Ved skolen - Den "første" skoledag

Omgivelser: Få elever som dasker rundt med hinanden. Skolegården.
Tid: IRL.
Sted: Gangene. De er næsten øde.
Vejr: Kedeligt.

Det var gået over al forventning. Lærerne havde elsket den nye elev, og mere end frivilligt, spurgt hende til en masse. Blandt andet matematiklæreren, havde vist stor sympati og glæde, over endelig at få en 'så engageret elev'. Elisabeth hankede op i lædertasken, og strøg noget hår væk fra panden. Det var disse menneskelige træk, som fik Elisabeth til, at svinge nogenlunde ind i mængde. Selvom hun ikke havde brug for, at rykke på sig, når hun sad på en stol, vifte håret væk eller noget helt tredje, vidste hun at dette var en nødvendighed. Hendes blege hud og lysegrå øjne, var et særtræk. Noget der var ganske få "normale" havde. Elisabeth fiskede nøglen ud af hendes bukselomme, og svag hendes skab op. I modsætning til de andre skabe, var dette kedeligt og gråt.

Ikke ret langt fra den "nye" elev, der åbenbart var en mønsterelev, stod en pige ved sit eget skab. Der var egentlig ikke rigtig noget derinde. Det var kedeligt, som interessen for denne skole. Ailera var her gennem tvang. Hun ønskede ikke at være blandet imellem så mange.. Almindelige? Nej det var ikke almindelige hun var iblandt, men derimod var det ren og skær mad. Hendes kulsorte hår flagrede om hendes hoved, trods der stortset ingen vind var. Hendes skønhed lå frem som et tag-selv bord, men lod ikke nogen nærme sig. Hun holdt den retmæssige mystik over sig, som satte de fleste på en god afstand. Det var sådan det skulle være.
Duften af en artsfælle ramte atter Ailera, og da hun drejede hovedet stod hun der. Den nye elev. Hele tiden havde det været tydelig for Ailera, hvad hun havde været. Ordet vampyr lå lige på tungen, hvor ordet artsfælle også kæmpede om pladsen til, at blive formet frem. Svagt lagde Ailera sit hoved på skrå, så hendes hår lavede sin dans som døde sorte flammer - Der stadig lavede sin knitrende dans. Kulden og roligheden lå sammensmeltet over Ailera. Hun afventede en smule.

Elisabeth kønne øjne vendte sig mod hunvampyren. Denne smukke skabning betragtede hende, og Elisabeth sendte hende et kærligt, næsten fortryllende blik. Det var nok blandt andet derfor, at lærerne havde været så vilde med hende - Elisabeth var smuk. Unik. Præcis som den anden hunvampyr, som hun havde smilet til.
Elisabeth vendte sig om, mod sit kedelige grå skab, og lod de små fingre, stryge hen over skabslågen. Hun kunne så let som ingenting, tage et fast greb om den, og hive den af hængslerne. Så let. Elisabeths legesyge men dog kærlige smil, lå over hendes bløde læber, som blev fugtet af hendes tunge. Elisabeth slå en hånd igennem håret, før hun lukkede skabet med den anden, og stak nøglen i hullet. Hun drejede nøglen, og et klik kunne høres fra skabbet. Elisabeth var klædt i det tøj, som alle normale teenagers ville gå i. Hun ville ikke vække mere opsigt, men hun vidste, at hun udstrålede noget andet end andre. Hendes gang og holdning var utrolig elegant, og nærmest svævende. Elisabeth havde efterladt de fleste af hendes bøger i hendes skab, for hun vidste, at hun ikke havde lektier i de fag. Glæden over at lektierne højst ville tag 5-10 minutter var stor - Nærmest enorm.

Ailera betragtede hunvampyrens ydre, det skønne, som menneskene fladt for. En efter en lod de sig fortrylle af det, som de aldrig selv ville kunne få. Ailera rullede med sine øjne ved denne tanke. Menneskene var så dumdristige. De lod sig forføre af den nysgerrighed de har fremfor at lade fornuften spille sig frem. Det var det, som gjorde dem til den mad, de egentlig kun var i Aileras iskolde og rolige øjne. Hun kørte hurtigt hånden igennem sit kulsorte hår, inden hun satte kursen mod den anden vampyr. Velvidende at deres auraer ville kæmpe side om side.
Ailera lod sig selv stå unikt ud. Hun lod sig bære sin sorte kjole, der nåede hende til sine knæ. Den sad som støbt til hende. Kontrasten stod tydeligt frem. Fra det sorte til det hvid, huden og kjolen. Hun trak svagt sine sorte trøje omkring sig, som spillede hun, at hun frøs. Det var en ren og skær umulighed for hende at fryse, men at spille gjorde ingen skade. Tankerne strøg igennem Aileras hoved som de første penselstrøg over et blankt lærred. Smilet hang om hendes læber, iskoldt som vinteren og roligt som sommeren lette brise.
"Hej" Ordet lød roligt mod hunvampyren. Ailera var omsider nået op ved siden af hende i det menneskelige tempo. Interessen lå ikke fremme, men bag det ydre, som end ikke kunne trænges igennem. Der var påkrævet en kode, som ikke kunne knækkes. Den krævede en portion tillid. Ailera betragtede roligt denne hunvampyr. Hverken interesseret eller komplet ligegyldigt.

Da hun nærmede sig med de yndefulde skridt, vendte Elisabeth sig mod hende. Hun kunne høre på hendes skridt, at hun var på vej hen imod Elisabeth. Elisabeths øjne var lysegrå og dybe. De øjne hun altid bar, når hun netop havde spist. Som mange andre vampyrer blev Elisabeths øjne rødlige. De havde en tendens til, at blive mere orangerøde, noget hen i det gyldne, og derfor spiste hun oftere end andre. Dette kunne blandt andet skyldes, at hun holdte sig til dyreblod. Hvilke underligt fænomen, tænkte Elisabeth. Elisabeths holdning til blod, var meget anderledes end andre vampyres. Hun så ikke blot mennesker som mad, men som noget spændenden og anderledes. De havde udrettet meget her igennem jordens levetid, og Elisabeth havde sat sit lid til dem. De var jordens fremgang - Hvor imod vampyrene, sågår som andre væsner, var jordens undergang. Hun stod fast ved denne holdning. Som en klippe der ikke kunne rokkes.
Elisabeths drillende og kærlige blik, smilede for hende. "Hej," sagde hun med en blid, tryllebindende stemme. Elisabeth lod sit blik glide ned af hende, før hun rettede sit blik mod vampyren. "Går du også her?" spurgte Elisabeth, med den kærlige og friste stemme.

Det var hurtigt at bemærke, hvordan denne hunvampyr prøvede at bruge en fortryllende stemmeføring. Var det ikke tydeligt? Ailera blev kun meget sjællendt påvirket af ting som disse. Hun havde svært ved at blive fascineret af noget, medmindre det bar hendes interesse fuldt ud. Ailera betragtede blot hunvampyren nu. Et iskoldt lettere fortryllende smil hang nu om Aileras læber. Hvis denne hunvampyr kunne vove sig ud på dette spor, hvorfor kunne Ailera så ikke også?
Aileras øjne røg hurtigt på en forbipasserende dreng. Hans øjne var som tryllebundet mod dem. Tumpe. Han anede ikke hvilke farer han kunne vikles ud i, hvis han valgte at fortsætte efter dem. Ailera var godtnok mæt, men det gjorde intet med ekstra mad. Tankerne lå grumme hen dybt i hendes hoved. De kørte som på skinner. Normalt plejede der at være en stortset stilhed, men skolen var atter fremme for hende, og hun hadede det. Der fandtes ikke noget værre end at gå imellem disse mennesker, der end ikke kendte til de hemmeligheder, som lå omkring i verden. Mennesker lukkede sig inde i historier og myter, fremfor at undersøge det hele. Dette var en af grundene til, at Ailera afskyede mennesker mere end nogen af de andre racer.
"Ja, jeg går her... Bare ikke altid regelmæssigt.." Hemmelighedsfuldt lå hendes stemmeføring hen. Intet tryllebindende, intet drillende eller glæde, men blot den komplette hemmelighed bag den race, som de begge var i. Smilet krusede lystigt over hendes læber, drillende og alligevel iskoldt. Det havde intet med selve denne vampyr at gøre, men Ailera knyttede sig aldrig til nye, og for den sags skyld, så blev denne vampyr behandlet som alle andre for Ailera.
"Og hvad er så dit navn?" Det var mere blot en hentydning til deres eksistens. Hun havde ingen konkurence fremme, eller en betydning til sin hentydende måde at spørge på, men det var bare kommet. Ailera lod sit hår lave en lille dans mens de gik.

Elisabeth skridt var rolige og eleganter. Den gang de befandt sig på, var med garanti en slags "hovedgang". Det var her de mange stålskabe stod, med en primitiv hængeslås, som skulle beskytte skolebøgerne fra tyveri. Væggene var slagt gule, men havde engang været hvide. Hvis man lod sit blik, glide hen over skabene, over væggen og op i loftet, kunne man se alle de små fejl og ujævninger som loftet bestod af. Elisabeth tsk'ede lavt, men stadig med den blide og fortryllende stemme. For mennesker ville stemmen være tiltrækkende - Alt ved Elisabeth ville være tiltrækkende, og folk ville tilbede hende, hvis hun bedte dem om det. Det var et af disse træk, Elisabeth som vampyr, havde af sine fordele.
Elisabeths korte hår lod falde lige ned, og svajede ikke så meget, som den anden vampyrs. Det havde Elisabeth ved flere lejligheder, opdaget havde været smartest. Elisabeth var ikke typen, der kastede sig ud i dødbringende kampe med dusørjægere eller andre væsner. På det punkt var hun så selvsikker, at hun oftest kunne tale jægerne fra det. På mange måder fandt Elisabeth dette så kedeligt, at hun til tider, provokerede jægerne helt bevidst, blot for at få, en form for feetback.
"Elisabeth," svarede hun ganske kort. Et smil pryede hendes læber, og hun blinkede let til hende. Som to veninder, der delte en hemmelighed. Dog ikke fordi Elisabeth så hende som en veninde - Hun havde kun oplevet den følelse en gang. Det var med Jalaz, og hun gengældte disse følelser. I bund og grund havde Elisabeth og Jalaz, intet at skulle have sagt, når det gjaldt deres venskab. Venskabet mellem to fjende-klaner, var uhørt - Ja, hvis ikke skandaløst.
"Hvad er dit navn?" spurgte hun i et varmt tonefald.

Det var sådan det altså hang sig om Elisabeth? Hun udnyttede sine nye egenskaber fra sit nye evige liv. Det var her, at Ailera så morskaben var sjovere at holde sig på det menneskelige, og alligevel opnå sine resultater. Hun lod sig kruse op i et svagt og iskoldt smil. Hun tog sig selv i det, men gjorde intet. At kaste dette tilbage mod Elisabeth virkede så fantastisk. Der var intet i vejen med hende, blot det, at hun viste dette hun gjorde. Udstrålingen fra Elisabeth fik vakt en irritation i Ailera, som hun end ikke kunne beskrive, hvorfor egentlig var dukket op. Det var overflødigt, og det så hun også selv, men hvorfor over noget, som havde med en artsfælle at gøre?
Ailera kastede blikket rundt i de omgivelser, som skolen udgjorde. Det var lettere forfaldet efter den tid, som Ailera havde tilbragt her. Det var ikke så længe, men en eksistens behøvede heller ikke at være lang, for at opleve forandringer. Forandringer var som en larve der blev til en sommerfugl. Tiden var ikke så lang, men for den enkle sommerfugl ville det være som et helvede. Den lange tid i puppen kunne ødelægge det indre, men det ydre ville altid som en smuk forårsdag. Dette bragte Ailera mod vampyrerne. Deres indre var tit i dette oprør, der satte dem ud på forandringer, som de aldrig ville have forestillet sig i det menneskelige, men det ydre var som en smuk facade – Opsat kun for den, der behøvede det. Dermed alle vampyrer.
En let hovedrysten bragte atter Ailera tilbage til Sheria High School. Hun følte tiden var gået, at der næsten ikke var særlig lang tid tilbage af skoledagen, men hun vidste, at det ikke var sådan det hang sammen. Det havde været ganske kort tid, som havde tiden været den enkle lille snegl på sin vej over vejen. Den iskolde mur bød sig at blive tykkere, og Ailera lod den. Hvad gjorde mere kulde til eller fra efterhånden?
”Jeg er Ailera” Svarede hun derpå. Øjnene hvilede vagtsomt på Elisabeth, som var hun en bombe. En bombe af det tiltrækkende for praktisk talt alle mænd og mange kvinder. Hvem, i sine fulde fem, ville ikke blive betaget af en ung og unaturligt smuk pige? Sådan lå det, og sådan ville det altid ligge. Det var et tabu for Ailera gradvist.

Elisabeth smilede roligt, og straks efter drejede de ind på en anden gang. Elisabeth behøvede ikke se sig omkring, for at vide de var havet på gangen, hvor fysik-matematik-engelsk-lokalerne lå. Det var de gullige vægges indtrægende og borende lugt, af diverse kemiske syre der stod i fysiklokalet. Disse veludviklede sanser, som en vampyr havde den glæde af, kunne skærpe lugten til det yderste. Sætte hver specielle duft, i hver deres specielle kategori. Det havde Elisabeth tit moret sig med - Især fordi hun var så veludviklet, rent sansemæssigt. Med en baggrund som sporhund, havde det været en nødvendighed. Elisabeth var ikke blot respekteret, men også frygtet i hendes klan.
Klanen kunne ikke kaldes en familie. Familie fandtes ikke i Elisabeths sparsomme verden. Nok virkede hun som en smuk, ung intelligent pige, men hun var så meget mere. Anderledes. Sky. Hendes fantastiske smil og gode manere, var blot en simpel facade, hun havde udnyttet for ofte. Og nu var det blevet en del af hende. Med hendes 640 år, var det blevet en del af hendes personlighed. Den lallede kærlige, og legesyge vampyr. Det var Elisabeth.
"Det glæder mig at møde dig. Det er så dejligt med lidt selskab, som ikke blot er menneske. Eller engle," sagde hun i sin yndige tone. "Jeg har lagt mærke til, at der går ufattelig mange engle rundt her. Det er jo utrolig sjovt," sagde hun og sendte hende et strålende smil.
Aileras iskolde facade havde ikke den store virkning på Elisabeth. Hun havde mødt vampyrer, der havde været på grænsen til det sadistiske. Og dem havde hun nedlagt, med stor væmmelse.

Ailera var som den simple vinterdag. Ikke for slemt, men heller ikke for mildt. Der var den grænse, som der skulle være mellem for meget og for lidt. Dermed blev hun aldrig rigtig for meget - Kun når hun ønskede det. Hun smilte iskoldt, som var det blot en selvfølge at smile. Hendes gang var yndefuld, som var det endnu en del af en selvfølge i vampyrlivet. Det lå over Ailera mere som en vane, end noget hun gjorde fordi hun ville. Det var blevet hendes ven i medvind og modvind, i sommeren og vinteren.. Forkortet til hendes liv. Den var opbygget over et stykke tid, og nu var den der. Trygt lå det hele sænket over Ailera. Det var som en kappe, der bare ikke kunne fjernes.
Stanken fra fysiklokalet slog mod Aileras næse, som havde det været en hammer. Hun mærkede den tykke luft, der spidsede til mod Ailera. På dette punkt lå der en ulempe ved vampyrlivet. De stærkere sanser. Ailera trak atter en smule i sin sorte trøje, der var over den sorte kjole som hun bar. Det var som en sol i natten. Kontrasten stod tydeligt og klart frem for øjnene af enhver. Øjnene faldt på enhver lille detalje på væggene og lokaler, dørene og billederne. Det var detaljer, som hun før ikke havde fundet, men nu stod tydeligt frem. Det var som at finde den nål i høstakken, som man havde ledt efter. Gradvist.
”I lige måde, Elisabeth. Vampyrer er også bedre end mennesker og engle, ikke?” Kulden drog sig frem, men et gran af rolighed var flettet tæt med, og sammen dansede denne stemmeføring mod Elisabeth. Ailera tænkte omstændighederne igennem med den måde Elisabeth var på, men var der noget tydeligt? En ny nål var dukket op i høstakken, og hvis den skulle findes, skulle der kæmpes. Ailera lod sine tanker atter føre sig væk. Elisabeth kunne sagtens have en facade oppe, men det kunne sagtens også være sådan Elisabeth bare var. Nogle havde en bedre facade end andre, og tit blev det et problem for nogle. Facader skjulte tit på de indre sår, som ikke fik den luft det skulle. Ailera trak vejret roligt, og med en hånd igennem håret, blev hendes tanker langsomt visket rene igen. Atter var hun kun den helt igennem kulde.
Side og side gik de begge. På det ydre ville de vel ligne to veninder, men under den overflade var der det, der udgjorde deres første møde. De havde ikke set hinanden før, eller også var det bare Ailera, der havde prioriteret at se nogen andre noget mere. Ailera var svær at finde ud af. Tit ville hun hellere se de vampyrer, som rent faktisk drak menneskeblod, hvorimod andre gange førte til, at hun næsten ville snakke med alt og alle. Der var forskellige grunde til alt, men med Elisabeth blev Ailera sat en smule i bås. Det var ikke den måde Elisabeth var på, eller den måde hun prøvede at fortrylle alt og alle med den stemmeføring hun brugte. Alt førte til et vildspor. Hvad var det egentlig, som Ailera var i tvivl om?

//Det skal siges, at jeg har været meget træt mens jeg skrev dette, så håber det giver mening xD//

Elisabeth lystige øjne gled over de få elever, som de passerede. Mange havde allerede taget bussen, men Elisabeth havde sin egen bil. En grå Porsche, som hun virkelig elskede. Elisabeth elskede biler, men hun havde ikke meget forstand på dem. Det var ikke, fordi hun kunne mærket suget i maven, når hun kørte, for det kunne hun ikke. Det var mere deres lugt, og som regel også farven. På grund af hendes vampyriske instinkter, så det hele så meget bedre ud. På grænsen til det fantastiske.
"Jeg har nu altid ment, at engle og mennesker er mindst ligeså gode som os. Dog synes jeg utrolig godt om artsfæller, og foretrækker dem til hver en tid. Du synes måske, at vi kunne blive helt fri for dem eller hvad?" Spurgte Elisabeth med den dansende stemme. Nogen gange kunne Elisabeth blive så kærlig, at hun næsten virkede som en sindssyg. Andre gange kunne hun sno, andre om hendes finger, og det var tydeligt hun nød det. Lidt efter sendte hun et drillende smil, og vendte sine øjne mod gangen. Det var ikke så sjovt, når det var Ailera. Hun fik ikke den samme respons, som med andre.

//Undskyld .__. Min krea forsvandt!

I starten ignorerede Ailera egentlig blot Elisabeths ord. De betød intet endnu, så Ailera så ikke nogen grund til, at lade svaret falde endnu. Spændingen efter hendes svar skulle opbygges over et stykke tid med blot tavshed og afledninger til andre samtaleemner. Smilet hang over Aileras læber som den første sol på en forårsmorgen. Tavsheden bød sin gang mellem dem begge. Kun fuglenes tidlige kvidren genlød i dagens stille klang. Bussen var allerede kørt, men det var intet der gik Ailera på. Som Elisabeth havde Ailera også en bil. Hendes øjne flakkede mellem begge deres biler. Der var forskel på mærket. Elisabeths var tydeligvis en grå Porsche, hvorimod Aileras var en sort Lamborghini.
”Fed bil.. Lad mig gætte; En Porsche?” Ordene lød lettere roligt fra Ailera, som havde hun været den ultimative bilekspert. Hun trak let på skuldrene inden Elisabeths svar ville komme. Hun lod et skævt smil indtræde over sine læber. Atter den lille selvfølge der blot kom. Det var et af de smil der var der, men aldrig nåede vejen til øjnene. Smilet var som en vej, der endte blindt inden det rette sted, den skulle hen. Smilet lignede det helt oprigtige, hvis man ledte ude på overfladen, men inden i var det hele blindt for Ailera. Smilet var der ikke i hendes egne øjne.
”Racer er forskellige på hver deres måde. Tit er det duften mod stanken der ødelægger det meste. Eller rettere det had der har været i generationer mellem racer, har jeg ret? Jeg er enig. Engle og mennesker kan være lige så gode som vampyrer, men de rette tider skal komme fra dem først” Først da var sporet atter mod emnet. Stemmen brød lavt frem, men selvom det var lavt, skar den tydeligt igennem. Hun så tålmodigt og afventende mod Elisabeth. Svaret skulle nok blive interessant.