Male stuen

"Du opfører dig som en høne der er skruk(staves)" svarede hun, og så op på Stephenie som om det var det mest normal i verdenen at sige. Jo Zelda var godt nok ikke normal, men det var nu engang ikke noget hun selvlagde mærke til..

Stephenie slappede lidt mere af. Hun vidste i det mindste at der var mennesker der opførte sig på den måde. "Jeg vil bare ikke have du bliver forkølet." sagde hun og trak på skulderne. Hun satte sig afslappet ned i sofaen ved siden af Zelda. "Hvad laver du egentlig her i den triste skov?" spurgte hun efter noget tids tavshed.

"Jeg.." begyndte Zelda, men gik i stå og måtte tænke sig om. Hvad lavede hun egentlig nogen som helst steder? Ærligtalt så anede hun det ikke. Det meste af hvad Zelda foretog sig, foregik uden at hun var helt klar over hvorfor og hvordan hun gjorde hvad. "Jeg... Det ved jeg virkelig ikke.." måtte hun tilsidst indrømme, skønt det ikke huede hende.

Stephenie kiggede forsigtigt på hende. Hun kunne godt lide Zelda, men nogen gange var hun bare lidt for anderledes. Man skulle tro at hun var et væsen og ikke et menneske. "Okay...." var det eneste hun kunne finde på at sige. Hun satte sig lidt mere op. "Har du fundet ud af hvor du kan bo?" spurgte hun. Hun brød sig ikke om tanken om at Zelda var hjemløs.

"Mig og Sarah sover på herberget i werclare." svarede Zelda, og så glad ud ved tanken. Egentlig synes hun også at det var ret godt. Det var meget bedre end at overnatte tilfældige steder så som parker og biblioteker.. Og så var der mad både morgen og aften, samt en blød seng om natten.. Bedre blev det da ikke..

Stephenie prøvede at smile. Herberget, havde ikke noget godt ry. Men Zelda så meget tilfreds ud. "Okay," sagde hun og smilede svagt igen. Hun kiggede på det store runde ur på hende væg. "Er du og Sarah sultne?" spurgte hun og rejste sig op.

Zelda trak på skuldrene. "Nej.." svarede hun så, og rystede lidt på hovedet. Undrede sig over hvorfor Stephenie også spurgte til Sarah. Hun var jo ligesom ikke med her. Sarah var garanteret et eller andet sted inde i byen, for at fnde sig et arbejde..

"Nå, okay. To sekunder jeg skal lige noget ovenpå." sagde hun og pegede op i loftet. Hun smilede indbydende, men hun var skidenervøs for om hun kom til at afslører sig selv. Det hun skulle ovenpå var faktisk at fjerne ting der kunne afslører hende, så som spejlet. Hvis hun gik foran det og Zelda så på det ville hun stille spørgsmålstegn til at man ikke kunne se hende inde i spejlet. Heldigvis, hvis hun blev afsløret, ville det ikke gøre det store når det var Zelda. Hun havde allerede fået et ry som en tosse i byen vidste hun og folk ville nok ikke tro på hende, hvis hun sagde til nogen at Stephenie var vampyr.

"Okay" nikkede Zelda, og smilede svagt. Sådan noget som spejle, og Zelda det gik ikke ret godt sammen, og sandsynligheden for at hun ville se ind i et - og det ville være helt bagefter - var nærmest lig nul.. Stadg smilende så hun omkring i stuen, og synes at hun bedre kunne tllade sig at se sig rigtigt om når Stephenie ikke var til stede..

Stephenie smilede og løb i mennesketempo op af trappen og da hun var ude af syne tog hun sin eget tempo, hvilket var langt hurtigere. Hun skyndte sig at fjerne alle de ting der kunne på nogen måde afsløre hende. Spejlet vendte hun om. Hun vidste egentlig ikke hvorfor hun havde det, men det havde hun altså. Det var ikke kun ovenpå hun var, men hun løb så hurtigt at Zelda ikke kunne se hende så hun fjernede alle beviserne i hele huset, især i kælderen hvor de fleste ting var. Så kom hun ned af trappen fra ovenpå. Zelda havde ikke opdaget at hun havde løbet lige forbi hende. "Så," sagde hun og smilede skævt. "Så er det ordnet."

Zelda, der havde rejst sig fra sofaen, vendte sig om da hun igen hørte Stephenie. "Hvad var det skulle?" spurgte hun så, og betragtede Stephenie med et svagt smil. Hun kunne godt lide hende.. Ret godt faktisk.. Selvom hun var mærkelig ind imellem, var hun stædig sød..

Stephenie trak på skulderne og smilede. "Fjerne alle de døde lig." sagde hun for sjovt. Det havde der dog ikke været nogen af... idag. Hun grinede og satte sig ned i sofaen. "Må man spørge hvad du lavede? Er du ude på at stjæle min kunst?" spurgte hun og grinede.

"Lig?" Zelda så et øjeblik bekymret ud, og det gik først op for hende at det var en spøg da Stephenie grinede. Så smilede hun og rystede på hovedet. "Jeg så mig bare omkring" forsikrede hun smilende. Sådan noget som jokes, var tydeligvis ikke noget Zelda var sat særlig godt ind i, men nok til at hun forstod dem når der blev grinet af dem..

Stephenie smilede træt og lukkede øjne. "Så længe du holder dig væk fra min kunst så kig du bare omkring." sagde hun og gned sig i tindingen.

"Er der noget galt?" spurgte Zelda undrende da Stephenie gned sine tindinger, og så meget træt ud. Hun tog det åbenbart ikke så tungt det med at hun blev anklaget for at ville stjæle, da hun faktisk slet ikke tænkte over det..

Stephenie åbnede øjne og fjernede fingrene fra tindingerne. Hun smilede igen træt. "Jeg er bare træt." sagde hun. Hun rejste sig og tog en stol der stod i hjørnet, som hun havde brugt for at komme op og nå det øverste af væggen. hun satte den foran sofaen og satte sig ned igen, mens hun smækkede fødderne op på stolen.

"Jeg kan gå hvis du vil havde fred?" tilbød Zelda, da hun ikke ville være til besvær. Hun fulgte Stephenie med øjnene. Smilede svagt, og kløede sig kort i nakken.

Stephenie satte sig mere oprejst op. "Nej, nej!" sagde hun og spærrede øjne op. Det var rart at der endelig var lidt selskab og hun ville ikke have at Zelda skulle gå endnu. "Vent det mindste til at det er holdt op med at regne!" sagde hun

Zelda nikkede. Var egentlig glad for at hun ikke skulle gå endnu, da hun sikkert ville have problemer med at finde tilbage.. "Arbejder du?" spurgte hun så, mest for at få en samtale igang.

Stephenie grinede lidt. "Lige for tiden er mit arbejde at få det her hus i standsat!" sagde hun og kiggede på den halvfærdige malede væk. "Men ellers er jeg kunstner."

Zelda nikkede lidt, og smilede. Det første var vel egentlig indlysende, når man tænkte over det.. Hun så rundt i stuen, og blev igen tavs.

Stephenie fulgte Zelda's blik og stønnede. "Orgh! Jeg skal også fået malet den forbandede lorte væg! Lort!" sagde hun og surmulede. Det var egentlig skuespil, for hun var slet ikke træt, men hun prøvede at virke så menneskelig som muligt overfor Zelda. Damn hvor var det svært at have menneskelig bekendtskab. Kunne hun ikke bare forvandle Zelda? Nej. Det var nok ikke en særlig smart idé trods alt!