I forbi farten

Dato : Irl
Årstid :Irl
Dag : Irl
Vejr : En smule lunt, solskin.
Sted : DLE
Tid : Irl.
Omgivelser : intet. blomster og bark.

Florence gik raskt afsted mod byen Sheria, hvor hun havde hørt hendes bror boede.
Hendes humør var ganske fint taget i betragtning af hvad der var sket for nogle måneder siden i hendes hjemby i Australien.
Hun bed sig i læben da hun kom i tanke om det minder hun ahvde forladt sit palæ med.
Hun sukkede og kiggede nu op.
Foran hende skilte træerne sig og dannede en eng fyldt med blomster.
Hun kiggede rundt, og stoppede i brynet mens hun bare betragtede det.
Hun tog en dyb indånding, der duftede af duk, frisk og blomsternes dufte var en himmelsk blandning.
Hun smilte ganske stille, dog ikke et af hendes normale smil. Dette var et mere tragisk smil, noget der ikke passede til hendes kønne ansigt.

Lucy, der var gået rundt under skovens beskyttende grene, havde fået færten af en elver, og havde fuglt den. Hun var som altid iført en let hvid sommerkjole, og et sort bind for øjnene. Hun var stoppet op ved grænsen mellem skoven og engen, hvor hun stadig var beskyttet mod solens stråler. Havde det ikke været for stoffet, der stramt var bundet om den lille piges hoved, havde hendes uhyggeligt blege øjne skinnet kraftigt. Hun var meget bleg, den lille pige, blegere end hun plejede at være, hvilket også var grunden til at hun var ude selvom solen endnu stod på himlen.

Florence vendte sig om da hun kunn høre nogen komme.
En lille pige, der lignede en vampyr stod bag hende.
Hun havde et bind for øjnene, hvilket fik det til at ligne hun var blind.
Hun stod længe og stirrede på hende inden hun tog sig sammen til at sige noget,
"Hej." Sagde hun og betragtede den lille pige.
Hun rørte sig ikke ud af stedet.

"Goddag miss" svarede hun med et barnligt smil om munden, og et sprog der på ingen måde passende til hendes unge ydre. Der var egentlig meget ved Lucy der ikke passede til hendes ydre, men det var det der skete når en syvårig blev så gammel som Lucy var det. "Hvad er Deres navn?" spurgte hun med en klang af barnllig nysgerrighed i stemmen.

Hun stirrede på den lille pige med den utroligt gamle personlighed.
"Jeg hedder Florence.. Florence Downwill" Sagde hun med et smil. "Og hvad med dig?" Spurgte hun roligt.
Hun satte sig ned og kiggede fortsat på hende.
Så smilte hun, denne pige var utrolig smuk.
"Undskyld jeg spørger så direkte, men må jeg gerne tegne dem?" Spurgte hun så.
"Du skal nok få lov at se den."

"Jeg er Lucy" svarede hun på det første, og smilede over det andet spørgsmål. "De må gerne tegne mig, men jeg er bange for at det ikke er mig muligt at se Deres værk bagefter." svarede hun i en glad tone. "Er det i orden hvis jeg sætter mig, eller vil De hellere have jeg står?" spurgte hun så, og lagde spørgende hovedet en smule på skrå.

Hun nikkede.
"MAnge tak." Så smilte hun en anelse.
"Jo det kun de.." Sagde hun så, hvis de blot vil lade mig kigge ind i deres øjne."
Så tog hun sin blok frem, og sin tegneblyant.
"Gør dem det behageligt."Sagde hun blot og studerede hende nøje.

Lucy satte sig i en skrædderstilling, og smilede stadigt. "Jeg er blind miss Florence. Jeg ser intet andet end mørke." svarede hun blot, og sad ellers stille. Hendes ryg var rank, og der var i det hele taget noget ældgammelt over hele hendes holdning. "Hvor gammel er De?" spurgte hun efter lidt tid o sad stadig stille.

"udseende eller bare i det hele taget?" Spurgte hun og begyndte at tegne, denne pige var helt utrolig, ´hun var utrolig smuk, den gamle udstråling gjorde denne lille pige så utrolig unik.
"Jo, ser du Lucy, jeg kan vise dig alt det du vil have, hvis du blot vil lade mig se i dine øjne." Sagde hun og smilte.
Hun kiggede på pigen og gjorde sig så umage som muligt.

"I det hele." svarede Lucy i en let tone, med en hvis barnlighed over sig. "Hvilken unik evne De har." sagde hun anerkendende og nikkede svagt. Der hvilede altid en hvis barnlighed over Lucy's stemme, men det gjorde hende ikke noget. Nu havde hun jo også levet med det længe, så hun havde somend vænnet sig til det.

Hun smilte lidt.
"Jeg er 135." Sagde hun. "Hvert 10 år bliver jeg 1 år ældre smilede hun, eller det bliver min krop."
Hun smilte. "Mange tak Lucy.." Sagde hun og smilte, så tegnede hun videre med smukke strøg
"Har de altid været blind?" Spurgte hun og så på hende.
Den gamle udstråling hun havde, var så utrolig unik til hende.

"Siden min fødsel." svarede hun bekraftende, og smilede endnu.
Lucy smilede i det hele taget meget, selvom hun sjællent mente smilende. De var bare en standart, en vane hun ikke kunne lægge fra sig. "Så er De jo stadig ung." kommenterede hun roligt.

hun nikkede, selvom Lucy ikke kunne se det..
"Så de har aldrig set himmelen?" Spurgte hun utrolig overrrasket.
"Eller månen?" Hun stirrede på hende og var holdt op med at tegne.
"Og ikke engang dem selv.." Sagd ehun.. " Det er en skam, de er helt utrolig smuk." Sagde hun så.

Lucy smilede svagt. "Er De færdig med Deres tegning?" spurgte hun da hun ikke længere kunne høre lyden af blyanten mod papiret. "Jeg mener nu ikke at det er en skam. Faktisk er jeg ganske tilfreds med at være blind. Det giver nemlig visse fordele i forhold til andre væsner." fortalte hun glad. Lucy's verden bestod af mørke, lyde og lugte, men det var nu ikke noget der gik Lucy det mindste på. Hun var jo vokset op på den måde, og ville faktisk ikke bryde sig om at se. Fandt tanken om det skræmmende.

"Nej." Sagd ehun så og tegnede videre.
"Nej det syntes de sikkert ikke. men jeg kunne ikke forestille mig et liv uden at kunne se." Smiled ehun så

"Som jeg ikke ville kunne forestille mig at se" lo hun glad, og smilede.
Dette smil mente hun faktisk. Usædvanligt var det, og hun kunne ikke rigtigt sætte fingeren på en egentlig grund til det. Men sådan var det nu en gang, og det måtte man blot acceptere.

Hun lo med.
i det samme blev dte færdigt.
"Er de så sikker på de vil se min tegning?" Spurgte hun.
Hun var rimelig tilfreds.. Hun havde fået den gammeldags udstråling ind, så godt hun kunne i hvert fald.

"Helt sikker miss Florence. Jeg ville ikke bryde mig om at se." sagde hun og nikkede lidt. Tænken om at se skræmte hende egentlig lige så meget som det gjorde at blive båret. Bortset fra at det at blive båret det kunne hun som regel hurtigt slippe fra, men at se... Det vidste hun jo intet om, men forestillede sig at det ikke var sådan lige at flygte fra.

Hun nikkede så og rejste sig.
"Vil de så være sød at tage deres bind af?" Spurgte hun så.
"Ellera kan jeg ikke vise dem det." Smilte hun roligt.

"Miss Florence.. Vi må have misforstået hinanden. Jeg vil ikke lade Dem vise mig Deres værk. Min verden har i over tretusinde år bestået af intet andet end mørke, lyde og lugte, og sådan ønsker jeg at den skal forblive." sagde Lucy i et roligt tonefald. Det var tydeligt at hun mente hvert et ord af det, og var urokkelig i sin beslutning.

Hun nikkede.
"En simpel misforståelse." Smilede hun og gik tilbage og satte sig igen.
Hun tog sin blok igen og begyndte at tegne en detaljeret tegning af engen.
Hendes blyant skrattede over papiret i hurtige bevægelser, da dette var et øvet stilleben.

Lucy rejste sig fra sin plads i skyggerne, og fulgte elveren ud i solen. "Hvad tegner De?" spurgte hun stille, o var stoppet op et stykke fra elveren. Hun opføret sig som hun plejede, og var derfor aldrig til at læse rigtigt. Hun smilede næsten altid, selv når hun ikke brød sig om selvskabet. Hun virkede altid som en glad lille pige, der ikke kunne gøre en flue fortræd... Lige indtil hun satte tænderne i sine ofre..

Hun smilte roligt.
"Kom bare herhen Lucy." Sagde hun roligt.
"JEg tegner blomsterengen." Sagde hun roligt og smilede.
"På den mådekan jeg have alle de smukkeste steder samlet på et sted."

Lucy lagde hovedet en smule på skrå. "De virke ikke til at De er helt klar over hvilken fare jeg egentlig udgør for Dem.. Eller også er De blot ikke bange for vampyrer." sagde hun, og blev hvor hun var. Hun fandt det egentlig mærkeligt, da de andre elvere hun havde mødt, havde været yderst betænksomme før de overhovedet havde nærmet sig hende det mindste.

"JEg er udemærket klar over den fare." Sagde hun udne at tage blikket fra engen.
"Men jeg frygter ikke døden, og jeg har ingen der vil savne mig." Sagde hun.
Hun slog med sit hår så det sad ordenligt.