Life is a complicated thing.

Dato : 17 Februar 2010
Årstid : Tidlig Forår
Dag : Onsdag
Vejr : Koldt, sne.
Sted : Parken på en bænk
Tid : 22:45
Omgivelser : Kun Neil.

Neil sad i sine egne tanker, og lod blikket glide roligt og langsomt rundt. Hans tanker var mørke og dystre i dette øjeblik, da han tænkte over hvorfor han ikke blev til en vampyr, eller varulv, han hadede livet som engel, sødme hed og alt den slags var bare ikke ham, måske kunne han os bare være Dæmon? Hvem sagde endelig at der var nogen grænser, han sukkede kort og tømte sit hoved for tanker, hvilken latterlig ting han tænkte på, han hadede sin race, og ønskede at han var noget der var helt modsat den. Træernes blade vislede og hviskede let til hinanden da en lille brise slog til og lod deres gerne snakke sammen, et eller andet sted vidste Neil at hans skæbne allerede var truffet af ham selv, og et eller andet sted, vidste han også at hans baggrund altid ville være den del der havde truffet skæbnen, men han lod bare være med at tro på det, og lod som om han levede i dette nutidige liv.

Lucy's lette skridt kunne ikke høres i sneen. Hun var iført en enkel hvid sommerkjole, der så fuldstændig malplaceret ud i forhold til vejret. Hun holdt faktisk meget af forlystelsesparken, og kom der ofte. Lugten af en engel nåede hende, og det barnlige smil der allerede sad på hendes læber voksede sig størrer. Lucinia elskede engle.. Ikke kun deres blod, men også deres selvskab. Der var bare et eller andet over dem, der gjorde at de var endnu mere underholdende selvskab end så mange andre.

En tyk atmosfærer nåede hen til Neil, og han undrede sig over hvor den mon kom fra, han var ved at være bevidst om at det var en vampyr der havde taget sine skridt ud på denne park hvis sne lå tungt over det græs, der engang havde været i live. Hvilken fornøjelse for ham, han skulle møde noget som han selv følte var ham, men som han ikke var. Kort kom et skulder træk på hans skuldre, hvor hans blik derefter lod sig nælde sig fast til jorden. Hvilke tanker og fordomme gjorde det lige at han gerne ville være en af dem der tilhørte den mørke sides riddere? Han havde aldrig set det, men følte bare at det var det der var ham, men i stedet for det, var han fanget i en engels krop der kunne formskifte og få sine vinger til at forsvinde...det var ikke det han ville endelig. Tanken om at han var i et dysteret humør havde ikke strejfet ham det mindste, nej, hans tanker var som de var, de blev lyse til tider, og mørke til andre tider.

"Godaften mister." Lucy's lyse barnestemme skar tydeligt gennem den frosne luft. Hun var inden for englens synsvidde nu, men det var ikke noget hun vidste af.. Alt det med rent faktisk at se ting var ikke noget Lucy gjorde det i.. Eller nogen sinde havde gjordt.. Et sort stykke stof var bundet stramt for hendes øjne, for at skjule dem mere end noget andet.. Det kunne godt være skræmmende når en syvårig pige havde så utroligt blege øjne som Lucy havde..

Neil kiggede hen mod en stemme, og hans blik mødte en lille piges krops bygning, han kunne mærke hvordan lugten fra hende anerkendte hendes race, men han sagde ikke noget til det, nikkede bare kort og åbnede munden for at sige noget "Godaften Barnelille..." Sagde han med et roligt dog lavmælt toneanfald, han betragtede hende kort med sine nuværende helt blå øjne. Faktisk havde han intet imod vampyrer, de kunne vel være lige så flinke som engle, og på den anden side hvad forskel gjorde der på racerne, i grunden kunne hans forfædres frygt for vampyrer og varulve rage ham ind pind, hvis han ville være ven med en af dem, så ville han det, og det var der ikke nogen som skulle forhindre ham i, især ikke de venner han havde. Han tænkte lidt over hvad et lille barn lavede på denne her tid, men det slog ham så at vampyrer kunne blive adskillige år før de begyndte at vokse igen.

Lucy fnøs da han kaldte hende barnlille, men slog snart efter over i en smittende latter. "De skulle måske gemme Deres 'barnlille' til nogen der faktisk er yngre end Dem mister." lo hun glad, og satte sig uden videre på bænken ved siden af ham. "Hvad er Deres navn mister?" spurgte hun så med en klang af barnlig nysgerrighed i stemmen.

Hab trak kort på skuldrende og kiggede rundt som om det ikke rørte ham, "Jeg bliver ved med at kalde dig Barnelille indtil din krop bliver ældre.." sagde han så og var i grunden ligeglad med om hun brød sig om det eller ej, han kløede sig lidt i det sorte hår, og kiggede kort på hende ud af siden, da hun satte sig. "Neil Alistar... Og du, pigebarn?" spurgte han med en venlig tone, slet ikke uvenlig, men i hans ansigt var der intet at røbe. Han slog så blikket ned mod sneen istedet for at blive ved med at skulle udforske et sted han allerede havde taget i øjesyn for et godt stykke tid siden.

"Til min krop bliver ældre?? Det tror jeg desværre ikke vil ske. Den er ikke vokset de sidste 3591 år." sagde hun med latter sidende i stemmen. "Jeg er Lucinia" præsentere hun sig så, og brugte for en gangs skyld sit egentlig navn. Hun plejede at bruge kaldenavnet Lucy, men hun synes ikke hun ville kaldes det af denne engel, der åbenbart mente at han havde autoritet til at kalde hende som han gjorde.

"Jamen, så må jeg vel kalde dig Barnelille i et godt og vel langt stykke tid.." sagde han kort og lænede sig tilbage, han støttede sine hænder om mod sin nakke. Han tænkte lidt og kiggede rundt uden rigtig at sig noget, åbnede så munden for at svarer på det hun sagde "Hyggeligt at møde dig så.." sagde han i et høfligt tonefald, han havde ikke noget imod at blive foragtet for at være den han var lige nu, hvis det stod til ham var han idet hele taget dybt ligeglad på denne dag, og han anede ikke hvorfor..

"Er De sikker på det?" spurgte hun til kommentaren om at det var hyggeligt at møde hende. Hun var ikke truende eller uvenlig, men heller ikke venlig.. Lucy var sjællent venlig.. Hun var bare.. Ja.. Lucy. Det var ikke til at beskrive hendes være måde på andenvis, da hun efter så lang tid var blevet lidt til en side.. Mildt sagt..

Han tænkte lidt over det "Tja... hvorfor ikke, jeg bestemmer jo ikke om du kommer eller går, så kan vel lige så godt få det bedste ud af det.." sagde han så og trak på skulderende, hvor han derefter kiggede ned på den lille børne krop der sad ved siden af ham, som rummede en sjæl på over tusind år måske, den tanke fik ham til at smile lidt, dog ikke meget, faktisk så lidt at man ikke engang kunne se det.

"Hmm.. Ja sådan kunne man selvfølgelig også se på det." sagde hun lettere tænksomt, og smilede stadig. Lucy smilede stortset altid. Ikke at hun mente sine smil, da det faktisk kun sjællent var tilfældet, det var ligesom bare blevet hende en standart..

Han kløede sig lidt i håret, og fugtede kort sin underlæbe. Neil var ret tænksom og stille i dette øjeblik, og lod igen, for tredje gang måske, sit blik glide rundt så han kunne se på omgivelserne, hvilket øde sted, ganske stille, og næsten ikke berørt, lige et sted for hans vedkommende. Han kiggede nu op på himlen mens han rynkede panden lidt, *Tænk mennesker tror at engle kommer fra en person der hedder 'Gud'?* mumlede han for sig selv inde i hovedet og rystede så tanken af sig, "Så hvad bringer dig hid, Frøken Lucinia?" spurgte han og kiggede på hende istedet.

Lucinia lod kort af hans frøken. Godt nok kaldte hun alt og alle 'mister' og 'miss', men hun forventede aldrig selv at blive kaldt noget i den dur. "Absolut ingen ting." svarede hun som om det var det naturligeste i verden. "Og hvad med Dem mister Neil?" spurgte hun så, og rettede på det sorte bind for hendes øjne.

Han tænkte lidt og nikkede kort af hendes svar og trak endnu engang på skuldrene "Jeg nyder stilheden..." sagde han roligt og lavt mens han kiggede rundt. Hvor efter han kiggede på hende igen, da han opfangede hendes bevægelser ud af øjenkrogen, han kiggede undrende på hendes bind for øjne "Du kan roligt tage bindet af.." sagde han så.

Lucy smilede svagt over den kommentar. "Jeg ønsker ikke at tage det af. Det er så underligt uvant uden det." svarede hun med et smil der kunne høres i den lyse stemme. Det gjorde ingen forskel for hendes syn om hun havde bindet på eller ej, men hun var blevet vant til følelsen af det.

Han nikkede stille og tænkte lidt over det mens han kiggede rundt. "Må du selv om.." sagde han så til sidst og gabte kort med et let suk. Det var underligt at to modsætninger sad her og snakkede som om det var en helt normal aften. Men nu havde de også kun lige mødt hinanden, og hvad var der at sige til det det? Han mumlede noget utydeligt, som endelig ikke gav nogen mening.

"Hvor gammel er De mister Neil?" spurgte hun, og lyttede til nattens lyde. Hun lyttede tit til natten. Det kunne faktisk være utrolig lærerigt bare at give sig tid til at lytte til den larmende stilhed mørket førte med sig.

"98 frøken Lucinia..." Svarede han og kiggede rundt med et roligt blik der ikke lukkede sig før efter et minut. Han kiggede nu igen på hende og tænkte lidt over hvorfor hun kaldte ham Mister, når han kaldte hende noget som hun ikke engang brød sig om, han fandt det lidt underligt, og trak så på skuldrende, det kunne vel være godt det samme.

"Hm.. Så ung.. Jeg ville have troet De var ældre." sagde hun tænksomt, og lyttede stadig ud i natten. Det lød måske mærkeligt når en med en syvårig krop mente at 98 år var ungt, men lang det meste af hvad Lucy sagde lød mærkeligt grundet hendes unge krop.

Han trak kort på skuldrende og tænkte lidt over det "Det kommer vel an på hvordan man ser det, havde du været menneske var du sikkert gået i udbrød over alders forskellen på kroppen også den virkelige alder, men vi bliver jo født på forskellige tidpunkter... og nogen dør så på andre tidspunkter, hvor de derefter er fanget inde i deres døde krop." mumlede han stille og kiggede lidt rundt men kiggede så tilbage på hende.