Vådt....

Dato : 7. nov.
Årstid : Efterår
Dag : Lørdag
Vejr : Overskyet og regn
Sted : I Parken
Tid : 23.30
Omgivelser : Meget øde


Dryp...Dryp...Dryp...

Det var alt der var at høre i parken. Ingen fugle sagn, ingen ugle der tude, ingen mus som søgte efter føde blandt de høje stammer af gammel eg, regnen var jo nået ingen kunne lide. Dog, der var en enkel person som krysde den mørke park.

Silvia bed sig irreteret i læben og forsatte ned af stien imod sit palæ. Silvia havde været i et vrissen humør lige siden da hun forlod natklubben. Hun havde håbet på en aften med aubrey, men nej, han fandt en menneske mand, som var jæger, mere spænde. Hun havde tænkt sig at holde sit løfte til sig selv, næste gang de mødtes, vis de overhoved mødtes igen, så ville hun ikke just give in for hans charme..så kunne han føle hvordan det var at blive dumpet.

Aubrey der havde set den ensomme skikkelse i parken, havde taget hen for at holde personen lidt med selskab, men havde opdaget det var den unge Silvia og det havde kun fanget hans interesse endnu mere, han gik lydløst bag hende i noget tid før han smuttede ind foran hende så hun var tvunget til at stoppe "Godaften min kære Silvia .. "sagde han med en forførende og maskulin stemme, han smilede sit berømte smil og så hende i øjnene, han kunne mærke på hende at hun var yderst irriteret og vidste godt det handlede om det sidste gang.

Silvia havde gået i sine egne tanker, før hun så et par fødder lige foran hende på jorden. Hun stoppede op og gad ingen gang at kikke op da hun kunne genkende den forførende, maskuline stemme som kun kunne tilhøre Aubrey. "..Du skal ikke kalde mig kære..du kan rende mig...måske vil nogen af dine andre små "kæledyr", tage imod din undskyldning..men jeg finder mig ikke i at du bare vrager mig over et sølle menneske", vrissede hun og så op i hans tiltalende øjne med sine, der nærmest gnistrede med vrede.

Aubrey lo lidt over hendes vrede og lagde en arm om hendes liv og tog fat i hendes hånd, han snurede en gang rundt med hende i sine arme og smilede "Du ved da at du er meget mere værd, desuden havde jeg måske fået fingrende i jægern hvis du ikke havde for travlt med at blive jaloux" sagde han så og dansede halv om halvt med hende, selvomd et var ham der bare førte hende rundt "Men du har min tid nu, jeg går ikke fra dig nu, det lover jeg dig Silvia" sagde han i et smil og stoppede op så de stod stille.

Silvia lod underligt nok ham føre hendes krop rundt i en cirkel, hvorefter han stoppede og havde hende i sine arme. Silvia lyttede til hans ord og bed sig i læben, han kunne se at hun ikke just var tilfreds med hans ord. "Vis jeg er så meget værd..hvorfor viser du det så aldrig..". Hun rystede kort mentalt på hoved da hun var ved at be ham om at blive. Hun lage hænderne på hans skuldre og så op på ham. "..men hvad nu vis jeg ikke gider og have din tid?..jeg er ikke som de andre du bare lige kan forføre..."