Male stuen

Dag: Mandag
Dato 12/11
Årstid: Efterår
Tid: 12-tiden
Sted: Hjemme hos sig selv
Omgivelser: Et par enkelte krager, hvor man kan høre deres skrig. Ellers intet.
Vejr: Regn

Stephenie bar på en pose med indkøbsvarer og gik op af trappen til hendes veranda. Hun lukkede døren op - hun låste aldrig døren når hun gik - og gik ind i det faldefærdige køkken. Der var koldt og selvom det var ved formiddag var der også mørkt. Stephenie satte varerne på plads og gik ind på badeværelset for at finde et håndklæde som hun kunne tørre sit våde hår og derefter skiftede hun til noget tørt, slidt, gammelt tøj. Hun satte håret i en elastik og tog malerrullen fra køkkenbordet. Hun var lige flyttet her ind og havde endelig lappet hullerne i taget og ordnede tingene inde i stuen så det lignede et sted hvor mennesker kunne bo, men hun manglede at male stuen og ordne elektricitet. Faktisk var hun ligeglad med hvordan hun boede, men der kom altid de mest nysgerrige mennesker inde i skoven og at en ung pige boede i sådan et faldefærdigt hus vækkede opsigt og sladderen var allerede i gang.

Zelda gik som sædvanligt rundt på må og få, uden at have den fjerneste ide om hvad hun lavede. Det var ret typisk Zelda bare at gå uden at planlægge det mindste. På den anden side fungerede hun også lidt anderledes end andre mennesker.. Godt nok kunne hun, i visse situationer, virke ganske normal, som om intet var galt med hende.. Det var jo heller ikke fordi hun så forkert ud.. Hun var bare 'forkert'...

Man kunne høre lyden af regn der ramte de knuste vinduer. Dem måtte Stephenie forresten også få ordnet, men det var lidt svært når man ikke havde så mange penge. Det var jo sådan set derfor hun havde købt dette hus fordi det var så billigt... og fordi det var væk fra de fleste mennesker. Hun gik i gang med at male stuen i en grålig nuance.

Zelda begyndte at kunne ane huset mellem træerne, og undrede sig kort. Hvad lavede et hus dog så langt væk fra byen? "My memories keeps you here..." mumlede hun, og gik nærmede huset, nysgerrig efter hvem der dog fandt på noget så skørt som at bo så langt væk fra alting.

Hele stuen stank af maling og hvis Stephenie havde været et menneske havde hun fået hovedpine. Hun gik hen til et af vinduerne og åbnede det, men det sad så dårligt på hængslerne at det faldt af og knustes i tusind stykker. "Åh shit mand!" vrissede hun. Nå. Så blev der i hvert fald luftet ud! Hun måtte købe et vindue så snart hun havde penge til det. Worst case så måtte hun finde en eller anden villa hun kunne plyndre for penge.

Zelda lagde hovedet let på skrå ved lyden af glasset der knustes, og satte farten en smule op. Måske nogen var kommet til skade?.. Egentlig bekymrede det hende ikke det store, men man kunne vel altid se efter om der var sket noget..

Stephenie begyndte igen at male den ene væg i stuen. Den forrige dag havde hun ordnet revnerne. Igennem lyden og lugten af regn opfattede Stephenie at der var en person i nærheden. Hun sukkede. Bare det ikke var endnu en af de der fanatiker eller noget der mente de kunne føle en dårlig ånd i huset og be hende om at flytte med det samme. Hun malede videre og håbede på at personen bare ville gå sin vej.

Zelda stod foran verandaen, og så op mod det smadrede vindue. Nysgerrig som hun var trådte hun op på verandaen, og rynkede kort på næsen af den skarbe lugt af maling. Hun tænkte ikke over at det her var andre folks ejendom, og at de måske kunne gå hen og blve ikke så lidt sure på hende fordi hun stod der som en anden tyv..

//Logger nu.. Kommer måske på igen senere//

Da Stephenie kunne høre lyden af en der gik på verandaen sukkede hun. Hun ville ikke åbne op endnu. Det ville mennesker ikke gøre. De ville vente til at folk bankede på. Måske var det en eller anden der søgte ly efter regnen.

Zelda end ikke så meget som tænkte på at banke på. "Dit vindue er faldet ud." Konstaterede hun i stedet. Det var ikke meningen at nogen skulle høre det, da hun faktisk ikke snakkede til ejeren af huset, men til huset selv..

Stephenie, der var igang med en bevægelse, stoppede op. Hun kendte den stemme! Hun smed rullen og lænede sig ud af de smadrede vindue. "Zelda?" spurgte hun forvirret. Hvad lavede Zelda dog her? Det gav ingen mening!

"Stephenie" udbrød Zelda overrasket, og så på hende. Hvad lavede Stephenie dog inde i et sådant falde færdigt hus? Det tog lidt tid før det slog hende at Stephenie nok boede der.. "Du bor her?" spurgte hun så, og så lidt op af huset.

Stephenie kiggede forvirret på Zelda. "Ja jeg bor her." Zelda var helt gennemblødt og hun var trods alt et menneske. "Kom ind! Kom ind! Du er jo helt gennemblødt!" Hun gik hen til døren og lukkede hende ind og derefter lukkede døren igen.

Zelda gik ind, og så sig om med nysgerrige øjne. Zelda var faktisk ret ligeglad med at hun var gennemblødt, da det efterhånden var gået hen og blevet en vane.. I hvert fald når hun mødte Stephenie.. Det var egentlig sjovt at tænke på; Hver gang hun blev gennemblødt som en druknet mus, så mødte hun Stephenie på den ene eller anden måde... Mærkeligt..

Stephenie gik ovenpå og fandt en bluse og nogle jeans. Hun og Zelda kunne da godt have samme størrelse ikke? Hun gik/hoppede ned af trappen og kastede tøjet til Zelda. "Her er noget tørt." sagde hun og smilede. Hun gik ind i køkkenet og fandt noget film hun kunne lægge oven på malerspanden, så lugten holdte sig derinde.

Hun blev utroligt overrasket, da Stephenie smed tøjet over til hende, men greb det dog alligevel. "Hvorfor låner du mig tøj?" spurgte hun undrende, og så efter Stephenie der var gået ud i køkkenet.

Stephenie stoppede op og kiggede undrende på Zelda. "Fordi dit tøj er helt gennemblødt?" sagde hun, men fik det til at lyde som et spørgsmål. Nogen gange så var hende Zelda altså lidt kuk-kuk.

Zelda mumlede et eller andet utydeligt, og så kort ned af sig selv. Godt nok var hun gennemblødt til skindet, men det ville vel tørre på et tidspunkt?.. Desuden var hun meget lidt for at klæde sig af.. Brød sig ikke om tanken om at have så lidt tøj som undertøj på, sammen med nogen som helst..

Stephenie smilede til hende. "Badeværelset er den vej." sagde hun og nikkede over mod en dør fra sin venstre side. "Jeg gider desuden ikke ha' at du drypper på mit gulv og møbler. Kan du ikke se at jeg prøver at gøre det her hus boegnet?" sagde hun og grinede.

Zelda lagde hovedet svagt på skrå, og smilede i et forsøg på at skjule hvor forvirret hun blev over det Stephenie sagde. Hun gik nd af den angivne dør, og undgik omhyggelig så meget som at se på spejlet. Lagde bare det tørre tøj på toilettet og vred sit hår så det ikke dryppede nær så meget. Så trak hun blusen over hovedet, og tog Stephenies på. Den var lidt stor til hende, men Zelda var også en ret lille pige. Hun skiftede også bukserne, og kom ud med sit våde tøj i favnen, og så betragtende på Stephenie.

Stephenie kom ud af køkkenet, efter et hurtigt erne der inde. Hun stoppede op og grinede lidt af det for store tøj. "Nå. Hellere det end forkølelse." sagde hun og smilede. Hun kiggede på favnen med det våde tøj. "Det må komme til tørre nede i kælderen. Her, nu skal jeg." sagde hun og tog bunken. "Bare sæt dig ned og lad som om du er hjemme." sagde hun og smilede.

*Lad som om du er hjemme... Nej helst ikke tak..* Et huskende smil gled over Zeldas ansigt. Sidst hun havde været hjemme, var det ikke gået så godt.. For hendes 'familie'... Zelda satte sig dog på det yderste af sofaen, og så rundt i rummet. Så her boede Stephenie..

Stephenie kom unaturligt hurtigt op fra kælderen igen. Hun kiggede lidt rundt. "Du må fryse." sagde hun og fandt et tæppe frem og kastede det til hende. "Ja undskyld, men jeg er lige flyttet og der er ikke noget elektricitet eller varme her så..." sagde hun undskyldende og smilede halvt.

Zelda greb tæppet, men foldede det hverken ud, eller tog det om sig. "Du er altså mærkelig." konstaterede hun, og så ned på tæppet i sine hænder. Det var næsten skræmmene så venlig Stephenie var.. Godt nok var det bedre end at hun påstod at Sarah ikke havde været med på stationen, men det var altså ikke meget...

Stephenie stoppede op. Hun kunne ikke helt finde ud af om grunden til at Zelda synes hun var mærkelig var fordi hun selv var ekstrem mærkelig og at Stephenie prøvede at spille normal. Eller om det var fordi hun ikke spillede normal så godt som hun troede. Hun kiggede lidt forvirret på Zelda "Hvad mener du med mærkelig?" spurgte hun en smule nervøst. Vampyrer måtte ikke blive afsløret af mennesker.