Remembering the sunday

"Vi er skam igang med at flygte fra de dusørjægere der forfølger os." Smilte hun bare ganske let. "Det lyder hyggeligt. Og hvad er dit navn?"
Hun drejede ind i en gyde og hoppede op på en af murende, og kravlede op på taget. "Kom." Sagde hun og ventede på at pigen skulle følge hendes eksempel. Vinden førte nu duften af vievand og Sølv mod dem i en blanding af menneske.

Stephenie fulgte med uden tøven. Hvis det var sandt at der var dusørjægere efter dem - og hun var faktisk begyndt at kunne lugte den bekendte lugt af vievand - ville hun fortrække at der var endnu en vampyr ved sin side. Hun var ikke bange for dem, men der var ingen grund til at opsøge dem eller udfordre skæbnen. "Jeg hedder Stephenie, men folk plejer bare at kalde mig Steph." sagde hun da hun var noget op til hende.

Rart at møde dig Steph" Smilte hun roligt og gik over tagende i den modsatte retning mod hendes hus. "Har du noget imod at få noget mad fra mit lager?" Smilte hun, og fortsatte hen over tagende,

"Mad?" gentog hun, men fik det til at lyde som et spørgsmål. Hun følte pludselig den ubærrende tørst igen. Uden at tænke over det tog hun hånden til halsen, men sænkede den dog igen. "Lidt mad ville være fint." sukkede hun. Hun ville gøre alt for at fjerne tørken i sin hals. "Det er også rart at møde dig Cisse." sagde hun og nikkede en enkel gang. Hun var måske ikke så slem alligevel. Alle kan have en dårlig dag.

Da de gik i vampyr tempo varede dte ikke særlig længe før de nåede til et gammelt hus der skilte sig helt ud. Hun hoppede op på tagede og sprang ned til hovededøren. Her åbnede hun døren og ventede på Steph.
Hun gik ind og direkte ind i køkkenet og fandt en af beholderne med blodet.
"Varmet eller koldt?" Spurgte hun smilende.

Stephenie smilede skævt. "Varmt selvfølgelig." sagde hun og kiggede sig lidt omkring. "Egentlig en smart idé det der." sagde hun og pegede på beholderne. "Jeg plejer bare at vente på en eller anden vagabond kommer forbi mit hus og spørger om han må overnatte der." sagde hun og kiggede ind i stuen.

Hun smilte og smækkede den ind i microbølgeovnen.
"Ja, Blodet er jo nyt så længe det er i de her beholdere, og den som drikker dt drikker dte ikke fra en død person. For jeg tapper det." Grinte hun.
"hmh, det er også en god ide." Smilte hun ovg nikkede.

"Ja..." sagde Steph, men stoppede sig selv, hun havde tænkt sig at sige noget mere, men hun gad ikke at Cisse skulle synes hun var mærkelig eller noget. Det var der riglige med folk der syntes hun var en mærkelig vampyr. "Hvad laver du så ellers end tappe blod?" spurgte hun i stedet for. "Altså, hvad arbejder du med." uddybede hun.

Hun bed sig i læben og tog blodet ud af microbølgeovenen.
"Intet." Sagde hun og trak afvisende på skuldrende. Hende liv var det rene kaos lige nu. Hun havde fucket alt op. Hun satte sig på køkkenbordet og kiggede på hende. "Hvad med dig?" Spurgte hun med et svagt smil.

Stephenies øjne var rettet mod blodet. Hun holdte i bordkanten på køkkenbordet, for at styre sig selv. Hun smilede undskyldende på Cisse. "Lidt uafarende er man jo stadig." sagde hun. Hun trak ikke vejret. Det var egentligt latterligt! Hun vidste jo at hun lige om et øjeblik ville smage blodet, men hun var lidt utålmodig og ville helst ikke angribe Cisse are på grund af hun var utålmodig. "Mig? Jeg... Lige for tiden prøver jeg at få mit hus til at blive beboelsesegnet." sagde hun og grinede lidt. "Men normalt er jeg kunstner." hun lod blikket køre ned på sin taske hvor hun vidste hendes tegneting var. "Men jeg laver lidt af hvert, når det gæller kunst. Maler, tegner, potteri - sådan noget. Så syr jeg desuden også." Hun lod blikket nu køre ned på sin kjole.

Hun rykkede blodet hen over køkkenbordet til hende. "Hold da op." Grinte hun af hende. "Man burde ikke holde så længe." Smilte hun og hentydede til hendes blodmangel. "Det lyder spændende." Smilte hun. "Jeg kan lide din kjole." Smilte hun og blinkede.

Stephenie tog imod blodet og drak det hurtigt. Det tog hende ikke særlig længe at tømme beholderen. Hun tørrede sig om munden fra blod og gik over til vandhanen for at vaske fingre. "Øhm... Jeg er bare..." hun sukkede. "Anderledes, når det gælder om mine meninger." Hun vidste godt det lød mærkeligt, men der var ikke rigtigt nogen bedre måde hun kunne forklare det. "Tak forresten," smilede hun. Hun hentydede på til det med blodet og komplimenten om kjolen. "Jeg kan da godt sy dig en, hvis du gir mig stoffet - jeg lider af pengenød." sagde hun og grinede lidt.

Hun lagde hovedet på skrå. "Hvorfor laver du så ikke en butik?" Spurgte hun roligt. "Jeg kan nemt skaffe dig pengende." Grinte hun med et barnagtigt glimt i øjet. "Det var så lidt." Smilede hun.

Stephenie tænkte lidt over det. "Hm... Den må jeg lige tænke over i et par dage, men tak for tilbuddet!" Hun var begyndt at kunne lide Cisse. Hun var ikke så sur og rapkæftet mere, men mere imådekommende.

Hun sendte bare Steph et blændende smil og strakte sig mæt.
"Den episode er glemt imorgen, du ved den med servetricen." Smilte hun med et skuldertræk. "For om en times tid er der en ny der er død. Også er hun den man tænker på." Sagde hun med et barnagtig glimt.

"Jeg vidste faktisk ikke at man måtte dræbe offentligt her i byen." tilstod hun. "Jeg har flyttet meget de sidste fem år på grund af vrede borgere og dusørjægere, jeg var ikke så god til at skjule min identitet." Hun smilede skævt. "Men det er meget stressende. Det er derfor jeg er flyttet ind i skoven, langt væk fra alle, selvom der dog kommer mange forbi for at se om rygtet passer om at en ung kvinde bor helt alene i det faldefærdige hus i skoven." hun grinte kort. "De fleste er jo selvfølgelig mænd." sagde hun og blinkede.