Jagten blandt gaderne i Deepshell.

Dato : 30. Dec
Årstid : Vinter
Dag : Tirsdag
Vejr : Mørkt og køligt. Støvregn
Sted : Gaderne i Deepshell
Tid : 22.34
Omgivelser : Næsten mennesketomt. Man støder kun sjældent på en passerende
Påkædning:Sorte gummiesko, mørkeblå jeans, håret samlet i en lav hestehale, sort hættetrøje og en sort rygsæk.


Gaderne var stort set stille, i hvertfald i den del af deepshell, et par gader væk fra alle klubberne, hvor varmpyre ville bringe deres ofre, eller unge par bare ville nyde lidt tid alene imens de var påvirket af alkohol, det var ikke et sted man ville være alene. Dog var der en som ikke hyggede sig, eller i hvertfald var sammen med nogen. Miranda havde fået en opringning fra sin sensor, eller i hvertfald kvinden som gav hende de fleste opgaver og tips, om at hun skulle jæge nogle lokale varmpyre ned som havde besluttet sig at "jage", i grupper, hvilket gjorde mere skade ind en enkel varmpyr. Endnu en kold vind løb hen over hendes ryg. Miranda gik ned af en af de mindre sidegader, hun holdte en hånd på hoften hvor hun havde en kniv dybt i vie-vand klar i en særlig holder under hættetrøjen.

James var ikke påvirket på nogen måde, da han tumlede ud fra en larmende klub. Han blev sendt væk, med en kæk bemærkning, og han fnøs lavt.
James begyndte at gå op imod Miranda. Uden egentlig at vide det. Hans mørke hår, var dækket med en hue, og han havde stukket hænderne i lommen. Her den sidste tid, var James blevet værre og værre. Han drak mere og mere, og hans tanker kredsede om Elisa. Hele tiden. Hele tiden fandt hun vej ind til ham, og han ville helst være glad. Han kunne bare ikke. James kørte forvirret håret igennem håret, og han maste sig forbi en pige (Miranda).

Miranda, som havde haft hætten trukket op over sit hoved for at hendes øre ikek skulle fryse, væltede næsen da En ung mand stødte ind i hende, tydligvis i dybe tanker. Nu var det at hendes korte lunte brød ud. Hun småløb op på siden af ham og tog fat i hans arm. "se dig lige hvor du går", sagde hun og fixsede sine øjne op på hans ansigt.

James trak hætten længere ned over hovedet, i et desperat forsøg på ikke, at blive genkendt. Hans mørke øjne så hurtigt ned mod fliserne, og hans blege ansigt så pinefuldt ud. "Beklager," mumlede han hårdt, og hævede sit blik, da han havde fundet fascaden frem igen. Inderst inde mente han det faktisk, men hans vrede havde overtaget. Dét James havde så svært ved, at dæmpe når det endelig gik i gang.

Miranda bed sig let i læben, hun hade ikke at få sin vilije, og den måde han bare ungik hendes blik på, og tonen han sagde det i, var ikke just en undskyldning i den unge jægers øre. "Hey, se på mig når jeg taler til dig", snappede hun nærmest og førte en hånd op til hans kind. Hun tog et godt tag i hans højre kind-ben med sine varme spinkle fingre og vendte hans hoved så han så ned i hendes vrede øjne-

I baggrunden kunne man høre, at nogle drenge grinede. 'Hvor er han svag' råbte den ene leende, mens de andre hujede. James så på pigen, og lod kort hans øjne falde i. Stemmerne blev større og større, mens han desperat prøvede at lade dem visne. Kom nu James tænkte han stille, men intet gik. Intet ville fungere ordenligt - Selv Elisa forsvandt fra hans hjerne. Efter nogle minutters tavshed fra drengene, fik James kæmpet sig ned igen. Han åbnede øjnene igen. "Hvad vil du?"

"..først var det en undskyldning..men nu vil jeg mere vide hvorfor du ryster og har overbemandet vrede når du tydligvis ikke er fuld", sagde hun og hævede et a sine mørkebrune smalle øjenbryn. Hun holdte det i et fast greb, ikek så det gjorde ondt, men så han ikke kunne få sin kæbe så løs alt for let.

Det nemmeste ville være, at fornægte det hele, vride sig fri og gå ud at skyde sig selv. James sukkede indvendig, før han trak småflabet på den ene skulder. "Hvorfor vil du vide det?" mumlede han. James var tvunget til, at se hende i øjnene, hvilke ikke behagede ham. Hun var jo en smuk pige, men alligevel var der et eller andet over hende. "Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle komme, nogen af os til gode,"

"nej men det gør jeg...du er tydligvis træt...lad os sætte os", sagde hun blot og henvendte til bænken et par få metere fra dem. Hun gav langsomt slip på hans kind og gled hånden ned på siden af hendes krop igen. Vis han prøvede og flygte kunne hun jo højst sandsynligt lægge ham ned i overaskelse og få svar ud af ham.

James måtte følge med. Grebet om ham, var forskrækkende fast og bestemt. "Dyrker du karakte?" brummede han spøjst, før han sendte hende et lettere drillende glimt. Det var det eneste, som han kunne magte. Han ville ikke engang afprøve de sidste nye scorereplikker, drille hende eller le, som den gamle James ville gøre. Der var simpelthen sket for meget. "Jeg er træt, ja," sagde han og trak på skuldrene. Han rømmede sig og satte sig på bænken.

//Spise (:

"hm..sort bælte", besvarede hun blot og satte sig på bænken også, med cirka en meter i mellem dem. Det var rum nok så hun ikke invaderede hans personlige rum, men ikke rum nok til at han kunne nå at rejse sig, før Miranda ville have et greb i ham. "Du ved..der har været mange angreb i område på det sidste"

James rankede ryggen, og satte sig med let spredte ben. "Og hvad så? Det er sikkert bare nogle ligegyldige unge drenge," kommenterede han mumlende. James vidste slet ikke hvad han tænkte på. Elisa ville aldrig kunne dræbe et andet menneske - Det havde hun selv sagt. James så på hende, og fugtede sine læber. "Jeg er James," mumlede han kortvarigt.

"Offrende var fundet med alt blodet suget ud af kroppen og hjertet lå helt drænet ved siden af..det lyder ikke just som drengestreger i mine øre", sagde hun blot. Hun lage det venstre ben over det højre og hvilede hoved på bænken`s ryglænd"..Miranda er mit navn"

James fnøs lavt, før han rykkede sig tæt på hende. Han så stift ned, i de firkantede fliser, før han rettede blikket ligeud. Hans blik var tomt, og han vidste med det samme, hvad hun var. "Dusørjager?" brummede han lavt, og stak hænderne i lommen. James var stædig - Han ville aldrig stikke Elisa, og hvis Miranda prøvede på noget, ville han forlade hende.

Miranda løftede let sit ene øjenbryn før hun sukkede kort og så op i himlen. "Mere eller mindre ja", mumlede hun lidt freværende. Efter ldit tid så hun dog på ham og bemærkede han havde rykket sig tættere på.

James' øjenbryn skød i vejret, og han så mindre eller mere irriteret ud. "Jeg vil gerne have et ja eller et nej," brummede han, og han rykkede rastløs på sig. Hans mørke øjne var sunket hen, og blevet ligegyldige, samtidig med at hans hænder rystede ganske svagt. Han stak dem i lommen, på hættetrøjen.

"hmm..jeg er nu ikke så meget for at snakke omkring mit job..", mumlede hun til ham. Hun bemærkede hans rystende hænder og lage en blød, dog stærk hånd på hans skulder"hey...er du okay?", spurgte hun. Måske var Miranda en jæger og var ligeglad med om målet var en far, mor eller en lille baby, men hun var da bekymret for andre mennesker.

James grinede lavt, dog ligegyldigt, og han betragtede hende kort. "Hvorfor snakker du ikke om det? Mine kilder siger ellers, at I glædeligt snakker om alle i har nakket," brummede han, og så derefter på hende. Hans mørke øjne var lettere nysgerrig, men mest kolde. "Men du er måske anderledes?"
- James valgte med vilje, ikke at besvare hendes spørgsmål. Han følte sig ikke synderligt, 'okay'

Miranda rullede kort med øjne for sig selv og betragtede ham i stilhed og hørte på hans ord. Hun kørte en hånd i gennem sit hår og tog elastikken ud så det nøddebrune hår faldt ned omkring hendes skuldre let. "Tja..ikke alle er ens siger man jo"

James rankede ryggen, og han så stift frem for sig. "Du skal bare holde dig langt væk fra hende," hvæsede han, uden at hvide hvad han havde sagt. Han havde lige afsløret, at han havde en 'hende'. James rejste sig og så truende på hende. "Frstår hvad jeg siger? Du rør hende ikke," hvæsede han og rynkede brynene, før han skød brystet en anelse frem.

Det fangede hendes opmærksomhed. Eftersom han nu jo vidste hun var jæger, og råbte af hende til at lade "hende", være, var det vel nok et væsen. Hun rejste sig og gav ham en let klap på skulderen og så op på ham. "Jeg skader kun de væsner jeg for besked på at skade"

James faldt til ro, og han sank en klump. Lidt efter skar han en grimasse, og så over på den anden side af gaden. "Kan jeg byde dig på noget?" spurgte han derefter, og så på hende. "Jeg ligner måske en bums, men jeg er faktisk ikke en," tilføjede han derefter, med et let grin. Han stolede nu mere på hende, end han havde gjort før.

"hmm..nu var jeg jo på vej hjem..men en sodavand ved cafen skader jo ikke?", sagde hun og trak på skulderen. Hun slog håret tilbage ned over ryggen. rejste sig, hankede op i den tunge taske som indeholdte hendes våben, og lod den hænge fra hendes højre skulder og ned til hoften.

James nikkede roligt og begyndte sin gang over mod Caféen. Egentlig ville han helst hjem at sove, men det her kunne vise sig, at blive interessant - Hvorfor ikke tage chancen? James kløede sig let på kinden, og vende sig derefter over mod hende. "Kommer du?" spurgte han, så venligt det overhovedet var muligt, og derefter kiggede han ned i jorden.