På farten... // Damien//

Sted: byen, masser af butikker til højre og venstre.
Tid: kl 17:00
Dato: irl
Dag: irl
Årstid: irl
Omgivelser: ikke så mange, men få dog.
Påklædning: en langærmet, sort t-shirt, samt et par lange bukser.

Raziel gik rundt på fortovet. Han var på vej hjem, da han skulle studere lidt. Selvom han var kok, var han stadig student på Sheria high school. Han havde tasken fuld af bøger, og hans muskler var spændte. Et par piger kiggede flirtende efter ham, men han var ikke videre interesseret. Han var vant til det, så han kiggede den anden vej imens. Han fik lidt for meget fart på ned ad bakken, så han snublede over kantstenen og faldt, så alle hans bøger fløj ud på gaden. Han nåede lige at tage af fra faldet med hænderne, og han begyndte langsomt at samle sine bøger ind, da han tjekkede dem for skader, for at se om der var sket noget med bøgerne. Lærene ville blive blå i hovederne af raseri hvis der skete noget med bøgerne.

I samme sekund den anden dæmon var faldet, var Damien gået rundt om hjørnet. Han havde sit løbehjul ved sin side. Han stod lidt og undersøgte dæmonen, og lagde mærke til hvordan han samlede bøgerne sammen. "Skal vi hjælpe?" spurgte han sig selv, med en meget lav og lys stemme. "Nej, han burde da kunne klare det selv." Han rystede på hovedet, og satte sig på hug. Løbehjulet lagde han ved siden af sig. Armene søgte mod knæene, hvor de blev lagt godt til rette.
Han lagde godt mærke til hvilke bøger den anden dæmon lagde i tasken, og der var en særlig bog der fangede hans opmærksomhed. Den var helt blå, og på siden af den stod der: "De syv dødssynder." Han bed sig på indersiden af læben, og rejste sig hurtigt. Han gik langsomt over mod den anden dæmon, og snuppede bogen der stadig lå på gaden.
"En bog om synderne, hm? Spændende, ikke sandt?" spurgte han sig selv, dog lidt tydeligere end før. "Jo, den er skam spændende." fortsatte han. Han åbnede den, og lagde mærke til den gotiske skrift det var skrevet med.
Han kiggede ned på dæmonen, og derefter ned i bogen igen. Han var godt nok lav, men når den anden dæmon sad ned, var han altså lidt højere.

Raziel så tydeligt den lille dreng, der snuppede hans bog. Han havde samlet alle de andre bøger sammen, og tog nu bogen ud af den lille drengs hånd, dog uden at røre ved ham. Raziel hadede fysisk kontakt, for ikke at tale om psykisk, og brød sig ikke om andre menneskers tilstedeværelse, især når de ikke var mennesker. Han kunne lugte på drengen, at han ikke var menneske. Raziel proppede istedet bogen ned i tasken og trådte forbi knægten med ordene: "Du burde ikke tage andres ting, de kunne blive kede af at miste det."

Han sørgede for at påføre den anden dæmon en svag smerte, ved at snitte hans hånd. Han smilede djævelsk, og kiggede så op på ham, da han rejste sig i sin fulde højde. Damien kørte en hånd igennem sit sorte hår, og gik hen for at tage sit løbehjul.
"Folk ville blive kede af at miste det, men du virker ikke sådan." Han tav et par sekunder. "Og desuden, kiggede vi bare. Vi ville aflevere tilbage, hm? Ja, det ville vi." Hans stemme var lys, men der var et eller andet skræmmende ved den, og der var aldrig rigtig nogen der kunne sætte sin finger på hvad.
Han satte sin ene fod op på løbehjulet, og kiggede fortsat mod den anden dæmon. Han rettede lidt på den lyseblå trøje, og kiggede så ned på de matchende sko. Uinteressant. Hans sorte hår dækkede hans mørkegrønne øjne, og hans små tynde læber var formet i en helt lige streg. Han skød imod jorden med den ene fod, og han begyndte at køre ned af gaden.
Det den anden dæmon ikke havde set, hørt eller lagt mærke til var, at lille Damien havde revet en side ud af bogen. En side hvorpå hovmodets kendetegn stod på.

Raziel lagde ikke rigtig mærke til smerten, da den varede kort. Kan kiggede lidt på bogen, og åbnede den så. Han lukkede den igen, uinteresseret, men lagde mærke til at den ikke lukkede helt i. En side manglede, en af dem der begyndte et nyt kapitel. Han kiggede tilbage mod drengen, irriteret over at han havde taget den side. Han løb efter, og indhentede til sidst drengen. Han fokuserede på løbehjulets forreste hjul, det der satte det fast. Han fokuserede med det gyldne øje, og delene i løbehjulets forreste hjul blev revet itu. Som om det der holdt hjulet der, blev revet løst, og drengen blev kastet til jorden. Man kunne faktisk ikke se, at Raziel havde brugt sin evne, da Han havde fokuseret på noget så småt, til gengæld var han faldet i samme øjeblik det var sket.

Damien ramte jorde hårdt, men straks var han på benene igen. Det lille stykke papir var knyttet i hans hånd, og han stod og så virkelig trodsig ud. Han vidste godt den anden dæmon havde brugt en evne, da hans løbehjul lige var blevet strammet op. Han trådte langsomt frem med ham, og lagde en hånd på hans underarm.
Straks begyndte alle pulsårer i tindingerne på den lille dreng at træde frem, da han koncentrerede sig om at påføre dæmonen nok smerte til han tiggede ham om at slippe. Han greb hårdt fat, og små smerteimpulser gled fra hans fingerspidser over i den andens arm.
"Du ødelagde vores løbehjul. Det er ikke godt, dæmon." De små, men meget kraftfulde ryk af smerte gled stadig ud af hans bløde fingerspidser.
Hans mørkegrønne øjne blev lysere, og et djævelsk smil spillede på hans læber. Damien var sadist, og han elskede at se andre lide. Og hvis det var ham der sørgede for de led, var det bare endnu bedre. Hans svagt spidse hjørnetænder blev blottet, og han knugede hårdere om den anden dæmons arm. En svag, men manisk latter lød fra den lille dreng, og hans sørgede for at holde den anden dæmon fast med sit blik.

Raziel kunne mærke smerten løbe igennem sin arm, og han kunne mærke hvordan den bredte sig til resten af hans krop. Han prøvede at fokusere på huset ved siden af, men kunne ikke. Hans muskler spændtes, og han råbte i smerten. Han fokuserede på den lille drengs grund, det han stod på. Det var godt nok asfalt, men der var en kloak et stykke under. Raziel rev sig løs fra den lille dreng, og gispede lidt. "Måske er jeg en dæmon, men jeg har navnet fra en ærkengel." sagde han hårdt. Han fokuserede på den lille drengs underlag, og lod det blive revet fra hinanden. Han kunne dog ikke få det til at smuldre mere end til to meter under overfladen, så drengen nu stod i en masse, ja nærmest grus eller sand, som trak drengen lidt ned, men kun til omkring knæene. Raziel snuppede papiret ud af drengens hånd, og løb så videre, så hurtigt han kunne.

Han mærkede hvordan jorden smuldrede under ham, og hvordan han langsomt gled ned i asfalten. En høj manisk latter lød fra den lille drengs tynde læber, og han lagde mærke til hvordan dæmonen farede afsted. Damien kravlede op af hullet.
"Ærkeengel, hm?" Han tænkte sig lidt om. Raziel... Lucifer... Der var kun de to han kunne komme på lige nu, men han ville nok finde ud af det på et tidspunkt. Han kiggede på det smadrede løbehjul, og straks boblede en ondskabsfuld fornemmelse op i den lille drengs bryst. Han forbandede den anden dæmon, han havde ødelagt hans elskede løbehjul.
Straks satte han i løb, og han kunne hurtigt se dæmonen. Selvom han kun var seks år gammel, var han utrligt hurtig. Mange gange hurtigere end voksne mænd. Han løb op på siden af ham, og greb hurtig fat i hans arm. Han fortsatte med at løbe ved siden af den anden dæmon.
Straks pumpede smerten frem fra hans fingerspidser, der blev overført til armen. Smerten bevægede sig videre ud i kroppen, og den gik især efter hjertet, knæhaserne og halsen. Han kontrollerede ikke selv hvorhen smerten skulle, han kontrollerede blot hvor meget af den der skulle være.

Raziel kunne mærke smerten boble frem, og han satte blot farten op, i håb om at drengen ville slippe. "Min navnebroder, hjælp mi...g. Giv mig... Styrke..." raspede han frem fra munden, udmattet. Han stoppede ude på vejen, og en bil kom kørende i samme øjeblik. Han splittede den i to, ved at fokusere på bilens skrog, og brugte dermed en god del af sine kræfter. Bilen blev splittet på en sådan vis, at den lille dreng blev ramt af den ene halvdel, hvorimod den anden halvdel blev revet fuldstændig fra hinanden. Raziel var skånsom, og havde pulveriseret bilens skrog for den lille dreng, så han kun var blevet ramt af sæderne. Alligevel fløj drengen et godt stykke hen ad vejen.

Damien holdte fast i den anden dæmon, så da han blev ramt af sædet, fløj den dæmonen også med. Han blev ved med at holde fast, og selvom han havde fået talrige sår og blå mærker, blev smerten ved med at boble frem i den anden dæmon.
Han tog hårdere fat, og fokuserede nu fuldkomment på den anden. Smertene måtte være ulidelige, men det var jo også det der var meningen. Han strammede hårdt grebet, selvom hans arm blev mast af det andet sæde.
Han fik vredet sig fri, og gav så slip på den anden dæmon. Han satte sig opgivende på jorden, og begyndte at undersøge de talrige sår.
"Svin... Utyske..." Han sad bare og mumlede en masse grimme tilsvinelser, og da var det det slog klik for ham. Hans psykose boblede frem, og straks kom alt det ulækre frem for nethinden af den lille dreng. Stemmerne lød i baghovedet, og en kvinde blev decideret revet fra hinanden, i hans lille hoved.
Hans hænder søgte straks mod hans tindinger, og tårene begyndte stille at trille ned af hans kinder. "J-jeg hader dig, Engel..." mumlede han. Han hentydede godt nok til dæmonen der havde smadret ham med et bilsæde, men han delte åbenbart navn med en engel, hvilket gjorde ham mere engel end dæmon.

"Han hader også dig, du djævel." svarede Raziel. Han rejste sig udmattet, og rystede sig. Han kunne dårligt nok stå op. Raziel havde da fået sin side tilbage, og hans taske var mirakuløst nok stadig intakt, så han proppede siden ned i tasken. Han havde haft det hårdt nok idag, ikke mindst fordi han skulle lave mad for en eller anden højrøvet pikansjos i aften, så han var meget stresset. Folk stoppede op, råbte efter Raziel, bandede ad ham for at lade den lille dreng være på jorden. Op til flere personer gik hen til drengen.

Alle de peroner der rørte Damien mådte træde væk med en utrolig smerte. Han kunne godt se det sjove i alle var imod den anden dæmon, men det havde nok noget at gøre med han ikke selv var særligt gammel.
"Du er imponerende." sagde han i et blødt tonefald. Han rejste sig op, og vendte sig mod dæmonen. "Din evne er meget øvet." Han fik det til at lyde som om han var utroligt erfaren, men det var han jo et eller andet sted ikke.
En kvinde greb ud efter hans arm, men hun knækkede sammen, skrigende i smerte. Folk fandt det underligt, men de fleste var mennesker, så de tænkte ikke rigtigt på om det var Damien der gjorde det, eller de bare gik i panik.
Han fugtede sine læber, og det djævelske smil vendte tilbage til hans ansigt. Underholdende nok havde han talrige sår over det hele, men det gjorde ikke ondt som sådan. Han kunne faktisk holde til ret så meget.
Han blinkede et par gange, og gik så direkte forbi den anden dæmon. "Du skylder os et løbehjul." sagde han, og vendte sig. Han gik baglæns foran den anden dæmon, med hænderne på ryggen, og et manisk smil i ansigtet.

"Hvis du kan betale for alle de menneskeliv du har taget, får du et løbehjul." sagde han ondskabsfuldt, så ondt at selv Damien måtte føle lidt skam, dog næppe længe. Raziel var den såkaldte "Dæmoniske engel." ifølge mange folk. Hans opførsel gjorde ham god som en engel, og han havde aldrig slået ihjel før. Han var stor tilhænger af retfærdighed, over hver enkelt lille skabning. Selv en myre måtte føle retfærdighed når den stjal sukker, sådan var Raziel's synspunkt. En kvinde løb ind foran ham, og begyndte at stå og råbe, skrige, kalde ham alverdens ting, gav ham oven i købet en lussing. Raziel stod bare stille. Han ville ikke gøre noget for at fjerne hende.

Han plørrede sin hånd rundt i ansigtet, og kiggede så op mod dæmonen igen. "Du ødelagde det, så du skylder os et nyt." Damien så det som noget helt naturligt at omtale sig selv som vi/os, og de forskellige ting han ejede, det var 'vores'.
En skizofren seksårig, som ikke rigtig kunne føle nogen form for smerte, og som bare lo, når folk knækkede skrigende sammen, efter de avde rørt ham. Han havde de mest frufulde fantasier, og vrangforestillinger, men han var vant til det. Vant til at gå og blive kaldt sidssyg, vant til at folk bare kiggede undrende på ham, for så at vænne ham ryggen.
"Hvis du ødelægger noget, laver man det da igen, ikke?" Han drejede en gang rundt om sig selv, og de mørkegrønne øjne blev nu rettet mod hans sko. "Vores løbehjul... Gå over og køb et til os!" sagde han hårdt.
Han havde et sind som en femtenårig, men han elskede sin dejlige hund og sit beloved løbehjul, og hvis nogen tog det fra ham, skulle de få betalt. Dæmonen havde været heldig...

"Hvis du køber mig en ny bog!" råbte Raziel. Ikke engan det var nok, desuden var han gal lige nu. Han havde været udsat for meget på det seneste, og den lille drengs opførsel gjorde ikke dagene bedre. Han gik videre, for han regnede ikke med at drengen ville købe ham en ny bog. Og hvis den kom tæt på, ville Raziel da bare lade alt inden for hans syn smuldre, til gengæld ville det tage hårdt på ham så. Han var ikke den store fan af vold, så han foretrak at konflikterne blev lagt tilbage på den hylde de kom fra.

"Vi kan måske lave en lille aftale, hm?" spurgte han. Han stoppede op, og kiggede efter den anden dæmon. Det sindssyge smil kom tilbage på hans læber, og han så nu endnu mere manisk og forkert ud end han tidligere havde gjort.

//Død krea '--//