Legepladsens skygger

Dato : Irl
Årstid : Vinter
Dag : Irl
Vejr : Kooldt
Sted : Legepladsen 0o
Tid : 17.30
Omgivelser : Liget af en dreng på omkring syv-årsalderen og Lucy

Lucy sad på en af gyngerne og smilte veltifredst.
En lille stribe af blod gled fra hendes ene mundvig og ned over hagen på hende.
Liget af den lille dreng, lå slæbt lidt ind i buskadset hvor det ikke var nær så opsynsvækkende.
"Du burde nu passe bedre på.. Det er farligt at være ude så sent om aftenen." formanede hun leende liget, og glattede en smule på den hvide sommerkjole hun altid bar.

Anthonia havde gået stille og roligt. Men hun havde fornemmet fare og var begyndt at løbe. Hun stoppede ved legepladsen og kiggede rundt. Hun kunne fornemme en vampyrs nærvær. Hun havde fundet en dolk frem, som hun nu knugede i sin højrehånd.
Hun så på den lille pige, som sad på gyngen. hun lagde mærke til blodstriben. Kunne den lille pige være en vampyr? Anthonia fik øje på liget af den lille dreng. Hun kunne mærke hadet sprede sig nede i hendes mave. Den lille pige var med garanti en vampyr.

Lucy kløede let på det sorte bind der var bundet stramt for hendes øjne, og vendte så ansigtet mod mennesket. Hun slikkede roligt blodet væk fra sit ansigt, og kunne tydeligt mærke hadet der stod ud af kvinden. "Godaften miss" sagde hun roligt, og smilede barnligt.

Anthonia ville have råbt noget grimt, men holdte det tilbage i sig. Hun vendte dolken om i hendes hånd, så bladet pegede bagud.
"Goddag." sagde Anthonia sarkastisk. Hun blev stående der, hvor hun stod. Hun prøvede at få kontrol over sig selv, så hun ikke bare angreb. Hun ville bare risikere at dø i forsøget.

"Hvem er De, miss?" spurgte Lucy, stadig med et barnligt smil om munden. Selvom ikke så ud af noget, så gemte der sig over 3000 års erfaring bag den uskyldige barne facade. Lucinia var ikke en vampyr man gjorde klogt i at undervurdere, selvom hun så både sød og hjælpeløs ud.

"Anthonia." sagde Anthonia, hun præsenterede sig aldrig med efternavn, kun til dusørjægere, eller når hun ville skræmme væsnerne væk.
Hun flyttede lidt på sin ene fod, og var ikke så anspændt igen.

"Anthonia.. Er det spansk?" spurgte hun nu, som om hele situationen var lige så nomal som en indkøbstur i et supermarked. Lucy havde godt gættet at denne miss Anthonia måtte være en jæger, men det så nu ikke ud til at gå hende synderligt på. Lucy var mente ikke at dusørjægere var noget at frygte.. Det var værrere når det var andre væsener der begyndte at nedslagte vampyrer... Ligesom den højest uforskammede varulv der uden videre omsvøb havde angrebet Lucy uden den mindste form for provokation..

Anthonia trak på skulderne og sagde, "Det ved jeg ikke."
Hun kunne godt mærke, at denne pige ikke var normal. Hun havde meget at byde på, hun sikkert ældre, end hun ville have en til at tro. Anthonia stolede ikke på hende.

Og det var somend nok meget klogt af hende. Lucy var i hvert fald ikke en hvis ydre man skulle stole at for meget på. Men hun var nu ikke voldlig som så mange andre vampyrer var det. Faktisk var hun utroligt selvkontroleret, og ganske udemærket selvskab.. Hvis hun da ikke var sulten. "Sig mig en ting miss Anthonia.. Hvad har jeg gjordt for at vække det had der står ud af Dem?" spurgte hun nu, og smilede lillepiget til jægeren.

"hmpf.." var lige det eneste, Anthonia kunne få sagt. Det irriterede hende stadig vildt meget, at disse andre væsner havde evner, som hun skulle acceptere, men så længe de ikke rørte hende med deres evner, så gik det vel nok.
Anthonia kunne ikke forstå, hvordan denne pige kunne virke så rolig, når hun lige havde slået ihjel.

"Miss!" Lucy lød godt fornærmet nu, "Enten er De yderst uhøflig, ellers har De ganske enkelt ikke lært pli endnu... Det er ganske almindelig høflighed at svare de ældre, når de taler til én." sagde hun så i en faktisk belærende tone. Det lød malplaceret når kom fra en syv-årigs mund, men man kunne jo roligt sige at denne syv-årige ikke var helt nomal..

Anthonia vidste det, hun var ikke den, hun prøvede at begive sig ud for at være. *Hvor er det bare typisk mig at ende sådanne situationer.* tænkte Anthonia og lagde armene over kors. Hun strakte hurtigt armene ud igen. Hun så ned på sig selv. "jamen.. pis oss." bandede hun lavt. Hun havde stikket i sig selv med dolken. Selvom det ikke var meget, så trillede der lidt blod ned ad hendes side.

"Det der må De hellere passe på med miss Anthonia.. De kunne jo tiltrække sultne vampyrer." sagde Lucy i et smil og vippede lidt med de små bare fødder.
Da hun selv lige havde tømt et barn, var hun faktisk ikke sulten. Der skulle ikke meget til at mætte den lille vampyr, og det var tiltider lidt af en fordel.. Selvfølgelig var det også en ulempe, da det gjorde at hun ikke kunne tømme et voksent menneske..

"Som om jeg ville gøre sådan noget dumt med vilje." sagde Anthonia og lød irriteret.
Hun fandt noget frem og rensede sit sår.
Hun så kort over på den lille irriterende pige. Måske burde hun bare gå.

"Så De er bare disideret uhøflig... Men på den anden side er De jo også menneske, så det er til at forstå." sagde Lucy tænksomt. Hun brød sig ikke om nutidens uhøflige tiltale, og sprog, da det på alle tænkelige måder var yderst stødende og respektløst..

"Jeg plejer at være venlig, men jeg kan også blive meget uhøflig." sagde Anthonia.
Hun havde fået renset sit sår, så vente igen hele sin opmærksomhed mod pigen.
"Og hadet, som ligger dyb nede i mig, har dulmet, siden jeg var 8 år." sagde Anthonia, som svar på det andet spørgsmål.

"Hvorfor har det det?.. Hvis det ikke er for personligt et spørgsmål." sagde Lucy nysgerrigt, og lagde let hovedet en anelse på skrå. så rejste hun sig fra gyngen af den simple grund hun var blevet træt af at sidde ned..

"Jeg kan takke din art og elverne for dette." sagde Anthonia spydigt.
Anthonia så på sin dolk, hun tørrede blodet af den. Mens hun kiggede på den knugede hun hænderne.

"Hvad en af mine artsfæller har gjordt, giver Dem ingen grund til at hade mig kæreste miss Anthonia." sagde Lucy roligt, og smilede barnligt til jægeren.

Anthonia gad ikke svare, denne pige ville ikke kunne forstå hendes had. Det løb gennem hendes blodåre.
*Slægtsbåndet er et meget kraftigt bånd, som ikke kan brydes bare sådan.* tænkte hun.

"Hm... Men hvis De ikke har mere at sige, miss Anthonia, vil jeg forlade Dem nu." sagde Lucy og begyndte med lette skridt at gå mod udgangen af legepladsen. HUn var ikke specielt agressiv, den lille Lucy, men hun var jo også ret lille af sig, og havde derfor ofte fordel ved at løse konflikter med snak.

"Jamen så vil jeg også forlade dig." sagde Anthonia, men blev stående.
Hun ville ikke vende ryggen til sinf fjende.

"Ganske udemærket." svarede Lucy med et smil i stemmen, og gik forbi mennesket og ud på gaden, hvor hun fortsatte efter kort tids overvejelser.

//Spise

Anthonia gik den anden vej. Hun kiggede af og til bagud, så hun var sikker på, at hun ikk blev overfaldet.

Lucy drejede om et hjørne, og forsvandt ud byens natteskygger.

//out//