Varulv

Dag: Søndag.
Dato: D. 7/2.
Tid: Lidt over midnat.
Vejr: Mørkt og en smule blæsende.
Omgivelser: Ikke nogen.
Sted: Den Lykkelige Eng.
Årstid: Vinter.

Elisabeths lange brune hår, var slået ud, og lå som et hav omkring hende. Den smukke vampyrkvinden, lå i sneen kun iført en sort kjole med ærmer der gik til midten af de blege arme. Månen hang over Den Lykkelige Eng, og oplyste engen som en kæmpe lanterne. Månens blege lys fik oplyst vampyrkvinden, Elisabeth. Elisabeths mørke øjne var lukkede, og hendes smalle læber ligeledes. Selvom hun lå der, helt fredfyldt, lyttede hun efter venner eller fjender. Vinden fik træerne til at risle, og legede drillende med en tot brunt hår. Elisabeth lå ovenpå sneen, med hovedet begravet i dybe tanker. De kredsede om Taron, det skulle der ikke herskes nogen tvivl om. Træerne omkring den Lykkelige Eng, herskede over hende og beskyttede hende fra de fare, som måske lurede.

Monzaemon spænede frem i ulveform over engen. duften af blomster spredtes på grund af at han løb sådan. det var hans daglig dag lige at løbe et par runder på engen. han gjorde det for fornøjelsens skyld. *100 runder til, så stopper jeg.* tænkte han. pludselig slog stanken af vampyre ham i ansigtet. han genkendte den fra skoven ret tæt på. *åhh nej, bimbo-vampyren igen? hvad laver hun her?* han fulgte færten og holdt sig på en væsentlig afstand. han gik tættere på, men kun som ethvert andet dyr ville have gjordt, han opførte sig som en ulv. forskellen var blot at han var noget større.

Elisabeths mørke øjne havde været lukkede, men pludselig sprang de op. I løbet af 1 sekundt, stod Elisabeth op, og havde redt en hånd igennem det mørkebrune hår. Elisabeth falke blik skød igennem skoven, og hun søgte efter ham. Grunden til at Elisabeth var så afslappet, var fordi hun lige havde spist. En stor hidsig kronhjort måtte lade livet, til fordel for Elisabeth. "Kom nu," brummede hun, og vinden tog hendes meddelse med ud i skoven. "Jeg ved De er der," sagde hun derefter, og vendte ryggen til ham.

Monzaemon gik tættere på. *pis, hun har opdaget mig...* han gik helt hen til hende, han var enorm i forhold til hende, mindst dobbelt så stor i længden, og gik hende til struben. han knurrede lidt, for at holde facaden som dyr. *hun er virkelig en mærkelig blodsuger, hun lugter ikke af menneskeblod. drikker hun dyreblod? det forklare måske min frokost. en hjort slagter ikke sig selv.* han kiggede undrende på hende, selvom han var ulv.

Elisabeth betragtede den kæmpe ulv, med et roligt, næsten venskabeligt blik. Vinden flød hen over dem, og fik Elisabeth's mørkebrune hår, til at hvivle lystigt i vinden. Hun betragtede ham tavst. "Hvor er Deres kobbel?" spurgte hun, og hun lagde blidt hovedet på skrå. Elisabeth ventede på, at han skulle forvandle sig, så de kunne snakke sammen. Efter deres sidste møde, havde hun værdsat, at hun kendte til flokken af vampyre. Hun havde selv stødt ind i dem, men eftersom hun havde sine 'forbindelser', gjorde de hende intet.

han gabte *hvis hun blot kunne som resten af koblet. nå, men jeg gider ikke skifte, så jeg må skrive istedet.* han skrev en besked i jorden med den ene pote. 'de andre holder pause på en uge, jeg går bare min aftentur. tilgiv mig, men jeg ønsker ikke at skifte form, er for træt.' han lagde sig ved siden af hende som et pelsbjerg.

Elisabeth nærmede sig ham, og smilede mildt til ham. Hun strøg en tot hår væk fra det hvide ansigt, og så lang tid på beskeden. "Vi kunne finde en nemmere måde, at snakke sammen på," fortalte hun, og hun kunne ikke helt skjule et spinkelt håb. "Hvis blot jeg måtte røre Dem, kunne du svare mig via dine tanker," sagde hun. Dét, at skulle læse andres tanker, var som blod for Elisabeth - Nået hun blev nødt til, noget hun nød, og noget hun ikke kunne holde sig fra.

Monzaemon sukkede. dog lod han hende røre sig. *hvad laver de selv herude? de har vidst lige spist, men det var ikke et menneske. de er måske ikke den store dyreven?* tænkte han drillende. hans enorme poter lavede dybe mærker i jorden, hans kløer kunne jo ikke trækkes ind.

Elisabeth lo før hun nikkede. "Jo, jeg holder skam meget af dyr," sagde hun og blinkede drillende til ham. "Jeg troede ikke De var meget for vampyrer, eller blodsugere, som du jo så fint kaldte det," sagde hun, med en lettere provokerende undertone. Det var dog kun for at drille ham, og det kunne man godt se på hende.

*nogle vampyre er fine nok, andre skal bare dræbes. de drikker dyreblod, så dem har jeg stor respekt for, i forhold til så mange andre, blandt andet en lille pige på syv år eller lignende, hun burde dræbes på stedet.* Monzaemon viste i sine tanker et billede af Lucinia som han havde mødt på gå gaden langt herfra.

Elisabeth så billedet, og gik et lille skridt væk fra ham. Hun lod sig dumpe ned i sneen, og satte sig i skrædderstilling. "Jeg tvivler. Lucy er en meget gammel vampyr - Hun ved hvornår grænsen går. Desuden respektere hun mit jageområde, ligeså meget som jeg respektere hendes," sagde hun nikkende. "Jageområde er måske så meget sagt. Hun rør ikke Jalaz, og det er hovedprincippet," sagde hun og smilede sit Elisabeth-smil til ham.

han fnøs. *det kan være, men hun neglede en ung pige mens jeg så på. uskyldige mennesker skal ikke straffes.* han fnøs igen. *det har jeg trods alt lært af den bedste.* han gabte højt og lagde så hovedet ned igen. *men credit til dig, du drikker dyreblod.*

"Det er mig der burde respektere dig," sagde hun og smilede bredt til ham. Elisabeth betragtede ham med de mørke, kønne øjne. "Jeg er glad for, at dit kobbel forsvarede os forleden. Det kunne sikkert være endt, meget værre end det kom til," sagde hun, nikkede svagt, og smilede igen til ham. Elisabeth blottede ikke sine tænder - Han fandt det sikkert ikke videre charmerende, når de nu faktisk skulle være fjender.

*jeg gør blot mit arbejde, intet andet.* han gabte igen, og lagde hovedet på de store poter. han ville ikke virke uhøflig, så han satte sig op igen. *desuden, kan jeg ikke klare vampyrer der drikker menneskeblod, det er bare så... så... frastødende.* han rystede på hovedet. *det driver mig til vanvid, hvorfor kunne i ikke leve af træ eller sprit, eller noget helt tredje.*

"Hvorfor angreb du ikke mig?" spurgte hun derefter, og så på ham med en anelse mistænksomme øjne. Elisabeth havde stadig ikke forstået det. Hun havde været uforskammet, og svinet ham til. Lidt efter sendte hun ham et smil, og trak på skuldrene. "Jeg synes mennesker er spændende," sagde hun, halvt drømmende. "Prøv at tænk på alt det, som de har skabt igennem tiden. Derfor drikker jeg ikke deres blod. Det er en ringe tak," sagde hun nikkende.

*hvorfor jeg ikke angreb dig?* han brummede en ulvelatter, *fordi du ikke drikker menneskeblod. derfor. jeg og koblet beskytter dem. lugten af menneskeblod hænger over de fleste vampyre, vi finder dem, dræber, og således fortsætter det.* han sukkede let og lagde hovedet på skrå.

Elisabeth sendte ham et nik. "Men hvis nu jeg fortalte dig, at jeg havde dræbt mennesker - Dækket over vampyrer der dræber mennesker. Passer på de nyfødte, og sørger for de forstår kunsten," sagde hun, og et legesygt blik trådte frem i hendes øjne. "Ville du så jagte mig? Flå mig i småstykker og æde mig?" spurgte Elisabeth og slå en kæmpe mild latter op.

*det kommer an på om jeg kunne bevidne det eller ej. men respekt for at du tør sige det.* han brummede igen sin latter. *jeg har jagtet vampyre under Reyjalon på et tidspunkt, siden jeg var tretten, men så rejste han og jeg blev her.* han gabte igen, for ca. tredje gang. så stak han tungen ud af munden så han så lidt tåbelig ud.

Elisabeth grinede mildt og lod sig dumpe ned i sneen. "Ak ja. Jeg er ikke bange for dig varulv," Sagde hun, og lagde sig sådan, at hun kunne kigge op på ham med de kønne øjne. "Du ville ikke gøre mig noget," Sagde hun stille, med sin blide stemme. "Endnu, selvfølgelig," Tilføjede hun. Lidt efter grinede hun af hans måde at se ud på. Hun prikkede på hans tunge, og hev hurtigt hånden til sig med et grin.

han trak tungen ind munden igen og lod sine poter skære dybere ned i snéen. han lod sit hoved dumpe ned mellem poterne og lavede en drømmende lyd. *gab, kedsomhed og dejlig peberrod.* han løb hen til en busk og trak en pose frem. han gik tilbage med den og frembragte en stor tærte. han lod hende røre sig igen. *håber ikke du har noget imod at jeg spiser, men er enormt sulten.*

Elisabeth hev sin hånd til sig igen. Hun behøvede ikke blive ved med at røre ved ham, blot for at høre hans tanker. Hun fokuserede på ham, og smilede sit kærlige, næsten drømmende Elisabeth-smil op imod ham. "Nej, nej. Spist du bare," Sagde hun nikkende og grinede kort til ham. "Hvad skal du spise?" spurgte hun derefter og satte sig op.

*tærte!* han rev papiret af tærten og stak tuden lige ned i den. *min favorit, hindbær med banan* han guffede tærten i sig og da han endelig var færdig, slog han en bøvs som nok kunne høres tre kilometer væk. *har ikke spist i tre dage, så tærte var oplagt* hans kropsvarme smeltede snéen omkring ham, så hans pels blev våd. han rejste sig og rystede kroppen.

Elisabeth lod være med at trække vejret, og skar en grimasse. "Våd hund, altså, styr dig!" Udbrød hun og tog med to fingre, og klemte hendes næse. Elisabeth grinede og betragtede kortvarigt hans mave. "Jeg synes tærte dufter godt, men jeg ville aldrig nogen sinde æde det," Sagde hun og himlede med øjnene. "Hvorfor har du ikke ædt længe?"

*patrulje, vampyrjagt, og så Johans trang til at feste.* han prustede. *og så er der jo også lige begravelserne.* han fnøs. pludselig rejste han sig på to ben og brummede bjældeklang. *kedsomhed er en dyd der er tung som et køleskab.* tænkte han. han gik helt tæt på Elisabeth og lagde sig ned ved siden af hende.

Elisabeth havde sat sig i skrædderstilling, og hun nikkede kort. "Måske. Jeg keder mig ikke så tit," Mumlede hun og betragtede den store ulv, som lagde sig ved hendes side. "Stiker jeg slet ikke?" Spurgte hun drillende, og et legesygt udtryk gled over hendes smalle ansigt.