I never saw a wild thing sorry for itself {Tristan}

Kun væsner med overnaturlige sanser ville fange det. Her havde hun ingen mulighed for skydebaner eller træningslokaler. Ingen sparingspartnere. Man blev kreativ. En jæger skulle presse sig selv. Ud til det punkt hvor andre ville give op. Ud over det - kæmpe sig igennem. Det var præcis det hun gjorde nu.

Langt fra de aktive rør hvor byens kloakeringsenheder arbejdede. Der var hun at finde. Det lave muflede skrig blev kastet frem og tilbage af den rå betong. Den tunge vejtrækning fyldte alt i hendes ører.

IGEN! GØR DET IGEN!

Lugten af blod og sved var tung i hendes næse, men ville uopdagelig for mennesker. Hun var for langt væk til at nogen ville høre hende. Lugte hende. Mennesker lugtede aldrig noget alligevel. Procella hoppede op i luften og greb fat om rebet. Det lave *ticktickticktick* lød et sted foran hende. Hun spændte armmusklerne og trak sig opefter så hun kunne se nedefter på den neonblå gnist.

Taseren var kilet fast i væggen. Aktiveringsknappen spændt ind med gaffa. Gud hvor hun hadede synet af den.

IGEN! KOM SÅ!

Procella rakte om i baglommen og kilede læderstroppen ind mellem tænderne. Hendes vejtrækning kom allerede i små stød ved forventningen om hvad der kom.

PAIN IS FEAR! FEAR IS AN ILLUSION! CLEAR YOUR MIND!

Procella svingede benene tilbage og sendte sin krop frem og tilbage i pendulsvingninger. Sveden fik tanktoppen til at klistre til hendes ryg og glinsede svagt på hendes hud. De nærmest påmalede træningsbukser var af et svagt glinsende materiale - hun ville have den fulde effekt og ikke dæmpe det med de tykke læderbukser. Hendes arme dirrede af anstrengelse da hun sendte sig selv sidelæns ind i den lysende gnist. Den skarpe tikkende lyd blev hidsig da strømmen fik afledning og skød igennem hende. Jægerens krop spjættede i protest og endnu et langtrukkent muflet skrig hørtes i de enorme skakter. Procellas greb slappedes en smule og hun gled ned af rebet.

HOLD ON! DONT YOU DARE TO LET GO! AGAIN!

Det var det sværeste Ripper havde lært hende. At påføre sig selv fysisk skade med vilje for at udholde den. At lære at stå imod. Hvad end hun kunne finde på at gøre ved sig selv, kunne hun forvente hvad andre gjorde var værre. Det var nødvendigt at tvinge sig. Presse sig. Man kunne aldrig hvile, aldrig tage en ferie eller holde weekend. Evig og konstant træning var det eneste der holdt hende et skridt foran. Hvis hun slækkede sine reflekser eller træning, så ville det være hende der var byttet og ikke omvendt. Hendes tænder var prikket igennem det tykke kernelæder. Ligemeget.

Procella skubbede tungen ind mellem gane og læderstrop og fik den befriet fra de skarpe tænder. Atter med tungen flyttede hun den så et ugennemtygget stykke så fast mellem de stærke kæber. Med et fast blik op i loftet satte hun en hånd over den anden og trak sig den meters penge op hun var gledet ned. Med en stædig beslutsomhed sendte hun atter sin krop frem og tilbage i de tunge pendulsvingninger. Hun var slet ikke færdig endnu.

Tristan Fortsatte igennem kloakerne. Hans faste skridt gav genlyd igennem gangene og lavede lave regelmæsige 'klonk, klonk, klonk' under hans fødder.
Der stank bittert af fordærv og diverse ting i kloarkerne, men efter lidt tid vænnede man sig til det.
Han var iført et par løse mørkegrønne jeans og en sort t-shirt samt en middel tyk sort jakke. Her var køligt, også selvom det var under jorden.
Egentlig havde han ikke vildt meget lyst til at være her og det var ikke fordi han nød en smuttur igennem kloarkerne når han havde fri, men det var der den lå, det havde han heller ikke. Noget mistænkeligt var blevet hørt ned i Werclares kloaker og af gammel vane, så tog folk det automatisk som væsner. Dem der kendte til væsner i hvert fald. Af en eller anden grund nød bæsterne at hænge ud hernede... Han forstod det ikke, men så igen, det var heller ikke meningen at han skulle det.
Så her gik han.... Og patruljerede kloarken... Fordi ingen andre gad at gøre det...

//Håber at det er i orden jeg bare brugte den fra det andet emne , nu da det nok ikke vil blive brugt//

(Fortsættelsen fulgte~~~~)

Et skrig kunne høres og det rungede igennem tunnelerne. Tristan kiggede hurtigt op da lyden ramte ham. Et kvinde skrig. Hvad lavede en kvinde her nede? Og hvad vigtigere var, hvorfor skreg?
Tristan satte i løb i retning af lyden, men det var svært med de mange snoede gange og genveje. Endelig nåede han ud til en åbning og stod i et stort 'rum' i kloarken. Han stoppede hårdt op og hans fødder gled et par ekstra centimeter.
Over ham fik han øje på pigen. Hun hang frivilligt og hvad lavede hun? Endnu en gang svang hun sig ind og gav et skrig fra sig... Torturede hun sig selv? Og var det elektricitet hun havde gang i? I det mindste var det noget han let kunne stoppe.
Han sendte en hurtig kastekniv afsted , den sussede direkte forbi hende og ramte den elektriske leder bag hende med et højt knas... Så gik strømmen. Ikke på grund af sammenstødet, men på grund af den ladning han havde fyldt den med ved hjælp af sin 'evne'.
"Er det ikke lige lovlig emo at torturer sig selv?" Drillede han bag hende og var ret sikker på at hun ikke havde set ham før han kastede kniven... Hun var trods alt optaget.

Procella så i et splitsekund noget metalisk glide forbi sig. Hun havde været så optaget af at holde fast i rebet at hun ikke havde hørt nogen komme. Det var dumt. Sløset. Tåbeligt. Begynderfejl. Hun stødte fra væggen med fødderne da hun svingede ind mod kniven, flåede den ud af væggen, og vendte sig smidigt i luften som en kat, før hun landede på gulvet.

Stilheden strakte sig mellem hende og den fremmede. Hun vægtede kniven i hånden imens hun betragtede ham. En ung dreng. Hun snuste ind. Menneske. Pokkers. Så kunne hun ikke så godt give ham røvfuld. Irriteret strøg hun det svedige hår tilbage fra ansigtet.

"You dropped your knife kid. and you owe me 100 bugs for a new taser"

Hun vendte kniven i hånden så skæftet vendte mod drengen. Hendes blik var reserveret og vagtsomt.

"Nice aim though. Where did you learn that? I dont guess they teach you that stuff in school?"

Hun strakte armen ud mod drengen så kniven blev rakt tilbage mod ham, men der var stadig et par meter mellem dem. Hun var ikke klar over hvad hun kunne forvente sig af ham, men menneske eller ej, så rendte knægten rundt i nedlagte underjordiske systemer i dagstimerne, og kastede knive som var det hoppebolde. Enten var han afsporet eller manglede seriøst en sundere hobby.

Tristan kunne ikke andet end at være imponeret over hendes evne til at opfange hvad der skete omkring hende og hurtigt reagere... Så hun talte engelsk? Den leg kunne an også lege hvis det var det..
Han tog roligt kniven fra hendes hånd og svingede den om sin finger en gang inden den diskret og hurtigt var gemt væk.
"Owe you 100 bugs , so you could keep on torturing yourself? Forget it.." Svarede han flabet og lagde hovedet på skrå. Han ignorede at hun havde kaldt ham kid. Hun anede jo ikke hvem hun snakkede til. Han var rimelig sikker på at han kunne besejre hende hvis han prøvede.
Han kom til at grine ved hendes spørgsmål, men kvælte det hurtigt. I skolen? Nej det kunne man ikke sige.
"Let's just call it family business shall we... If you wanted to tortur yourself, why use a taser? There's so many other ways... plus, not many wollts in it" Sagde han så og kiggede på den ødelagte taser.

Procella hævede langsomt et øjenbryn

"So its okay for you to destroy my things, and not pay for them? Maybe your teachers need to put maners on the curriculum"

Hun registrede kort hans fingerfærdighed og sukkede træt i sit stille sind. Prøvede han at pudse et eller andet ego af på hende. Der skulle mere til end en flabet skoleunge for at få hende op af stolen. Hun havde efterhånden leget børnehavepædagog for nok af slagsen til ikke at kunne tage teenagere alvorligt.

Procella vendte ryggen til ham og gik over efter sin duffelbag der var smidt i et hjørne. Hun trak en plastflaske op og drak grådigt af den imens hun betragtede ham med vagtsom interesse. Familiefortagne? Rendte han rundt i en eller anden forskruet nynazistisk bevægelse monstro?

"Im not torturing myself. That would be kinda dumb"

Hun tørrede overskudsvæden fra sine læber, med bagsiden af hånden. Et lille smil spillede i hendes ravfarvede øjne.

"I can be just as secretive as you can kid. So lets just leave at the-regular-gym-does-not-fit-my-need...shall we?"

Svarede hun tilbage, i præcis samme tonefald og betoning som han lige havde spist hende af med. Eneste forskel var dog det lille glimt af morskab i de sære øjne

"It is ... If you want me to pay for it, why not make me pay for it huh?"
Svarede han kæphøjt og folede armene over kors. Han var blevet nysgerrig på hvad hun var for en, men alligevel ikke nok til at han gad beskæftige sig meget med det.
Tristan skar en grimasse da hun kiggede væk og begyndte at drikke... Han kunne ikke udstå når folk indtog mad eller drikkevare på en så 'ufin' måde.. Ikke fordi han var mega snerpet eller spiste fint altid... Det kunne bare blive for meget.
"It would be pretty dumb... I never agreed with the enduring pain kind of practice..."
Fortsatte han med et hint af morskab i hans smil. Han var ikke dum. Selvfølgelig havde han vidst hvad hun lavede right away og ikke troet at hun gjorde det fordi hun havde lyst.
"If you say so sweetheart... "
Han lagde hovedet på skrå. Hun anede tilsyneladende intet om ret meget her på stedet endnu.. Var hun et væsen? Måske... Han ville have elsket hvis hun var, det ville give ham en undskyldning for at give hende et lag tæsk.

Et langsomt smil bredte sig over de fyldige læber

"Are you asking me to kick your ass? are you into somekind of sm-stuff? Sorry...i guess you are kinda cute if you are into that whole carrot-preeschool thing."

Hun smed plastikflasken tilbage på tasken

"I didnt ask for your agreement. And im not gonna stand here and argue with you. So are you done destroying my stuff? Im not gonna hid a kid. Forget it. But you kinda ruined my purpose for being down here. so if you will excuse me..."

Procella gik hen under rebet. Det hang en lille meters penge over hendes hoved og dinglede. Hun satte let af og greb fat om det og trak sig øvet op i armene, indtil hun nåede det tykke rør. Hun slyngede benene rundt om det og vred knobet op. Rebet gled hvislende hen over røret og landede med en tung lyd på gulvet. Det var på tykkelse med en knyttet næve. Sejt og stærkt.

Hun kiggede nedefter før hun gav slip. Der var ikke noget blærerøvsagtigt over det da hun vendte sig i halv saltomotale så hendes ben vendte nedefter. Hun lavede en kort 3 punkt rulning da hendes fødder fik kontakt med gulvet for ikke at beskadige sine led. Hæl - fodballer - knæ. Hun satte en enkelt hånd i gulvet og stødte sig opefter. En lille rynke var i hendes pande. Var hun blevet tungere?

Tristan grinede først og svarede ikke, men betragtede hende bare med folede arme. Det morede ham at se en person så... uvidende...
Han så på imens hun fik rebet ned og kørte en hånd igennem sit eget hår da hun var færdig.. Tsk tsk..
"You know... That had looked much prettier if you hadn't done your show-off flip .. You should've jumped straight... Or you'll risk hitting a wrong angle.."
Sagde han så før hun kunne nå at smutte.
"Girl, you sure do underestimate me... 'can't hit a kid' oh please.... We both know that's a lie."
Svarede han endelig og trådte et skridt frem imod hende. Det var virkelig en dum ide at undervurdere den person man stod overfor.. Så hellere overvurdere... Men på den anden side, han kunne ikke sige at han havde den store respekt for hende heller.

Procella greb fat i rebet og begyndte at rulle det op om armen med et lille smil imens hun lyttede til ynglingens ord.

"Oh please. It might have been a prettier show, but i am not here to entertain you. And kid, you dont know my angles. and are you seriously trying to call me girl? If i had been a little unwiser i could have been your mother. Not that i would have allowed that haircolor"

Det lille skæve smil blev bredere

"Besides. You are wrong. I dont hit kids. I dont know what you thing you know about me, but i can tell you that you are wrong. Whatever that counts for. As for estimation"

Hun lod blikket løbe op og ned af den unge krop

"...sure...why not superman...whatever. Do you need me to call your parents or something? Are you skipping school to play rambo down here? Who are you trying to impress right now? Me?"

Hun rettede lidt på tasken på ryggen

"Will you be a happy little boy if i tell you that you are very powerfull and very skilled with a knife? I can do that"

Hun trak lidt ligegyldigt på skuldrende

"somehow i just dont think it matters...or am i mistaken?"

Han smilede fortsat og lod sig ikke påvirke af hendes kommentare, de betød ikke noget.
"I knew your every angle from just a look. What my hair? It's not like my mother has a choice, it's the naturel color..."
Han grinede lavmælt og prikkede lidt på sin egen kind med en pegefinger.
"You say that, but aren't you underestimating me right now? Talking down to me.. Trying to be better than me... Trying to be mature by calling me kid?"
Han fortsatte roligt og lavede en viftende håndbevægelse. Han betragtede hende for første gang en smule irriteret. Gammel nok til at være hans mor? Ha! Så skulle han have fået børn i en alder af 10 år eller noget... Hun overvuderede sig selv kraftigt.
"Mistaken? I'd say you were mistaken... But that is because you do not know who you are talking to"
Drillede han og smilede roligt igen.

Procella så lidt træt på drengen

"Right...so you give me a name, and i then treat you like...what? a king? i dont work that way. If you want me to respect you, you treat *me* with respect. And so far you have destroyed my stuff, refused to pay for it, been mouthing of, and had an ego like a little rich kid. So tell me where i am supposed not to jugde you by what you are showing me? Why should i in any fashion think of you as not just another spoiled little brat?"

Svarede hun roligt, men efterhånden en smule træt af den her meningsløse samtale. Det lod til at knægten havde en eller anden form for indbildt stjernestatus på sin skole. Det levede han nok højt på.

Tristan grinede igen... Denne gang højere. Hun ville have ham til at vise respekt? Hun skulle ta at tage en samtale med sig selv en gang.
"Look , sweetie... Why should i respect you so far? Sure, i've not been that nice, but hey, that's me... Up until now, all you've done is talking down to me, calling me a kid, thinking highly of yourself, Bitching ... Don't count on it "
Begyndte han og svarede så.
"Oh, i am not asking you to think of me like more than a spoiled brat, but i'd like if you really stopped treating me like you own the place, cause honestly dear, you know nothing about this place.. Sure you look like you know something about material arts, but i've seen better.. Hell, i've trained better... Maybe, just maybe, you should get your head out of the cloud that it's stuck in"
Han smilede kækt et øjeblik og gik forbi hende for at komme længere ind i rummet. Han havde aldrig været i denne del af kloarken før..

Procella klukkede svagt i halsen

"Right. I have somehow mortally offended you by daring to train by myself, and asking you about your knife-abilities, and asked you to pay for what you destroyed. I see the logic. Have fun downhere kid. Im done"

Procella rystede på hovedet. Det her var simpelthen en fordummende samtale, og eftersom hun ikke kunne give knægten en røvfuld, så måtte hun hellere være den voksne i selskabet, for det var tvivlsomt hvor meget modenhed det kunne forventes der kunne klemmes ud af det orangehårede hoved.

"Take care...or not...mister superman"

Det lille overbærende smil krusede hendes læber da hun begyndte at gå ud den vej hvor Tristan var kommet ind

Han vente sig rundt med et stort smil. Åh ja, der var det. Svaret man lavede når man ikke havde et comeback - og hun havde lige fyret det af.
"There you go again acting all high and mighty.. Someone should seriously kick your ass around .. Too bad i 'don't hit girls'"
Svarede han og lagde det samme tryk som hun havde lagt da hun havde kaldt ham 'kid'.
Det gik pludselig op for ham at hun kunne være hunter... Eller dte havde ligget i baghovedet, men det var ikke før at hun var på vej væk at han rigtigt mistænkte det.
"A hunter are you not?"
Røg det ud og han stoppede op og kiggede bare på hende.

Procella var allerede i bevægelse. Hun havde taget de første par skridt, men stivnede med ét. Med ryggen til ham blottede hun de skarpe rovdyrtænder i en lydløs snerren. Hun fugtede derpå læberne og samlede sit udtryk igen. Der var dog et lidt vantro udtryk i ansigtet endnu da hun langsomt drejede rundt, med en ny slags vagtsomhed i de sære øjne.

"what did you just call me?"

Stemmen var lavmælt, men der var noget truende over den nu. Det var et spørgsmål der krævede svar, og det var tydeligt der var et bestemt svar der var det rigtige. Hvis der blev svaret forkert var det tydeligt at truslen ikke længere var...tomme tønder.

What the hell kid? Are you selling humans out to the highest bidder? I cant allow that. Fuck...i really dont want to kill you. Smartass or not

Procellas åndedræt var stoppet uden hun selv havde lagt mærke til det. Hun så anspændt på drengen og spændte mere og mere op i nakke og skuldre. Parat til...hvad som helst...

Han blev stående hvor han var. Alle tegn på smil var forsvundet og han kiggede nu bare seriøst på hende.
"i called you a hunter... A bounty hunter to be exact.."
Svarede han roligt og var klar. Hun virkede til at have mistet alt overblikket og kunne angribe når som helst. Hvos hun valgte at gøre det, ville der ikke gå mange sekunder før hun lå på jorden.
"Well... Am i wrong?"
Han havde ikke set hende i hovedkvarteret før, men det betød ikke at hun ikke kunne være hunter... Hvis hun lige var kommet til stedet ville hun jo ikke kende til andre jægere her.. Men ville man leve af at være jæger her så skulle man forbi hovedkvarteret i ny og næ for at få udbetalt penge for det man fangede.

"That depends who is asking kid...who are you, and why do you call me a hunter? This is not the time to play games. Give me an answer, now"

Procellas krop blev mere og mere anspændt. Hun virkede som en fjeder der kunne ekplodere hvert øjeblik det skulle være.

If he works for the demons or the other freaks, i need to kill him...he is only human...god i really dont want to do this...but i cant risk anything...to many casualties

Tristan rystede let på hovedet og smilede meget lidt igen.
"You just said it by that... So you are a hunter then? And again.. You really should be nicer and ask for an answer, not demand one"
Han himlede med øjnene. Det hele var blevet sagt roligt og provokerende tålmodigt.
"It bothers me you know.... If you really are a hunter, why haven't i seen you around our headquarters ?"
Han lagde et ekstra tryk på 'our' for at være sikker på at hun fik det med. Han var egentlig lidt ligeglad med om han tog fejl.. Så kunne han altid lyve sig ud af den.

Procellas øjne blev knebet let sammen

"Our? Are you trying to say that *you* are a hunter? and no i should not. You should, but we have already been over that part...kid...i dont answer to anyone here, least of all you"

Hun havde lyst til at gå. Hun ønskede det brændende. Men af en eller anden grund ville hendes krop ikke rigtigt lystre hendes ønsker.

Tristan himlede utålmodigt med øjnene.
"i'm mean, your mean, get over it.. And what if i was a hunter? Would you answer my question then? Why haven't we seen you at the base?"
Han folede armene over brystkassen igen og ventede for svar. Han var virkelig ved at blive træt af hendes sucked up attitude.

if you where a hunter, i would make my contacts kick yours ass

Tænkte hun irriteret. Hun gad ikke det her børnehavepjat længere

"You are wasting my time kid. Im not staying here and geting pissed on by you. like i said...have fun..."

Hun tvang sin krop rundt og bed tænderne arrigt sammen

Tristan himlede med øjnene og vendte rundt for at gå i modsatte retning.
"Whatever you say.. If you really don't wanna answer me then fine... You seem like a bitch anyway.. But don't come back crying when you realise the truth"
Svarede han og vinkede bagud imens han begyndte at gå. Han havde prøvet nok på at konversere med hende nu og hun ville bare gå, så why not?

Procella smilede for sig selv. Børn. Det var hvad man kunne forvente. Hun så ikke hans vinken, men hun behøvede heller ikke nogen form for hul gestus fra ham. Hun havde allerede puttet ham ind i en kasse som han selv havde givet hende til formålet.

((out))

Tristan proppede begge hænder i bukselommerne og begyndte at fløjte en glad melodi. Tilbage til arbejdet , det var hvad han skulle nu.
Han traskede ud af en anden gang end den han var kommet ind ad og håbede at den på et tidspunkt ville føre til en udgang, ellers måtte han bare gå tilbage..
Imens han gik sukkede han lavmælt og tog sig til hovedet. Som sædvanligt var der intet spændende man kunne møde i kloarkerne.

//Out~~//