Beder jer alle om et lille mirakel...

Nå...

Min mors kat Warwick er pisse syg...

Situationen var den at Warwick trak vejret med hele kroppen og kom med nogle underlige småpiv/jamrende støn, hvilket naturligvis på ingen måde er naturligt og der blev straks konsulteret dyrlæge.

Dyrlægen anbefalede at Warwick kom ud på Landbohøjskolen, hvilket han så gjorde. Han var derude i flere dage og vi gik med tilbageholdt åndedræt. Det var helt galt. Han havde væske i brysthulen blev der sagt, og hans hjerte kæmpede for at følge med, samt at han ikke kunne få vejret. Men som det så ud så var det jo fredag eller lørdag (kan ikke huske det præcist lige nu), og kardiografen (altså hjertespecialisten) ville først komme mandag. Typisk ing?

Nå...men vi gik så og krydsede alt hvad krydses kunne, og panikkede over tanken om hvad fanden der kunne være galt. Det ene øjeblik havde han det fint - det næste var han nærmest bogstaveligt talt på dødens rand? oO

Han har vidst det der på engelsk kaldes "Dilated Cardiomyopathy". Hans hjerte slår alt for hurtigt og han kan godt trække vejret ind, men han kan ikke rigtigt komme af med det igen - hvilket er grunden til at han trækker vejret med hele kroppen for det kræver alle hans muskler at skubbe det ud igen.

Derudover så skyldes hans tilstand ikke Taurin-mangel som mange nok almindeligvis ville tænke på med det samme, for han har fået ganske lødig kost - Hills og Royal Canin, samt LUX-vådfoder. Derudover har han overhoved ikke haft reageret da dyrlægerne pumpede ham fuld af Taurin som forsøg på at få en respons ud af ham.  *ryster på hovedet*

Vi fik at vide han ville have 1-2 år tilbage at leve i, og at det var arveligt. Det sendte mig ind i den anden verden af bekymring. Min mor har en Warwick-søn. Jeg har hele TO!  *bliver bleg*

Warwick er på nuværende tidspunkt på hjertemedicin 2 gange om dagen, og vanddrivende medicin - hvis startdose er blevet 3 doblet siden start. Hvis han ikke får dét så fyldes hans brysthule med væske og så dør han.

Det værste er næsten den sidste melding der er kommet. Det var alt for tidligt at forholde sig til at han skulle gå bort om 1-2 år, men okay. Det åd jeg. Lærte at leve med. Hvad man nu kalder det. Men så kommer Stig så og siger at hans erfaringer siger at Warwick nok faktisk kun har 2-3 MÅNEDER at leve i. *snøfte tåre bort*

Der brød jeg helt sammen og begyndte at flæbe. Det her er en sygdom som man ikke kan forudse, ikke kan gardere sig imod, ikke imødekomme og prøve at forebygge, og ikke vende og få slået ned. Min mor har naturligvis spurgt dyrlægen om det var bedste at ligge ham til at sove og få fred så han ikke skal gå en masse lidelsespjat igennem bare fordi vi mennesker har ondt i hjertet over at sige farvel. Hun spurgte direkte "Hvis det var din kat, ville du så ligge ham til at sove?". Dyrlægen svarede nej. Warwick ville sagtens kunne have et godt liv til det var slut - så længe det ikke blev værre. Han ville nok være mere træt osv. i dén dur, men ud over det så ville han have masser af livskvalitet.

Så vi afventer pt. Vi holder vejret og tæller dage. Vi holder vejret, krydser fingre for et pludseligt mirakel, kysser og nusser ham. Jeg kan slet ikke rumme i mit hjerte at jeg har to af hans sønner. Hvis det her er arveligt....det er bare ikke retfærdigt!

Minus medicin så har de her dyrlægebesøg og observeringer og undersøgelser koster over 10.000 kr. so far. Selvfølgelig kan man ikke gøre sin kærlighed op i penge...men penge ér altså noget der har betydning. Hvor lidt vi vil det. Hvis mine drenge udvikler det her vil jeg ikke have anden mulighed end at ligge dem til at sove. Jeg har simpelthen ikke midlerne.

Puh...det er lidt hårdt at holde sprinkleranlægget tilbage når man tænker over det på den måde. Jeg forbander den her sygdom. Jeg synes vi har været så ustyrligt uheldige med vores katte. Det ene mundhuleproblem efter det næste. Herpes mig her og der og alle vegne, og nu også hjerteproblemer? Får det aldrig ende? :(

Vi har brug for ro nu. Og helbredelse. Både til kattene men også vores hjerter.

Især den lille smuksak her vil vi gerne have nogle kærlige tanker til...han var min første kat. Mit plejebarn - og nu min lillebror. Warwick...Mindre pelset end han var engang...






Der er nogen der påstår at miraklernes tid ikke er overstået endnu.
Vi vil meget gerne se sådan et mirakel for denne skønne dreng.

Vil I hjælpe? :(

Kærligst
- De hårdt ramte på Amager...

Awwwwh Pro dog! Nus ham rigtig godt!

Bare sørg for at de måneder bliver de bedste i hans liv, og at han spinder hele tiden, så skal det nok gå. Man lever ikke forevigt, men når bare han får et rigtigt godt liv, så er det okay! Det er godt nok kedeligt med den sygdom, og især at der en chance for at dine missere også har det! Men vi krydser alt der kan krydses - og også hvad der ikke kan krydses - for at de er gået fri, og for at Warwick får det så perfekt som muligt de næste måneder!

Hvis mirakler findes, så ville nu være et riiiiigtigt godt tidspunkt for det at komme på! I'm praying for him.

//Cora

Tak Cora.

Det er sgu lidt råt lige nu synes jeg :/

Jeg føler mig ikke lige helt som "The Epic Admin". Jeg føler mig ret magtesløs og nedtrykt. Ikke lige den fedeste følelse at gå sin fødselsdag imøde med. *suk*

Ved godt jeg er lidt...ja jeg ved sgu ikke...
Emo? Tudefjæs? Moodkiller?

Jeg lover jeg nok skal lade være med at slæbe det med på chatten, og være happy og energisk når jeg er på dér. Jeg havde bare lige brug for at komme ud med min hjertesorg, og for at vinke med et lille flag om at I er meget velkomne til at sende noget kærlighed og god karma i vores retning...hvis I har noget til overs. Vi kan bruge det. I dén grad...

Oh right, it's your birthday tomorrow. Aj det er altså bare dårlig timing og surt show! Slet ikke fair. Jeg håber virkelig du får en god fødselsdag alligevel! You could use that, right now ):

Neither. Vulnerable.

Du må altså godt være liidt emo nede på chatten også! We don't only need happy face and smiles, hvis man er nedtrykt er det okay at vise det. Complaining is good for the soul! Du får i hvert fald sendt en hel masse karma og en heeel masse positiv energi i din retning from me! Trust that!

It's never something you wish for… And I do truly understand your sorrow :c

*BIG HUG*

Som Cora skrev så skal man bare sørger for at få det bedste ud af alting! Jeg er sikker på, at den yndige mis der sikkert vil nyde lidt ekstra forkælelse, selvom han nok ikke bliver mishandlet i forvejen ;)

Og hvem ved! Nu vil jeg viiiiirkelig intet love, men mirakler har det med at opstå… Jeg ønsker med dig!

Nå...

Det her var så de sidste billeder der nogensinde blev taget af Warwick.

Igår, Trisdag d. 29 April tog han den sidste tur til dyrlægen, og sov ind i min mors arme.

Lille mis...vi ses på den anden side af regnbuebroen.

Pt. er jeg for meget i chok over det til egentlig rigtigt at have en emotionel reaktion på det, tror jeg. Jeg tror den rammer mig som en mavepuster næste gang jeg tager hjem til min mor og han bare...ikke er der...

Ved ikke rigtigt hvad jeg skal skrive...
Villle bare lige give endnu en update...

Auch… I'm very sorry to hear :c

Forhåbentlig havde missen det forholdsvis godt indtil da. Men det er nu aldrig rart trods det… *Suk*

Why can't they just stay?! And be healthy?! >.<

...Amen to that...

Min mor har fået ham hjem i en fin fin urne.

(samtlige billeder kan ses i stor format ved at klikke på billedet)



Vi har en lille have ude foran min mor. Hun begyndte at væve runt i noget med at hun ville kontakte bestyrelsen for at søge tilladelse til at få lov til at grave ham ned dér, men der stoppede jeg hende med det samme.

Hun skal ikke ud i at der sidder en masse gamle rappenskralder og siger nej. For jeg kan godt forstå hvis de siger nej. Så skal alle folk have begravet deres guldfisk, labrador, hamster, kanariefugl, kanin, deltidspony, skildpadde m.m. derude, og så bliver den lille have et mausoleum for noget creepy fra Stephen Kings "Dyrekirkegården" i stedet for.

Min mor har boet der hvor hun gør nu i de sidste 31½ år. Der må sgu være særlige regler for sådanne folk! SGU! ...med sgu på...

Så jeg sagde til hende "Mor. Drop bestyrelsen. Tal med Leon". Leon er vores Vicevært/Varmemester/Gårdmand/Havepasser. Hun tog den til sig. Talte med ham og fik en "hemmelig" tilladelse.

Lille Warwick får lov til at tilbringe resten af livet ude foran min mors vinduer. Vi har det smukkeste Magnolietræ i den have. Planen er at Warwick skal graves ned for foden af træet. Vi fik at vide at vi skulle gøre det om natten, og at vi bare skulle sørge for at urnen kom minimum 1 meters penge ned i jorden.

Vores...jeg taler om det som om jeg stadig bor der...jeg savner haven og træet, og jeg savner Warwick. Det er stadig ikke helt sunket ind at han ikke er her. Jeg vil vædde med at det bliver en grum mavepuster når jeg kommer hjem til mor og han mangler...og han skal puttes i jorden.

Jeg er sgu sådan lidt...perpleks omkring det...Skal man sige noget? Skal man ikke? Skal man ligge en blomst? Skal man ikke? Hva faen gør man? Har I tidligere haft begravet et kæledyr / holdt en ceremoni? Hvad gjorde I, eller hvad blev der sagt?




Hun har forresten også fået denne. Jeg ved ikke om hun kommer til at gå med den, eller om den blot bliver et lille kært minde hun holder sig nær når billederne er falmet.

Tænk at man kan savne en kat så meget...

Pfffh...

Og tænk jeg blev skide arrig på min frisør! Jeg bliver klippet af Joan (ikke hende herfra), og så kommer Niels (ikke ham herfra) og spørger hvordan min mor har det - jeg svare så "Hun har det ad helvedes til" - "Nå hvorfor?" - "Fordi hendes kat er død" - "Nå. Jamen hvis det er det eneste må man da håbe der ikke sker andet så".

Uuuuuuh jeg havde kunne klappe ham en! Det krævede rent faktisk fysisk og mental viljestyrke IKKE at give ham verdens største skideballe og fortælle ham at han er en ufølsom nar, og selvom han ikke kan sætte sig ind i at en persons verden kan synke i grus over en mistet kat, så betyder det satme ikke at han har lov til at tale så respektløst og nedladende omkring det!

*hrmf*

Nå....

Men jeg "glæder" mig til at sige farvel til "Kongekatten" som min mor kaldte ham. Det kan godt være jeg var hendes første barn, men Warwick var godt nok min lillebror. Kæft han stjal min mors hjerte. Jeg ved ikke om hun nogensinde kommer sig over tabet. Jeg har set hende græde 4 gange i mit liv.

Da hun mistede sin mor. 2 gange af bekymring og sorg over mig. Og nu med Warwick. Som hun selv sagde "Jeg ved godt at man aldrig må sige det her...men jeg ville næsten have ønsket det var en af de to andre. Han var bare så speciel. Nu er der ikke nogen der kommer og dutter næse mere. Jeg har ikke nogen der kravler ind under min dyne og ælter mig på maven. Jeg har ikke en kat der hopper op på min skulder og prullerpuste-spinder mig i øret"...ooooog så græd hun. Og det var lige før at jeg knækkede dér også.

Jeg holdt den dog, og kunne i stedet være den der holdt om min mor og stille kyssede hendes hår imens jeg vuggede hende og lod hende græde. For fanden altså...skide katte. De efterlader i dén grad poteaftryk i vores hjerter som vi ikke glemmer...nogensinde...

Åh.... Jeg er virkelig ked af det tab, dig og din mor har gennemgået.
Som du selv sagde; Hvordan i alverden kan tabet af en kat være så stort?

Men katte er ikke bare katte. De er, ligesom hunde, en vigtig del af et menneskes liv, hvis et menneske ejer sådan én. Derfor er det uundgåeligt ikke at græde over det. Jeg føler virkelig med dig, Pro. :(

*Hugs*

You hit the nail on the head there...