I forbi farten

"Vær ikke for sikker på det miss. Ingen er så uelsket at de ikke vil blive savnet. Selv de grusommeste mordere bliver savnet." sagde Lucy, et en lettere trist tone. Hun brød sig ikke om at høre sådanne ord fra en så ung pige. "Men jeg ville heller aldrig udgøre en dødelig fare for Dem. Det er jeg slet ikke stor nok til." tilføjede hun så og smilede igen.

Hun bed sig hårdt i læben.
"Lucy, alle jeg kender er døde." Sagde hun så og smilte. "Og hvis du slog mig ihjel, ville du jo ikke savne mig vel?" Hun smilte trist. "Og dte er alle jeg 'kender'."
Hun begyndte at le.
"Du kunne sikkert slå en voksen mand ihjel!" Sagde hun bare muntert.

"Ikke med et bid." rystede hun smilende på hovedet. "Når jeg en gang imellem tager voksne mennesker er jeg nødt til at brække nakken på dem for at ende deres liv." tilføjede hun i et let tonefald. Det kunne let lyde barsk når det kom fra Lucy.. Eller.. Det lød vel barsk uanset hvem det kom fra, men det faktum at Lucy lignede en der aldrig ville kunne gøre en flue fortræd gjorde det ikke bedre.

Hun grinte.
Døden skræmte hende ganske vist ikke, og det var tydeligt.
Hun havde set sin mor blive fuldstændig flænset op, og fra den dag var hun ikke bange for at dø.
Hun smilte stille.
"Åh jamen det kunne du jo nemt gøre ved mig også." SMilte hun.

"Men De er et væsen. Jeg dræber aldrig andre væsner. Det ville være spild, af både godt blod og selvskab." svarede Lucy med en let hovedrysten.