Remembering the sunday

Dag: Onsdag
Dato: 7. Juni
Tid: Eftermiddag
Vejr: Regner en smule
Omgivelser: Folk der er ude og gå på gågaden og kigge i butikker

Stephenie sad udenfor ved en lille skummel café. Hun havde bestilt en kop kaffe, men den var forlængs blevet kold og der var ikke drukket en tår. Hun var ligbleg og hun kunne føle tørsten stige hende til hovedet. Hun rystede på hovedet, som om hun kunne røste følelsen af. Hun kunne jo ikke gøre noget ved tørsten her, på åben gade, foran en masse vidner. Hun gned sig i tindingerne og prøvede at styre sit behov. Hun kunne godt vente til i aften med at finde sig noget føde. Hun bed sig lidt i læben og sukkede så. Hun tog blyanten i hånden igen og tegnede et par streger på sin skitse. Hun sad trygt under makisen, så der skete ikke noget med hendes skitse. Hun kiggede skiftevis på tegningen og på menneskerne omkring hende.

Cisse gik gennem mængden af mennesker.
Hun vækkede uden tvivl opsyn. men for at være ærlig var hun faktisk skide ligeglad.. Hun var dybt fordybet i tanker om sin aften med Wolfgangen.. Den helt vildt lækre varulv hun havde dyrket sex med den anden aften.
Hun så ned i sine sko mens hun gik.

Stephenie skævede over til servetricen. Hun havde lagt mærke til at hun ofte stirrede på Stephenie. Hun trak på skulderne og tegnede lidt videre. Hvad betød andres meninger for hende? Not a shit! Hun nynnede inde i sit hoved hvor ingen kunne høre det og mens vippede hun sin fod i takt til sangen. Selvom hun så meget 'dyster' ud, var hendes musiksmag meget bredt. Hun elskede stort set alle former for musik. Servertricen kom over til hende. "Øhhh... Skal du have dig en ny kop kaffe?" spurgte hun og nikkede over mod kaffen. Hun stod noget med en meter fra hende. Stephenie så på hende og smilede indbydende. "Jo tak," sagde hun og nikkede en enkel gang. Så kiggede hun igen på menneskemængden og så på de mange anderledes mennesker.

Cisse sukkede frustreret.(?)
Hun vidste godt at Wolfgang og hende selv ikke kunne blive et par.
Men hun var bare så.. Vild med ham. Det var vist det man kaldte det nu til dags.
Hun sukkede og så roligt op med et trist udtryk i øjnene.
Unhappy love.
Det havde jo bare været en engangs affære.. Men.. Det havde betyde noget for hende. selvom hun havde vist det hele tiden..
Hun bed sig i læben, og kom forbi en cafe. En med ikke så mange mennesker. Der sad en pige med en tegneblok. Eller var der ingen.
Hun satte sig ned længst væk fra alt og kiggede ind i muren. Ventede på servetricen.

Stephenie fuglte en pige med øjne som var på vej over for at sætte sig ved et bord ved caféen. Hun kiggede væk fra alt og hendes væsen virkede meget... dyster. Stephenie trak igen på skulderne og tegnede lidt videre. Det interessede hende ikke specielt. Servitricen kom ind med en ny kop kaffe og tog den gamle væk. Hun reagerede ikke på det og havde ikke tænkt sig at drikke den ligesom med den anden. Hun brød sig ikke om at drikke andet end hendes 'normale' kost´og rynkede ufriviligt på næsen over lugten.

Cisse mumlede noget der var umuligt at forstå til servetricen.
Noget med at hun ikke var ligeglad sin mor.
Cisse var hel væk. Og hun var faktisk også em smule skæv.
Selvom hun aldrig tog stoffer normalt havd ehun virkelig haft brug for det.

Som den vampyr Stephenie nu var, havde hun en utrolig god hørelse og hørte pigen mumle et eller andet vrøvl. Hun kiggede op på pigen og skjulte ikke at hun stirrede. Hun kunne jo sådan set være ligeglad, med om hun blev taget i det. Pigen virkede defus, som om hun havde taget stoffer eller var lidt småberuset.

Cisse havde solbriller på, både fordi solen var forfærdelig, og fordi hun bare for en enkelt gangs skyld ville slippe for at folk stirrede på hende røde øjne.
Hun kunne mærke den mærkelige stirren og vendte sig om med et ryk.
Hun stirrede lige direkte ind i Pigen der ogs sad der's øjne.
Stofferne var desværre ved at fortærre sig da det var svært for vampyre at blive skæve.
Men alligevel stirrede hun stadig på pigen, stirrede intenst og nysgerrigt.
For hvorfor gloede hun enlig?

Selvom Stephenie var blevet taget i at stirrede vendte hun ikke flovt blikket væk. Hun stirrede bare på hende. Lugten af vampyr vældede i hendes næsebor. Gad vide hvem hun var? Stephenie stirrede stadig på hende, men tog samtidig også en pakke smøgere op af lommen, samt en lighter. Hun tog en cigaret op af pakken og tændte den. Hun indhalerede røgen og pustede den ud igen.

Cisse sad et stykke tid og stirrede på pigen.
Så trak hun ligegyldigt på skuldrende og kiggede væk.
Hun smilte forførende til den kvindelige servetrice der åbenbart tændte på hende.
Hun slikkede sig sultent om munden, men det lignede en sexet forførelse.
Hun var faktisk begyndt at blive ret sulten, og den her kvinde lugtede vildt godt.

Stephenie koncentrerede sig slet ikke om tegningen mere, men i stedet holdte hun nøje øje med den fremmede vampyr. Hun lagde mærke til at hun holdte øje med den kvindelige servetrice. Det skulle ikke undre Stephenie, hvis hun snart måtte finde sig et nyt sted at få sin kaffe fra. Selvom hun godt nok ikke drak den, men alligevel. Det eneste hun lavede udover at iagttage vampyren røg hun sin cigaret. Hun ventede egentlig på hvornår pigen blev træt af det. Hun virkede som om hun havde en meget kort lunte, om det kun var i dag eller bare sådan hun altid var, vidste hun ikke.

Cisse rejste sig op og skubbede den stakkels servetrice op af væggen.
Hun lod som om hun ville kysse hendes hals da menneskets skrig fyldte gaderne med stilhed.
Dog reagede de ikke, da de var taknemmelige for at det var denne kvinde der skulle lide den mest grufulde død af alle.
Nemlig døden til dæmonernes smukke søstre's tørst.
Da kvinden var døende af blodmangel knækkede hun blot halsen på hende med et højlydt knæk.
Så lod hun hende dumpe ned på jorde og tørrede sig om munden.
Hun værdigede ikke pigen et blik.

Stephenie så det der skete og borede neglene ind i sine håndflader. Hun var ligeglad med kvinden, men at lugte blodet, når hun selv var tørstig... Det var næsten ubærligt. Hun ville ikke komme op og slås med pigen om byttet, ud over når hun jagede og forsvarede sig selv, hadede hun at skade nogen. Hun kiggede væk fra det der skete og bed tænderne sammen, for at styre, den smule selvkontrol hun ejede. Hun kunne ikke klare tørsten mere. Hun rejste sig op og smed cigaretten på jorden. Hun gik over til pigen. "Kunne du ikke afslører os lidt tydeligere?" spurgte hun en smule surt. "Der er faktisk nogen der bor i denne by."

Cisse kiggede roligt på pigen. Hun var normal ikke så syrlig som hun var nu.
"Det er lovligt at jage i denne by. Og alle der bor her ved det." Sagde hun syrligt. "Og er du sikkert på du ikke er sur over at det var mig der fik byttet." Hun slikkede en bloddråbe af sin læbe inden hun slikkede det af sine hænder. "For du ser sulten ud." Smilede hun koldt. Hun lagde drikkepenge på sit bord.

Stephenie trak på skulderne. "Lidt tørstig er man vel altid." sagde hun og smilede halvt. "Men må man spørge hvad der er sket siden dit pis er i kog?" spurgte hun. Det kunne måske godt vlre at hun ikke viste det så tydeligt, men Stephenie kunne mærke det på hende. Hendes stemme afslørede hende også. Stephenie smilede selvtilfreds. Hun var tøstig jo, men hun havde dog tænkt sig at vente til imorgen.

Hun grinte hånligt, hun kunne mærke at denne vampyr ikke var særlig gammel.
Hun vinkede med hånden, som et tegn på at skulle forsvinde.
"Hvad det så end er, rager det ikke dig unge dame." Sagde hun med et roligt toneleje, men også koldt.

Stephenie fnyste. Okay! Hun var en ung vampyr og hvad så? Det betød da ikke at hun skulle bestemme og hende! Hun var jo ikke hendes skaber. Hvem det så end var. "Hvem har gjort dig til boss?" snerrede hun til pigen.

"Din mor." Smilede hun en smule tilfreds.
Hun begyndte at gå stille og roligt hen af gaden.
Enlig ligeglad med om pigen fulgte efter.

Stephenie grinede hånligt. "Nej! Hvor var den dog original!" sagde hun ironisk og himlede med øjne. Det var længe siden hun havde hørt en så lam såkaldt "smart" bemærkning. Da pigen gik overvejede hun sine muligheder. Der var et eller andet ved hende tøsen der gav hende lyst til at bare give hende en på hovedet, men hun besluttede sig til at lade værre. Hun gik over liget og tog sine tegneting og var på vej hjem. En masse mennesker unveg hende og hun himlede med øjne. "Der røg det dække!" mumlede hun. Nu galt det vel bare om at vente inden en masse mennekser kom ud til hende for at slå hende ihjel og dusørjægere for den sags skyld. Måske var hun dog så heldig at de kun troede at hun kendte hende tøsen og var bange for hende af den grund. Det gik lidt tid inden hun fandt ud af at pigen gik den samme vej. Hun stønnede og vendte om. Alt for at slippe af med hende!

"Jeg ville nødig gå for mig selv hvis jeg var dig." Sagde hun over skulderen.
"Især i den retning, der er mindst 3 dusørjægere der venter om det hjørne. Håbdefulde for fangst." Hun trak på skuldrende og gik videre.
Enlig var hun bare i usædvanlig dårligt humør. Fordi hun udeldigvis var blevet vild med en varulv. Og det gjorde det ikke bedre at denne flabede unge skúlle blande sig. men alligevel ønskede hun ikke denne pige død.

Stephenie stoppede op og tænkte lidt. Skulle man tage chancen? Hun sukkede og vendte om igen og gik i den samme retning som pigen. Hun gik ret hurtigt, sådan gjorde hun altid og det tog hende ikke lang tid at nå hen til pigen. Hun havde tænkt sig at bare gå forbi hende, men hendes nysgerrighed fik hende dog alligevel til at sænke farten. "Hvem er du egentlig?" sagde hun en smule vredt, men nysgerrigheden kunne dog høres i hendes stemme.

Hun smilte lidt, og så på pigen.
"Jeg hedder Cisse." Svarede hun kort fra hovedet.
Hun gjorde ikke det store for at virke begejstret eller noget i den retning.
Men hun var ikke et koldt væsen, overhovedet ikke.

"Cisse," gentog Stephenie og kiggede ud i det blå. Folk gik en lang bue uden om dem og kiggede rædselsslagen på dem. Hun kunne stadig ikke helt finde ud af om hun var blevet afsløret eller om det var på grund af at hun turde tale med Cisse, der fik dem til at stirre chokeret på hende. Hun vendte hovedet ligeud. "Bor du her i Werclare?" spurgte hun og rynkede brynene lidt. Hun vidste ikke helt hvorfor Cisse gjorde hende så nysgerrig og det irriterede hende voldsomt. For hun vidste at hun ikke ville kunne tænke på andet, hvis ikke hun fik sine svar på sine spørgsmål.

Hun smilte igen og tog ikke højde for den skarer der gik i buer uden om dem.
"Ja, i et hus i den anden ende af byen." Sagde hun smilende.
"Og hvad med dig?" Spurgte hun med et roligt smil.

Stephenie så ud af øjenkrogen at Cisse smilede *Nå... Hun kan søreme smile! Hvem skulla havde troet det?* tænkte hun. "Jeg bor ude i skoven." sagde hun kort og godt. "Hvis du bor i den anden ende, hvor pokker skal du så hen?" spurgte hun forvirret. Kunne det have noget af gøre med de såkaldte dusørjægere, hun havde snakket om? Det gav ikke rigtigt nogen mening? Var hun på vej over til skoven? I så fald, hvorfor?