Forårs regn

Kala trådte et par skridt tilbage og ud af det læ som markisen gav dem. "Det regner ikke mere" Sagde hun og smilede stort. Så op på himlen og så rundt om sig.

Kathrina nikkede svagt, og begyndte så at gå igen. "Det var hyggeligt at møde dig Kala" sagde hun over skulderen, og smilede kort til hende.

Kala så en smule uforstående på hende. Havde hun gjort hende noget, siden hun gik? "Vent!" Sagde hun hurtigt og små løb efter hende. Ikke særlig svært når man var vant til stiletter.
"Hvorfor lugter du sådan af vampyr?" Spurgte hun og skar en grimasse.

Kathrina stoppede op og vente sig mod Kala idet hun råbte. "Fordi jeg bor ved en vampyr." svarede hun som om det var det mest naturligeste i verdenen. Det var det jo sådanset også for Kathrina eftersom hun aldrig havde boet andre steder end hos en vampyr.

Kala stoppede brat op og så meget overrasket på Kathrina. Boede med en vampyr? Var hun da komplet sindsyg? De var jo totalt uforudsigelige, det var i hvert fald hendes erfaring.

Kathrina så roligt, dog undersøgende, på Kala og ventede på hun skulle sige noget. Hun kunne godt forstå det hvis Kala blev overrasket, eller forfærdet, det var kun rimeligt at hun reagerede på den måde, da hun nok selv var blevet bidt en gang eller to..

Det var lige før hun ville måbe, men hun ville ikke være uhøflig. Rystede forsigtigt på hovedet og smilede vantro. "Er du ikke bange for at blive dræbt?" Spurgte hun nysgerrigt Kathrina og hendes øjne var store af rædsel og nysgerrighed.

Kathrina smilede svagt og trak på den ene skulder. "Han dræber mig på et tidspunkt. Ligesom han gjorde med de andre, men det gør ikke noget.. Han har ret til det." svarede hun med komplet ro i stemmen som snakkede de om vejret og ikke om hvorvidt hun ville blive dræbt eller ej.. Sandt at sige var Kathrina ikke bange for at blive dræbt. Hun vidste jo det ville ske på et eller andet tidspunkt, så hvorfor frygte det?..

Kala stirrede vantro på hende. Havde vampyren ret til at dræbe hende? Siden hvornår havde vampyre haft ret til at gå rundt og dræbe alle mulige, som de lige havde lyst til?
"Hvorfor har han ret til det?" Spurgte hun chokeret.

"Han skabte mig." svarede hun kort for hovedet. Kathrina var ikke lavet ved at to mennesker elskede med hinanden, og hun skammede sig ikke over det. Hun havde hverken mor eller far, men var ærligt ret ligeglad med det.

"Hvordan kan det lade sig gøre?" Spurgte hun lettere forvirret og lagde en hånd på siden af sit hovede.

"Ved videnskab.. Du har godt hørt om fåret Dolly ikke? Det første får det lykkedes at klone.. Kopire.. Jeg er en sådan kopi, skabt af Adela van Tassle's DNA." svarede hun roligt og forklarende.

Kala nikkede langsomt, i mens hun talte. Hun havde godt hørt om det i skolen, en gang for et par år siden.

Kathrina holdt inde, og betragtede Kala. Forstod hun det? For at være ærlig, var Kathrina ikke sikker.. Men egentlig betød det vel ikke noget om englen forsod eller ej. Det vigtigeste var vel egentlig bare at hun accepterede det..

Kala bed sig forsigtigt i underlæben. Man havde altid ment at man skulle acceptere folk som de var, og det holdt hun stadig fast i. Hun dog en dyb indåndning og smilede så til Kathrina.

Kathrina så en kort stund på Kala uden at ændre ansigts udtryk overhovedet, før hun smilede svagt. "Jeg må nok hellere gå nu." sagde hun så, og drejede om på hælen og gk videre.

Kala nikkede og smilede lidt. "Det var hyggeligt at snakke med dig, Kathrina" Sagde hun og bed sig svagt i underlæben. Sikrede sig hurtigt at der ikke var nogen i nærheden. Så foldede hun sine vinger ud.

Kathrina så sig over skulderen, og betragtede kort de smukke vinger, før hun forsvandt rundt om hjørnet.

//Out//