Silence and joy.

Dato : 5.dec.
Årstid : Vinter.
Dag : lørdag.
Vejr : tørt vejr, en smule blæst og mørkt.
Sted : På legepladsen.
Tid : 22:45 ca.
Omgivelser : Gyngestativ,vippe, Legehus, Legetårn, et par træer ellers ingen.

Mallingen var skaldet af, træet rådnet, sand udgjorde gulvet, 2 små gamle bænke som engang blev brugt som siddepladser for de små børns te-selskaber, var blot hjem for edderkopper o.s.v. Dog fandt Silvia det meget charmerende, hun nød kulden, stilheden, den klare luft. Den unge varmpyr kvinde med langt blodrødt hår havde valgt dette at blive hendes sted for natten, hun havde kun sine jeans, nedringe hvide bluse på, sorte læderjakke og flade sorte gummisko, men det var nok for hende. Hun sad alene i det rådnede lille hus og lyttede til vinden.

Monzaemon gik sin sædvandelige aftentur i ulveform. han følte at han bedre kunne se folk på den måde. han kunne lugte at en vampyr var der et sted. *lige hvad jeg mangler, en vampyr!* tænkte han for sig selv. han himlede med øjnene selvom han vidste ingen kunne se det. eller var vampyren der et sted, så på ham? han snusede sig frem til den kvindelige blodsuger, i ly af et gammelt legehus. han gik langsomt frem.

//logger, skrives imorgen//

Silvia løftede let sit hoved da hun opfangede lugten af en ulv i nærheden, en varulv i dette tilfælde. Hun lage en hånd på den gamle lille bænk i legehuset hun sad på, og trådte ud af det. Hun-varmpyren rettede sin krop op i sin fulde højde og så ned på "ulven".

han knurrede, for selvom han gik hende til brystet som ulv, var hun truende at dømme efter hendes bevægelser. han bjæffede og nu kom to andre ulve frem, dog lidt mindre end Monzaemon selv. disse var også varulve, den ene hans bror. Monzaemon trak sig lidt baglæns, i tilfælde af kamp, ville han gerne have plads til at angribe på. han knurrede stadig, tænderne vist frem i hans store gab.

"hmm, nu ingen grund til at hisse sig sådan op..hvorfor kommer du ikke i en mere human skikkelse og fortæller mig hvad jeg har gjort for at irretere dig?", sagde Silvia uventet imens hun kikkede rogligt på varulven and dens familie nok.

han forvandlede sig til et menneske igen, og kiggede olmt på hende. "du er vampyr, du drikker blod fra andre, og den sidste du bed var faktisk en af mine venner." snerrede han. *blodsugeren aner ikke hvad hun gør.* tænkte han. hans vrede brød ud fra hele hans krop.

"hmm..hvad med at du giver mig navnet og racen på din såkaldte ven?", sagde hun og så blot rogligt på ham. Silvia vidste at i en kamp ville hun vinde, både på grund af hendes race, og at ophissede varulve var lette at snørre.

"det behøves ikke, jeg sporede færten fra vampyren til dig, det var din fært, jeg kan stadig lugte den, din stank." han rynkede på næsen. "du ville bare fornægte. du kan ikke klare os alle på en gang, det burde du vide." han skiftede til ulv igen, knurrende og snerrende. han satte klar til spring.

Silvia sukkede kort"så må det vel være sådan..". Hun hævede sine arme ud til begge sidder, og små knive af is formede sig omkring den rødhårede varmpyr kvinde. Silvia sænkede armene igen og omkring 30 af knivende svævede rogligt omkring hende.

Monzaemon brummede blot i noget der kunne betegnes som en latter. *is? godt jeg blev født resistent over for lige det element. det ved hun heldigvis ikke.* han bjæffede til de andre ulve der løb tilbage mod byen. han vendte hovedet mod vampyr-kvinden igen og knurrede. uden videre mén sprang han frem mod hende for at bide hende i armen. *man kan jo godt have det sjovt.*

Underligt nok, så flytte Silvia sig ikke. Hun lod hans ulvetænder bore sig dybt ind i hendes blege tynde arm, og betragtede sig blod flyde.

han lod sine tænder glide langsomt i, med munden fuld af spyt. *vampyren er vidst ikke klar over hvilken effekt mit spyt har på hende.* tænkte han. han bed hende flere steder, benet, i lænden og mange andre steder. *hun vrider sig i smerte efter den her omgang.* han trak sig tilbage, med tænderne vist frem og knurrede vredt af vampyren.

Silvia tog sig godt nok til armen og bed sig i læben, men hun følte just ikke nogen stor smerte. Efter et par få minutter var sårene allerede begyndt af lukke sig på de værste steder, og hun så imod ham med mørke øjne.

han brummede igen sin latter, og stod nu i forsvars positur. *din tur, gamle sæk.* tænkte han. han knurrede af hende, snerrede.

Silvia sukkede let, men underligt nok bevægede knivende sig ikke imod ham. "Hvorfor ønsker u og jage mig?"

*hun høre åbenbart meget dårligt.* tænkte han. han skrev en kort og enkel besked i jorden med sin pote. 'hævn'