Ny dag i en ny by..

Dato : 16. februar 2010
Årstid : Vinter
Dag : Tirsdag
Vejr : Kedeligt og gråt
Sted : Markeds pladsen
Tid : 13.40
Omgivelser : En masse mennesker der køber ind

Sam kom langsomt gående imellem de mange boder, han sukkede lidt og kiggede rundt på de mange mennesker der talte i munden på hinanden for at skulle få den bedste pris, underlige væsner disse mennesker, altid skulle de være så hurtige til alt ting, ikke til at følge med i hovedover. Hvorfor stresse? Der var så mange andre ting i livet man kunne bruge kræfter på. Han smilede mildt og roligt mens han indåndede den dejlige aroma af friske krydreriger. Han lukkede øjnene for en stund og lagde hænderne ned i sine stramme sorte jeans. Lidt efter hvor han bare havde stået i alt menneske mængden åbnede han langsomt sine øjenlåg og man kunne igen se de brune øjne, dem der altid var så drømmende og rolige. Han lod langsomt tungespidsen glide hen over sine læber og gik langsomt over til springvandet som var inde midt i det hele og satte sig ned mens han langsomt lod blikket glide rundt på menneskerne igen. Han fandt sin notesbog frem fra sin skuldre taske og begynde langsomt at tegne dem alle sammen, fingerne gled præcist og hurtigt ned over papiret og bannede hurtigt markeds pladsens omrids og den mennesker. Man blev helt opslugt af sit arbejde at han ikke lagde mærke til de andre der var omkring ham, lige nu var det eneste i hans tanker at han skulle havde fået denne tegning færdig inden at alle menneskerne drog hjem igen for at spise aftensmad eller hvad de nu skulle, for hans vedkommende havde han lige givet sine elever fri og havde ingen at komme hjem til, så hvorfor skynde sig? Han mumlede lidt for sig selv mens tegningen blev mere og mere levende at se på.

Linda kom gående med et kasse fyldt med alt sådan, hun havde køvt på Markedet.
Det svære var bare at folk skubbede og maste, så det var svært at komme frem.
Hun holdte kassen tæt ind til sig for ikke at tabe den eller prøve at vælte da den
hjalp lidt med hendes balance.
"Åh nej" sagde hun da hun var ved at vælte men holdte sig alligevel på benene.
Tingende i kassen var heldigvis ikke noget der gik let i stykker men hun hviste
at hvis hun tabte det var det svært at finde igen for alle de mange mennesker.

Mitzi kom gående ned til marked, hun havde den halskæde på som hun havde købt tidligere på dagen, dette var sted var så energisk, men samtidig var atmosfærerne så tyk og stresset da folk skulle nå så meget, og de skulle have så meget, nu når dette sted var ret så billigt et sted, kunne man vel ikke sige at de skulle gå deres vej. Hun kiggede let ned i jorden med et stille smil og lod sit blik glide fra hvert et enkelt ting på jorden, som om det var noget der kunne gøre verden anderledes, som om det var den reneste genstand der skulle tilsættes til denne verden, som var det et fint lille smykke, der blev tilsat og ikke kunne fjernes igen, men dog kunne det flyttes igennem utallige tidsrum på jorden. Hun smilede stille og kiggede op for at finde nogle andre ting hun kunne kigge på i stedet for at fokusere på det samme og det samme igen og igen, da hun jo havde lært sig selv at hvis man hurtigt sprang fra det ene sted til det andet med blikket ville man få et meget bedre overblik over stedet og ikke lade en eneste ting gå fortabt. Hendes skridt var lette, og hun flyttede sig som var hun selve vinden på en stormfuld dag. Det blonde hår fejede afsted bag hende, denne her gang havde hun været hjemme og redte det, så nu var det silkeblødt. Hendes lette glæder der var ganske afslappede, sad veltilpas på hendes spinkle lange krop. De sorte bukser der sad tæt ind til kroppen var som syet til hende, på hendes overkrop havde hun ganske vidst en lang ærmet mørke brun trøje på. Det hele sad tæt ind til kroppen på hende, men det var også ganske let at vandre rundt med.

Sam mumlede igen noget for sig selv noget utydelig men hvis man havde gode ører ville man havde kunne hører at det ikke var en sprog som menneskerne snakkede, han rynkede brynene og løftede hoved da han syndes han kunne hører noget men alligevel ikke? Han trak lidt på skuldrene og løftede den ene mundvige som at vise at det var måske bare ham der havde hørt forkert, men lige inden han ville til at tegne igen fangede han tog skikkelser ud af øjenkrogen han løftede igen hoved og så at der var en kvinde som havde problemer med en kasse, han rejste sig hurtigt og smidigt op og rakte ud efter hendes kasse lige inden den var ved at falde til jorden eller at hun ville tabe den, hvilket så ud til at være noget den ville gøre vært minut sådan som hun blancerede rundt med den. Han smilede venligt "Her lad mig" sagde han i et roligt tone fald da han havde taget den ud af hendes arme, men da han kiggede op igen slog en lugt ham i måde som var meget kraftigere end alle andres, han rynkede på næsen og ventede på hun ville komme lidt ud af den store folkemængde, han gav hende kassen igen og lod langsomt blikket glide op og ned, helt klart en varulv, han rystede på hoved og viste ikke helt hvad han skulle sige, han var for det meste aldrig fjendtlig men når det kom til varulve var han. Han bed tænderne hårdt sammen han måtte beherske sig da han var blandt så mange mennesker, men hvis de havde været alene havde det nok været kamp, hvem viste hvad der ville ske, han gik langsomt og hurtigt hen til sine ting og kiggede rundt da han mente han havde set en anden skikkelse der havde haft en hvis aroma over sig der gjorde personen virkede interessant i forhold til de mange mennesker der var på marked, måske en til varulv. Han pustede langsomt ud og lukkede øjnene mens han gned sine tændinger for at komme til fornuft, han burde ikke være så aggressiv, *tag det roligt* mumlede han inde i sine egne tanke og tog nogle dybe indåndinger. Han rettede sig op og kiggede rundt for at finde ud af hvem den anden person mon kunne være, *der* han så hende blandt mængden og kunne med det samme se at det ikke var nogen varulv men en elver ligesom ham, han lod blikket hvile på den anden elver i et stykke tid inden han langsomt drejede det tilbage mod varulven mens han tænkte over hvilket situation han var komme ud i.

Da hun var ved at tabe kassen kom en ung mand hen, og hjalp hende i det samme med den.
Hun kiggede overrasked ned på ham da han havde hjulpet hende, hans duft slog til med det
samme og tanken *elver* slog ind i hendes hoved, hun tog imod kassen da han rakte den til
hende hvorefter hun kiggede lidt undrende og forvirret efter ham, han så pluselig så vred ud
kunne man sige, men sådan var det jo normalt var varulve og elver ikke venner men han mente
det virkelig.
Hun stod midt i folke mængden og kiggede på ham, hun var lidt forbavset og lidt forvirret.
Havde han ikke allerede duftet hende, ellre var det hende der havde en god lugtesans.
En mand kom gående og skubbede så til hende så hun vågnede op.
Hun begyndte at gå med svage skrid imens hun studerede elver manden.

Hun kiggede rundt, med et slog det hende at der var andre til stede, selvom hun ikke var den skarpeste person søger i området, kunne hurtigt genkende lugten af varulve, det var intet nyt, selvfølgelig var de her, det var kun et spørgsmål om tid, til at det ville angribe nogen i en gyde eller andet sted, hvorfor os idag. Hendes lette spadserende ben blev langsomt langsomme, og ikke nær så friske og lette i det mere. Stanken fra dette væsen borerede sig ind igennem hendes næse gang, og fyldte hende som var det en sygdom, hun var næsten ved at vende benene på nakken og flygte, men hun kom i tanke om at varulve under alle omstændigheder sikkert ikke gjorde noget som helst mord så længe der var andre til stede. Dog kunne hun mærke en anden fornemmelse i kroppens mange blodbaner, *En elver til...?* spurgte hun undrende sig selv, og kiggede rundt med store øjne, hvem kunne dog være hernede, som også var elver, hun fik øje på en mand, han havde ikke de samme ansigtstræk som de andre mennesker, og ved siden af ham så hun en kvinde. I det hun så kvinden spærrede hun øjne op og havde et anstrengt udtryk, hun ville ikke ødelægge atmosfæren omkring menneskerne, men en varulv i hendes nærhed, det satte for alvor de spændte nerver i gang i hende.
*Varulve?! Hvorfor varulve?!* skreg hun inde i sit hovede, hun kig over på den modsatte side af sprængvandet, en kæmpe bue faktisk, hun skulle på ingen måde tæt på sådan en, sådan en varulv. I den familie bog hun havde fået sig tildelt, som sin eneste hjælpemiddel på at få at vide hvad der var sket igennem tiderne hos hendes familie, og i mange generationer havde de bekæmpet varulvene der havde forsøgt at snige sig ind på deres område. Hen let kuldegysning fløj igennem hende da hun passerede forbi sprængfaldet.

Han kiggede over skuldrene og så at varulven fyldte ham med blikket hvilket irriterede ham mere end han havde forstillet dig, han vente sig om og kiggede lige lugt ind i hendes øjne og smilede skævt og ondt "Ikke den bedste race du ligger dig ud med" sagde han roligt med en meget lav stemme så det kun var varulven og elveren der ville kunne hører det, han kiggede lidt rundt og betragtede de mange mennesker, som ikke fattede nogen form for mistænke, han vente sig mod den anden elver der kom gående mod ham, han smilede sit skæve rolige smil hvor det lille smilhul kom frem i hans venstre kind, dog var alle hans arm muskler spændt til briste punktet og man kunne nu se hvor stærk han i virkeligheden var. Han vente sig langsomt om igen og kiggede på varulven, hvad skulle de nu gøre? Skulle de gå deres vej og måske ville hun angribe dem når menneskerne kiggede væk et sekund? Mange gange kunne de bevæge sig hurtigere end øjet kunne nå at følge med, eller rettere et menneske øje, eller var dette ikke tilfældet? Han fugtede langsomt sine læber og tog sin taske som stadig stod henne ved springvandet, han bøjede sig langsomt og smidigt ned efter den og svingede den over skulderen "Undskyld min uhøflighed, jeg er Samuel Downwill" sagde han roligt og rakte hånden ud mod den anden elver mens han stadig holde et vågen øje med hvordan hun bevægede sig, han havde sit hår beskyttet godt om hans ører så de ikke var til at se, han hadet et eller andet sted det med at skulle have hue på, det var bare ikke ham for det første svækkede det hans ører sans, for det andet kløede hans ører altid så forfærdeligt når han havde dem på. Han vente langsomt hoved for at se hvad varulven ville gøre nu.

Mitzi stoppede op og kiggede tilbage, hun så at elvermanden rakte hende hånden, hån tog i mod den med et stille smil, dog stadig rent anspændt på grunden af tilstedeværelsen af en varulv, da lugten fyldte hende med vrede og ubehag. "Mitzi Erana..." sagde hun høfligt, og nikkede kort til ham. Hun tænkte lidt over hvad der ville ske, nu hvor varulven var til stede og det især gjorde hende ubehagelig. Hun bed sig let i læben mens hun kiggede på ham, hun havde ikke set ham være her før, men på den anden side, hun var jo også selv ny, så det var der ikke noget at sige til, hun kiggede på ham med et stille betragtende blik, han var nu meget køn, men det kom ikke bag på hende da hele elver racen havde noget med dette gen at alle var noget så 'smukke' som folk kaldte det. Selv mente hun at elver racen var meget normalt og ikke noget overdreven smukt ved, bare mere livlig og måske lidt mere frie i det. Hun kiggede lidt rundt, hendes hånd havde hun taget til sig igen og havde snart genoprettet roen i hendes krop. Hun kiggede tilbage på ham og lod sit blik studere hans ansigt med sine egne klar grønne øjne. Inderst inde vidste hun godt at varulven ikke ville gå til angreb på dem, men hun følte sig bestemt ikke tryg ved dens nærvær. Hvorfor skulle de også vandre her på marked, hun sukkede kort af sig selv inde i sit hoved, det undrede hende endelig hvorfor hendes race hadede varulve så meget, var det på grund af deres stak og blodtørstige sind? Der var vel mange grunde i verden til disse reaktioner ved de forskellige racer, og dermed gav forældrene også en selv indrykket af hvordan de andre racer var, men nu kendte hun jo ikke sine forældre så indtrykket af andre racer havde hun aldrig fået noget at vide om det, så hun havde i grunden ikke nogen grund til at hade dem som sådan, men den familiebog hun nu ejede havde givet hende et helt andet indtryk af dette væsen, med dets jagt og overtagelser af elvernes jord og luft.

Linda så lidt på de to elver, hold op hvor var de fordomsfulde man det var helt vildt.
Hun rystede op hoved ikke af stituationen men simpelthen af dem.
Hun haved aldrig mødt nogen så arugante som dem.
Hun gik videre da hun skulle tilbage til centert, her gad hun sku ikke være.
Hun sukkede over dem og over alt det her folk havde ikke taget så pænt imod
hende men sådan have edt jo snart været i 7 år nu.
Det var lige før at hun kunne lugte deres had til hende, men fordomme måtte de
selv ligge og rode med.
HUn sagde ikke noget til Manden da han snakkede til hende, hun havde for det
første ikke valgt at blive født som det og for det andet skulle han bare vide, hvad
hun var i stand til, ikke om han kunne røre hende hvis de var i kamp.
Men som sagt deres problem, er deres problem.

Han sukkede lettere irriteret, eller irriteret og irriteret var for meget at sige, han var faktisk lige ved at eksplodere af rase, hvem troede hun lige hun var, han vente hoved og betrakede hende mens hun gik, det var nok bedre på den måde at hun gik sin vej, som altid flygte fra problemet i stedet for at blive og konfrontere med at hun ikke fandt det fair, men sådan var det jo, de var skabt til at hade hinanden, for det andet kunne han ikke klare den lugt som de havde, den var alt for, hvad skulle man kalde den, ikke hans smag. Han sukkede lidt igen og vente blikket mod pigen og smilede skævt "En gang varulve hader, altid varulve hader" han lukkede øjnene og kom i tanke om den dag han blev smidt ud af hans hus for at have hjulpet en varulve pige, hun havde kun været 4 år og var efterladt af sin mor og far, han havde fået et gammelt ægtepar som ingen børn kunne få til at overtage hende, han viste ikke hvor hun var nu eller om hun stadig levede hvilket hun nok ikke gjorde, men hvem viste? Han fugtede langsomt han læber, et eller andet sted forstod han godt sin familie, året forinden havde et kobbel varulve dræbt hans søster. Han bed sig hårdt i læben og rystede på hoved for at fortrænge mindet, hvilket godt kunne være ret svært når det hele tiden fandt sted i hans drømme og vær gang han lige havde glemt det kom det frem igen, han pustede langsomt luften ud af hans kinder og kiggede rundt, nu havde menneskerne opdaget der var noget i gære, helt dumme var de jo ikke? Nej det var de ikke. Han gik stille over til springvandet og satte sig langsomt ned mens han kiggede lidt rundt "Sæt dem endelig" mumlede han roligt som om at der intet var sket for et øjeblik siden, egentlig ville han hellere lægge det bag sig da han ikke gad at dvæle i det som alligevel ikke kunne ændres.

Hun kiggede efter pigen, hvis lugt stadig hang om hende, hun kendte ikke til varulve som sådan, men sådan som hendes familie beskrev dem i den bog hun havde, var det intet mindre end et frygteligt væsen hos elverne. Og det fik en række spørgsmål frem hos hende, og at være venner med en varulv, hvor risikabelt kunne det ikke lige være? Man kunne jo miste livet på den måde, eller ens med væsner som levede omkring en kunne også være spist, fordi at man havde bragt en varulv ind i deres selskab. Mitzi stod lidt og kiggede ud i luften mens de mange tanker dalede rundt i hendes hoved, tjo... det var muligt det ikke var let at være varulv, men det var bestemt heller ikke let at være dæmon, vampyr, eller engel for den sags skyld. Ingen racer var helt fyldkommende og alle kunne have sine fjender sådan som de nu ville. Et stille suk fløj ud af hendes læber, hvad ville der endelig blive af elvere hvis de havde færdes rundt omkring med en varulv, selvom det godt kunne være at et sådan væsen sagde at det nok skulle lade være med det og det, hvordan skulle man så kunne stole på det? Hun mumlede kort for sig og satte sig ned ved siden af Samuel. Hun smilede let til ham og nikkede som tak "Hvad laver De er nede?" spurgte hun i et venligt tonefald og havde lagt emnet om det der var sket for ganske få øjeblikke bag sig, da der ikke var noget at gøre ved det. Hun skimtede hen mod hans tegning og smilede let "Må jeg?" spurgte hun og ventede ikke på et svar til det, og tog blokken, hun kiggede den igennem mens hun så på de mange flotte tegninger.

//Out//

Han kiggede med store øjne da pigen bare tog fat i hans notesbog og begyndte at bladre i den "Hvis jeg havde et problem med det, så er det jo allerede forsent" grinede han og smilede skævt til hende med et drømmende udtryk i hans øjne, egentlig havde han ikke noget problem i at hun bare sådan tog hans notesblok med alle hans tegninger, nu levede han jo med at undervise folk i hans kunst og hvordan han i gennem så mange år havde lært de mangle hemmeligheder bag at kunne tegne et billede der lignede et fotografi, eller et billede der var så underligt at ingen ville nogen sinde finde billedes virkelig mening. Han elskede sådan nogle billeder hvor man kunne sidde i timevis og finde ud af hvad maleren af maleriget havde tænkt at det skulle være, så mange symboler man kunne putte ind i et lille kunst stykke "Interessere du dig for kunst?" spurgte han så lidt bag efter og smilede skævt til hende mens hun bladrede igennem hans blok, alle de billeder der var der i var dem han havde brugt meget tid på at lave og nogen af dem meget lidt som bare var skitser, men alle var lige gode syndes han selv alle deres charme et eller andet sted. Mon hun også kunne lide kunst og være kreativ? Det skulle ikke undre ham, faktisk var der mange elver der kunne det, men det var ikke særlig tit han måtte dem mere da han ikke så særlig mange mere, efter at han var flygtet hjemmefra, eller retter var blevet smidt ud derefter var han flygtet. Han var hævnet i denne by ikke for så langt tid siden og havde fået en stilling som skolelærer i kunst. Han fugtede langsomt læberne og afventede at hun ville sige noget til hans billeder, han elskede kritik lige så meget som at folk synes det var flotte billeder.

Hun smilede stille og kiggede bare videre på hans tegninger, "Undskyld, men det er svært at holde sin nysgerrighed tilbage.." grinede hun stille og betragtede hvert enkelt billede i meget lang tid, hun lod stille sine lange tynde fingre glide hen over dets mange streger, som udgjorde et billed. De grønne øjne var som limet til blokken mens hun bladrede den igennem. Hun var ligeglad med om han ville skælde hende ud for at bare tage hans blok uden at få tilladelse til det, for hende var der ikke noget at bede tilladelse om, man skulle ikke skjule at man kunne lide noget bare fordi man var bange for folks meninger, da det ofte hjalp mennesker at blive bedre ved at hører de forskellige meninger om ting som man havde lavet, og ikke hele tiden få ros. Hun havde stadig et smil på hendes læber, faktisk forsvandt dette smil næsten aldrig, og hun havde faktisk heller aldrig grædt, det havde altid været et meget stort problem for hende, selv havde hun også svært ved at blive sur, selv hvis en eller anden kom og sagde en kritik til hende om at hun var et eller andet man aldrig ville kendes ved, kunne hun ikke blive sur, hun kunne blive irriteret. Hun kom nu til et billed hvor hun rynkede panden og smilet begyndte at blive skævt, hun tænkte. Lod nu igen hånden glide hen over billedet, som om hun læste dets tegn og mønstre. Så lod hun stoppe ved en mand, hun så en fejl, og hævede det ene øjenbryn. "Benet vender forkert.." sagde hun så og lod sin finger trappe lidt på mandens ben der var vendt den modsatte vej end det andet, men hun kunne nu godt se meningen i billedet alligevel, da de mennesker der var rundt om manden, bare var en slags bipersoner som i en film, og manden hvis ben var vendt forkert hovedpersonen, hans omvendte ben var bare et tegn på at han kunne gå begge veje, eller at han ikke vidste hvilken vej han skulle gå. Hun smilede stille og trak på skuldrende "Jeg er ikke nogen kunster i den version, men jeg skriver om ting." forklarede hun og nikkede lidt "Men ja, kunst interessere mig." tilføjede hun og kiggede nu op på ham med et stille smil.

"det er okay jeg har ikke noget skjule" mumlede han stille og kiggede rundt mens han gumlede på sin læbe. Han sukkede lidt og kløede sig i nakken mens han kiggede på hende, hun så ud til at være helt opslugt af hans tegninger "meningen" mumlede han stille og nikkede, men han kunne allerede se at hun godt viste det, igen han havde ikke noget imod at blive kritiseret så længe folk kunne gøre det på en ordenlig måde, han kunne virkelig ikke lide de folk der altid skulle sige der var der noget galt også var det forkert, og det der så slet ikke godt ud. Folk skulle ikke sige at noget var forkert ved et bilde når han var tilstede, alt var rigtigt i hans verden, man skulle bare se det på den rigtige måde, for nogen var det jo rigtigt, men var der er egentlig noget der var rigtigt, hvordan kunne der være noget der var rigtigt i alles øjne? Hvordan kunne man i det hele taget tilfredsstille hele verden? han sukkede lidt da han kom i tanke om hvor egoistisk hele verden egentlig var, det var så sjælden man fandt et menneske der var helt igennem positiv, ikke engang ham selv kunne han kalde et helt og holden positivt menneske selvom han gerne ville være det, hvordan det måtte være aldrig at se verden i et negativt lys? Han rynkede tænkende brynene og viste ikke helt hvordan han skulle beskrive det. Hvordan kunne man dog beskrive det? Han kiggede lidt rundt på de mange mennesker, gad vide hvor mange af dem var glade for det liv de havde? Hvor mange havde ikke bandet over at vejret var for koldt, morgenmaden var brændt på? Kæresten var kommet et sendt hjem, hvor havde han været? Var der virkelig ikke et menneske her i blandt hvor dagen hele vejen igennem havde været en god dag? Han tvivlede ret meget på det. Han vente langsomt hoved tilbage på Mitzi og smilede skævt "lyder dejligt, elsker også selv at være kreativ, lige meget i hvad for en form" mumlede han stille og nikkede lidt for at understrege det.

Hun smilede til ham, og nikkede så med et let smil. Hun rakte ham så blokken, og var bare glad. Satte sig hen i skrædderstilling og kiggede på ham med et let smil. Hun kiggede på hans ansigt og lagde så mærke til at han mumlede meget "Er du et mumle dyr?" spurgte hun med et hævet bryn i hentydning til hans mumleri. Lidt efter lidt kiggede hun rundt og betragtede omgivelserne, folk var ved at gå hjem, og folk var ved at komme til, nogen var oppe og skændes om prisen på varen mens andre roligt og nydeligt lagde pengene fremme som en fortjeneste til sælgeren. Hun undrede sig over hvilke folk der bare hang med hovederne og bedte om hjælp, de var jo selv skyld i at de ikke kunne få noget arbejde så de kunne tjene penge, men på den anden side, var det helle ikke sikkert at de mennesker var i stand til at give sig selv et spark i bagdelen og sige at nu skulle de tage sig sammen, at de nu skulle gøre noget som de kunne være stolte af og få et godt videre gående liv. Men så skete der vel det at de svigtede modet, og endte hen i det samme hul som de var i før. Dog var hun meget imponeret af de folk der havde arbejdet sig fra helt fattig, og hjemløs knold, til en person med høj rang og god respekt, det var noget der virkelig gjorde et godt indtryk på hende, da det var noget forbløffende at se en person arbejde sig frem ad og ikke miste modet om at kunne få et bedre liv. Mitzi kiggede igen på Sam, som snakkede til hende, eller han mumlede faktisk, igen. "Det er os godt, det betyder bare at man kan forestille sig frem til ting os selvom de ikke er sket endnu." sagde hun og nikkede selv for at vise at det var noget hun holdte fast ved lige meget om folk sagde hende imod eller ej.

Han grinede og rystede på hoved "og hvad er du, misses jeg skal have alt at vide?" han smilede venligt til hende med hans snakkede "men ja, jeg er meget roligt i det, kan bedre lide at mumle end at snakke højt, gør bare at folk skal lytte godt efter hvad man sige, viser også bare om folk vil kende en af kende" mens han sagde det sidste kiggede han rundt og fugtede langsomt sin underlæbe hvor han havde fået lavet snakkede omkring hvorfor han mumlede. Han havde altid mumlet lige siden han var lille, og det havde bare hængt ved. Han kløede sig lidt i nakken og betragtede hende da hun satte sig ned, hun var faktisk ret flot at se på, ikke kun fordi at hun var elver, for ham var elver jo lige som menneske var for menneske, nogen var smukkere end andre, og det var jo også det som ligesom faldt i øje for en. Dog havde han aldrig været den ydre person men mere den der tænkte på det indre da det var mere vigtigt, på den måde var alle jo smukke når det kom til stykket. Han smilede lidt mere og rystede på hoved da han kiggede på tog menneske der var helt oppe og kører over at de mente at ham der havde solgt ham noget var for dyrt mens at forhandlerne ikke mente det. Han rystede på hoved "To sekunder" sagde han og smilede undskyldene til hende inden han rejste sig op og gik over til dem der skændes "Må jeg være så ubehøvlet at spørger hvad der er så stort et problem at i skal forstyre freden på markeds pladsen?" spurgte han venligt og sende dem begge et roligt smil, de vente sig om og kiggede med store øjne på ham "Nu skal jeg sige dig hvad der er galt ungen mand, denne herre forlængere sky høje priser som ikke er mere end et slek vær" sagde køberen og kiggede surt på forhandleren "Nu skal jeg sige dig en ting, disse ting tager utrolig lang tid at lave, jeg forlanger den pris som det taget" Skreg han lige op i hoved på køberne "nej nu har jeg da aldrig" han stalde sig imellem dem begge og kiggede frem og tilbage på dem "dette fører ingen vejene med alt det råberig, jo han har lov til at tage den pris han vil for sine ting, hvis han ikke vil sænke den, er det hans egne skyld at du så ikke køber det, så må du bare trække på skuldrene og sige det var da synd for sig at du ikke få en handle ud af det, i stedet for at fare sådan op, dette betyder bare du gerne vil have det, men bare er for nærig til at betale en forhandler for hans levebrød" køberen og forhandlerne kiggede med store øjne og tog så en dyb indåndning "du har ret" sagde forhandleren så stille "jeg vil ikke sænke prisen har jeg bare ikke råd til" køberen nikkede, og langsomt listede Sam væk igen med et smørret grin på læben.

Da han kom tilbage til Mitzi satte han sig stille ned igen "det er jeg ked af jeg bare sådan smuttede" sagde han stille og sendte igen hende en af de smil der næsten altid var at finde på hans læber, lige som hende selv var han også en af dem der næsten altid var glade, dog var han meget god til at græde, græd over en god bog, film, hvis nogen dødede og så videre. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, det var utroligt at køberne der for nægtede at købe noget nu kom forbi og havde købt fire af forhandlerens smykke, han grinede og rystede på hoved "Mærkelig verden vi lever i" sagde han stille så køberen ikke kunne hører det.

Mitzi grinede lidt "Det tror jeg min gode herre." sagde hun så og snakkede med en fin stemme bare for at lave lidt sjov ud af det, men hun stoppede dog igen og nikkede til det han sagde, "Det har du ret i, mennesker forhaster sig især med alt ting, de kan ikke tage tingene som de komme, nej, de skal vide alt som var der en bombe på vej.." sagde hun i et roligt tone fald og rystede stille på hovedet da et lille suk drog ud af hendes læber. Hun kiggede lidt rundt for at studere menneskererne ansigter og udtrykke "Og det sjove er at de altid har noget at klage over, de ser aldrig livet som var det en gave sendt fra himlen, de tænker aldrig at en dag har været god, da de hele tiden mener at der sker noget dårligt bare efter et sekund... Eller dog, nogen gør men andre er mere eller mindre bedre til det.." sagde hun så og kiggede på ham da hun kunne mærke hans blik. Hun smilede venligt til ham så de hvide tænder kom frem, hun betragtede ham let og noterede sig selv at han måtte tænke over et eller andet, men hvad var hun ikke sikker på. Hun begyndte så at fantasere om enge og skove, hvor alle mennesker behandlede hinanden med respekt, og ikke gik rundt og hakkede på hinanden, men så måtte hun også indrømme at verden kom til at blive kedelig hvis der ikke var nogen der skældte ud eller sagde en kritik til en. Hun bed sig lidt i læben og legede med hendes brune trøjes stof som hang på hendes overkrop. Det var så underligt at tænke på alt den had der kunne strømme igennem en, og mere underligt at se det folk sagde til en i øjne, at vide at det de sagde var rigtigt eller forkert, men endnu mere underligt er at man tog det til sig som om det var en juvel, lige meget om det var en god eller dårlig ting, så tog man hele tiden tingene alt for personligt, og det kendte hun godt selv til, der var nemlig en masse gange hvor hun som lille havde været smidt ud fra det ene til det andet sted, blive kaldt for vandskabning og alt muligt andet bare fordi hun var elver, og det havde hun taget til sig som var det noget værdifuldt, i grunden var det jo ikke meningen sådan noget, normalt plejede man bare at smide det væk, og sige til sig selv, at det var deres problem og ikke ens selvs, men det glemte man alt, alt for ofte. Hun kiggede nu igen på ham da han sagde en kort sætning og nikkede så stille. Hun fulgte ham med blikket nu hvor det var han gik over til en bod hvor to mænd skændtes om en uretfærdig pris. Hendes ører opfangede det hele, også selvom de stod et godt stykke væk fra det sted hvor hun sad. Da Sam begyndte at komme med en ærlig og retfærdig fortolkning til dette problem, måtte hun hæve brynet af forbløffelse, det havde hun ikke ventet fra hans side af, og begyndte så at smile skævt af det.
Da han nu var kommet tilbage satte hun sig ordenlig til rette og måtte smile bredt af ham "Du har da forstand på handel, må jeg" sagde han og nikkede for at kunne understrege sin mening om det, selv var hun jo kun dyreforhandler og gik endelig ikke meget op i det, hun var sådan set kun blevet det for at kunne hjælpe dyrene til nogle gode hjem. Hun grinede af ham da han sagde det var en mærkelig verden de levede i, og kunne ikke andet end at give ham ret. "Vi er alle komplicerede på vores egen måde, dog viser vi både grusomheder og skønheder ved vores personlighed og handlinger." sagde hun følte snart hun lød som en eller anden visdoms dame.

Han nikkede bekræftende hvad hun sagde "Nemlig, sådan har jeg det, jeg vil hellere tage det stille og roligt, men sådan er vores slags jo også" sagde han stille og kiggede rundt og lagde ikke så meget i at hun snakkede fint til ham, egentlig var han oplært til at snakke sådan, men efter hånden som tiden var gået så gjorde han det ikke mere af vane men mere når folk snakkede fint til ham. Han lod langsomt sin tunge glide hen over sin underlæbe for at fugte den, egentlig var det bare blevet en vane efter han havde haft noget der lignede en forkølelse og hans læber havde været så utrolig tørre, nu gjorde han det bare hele tiden. Han sukkede lidt og kløede sig i nakken mens han tænkt lidt over det med den perfekte verden, hvordan ville den se ud? Helt klart uden krig, men stadig ville det jo være kedeligt hvis alle ville leve i harmoni med hinanden.
Han vente langsomt blikket mod hende igen "Mange tak" sagde han stille og nikkede "jeg er nu ikke inde i branchen, er faktisk kunstlærer på skolen for de større klasser" han rystede lidt på hoved, de fleste af dem var helt klart umulige at have med at gøre, altid så kritiske og sagde det ikke kunne finde ud af noget mens han igen og igen prøvede på at forklare at så længe de sagde de ikke kunne noget, ja så kunne de jo ikke noget. Han lod igen sin tunge glide ud mellem hans læber og hen over dem inden han viste af det var den inde i munden hvor den holde til. Han kløede sig lidt på kinden mens hans blik hurtigt løb blandt de mange menneske mennesker der gik over det hele, pigerne der skævede hemmelighedsfulde blikke til ham som om de håbede han ville springe op og komme over til dem og falde på knæ og fri. Eller måske ikke helt så vildt, men han havde det virkelig sådan mange gange, folk ville rører ved ham tilfældigvis når han gik i blandt en masse mennesker. Han havde engang vente sig om og spurgt hvad det skulle gøre godt for, men efter hånden havde han vendet sig til det og gad ikke længere sige til folk de skulle holde grabberne til sig selv.
Han lukkede langsomt øjnene og lod hans øre sans og lufte sans styre ham, han duftede til alt der forgik på markeds pladsen, hestende der svedte og udstedte en underlige krydret, og vrinskede, en dreng der græd fordi han ikke kunne finde sin mor, nogen der vældede noget, øl, krydreriger. Og meget mere. Lidt efter åbnede han igen øjnene og vente langsomt hoved mod Mitzi "Hmm" mumlede han stille "kan du mærke det? Mærke hvor meget peace der egentlig er på markeds pladsen, selvom der er mange der græder, svovler over for høje priser, men det hele passer sammen, det hele har et sted at holde til, jo det kunne være rart med folk der ikke hele tiden skulle være sure, men alligevel hører de til der" han smilede stille og rystede på hoved "nå hvad er din historie?" spurgte han så ud af det blå og kiggede nysgerrigt på hende, han havde hele vejen igennem været ret nysgerrig med at få at vide hvad hun var for en, hvor hun var fra, hvorfor hun var her, hvad lavede hun her? Hvad kunne hun godt lide at lave, hvad kunne hun ikke lide at lave? Bare det hele egentlig, bare hele hendes historie.

Hun smilede let og var glad for de var enige, hun tog nu en lok af sit hår og snoede den rundt om sin finger, det var lang tid siden hun havde mødt en person der var lige så positiv som hende, det var et sjældent syn for hende især. Hun tænkte lidt og legede videre med sin lok mens hun tænkte over hvordan det hele ville være hvis mennesker, vampyrer, varulve, og alle de andre væsner ikke var her, hvordan ville hele universet være hvis der ikke var planeter til stede. Hun tænkte mere over det og kom til resultatet *Ensomt...* mumlede hun stille i sine tanker, det ville nemlig være ensomt, trist, gråt, kedeligt og fuldstændig menings løst. Hun kunne ikke lade tanken være om at hvis der intet var, intet skov, ingen mennesker, ingen væsner, slet intet, være. Hun mumlede lidt for sig selv, inden hun vente opmærksomheden mod ham og nikkede let over det han sagde, og smilede så. "Det lyder hyggeligt.." sagde hun og lo lidt, tanken strejfede hende så at han måtte være meget bedre til sit fag end hvad hun så ud fra skitserne i blokken. Selv havde hun ofte mødt nogen forhandlere i den butik som hun arbejdede i, være helt umulige, de kunne ikke finde hoved eller hale på butikken også selvom tingene lå lige for næsen af dem, og det havde givet hende en lille irritation i sig, men sådan var nogen vel og det kunne man ikke komme udenom. Men folk som kritiserede sig selv, var vel folk der var blevet kritiseret meget igennem årerne og det havde vel slidt deres selvværd til randen. Hendes blik glid op mod himlen med et stille smil og tænkte lidt over dets frie natur, dets utrolige gennemgang omkring verden, at det var den der holdte øje med dem alle, og intet andet kun himlen. Hun troede så ikke på gud og den slags, men hun tilbedte vel jorden til ny og næ, hun fandt det nemlig som den bedste måde at forholde sig til noget, og blandt andet spiste hun jo heller ikke kød da hun værdsate alt liv på jorden, hun kunne idet hele taget ikke tage sig selv i at skulle gøre et lille eller stort dyr fortræd om det var farligt eller ej.
Hendes øjne gled fra det ene sted til det andet mens hendes ører bevægede sig i takt til de lyde der fløj igennem luften. Hun havde ikke behov for at lukke øjnene for at kunne koncentrere sig omkring en ting af gangen, for hende var det bare at slappe af og lade sig bemærke med nok ting af gangen, dog slog hun visse sanser fra for at kunne udøve den ene sans bedre end den anden. Hun kiggede så på ham igen da han begyndte at snakke igen "Alting passer sammen, om det virker forkert eller ej, så passer det sammen på et eller andet punkt.." sagde hun og nikkede meget sikker i sin beretning, og smilede venligt til ham, men hun kunne godt mærke det han hentydede til, om hun så var langt væk eller ej i sine tanker, havde atmosfærerne omkring hende altid påvirket hende fysisk og psykisk.
I et stykke tid sagde hun ikke noget da han spurgte hende om at fortælle om sig selv, hun vidste næsten ingenting om sig selv, jo hendes nuværende selv, men hendes baggrund var stadig en lille gåde "Hmm... Jeg blev født i Syd Europa, men jeg kender ikke til min familie, udover en bog jeg har omkring dem, men følelsesmæssigt kender jeg intet til dem. Jeg skriver meget og det er meget forskellige ting jeg skriver om. Jeg har en hest, et hus lidt uden for byen..." sagde hun og vidste ikke hvad hun ellers skulle fortælle da det var lidt svært på en måde.

Han smilede og nikkede det var præcis det han mente, faktisk kunne han ikke sige det bedre selv. Ja selvom det virkede forkert var forkert jo også en del af verden ikke? Alt havde sin plads, alt havde sin tid, selvom man syndes det var urefærdigt. Han rystede lidt på hoved af sig selv om at begynde at tænke på sådan noget bare fordi han kiggede rundt på en markeds plads, hvad havde det egentlig så meget at gøre med en marked plads at gøre det med at han sad og talte om? Faktisk nul og niks, eller nu måtte han stoppe sig selv igen, jo det havde så faktisk ret meget indeed, markeds pladsen var lige så meget en del af livet som kærlighed og tillid. Han smilede af sig selv over igen at være smålig og ikke tænke uden for boksen, som han nogen gange kunne have problemer med når det kom til stykket. Han kiggede tilbage på Mitzi da hun begyndte at tale om sig selv, som han et eller andet sted havde forventet viste hun ikke helt hvad hun skulle sige, hvad havde han forventet? At han ville få alle følelse og hvad hun kunne lide og ikke kunne lide i hoved bare sådan, ja sådan var det jo at forvente for meget af sine medmennesker, man blev utrolig skuffet når man så fandt ud af at det man troede man kunne forvente af dem ikke var det som de faktisk gjorde. Ikke fordi han var skuffet over hende, hvordan kunne han det når han lige havde mødt hende? Han fugtede igen sine læber og lod langsomt sin tunge glide hen over metallet i sin læbe, det var ikke særlig lang tid siden han havde fået dem lavet, egentlig havde han altid været tilhænger af at man ikke skulle pierce eller tatovere sin krop, da kroppen var et tempel, men efter hånden som det gik op for ham at templer jo også blev udsmykning. Da han så endelig var gået der ind var han faktisk blevet utrolig glad for sine snakebites og tænkte på at få flere, og endda også en tatovering, nede på hans leg eller håndled. Han rynkede tænkende brynet mens han stadig legede med hans snakebite med hans tunge. Han kunne stadig huske hvordan hans da henværende kæreste havde været totalt oppe og kører over han lige pludselig var komme hjem med snakebites, hun sagde hun ikke længere kunne genkende ham og der ved ikke kunne være sikker på hvad det næste ville være, at han ville være hende utro!? Han kunne stadig huske det skænderig så tydeligt som var det igår, han sukkede lidt og kiggede ned på sine foldede hænder, den nat var han flyttet til denne by væk fra hende, væk fra alt der mindede ham om hjem, han havde brændt alle billeder han havde af sin barndom og han hjem var i øjeblikket helt tomt for alt hvad man kunne kalde personlighed, kun hans billeder var der og alt det andet han brugte til at være kreativ, det eneste barndoms minde han virkelig havde var faktisk han guitar som han ikke havde kunne skille sig af med.

Han rystede kraftigt på hoved og kiggede med store øjne på hende "det er jeg ked af, jeg faldt.." han forstumte og kiggede ned i jorden mens han tænkte lidt over hvad han faktisk skulle sige til det der lige var sket. Han trak vejret dybt ind "Undskyld" sagde han så og kiggede på hende "Jeg går ud fra du så godt kan lide dyr?" mumlede han roligt og smilede skævt til hende, da han jo havde hørt alt det hun havde sagt men da hun så havde været færdig var han faldet ind i hans verden, den verden han hadet mere end noget andet, han viste ikke om der var noget man kunne hade mere? For i den verden var alle barndoms minderne lige meget hvor meget han prøvede at glemme den ville den altid være der hos ham, hans hoved i hans verden, han kunne ikke flygte fra den, og det var et faktum der irriterede ham mere end noget andet, man kan ikke løbe for noget man gerne vil løbe fra. Og så var det lige meget hvor hurtigt man lød.

Mitzi blev færdig med at fortælle, hun kiggede på Sam og ventede på at han vågnede op fra fantasiens verden, der hvor tanker minder og andre fortrolige ting holdte til. Der hvor hver en helt anden verden end den man havde her holdte til, hun smilede stille, og legede let med sin halskæde hun havde købt, den var så fin mente hun selv, hun bed sig let i læben og lod blikket glide rundt mens hun tænkte lidt for sig selv. Der var så mange ting i verden man skulle forholde sig til, så mange enkelte ting man skulle tage hensyn ting, og hvilke ting man under alle omstændigheder ikke kunne slippe væk fra. Hun tog sig lidt på hovedet for at klarer op i sit sind. Hun kiggede lidt rundt for at lade sig tage sig til noget, i stedet for at lade det hvile på en ting af gangen så bare springe fra sted til sted i sit sind så man kunne klarer op og ikke hele tiden være omkring et emne af gangen inde i sit hoved, da hun ikke skulle til at falde i søvn over ingen ting, hun mumlede lidt for sig, og kiggede tilbage på Sam da han nu begyndte at snakke igen, hun smilede stille ”Det skal du ikke være, jeg forsvinder selv ind i en anden verden til tider..” sagde hun og var klar over hvad han snakkede om. Hun nikkede ”Jeg elsker dyr, det er det mest fredeligste væsen i verden, selvom der er nogen der blodtørstige og andre blad ædende er de alle fredelige, da de kun gør skade for at klarer sig selv og deres klan, så derfor skal man ikke beskylde dem for at være noget de ikke er..” svarede hun og kom i tanke omkring varulve, de gjorde det jo også kun for at kunne klarer sig, og det slog hende igen hvorfor de hadede hinanden så meget..? Hun trak så på skuldrende og lavede en lille håndbevægelse for at vise at det ikke var noget specielt i det hun sagde, og kiggede så på ham med et glad smil ”Når fortæl om dig selv.” sagde hun så og kiggede afventende på ham. Det glædede hende altid at kunne hører om andre mennesker, det viste igen at man turede at åbne sig op for den anden og ikke lade sig gemme bag et slør, som var det et skjold.

"Hmm.. problemet er jeg ikke kan lide at være der inde" sagde han stille og kiggede rundt på menneskerne der snart ikke var til at se mere, mørket havde lagt sig overstedet og boderne var pakket sammen. Faktisk var der kun dem der sad tilbage ud over et ægtepar som kom gående han studerede dem lidt inden han vente hoved væk, de mindede alt for meget om ham og Kate. Et lille suk kom fra hans læber mens han kiggede rundt "hmm, dyr er også dejlige" istemte han og smilede skævt til hende til hende mens han kiggede lidt rundt med et lille smil på læben som han altid havde. Dog ikke så stort som det plejede. "Well.. hvor skal jeg begynde?" mumlede han stille og kiggede drømmende ud i luften "jeg er født i Australien, nærmer betagnet i Melbourne" sagde han stille og kiggede ned på sine hænder og overvejede ham bare skulle fortælle det hele nu da han var i gang "jeg kommer fra en meget respekteret elverfamilie, man kunne næsten sige den er kongelig i Australien" fortsatte han og tog en dyb indånding nu kunne han lige så godt tage det hele med det ville sikkert blive en ret godt historie at høre, god at høre, rædselfyld at huske. "Men altså, for at forstå det hele må jeg tage den lange historie så håber du er klar på noget godt gammel historie fortælling om mit liv" han smilede stille til hende og inden hun noget at sige noget begyndte han "I 1798 kom jeg til verden med stor glæde til min far da jeg var en dreng, forinden havde de fået en datter hvilket man jo ikke kunne bruge" han sukkede lidt og kom i tanke om sin dejlige store søster "omkring 100 år efter jeg blev født, blev vi angrebet af et varulve kobbel, vi fik dem tilbage men de noget at beskadige min søster og tog hende til fange, de ville have en hvis pris for at udlevere hende igen, en pris min far ikke var villig til at betale, min" han tog en dyb indånding "blev dræbt og de forsvandt, jeg var ude af mig selv af raserig over hvad min far havde gjort og jeg tog hen til lejren for at finde hende, det var ikke det kønneste syn, men jeg fik hende da begravet, og det var det vigtigste for mig, men varulvende havde efterladt noget andet, en lille baby, min første indskydelse var faktisk at dræbe barnet men gjorde det ikke, i stedet tog jeg det med hjem, min far var rasende og ville ikke have noget med det at gøre, sagde straks jeg skulle dræbe det, men næste dag gik jeg ned til byen og fandt et ægtepar som jeg viste ikke kunne få børn, noget af det bedste jeg har gjort i hele mit liv" han smilede stort og fortrød det ikke et sekund "Men.. min far var dog ikke så optimistisk som mig, jeg blev smidt ud af mit ejet hjem på bagrund af at jeg havde forrådt familien.. hvilket jeg havde, men hvad havde min far ikke gjort mod min søster?! Var det ikke foræderig mod hende!?" Han tog en dyb indånding for ikke at begynde at råbe alt for højt "jeg flygtede fra Australien og her til, hvor jeg har boet lidt hist og pist, nu bor jeg for mig selv i en lejlighed, uden minder fra min barndom, kun en guitar har jeg tilbage" mumlede han stille og tog en dyb indånding, han undgik at sige hvad der var sket mens han havde boet her, det kunne vel altid komme på et andet tidspunkt? Nu viste hun da hans historie.

Hun satte sig i en god lytte stilling og kiggede på ham med de dybe grønne øjne, hun var meget opslugt af hans fortælling, og afbrød ham ikke en eneste gang hele vejen igennem. Hun satte sig ind i hans sted, forstillede sig hvordan det hele havde måttet set ud, hvordan deres hus havde været, familie medlemmer, hvordan det mon havde været at skulle høre på at ens søster var blevet taget til fange af varulve, hvilken rædselsfuld skæbne hun mon havde lidt, alle disse billeder dannede sig inde i hendes hoved, som når man lavede tegninger til en animations film, alt skulle sættes op i hver enkelte detalje lige meget hvilken slags hændelse der kom frem for det. Hun bed sig let i læben og kiggede med medfølende øjne på ham, hun ville ønske hun kunne sige hun havde oplevet det samme, men hun havde ikke engang kendt sin familie og vidste intet omkring om hun var ene barn eller ej, havde hun vidst det ville hun have sagt at det var synd for ham og ville have sagt at hun godt kunne forstå hvordan han havde det omkring det da hun kunne sætte sig ind i hans sted, men det kunne hun ikke nu. Hun kiggede kort ned og nikkede så stumt, kiggede op på ham igen ”Det lyder tragisk..” sagde hun så og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre for at få ham til at vide, få ham til at se at hun godt kunne følge på nogenlunde måde hvordan han havde haft det. Hun tænkte lidt og overvejede om hun skulle fortælle det hun vidste om sin baggrund eller det hun kunne huske af det. Hun legede med en lok af det blonde hår endnu en gang da hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af sig selv. Det virkede så forfærdeligt, at høre om en persons liv der havde været sådan, det virkede langt ud over det hun selv kunne sætte ord på, det fik hende til at have det dårligt med sig selv sådan bare at spørger om noget der var så privat, også spurgte hun bare om det som om det var normalt at gøre. Havde det været hende havde hun nok sagt at det var for privat at kunne fortælle om lige nu hvor hun kun lige havde mødt ham.
Hun mumlede stille for sig selv, hvordan kunne hun være så dum at spørge så indgående i et sådan emne, det var fuldstændig absurd. Hun sukkede lidt og prøvede at lade tankerne falde fra hende, men det var svært og det kunne også tydeligt høres i hans stemme at han ikke kunne lide at snakke om dette emne, så hvorfor blev han ved med at snakke om det? Hun fik det dårligt ved tanken om at gøre ham utilpas omkring fortællingen, og det ville hun ikke tilgive sig selv for lige for løbelig. Hun tænkte tilbage på sit eget liv, hvordan havde det været, hun havde prøvet at søge ly hos nogle forskellige kroer, prøvet at komme til at bo hos forskellige mennesker, men blev hele tiden vendt ryggen og sendt den anden vej afsted igen. Hun var blevet råbt af, kaldt for et misforster, vandskabning, rakkerunge og mange andre ord som hun havde fortiet igennem tiderne, hun havde taget alle disse ord så personligt taget dem ind til sit hjerte og ment det de andre mennesker havde sagt om hende, sagt at det var sådan hun var. Hun rystede stille og kort på hovedet for at få tankerne på plads hvad skulle det nytte at tænke sådan på det, det gav hende på ingen måde ro i sindet.