En ny dag

Dato : 19 marts
Årstid : Sent forår
Dag : Fredag
Vejr : Solskin, dog en let kølig brise.
Sted : Markeds pladsen.
Tid : formiddag, kl: 8:27
Omgivelser : mennesker der strømmer fra og til.

Mitzi gik med sine lette ja næsten lydløse skridt rundt nede på marked. Hendes ører var skjult af det tykke lag lyse hår som hang i en let udlet tilstand, så det krøllede lidt, hun havde nemlig ikke haft lysten til at rede det om morgenen så det kunne blive helt glat og silke blødt. De grønne øjne fulgte hver en bevægelse der var sat til rundt omkring, og samtidig kunne hun ser hver enkelte ting uden problemer, det var bare med at springe hurtigt fra det enested til det andet med blikket og ikke lade det fokusere på netop en ting af gang, så var det jo ikke sikkert at man nåede at se det hele. Til denne morgen havde hun ikke kunnet sove længe, og havde så derfor tænkt på en spadser tur ned til marked man kunne jo ikke vide hvad man ville finde her nede, og det havde så fristet hende at komme her ned. Men inden hun havde gået fra sit ydemyglig bolig havde hun ryddet op så der var pænt og nydeligt, hun havde også striglet sin hest og renset dets hove så det ikke skulle føle sig forladt.
Der var mange ting nede ved marked og folk så ud til at være meget optaget af de ting der var dernede selv på denne tid, og det kom måske af på den høje elver pige der gik blandt menneskerne, eller mennesker og mennesker, det kunne man vel ikke vide med sikkerhed, da der jo sikkert var andre væsner af en art, i blandt dem, det var bare med at lede det rette sted. Hun mumlede stille ved sig selv da hun stort set næsten lige var kommet til byen og det havde været hendes første tur ud i byen faktisk. Nu håbede hun bare på at møde nogen mennesker. En let brise fløj igennem luften og fik alle de forskellige dufte og lyde til at mixe sig sammen og bryde ud i et stort kaos af blandinger i luften så man havde svært ved at finde ud af hvad der hørte til hvad. Men for Mitzi var det ikke bare et kaos det var et eventyr spadseret på et kaos, men eventyret var knap nok slut, og kaosset var alt det der skulle opleves, da hun ikke havde oplevet meget endnu og måtte så selvfølgelig begive sig ud på en rejse blandt menneskernes verden. Det smil som havde været på hendes læber hele morgenen havde ikke taget sin afgang endnu, selvom der var så mange lyde, og at det gjorde det svært for hendes elver ører at ignorer dem, havde hun virkelig ikke noget imod det, da det jo bare var noget hun skulle vænne sig til.

Eolith gik med rolige skridt imellem folk. Han havde sin rygsæk over skulderen, da han ville prøve at finde noget mad til sin lejlighed. Han havde ikke været hjemme i nogle dage, så de få varer han havde, var godt og vel snart for gammel. Og Eolith hadede rådden mad og ville helst undgå det.
Han bevægede sig hen til nogle grøntsagsboder og kiggede på dem. Han havde rent faktisk lyst til at lave noget stort i aften, selvom han kun var der for sig selv. Han kiggede lidt på en melon og vejede den i sin hånd om den var det hele værd at bruge tyve kroner på, nu da det jo kneb med kontoen og økonomien. *Hvis jeg bare havde et arbejde, kunne jeg i det mindste forsørge mig selv!* Tænkte han irriteret og lagde melonen på plads.

Hendes blik vandrede stille rundt og blev optaget af en fin skinnende halskæde, den var meget enkel, og lige noget for hende. Godt nok var boden til halskæden et godt stykke væk, men for hende var det ingen sag at kunne se det på denne genstand. Hun smilede stille, og gik hen til boden stadig med blikket rettet mod halskæden, *Hvilken fin genstand..* Tænkte hun ved sig selv. Det havde nemlig været noget af det hun havde haft tænkt på, at have en halskæden der kunne vise at hun var lige som alle andre. Hun tog i den i en rolig bevægelse faktisk ret flydende som om der ikke var nogen farer for at hun skulle tabe den. Hun kiggede lidt rundt omkring sig før hun vendte sig hen mod personen der sørgede for tingenes priser. "Undskyld... Kan jeg købe denne her?" spurgte hun med et lille smil på læben nu. Manden kiggede tilbage på hende og var vist forundret over at der var kommet en kunde. Han kiggede ned på halskæden hun havde i sine hænder og nikkede kort "Jo du skal da være mere end velkommen.." sagde han og begyndte nu at tænke på en pris til hende som han kunne forlange for denne halskæde. "90 kr. Skal vi sige det?" kom det spørgende fra ham, hvor han nu vendte blikket mod Mitzi, hun nikkede som svar og smilede let. Fiskede nogle penge op og rakte ham en 100kr seddel. Hun ventede på hun fik bytte pengene tilbage som så ville være 10kr. Manden tog imod pengene og gav hende de penge som hun ventede på.
De gav et kort nik til hinanden som tak og på gensyn. Den tynde elver pige traskede videre ud på markedet.

Eolith gik videre og begyndte at komme væk fra maden, hvilket nu ikke var helt meningen. Han havde endnu ikke købt noget mad endnu, da han var for nærrig til at give penge ud til mad. Han sukkede sultens og satte sig på en bænk i afvejen, lige ved siden af en våbenbod. Han så lidt ned i sin pung, hvor der kun var en krøllet halvtredskroneseddel samt enkelte småmønter. Han var godt træt af, at han kun lige havde råd til at overleve, og det var ikke så ligetil at flytte hjem til sin moster og onkel igen, nu da de havde renoveret hans værelse fuldstændigt.

De grønne øjne hvilede stille på den halskæde hun havde i sine hænder, hun besluttede sig for at tage den på, så den pludselig ikke blev væk. Hun trak det lange blonde hår til siden så smykket kunne få sin retmæssige plads. Hun tog dets vedhæng ud af låsen så hun kunne svinge det rundt om hendes blege hals. Hvilede halskædets vigtigste del mod hendes brystkasse, så fik hun den på. Og lod så låsen dumpe ned mod rygsøjlen. Stille og roligt kiggede hun rundt. Blikket flyttede sig fra boden hvor man kunne finde kød til det med frugter, videre hen mod gamle husholdeske genstande. Hun overvejede lidt da hendes blik ikke gad at flytte sig fra dets mange fine gammeldags ting. Hun spadserede derhen med lange skridt, dog havde hun et meget normalt tempo. Der gik ikke lang tid før hun nu stod foran boden. Hun smilede stort og skulle næsten til at sige hun ville have det hele, men det gik dog op for hende inden da at dette skulle overvejes da det jo ikke var sikkert at hun kom til at bruge noget af det.

Eolith ømmede sine håndled lidt, efter at have belastet dem her på det sidste. Han så lidt ud mod befolkningen igen, og gled blikket hen på en ret køn, ung pige. Hun var ret bemærkelsesværdig, fordi hun var så ung og smuk. Et eller andet sted havde han lyst til at være hende. Så ville det være meget længere at få ligepræcist de mænd man havde lyst til. Altså.. udover Andy, der tydeligvist ikke ville have noge som helst med kvinder at gøre længere.

Hun smilede stille, og lod være med at købe noget af det, hun kunne jo altid vende tilbage hvis hun nu havde besluttet sig for at købe noget, det kunne jo være at imens hun sparede nogle penge, at hun ville finde noget lige så godt til en bedre pris. Mitzi's smil hang stadig over hende, for hende var det som et rent eventyr at spadsere hernede rundt omkring blandt andre mennesker og væsner, men hvor mange væsner der var lige her var hun ikke sikker på, men det kunne være godt det samme. Hun mærkede at der var nogen der kiggede på hende og lod sit blik glide rundt for at finde person, det tog dog ikke lang tid da hun kiggede hen mod en dreng, muligvis et godt antal år yngre end hende, men hvis man skulle se det på perspektivet af at hun lignede en på omkring de 17-18 år, ville det nok kun være nogle få års forskel på dem. Mitzi smilede varmt til ham, mere for at være imødekommende, hun overvejede lidt situationen i at gå hen til ham, men så ikke det store at være bange for. Så nu spadserede hun med raske skridt hen til denne dreng. Mitzi, var jo ny, og hun kunne lige så godt begynde at lærer nogen at kende i stedet for at sidde i det samme mugne hul hele tiden.

Eolith mærkede i det samme, at han havde kigget på hende og blikede forbavset med øjnene, da hun havde set ham. Han blev helt forskrækket over, at hun pludselig bare sådan begyndte at gå hen imod ham.
Han kunne jo mærke at hun var elver, og alle ikke-dødelige havde det med at have en skrue løs, efter at have levet i så mange år.
*Hun kommer herhen? Er hun sur eller glad!?* Tænkte han desperat, da han ikke lige kunne se noget specifikt udtryk i hendes ansigt.

Mitzi smilede venligt til ham og lo lidt "Hej.." sagde hun til drengen, hun vidste ikke helt hvad han tænkte om hende, men han så nu ud til at være et godt selskab. Hun kløede sig lidt på armen da hun ikke vidste om hun skulle sætte sig ned ved siden af ham, men det kom vel nok til stykket. I et kort øjeblik lod hun sit blik glide rundt som om der var mere interessante ting at tage sig til, men det var nu ikke det hendes formål med at stå her at gøre. Hun kiggede så hastigt på ham igen så han ikke skulle føle hun havde glemt ham på nogen måde. Hun bed sig lidt i læben og betragtede ham med et roligt blik med de grønne øjne som hun havde på sig. I et kort øjeblik havde hun det lidt som om at hun måske bare skulle have ladet ham være, da det virkede som om at han var lidt tilbageholdende over for sådan en som hende, men på den anden side kunne han vide at hun var elver? Tankerne omkring det strømmede rundt i hendes hovede, da hun følte det var ret dumt, nu hvor det kom til stykket, bare at gå hen til en person hun aldrig havde mødt og burde havde overvejet riskioen omkring det, i stedet for bare at gå over til ham som om der intet ondt var i verden, da det jo langt fra var sandt.

Han kiggede på hende, med en meget tænksom mine, men blev noget roligere, da hun fragav en venlig hilsen til ham. "Hej" Svarede han igen og smilte forsigtigt. Han var ikke ligeså forskrækket længere, selvom han lige havde forberedt på at få skæld ud eller få en lussing eller lignende.
"E du ny her?" Spurgte han tænksomt. Selv ville han gerne snakke med hende, da hun jo nu var en elver. Alle elvere mindede ham så inderligt om Armand. Jordens venligeste og mest ambitiøse mand han havde kendt i hele sit liv.

Hun smilede venligt tilbage til ham, og nikkede som svar på hans spørgsmål, hun grinte så let og smilede en smule "Det er min første tur her i byen..." forklarede hun ham, sådan for at sætte ham ind i hvad hun rendte og lavede hernede. Hun holdte dog stadig fast om sin arm, og forblev stående, sådan kunne hun blive ved hele dagen da hun, som normalt mennesker ville, kunne holde ud at rører sig i store mængder. "Så, ehm... Jeg hedder Mitzi.." præsenterede hun sig så, og rakte ham hendes hånd for at give en ordenlig hilsen og ikke bare det sædvanlige 'Hej', da det efter hendes mening var højst utilpasset bare at sige 'hej' uden at gøre nogen form for gestus i at give hånd, eller et kram. Hun bed sig lidt i de lyse læber og smilede til ham, men kiggede lidt væk da hun ikke vil tages i at glo som en besat. *Endelig en man kan snakke med* Tænkte hun for sig selv da det var det hun var kommet ned for, at kunne finde en at snakke med, lære folk i byen bedre at kende.

Eolith rejste sig og tog hendes hånd i sin og gav den et kortvarigt klem. "Ehm, jeg hedder Charlie" Svarede han, inden han slap hendes hånd igen. Han var helt holdt op med at præsentere sig som Eolith, da han allerede havde kastet skam over det navn, af at have gået rundt og udnyttet folk med sin evne.
"Jeg kan godt vise dig rundt på markedspladsen, hvis det er?" Spurgte han, da han regnede med, at det var derfor hun var gået hen til ham "Men jeg er nu ingen tourguide.."

Hun smilede og nikkede til hans navn "Hyggeligt at møde dig Charlie" sagde han og tilføjede så derefter: "Det vil gøre mig glad hvis du ville... Heller en der har forstand på lidt af byen end slet ikke.." lo hun stille og kiggede på ham med et glad smil. Det gjorde ikke det store for hende om han var god til at guide folk rundt eller ej, mest af alt var hun mere glad for at der var en der kunne holde hende med selskab så hun ikke skulle vandre rundt i gaderne, som om hun ikke kunne finde ud af hvad der var hvad, så hellere have en der havde lidt forstand på det end slet ikke. Hun tænkte lidt over hvad for et slags væsen han var, da han ikke lignede nogen af alle de andre mennesker hun havde set, nej i hendes øjne lignede han noget som man faktisk sjældent så, eller måske var det bare fordi hun lige var kommet til byen og ikke kendte særlig mange mennesker endnu..? Hun fejede sine tanker væk så hun kunne koncentrer sig om hvad det var han kunne byde på.

Eolith kom hænderne i jakkelommerne og begyndte at gå ud på gågaden. Selvfølig mens hun var med. "Du ved... Her er ret mange forskellige racer..." Sagde han lidt lavt, i tilfælde af, at der skulle komme nogen forbi og overhøre ham "Derfor har vi ret mange forskellige ting. Nogen der oven i købet har en eller anden form for magisk effekt. Så pas på hvad du får fingrene i.

Hun gik med ham og lod sine hænder glide ned langs hendes side imens hun gik, hun lyttede opmærksomt til det han havde at sige og nikkede "Nogen racer er jeg dog sikker på her, men dog er jeg ikke helt sikker.." svarede hun og smilede lidt og lyttede videre til det han havde at sige omkring genstande man købte. Det faldt hende så ind at hun lige havde købt halskæden, og hvilken form for magi kunne der ikke findes i den, men på den anden side ville hun så ikke have mærket det først? Hun nikkede dog bare og kiggede frem for sig, men kiggede dog på ham ind i mellem når det var han talte, det var en ren vane hun havde, da det var vigtigt at kigge på de folk man snakkede til så man ikke gik hen og blev forvirret, men på den anden side, så var der jo kun ham og hende der snakkede sammen i dette øjeblik så det kunne vel være godt det samme om hun så kiggede frem eller på ham.

Eolith blev stille og fortsatte bare med at gå i et sløvt tempå. Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. "Altså... Jeg er en engel" Svarede han hende, og undrede sig lidt over, om hun ikke havde kunnet se det. Selv var han nærmest ekspert i at mærke efter hvilken race folk var, og havde aldrig haft nogle problemer med det. Undtagen når der var tale om dusørjægere, da de egentlig var mennesker allesammen.

Hun smilede skævt "Forskelle på racer er ikke min stærke siden, men jeg vidste godt du var anderledes.." og kiggede på ham med et venligt blik. Det var ikke faldet hende ind at han var engel, men tanken om at han var anderledes havde dog været bemærket på hendes side, "Du har vidst allerede gættet hvad jeg er.." sagde hun så og trak på skuldrende som om det ikke gjorde noget at han allerede vidste det, det var ikke nogen skam for hende at være det, og det ville det heller aldrig blive. "Så har du været længe her i byen?" spurgte hun, så det ikke kun var ham der skulle finde på noget at sige, men dem begge, da det jo ikke ville gøre det let på nogen måde at vandre rundt sammen og så til sidst ikke have mere at sige, da det først var der det akavede kom ind i billedet, og det ville hun gerne have så langt væk som overhovedet muligt.

"Ja det har jeg da" Svarede han og lo friskt "Og ja. Jeg er født og opvokset her i Deepshell, og har aldrig været udenfor landet". Han tog sine hænder ud af sine lommer igen og så ligeud mens han gik. Han stoppede lidt op, da folkemængden og de mange boder begyndte at slutte af. De var altså ved at komme ud fra området.
"Ehm.. ja. Nu tror jeg vidst, at du har været igennem det hele?".

Et stille nik kom fra hende da han fortalte hvor han var født henne "Jeg er selv født et sted i syd Europa, mere ved jeg ikke om min baggrund som sådan.." forklarede hun og trak lidt på skuldrende, hun kiggede rundt og mente nok os selv at hun havde set det meste af dette område. "Ja du har vidst ret.." sagde hun og smilede mens hun vendte blikket mod ham. Hun grinede let og synes det var meget hyggeligt. "Så fortæl lidt mere om dig selv." Sagde hun i et venligt tonefald for ikke at presse ham til noget han ikke selv ville tale om, da de fleste personer nok havde en meget bestemt grænse.

"Du har måske problemer med hvor du er født henne? Kender du ikke din familie?" Spurgte han undrende. Selv havde han ikke rigtig nogen kontakt til sine forældre, men de levede da begge endnu, og han vidste godt hvordan han skulle kunne komme i kontakt med dem, hvis det da var det han ville. Men det var ikke noget han var interesseret i overhoved.
"Der er ikke noget specielt om mig. Jeg er bare helt normal" Svarede han, og havde faktisk ikke lyst til at svare på spørgsmålet. Han kendte kun sig selv som en, der havde ødelagt manges liv, og en der var en plage for andre "Jeg forsøger stadig at finde ud af hvem jeg er".

Hun rystede stille op skyldrende da han spurgte omkring det, "Det eneste jeg har omkring min baggrund er en bog der fortæller omkring min families historie, men der så det eneste jeg har.." sagde han. Det var ikke noget hun tænkte over som sådan, det havde aldrig været noget hun savnede som sådan, selvfølgelig da hun var barn havde hun savnet noget selskab, selskab som kun ens forældre kunne give en, men med tiden var det dog blevet lettere for hende at ignorere denne trang til voksent selskab. Hun smilede stille ved det han sagde om sig selv "Jeg tror ikke man kan finde sig selv fuldstændig, da man opdager noget nyt om sig selv hele tiden.." forklarede hun.

Eolith nikkede og lyttede til det hun fortalte. Han stod bare og vidste ikke om han skulle fortsatte med at gå, eller bare stå og kigge på hende. Han syntes det var lidt pinligt at kigge hende direkte i øjnene, når hun fortalte om sig selv og begyndte at gå lidt. "Ja. Du har nok ret... Men et eller andet sted, vil man altid have en del af personligheden gemt indeni sig".

Hun smilede bare og havde ikke det samme problem, for hende var det som at vise man havde tillid til en person, at vise at man godt turede at åbne sig op for en. I et lille øjeblik sad hun inde i sin egen verden hvor hun tænkte over hvordan det mon ville være at have en familie, for hende var det helt uklart tanken om sådan noget ville aldrig kunne falde hende ind, det var helt væk for hendes vedkommende. Hun trak på skuldrende og lod sig selv tænke på noget, vendte opmærksomheden på ham så. Hun betragtede hans ansigt som om det var naturligt. "At skulle finde sig selv ville være at skulle befinde sig i en labyrint, men man ser vel forskelligt på det.." sagde hun til sidst.

"Ja" Svarede han tænksomt og tog sig til armen, mens de gik "Det er forskelligt fra person til person. Jeg gad godt bare være en af dem, der ikke tænkte over den slags". Han vidste iøvrigt også godt, at han i det hele taget tænkte for meget over tingene, og at det egentlig var noget han burde vænne sig af med, men han havde ikke mange venner, og brugte det meste af tiden på at være med sig selv. Selv nu, mens han gik rundt sammen med en ny og interessant person, tænkte han alt igennem.

"Men... stilhed, og eftertænksomhed, har nu altid været den bedste metode at kunne beskytte sig selv.." sagde hun med et let tænksomt udtryk "Og igen.. så er det forskelligt, fra person til person.." hun lo lidt og kiggede på ham med et glad smil mens han gik lidt i sin egen verden, hun havde nu ikke noget imod det, og kendte det godt fra sig selv af. Og dog, kunne man ikke ændre sig selv sådan lige med et knips med fingrene. "Alting tager sin tid.." sagde hun med en bestemt tone, der rummede en stor eftertanke omkring disse fire ord der lige var blevet sagt, det var jo sådan set rigtigt, alting tog sin tid og det var ikke alting der kunne klares bare lige sådan.