet mig et par gange," sagde han og så frem for sig. Han kløede sig let på sin blege kind og et lavt suk undslap hans læber.

Hun så overrasket på ham.
"Godt nok har jeg hørt om engle, men har aldrig set en.." Sagde hun med et tænkende udtryk.
"Hvordan gavn?" Spurgte hun og så på ham, mens hun snoede en lok af sit sorte hår mellem fingrene.

"Hendes blod," svarede han og rettede sine grønne øjne mod hende. "Engleblod får menneskeblod til at virke som mudder," sagde han. Det var også den eneste grund til, at han ikke havde forsøgt at dræbe den engel, selv efter flere møder med den. Englen var en god kilde til godt blod.

Hun så uforstående på ham.
"Jeg kan ikke forestille mig noget bedre end menneskeblod."
Mumlede hun og så på ham med hendes røde forbavsede øjne.

"Engleblod.. Det reneste blod i denne verden," sagde han og slikkede sig let over sine spidse hjørnetænder. "Den dag du smager det.. Så vil du forstå, hvorfor engleblod er bedre end menneskeblod," sagde han.

Hun prøvede at forestille sig det.
Men hun blev brudt da hun kunne se han savlede ganske let.
Hun begyndte at fnise, det viste en række smukke hvide tænder.

Vicente stak sine blege hænder i lommerne på den sorte frakke. "Hm.. Jeg må snart hjem. Jeg skal være færdig med et kunstværk," sagde han og stoppede op. Han så kort rundt før hans blik landede på hende igen.

Det forbavsede hende, og hun følte en sær skuffelse.
"Øh.." Sagde hun og så på ham. "Jamen så farvel." Sagde hun med et lille smil.

"Vi mødes sikkert igen," sagde han og så ned langs stranden, hvor han var kommet fra. "Hvis De vil finde mig, så kan De bare lede i skoven," sagde han og begyndte derefter at gå mod den retning, som han var kommet fra.

//Out//

Hun nikkede stille, og så fuldstændig paf efter ham.
"Hot." Mumlede hun og vendte sig om og gik den anden vej..