Ved kajen

Dato :: 05/02
Årstid :: Vinter
Dag :: Fredag
Vejr :: Koldt og mørkt
Sted :: Havnen
Tid :: 22.30
Omgivelser :: Ingen udover Jalaz

Jalaz stod helt nede ved kajen, og så ned i det grumsede vand.
Hun synes faktisk meget godt om havnen selvom den måske ikke var det allermest hyggelige sted at opholde sig..
Men man kunne for det meste for lov til at være i fred der, da de fleste - mennesker specielt - var bange for at blive overfaldet af diverse skumle typer. Derfor kom der ikke ret mange efter mørkets frembrud, hvilket faktisk behagede Jalaz ganske godt.

Vicente kom gående ned mod havnen. Han havde længe tænkt på at gå herned, men havde af underlige årsager først gjort det nu. Det var første gang han var i denne del af Werclare. "Hm.." mumlede han lavt og et lavmælt suk undslap hans farveløse læber. Han kørte sit sorte hoftelange hår om på ryggen og så mod himlen. Hans øjne var grønne, men havde et strejf af rødt omkring pupillerne.

Jalaz løftede hovedet, og spejdede rundt i havnen da lugten af vampyr nåede hende. Hun håbede halvt om halvt at det var Elisabeth, men regnede nu ikke med det, da Elisabeth jo var flyttet. I det samme gik det op for hende hvem det faktisk var det nærmede sig. "Det var dog som syv..." mumlede hun lavmælt, og kneb øjnene en smule sammen for bedre at kunne se i mørket.

Vicente fik hurtigt færten af den bekendte engel. Atter et suk undslap hans farveløse læber. Han så mod den retning, som hendes duft kom fra. Han havde egentlig ikke lyst til at gå hen til hende. Det var meget lidt, som han egentlig gad for tiden. Han besluttede sig dog for at gå hen til hende alligevel. Han satte kursen imod hende, dog ikke med normal fart. Han brugte sin vampyriske fart og var henne ved hende i løbet af kort tid. Han stoppede kort fra hende og betragtede hende stille.

Jalaz trådte en smule tilbage da den forhadte vampyr stod foran hende. Hun bredte sine vinger ud for en sikkerheds skyld, og så på hans øjne. "Hvad vil du?" spurgte hun ne smule mut, da hun bestemt ikke var i humør til ham og hans små lege.. Men det var hun på den anden side aldrig, så det gjorde vel egentlig ikke den store forskel..

Vicente svarede ikke på hendes spørgsmål. Han vidste ikke, hvad han ville. Han havde ikke noget svar til hendes spørgsmål. Han stod bare og stirrede på hende med sit gennemborende blik, som kun viste små spor af følelser, dog ikke positive følelser. Dem havde han skubbet ud ad kroppen for mange år siden.

Jalaz's blik var bestemt ikke venligt.. Dog var det heller ikke fuldt med det had hun nærede for Vicente, det var bare koldt.. Isende koldt.. At hun på ingen måde brød sig om ham, var helt klart ud fra den måde hun stod, holdt hovedet og lagde armene over kors.. Ja hele hendes holdning udstrålede det at hun ikke kunne lide ham på nogen tænkelig måde.. Hun bestemte med sig selv, at det nu nok var meget sikkert for hende eftersom hans øjne var grønne.. Dog lagde hun mærke til de rødlige ringe omkring pupillerne, men håbede på at han var for mæt til at ville have hendes blod.

Vicente tog et skridt tættere på hende. "Godaften," sagde han så. Han havde stadig ikke fjernet sit gennemborende blik. Han slikkede sig kort om munden. Han vidste ikke helt om han skulle springe på hende eller lade vær. På en måde var han tørstig efter hendes blod og alligevel så gad han ikke at spilde sine kræfter på det.

"Det var det." nikkede hun og gik automatisk et skridt tilbage da han gik frem mod hende og slikkede sig om munden. "Indtil du kom" tilføjede hun så, måske en anelse flabet, men hun kunne ikke lade være.. Det var bare så oplagt at sige sådan.

"Hm.." mumlede Vicente og rettede sine grønne øjne mod vandet. Han ignorerede hendes flabethed og vendte efter et kort stykke tid blikket mod hende igen. "Jeg havde ikke regnet med at finde dig hernede," sagde han. Han stak sine ligblege hænder i lommerne på den sorte frakke.

"Og jeg havde ikke regnet med et blive fundet her nede.." mumlede hun ned mod jorden, og rettede blikket mod det grumsede vand. Hun brød sig ikke om at det var så.. Så dødt idet, men hun elskede lugten af saltvand, og hun havde ment at det var mindre risikabelt at være her end ved stranden..

"Vi støder ind i hinanden på det mest underlige tidspunkter, de mest underlige steder," sagde han og nikkede kort. Han kastede et blik på hende og så derefter mod vandet igen. Han tænkte stadig over, om han skulle gå efter hendes blod eller vente til en anden gang. Han var jo en smule tørstig, men alligevel havde han ikke rigtigt lyst.

"Det gør vi" gav hun ham ret, og rettede øjnene mod ham igen. Hun overvejede halvt om halvt at gå sin vej, inden han fik nogle gode ideer, men hun ville ikke tvinges væk hvergang hun stødte ind i ham... Hun var ganske enkelt for stadig til gå uden videre, når nun hun var der først.. Det måske lidt barnligt, og sikkert også godt og grundigt dumt, men Jalaz var nu lidt ligeglad..

Vicente så mod den vej, som han var kommet fra. Han overvejede lidt at gå. Hvis han ikke ville efter hendes blod, hvilket grund havde han så til at være sammen med hende og snakke med hende? Ingen. Han fandt heller ikke hendes selskab særligt spændende når han ikke var efter hendes blod.

Jalaz baskede lidt med vingerne, og sukkede kort, hvorefter hun drejede om på hælen og begyndte at gå med rolige skridt. Hun lyttede nu alligevel efter ham, for at kunne reagere hvis han gik efter hende, men det regnede hun ikke med, eftersom han ikke allerede var sprunget på hende..

"Hm.." mumlede han lavt og så efter hende. Han overvejede kort at gå efter hende, men kunne ikke rigtigt finde nogen grund til at skulle gøre det. Han vendte ryggen til hende og begyndte at gå mod den vej, som han tidligere var kommet fra. "Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne og stak derefter sine ligblege hænder i lommerne.