Varulv

*næ, kulde genere mig ikke* tænkte han. han lagde sig helt op af hende og gabte. *du er bedre end det træ jeg brugte som pude igår, meget, meget, bedre... og ti gange så behagelig.* tænkte han igen. han lagde sig dovent hen over hende. *nu kan du da prale med at have gået med en varulvepels.*

Elisabeth lå helt stille, og smilede kortvarigt til ham. Hendes muskler var spænde, men det gjorde hende ikke noget. "Jeg sidder stille," Lovede hun og lod derefter, sin vejrtrækning stoppe. Hun mindede allermest om en statue. En levende en af slagsen. "Jeg er glad for at blive samlignet med et træ. Skønt," Mumlede hun ironisk, før hun kort klappede ham blidt på snuden, og sad derefter stille igen.

*tjaa, sådan er jeg bare* han brummede lidt, som en latter og kløede sig så lidt bag øret. *lyder som om et par fra koblet er blevet bekymrede, de tænker godt nok løs, de ved vidst ikk jeg er her* pludselig brød en tanke ind i Monzaemons hoved *hey boss, hvor fanden er du? du har været væk i tre timer nu* det var Rasmus' tanker.

"Bare I beslutter at æde mig, så er jeg faktisk ligeglad," Sagde hun blot, og smilede bredt. Hun kunne også høre Rasmus' tanker, og hun satte sig brat op. Et legesygt blik gled hen over Elisabeth, og lagde sine små hænder, på ulvens hoved. "Prøv.. Prøv at få dem til at sige noget til dig. Alle sammen!" Udbrød hun og smilede bredt til ham.