Fortiden snager ( Matthew^^ )

Dato: IRl
Dag: IRL
Tid: 22.10
Sted: I en gyde
Omgivelser: Ingen
Vejr: Klart
Årstid: Forår

Et stort skrig rungede gaderne i Werclare og lidt efter kunne et brag høres, men alligevel sænkede larmen sig lidt efter. Det var Kenneth som havde fået et flashback fra sin fortid, han havde hamret sin ene hånd ind i muren og lod den derefter glide ned og lande på hans skød. Der løb små sveddråber ned af hendes pande og ned af siden på hans ansigt. Kenneths vejrtrækning var også rimelig hurtigt og man kunne se det på hans brystkasse, for den hoppede op og ned meget hurtigt, hurtigtere end den normalt gjorde. Han bevægede sig dog lidt med at tage sin hånd ned til enden af sin trøje og hev den op til hans ansigt hvor han så derefter tørte noget af alt det sved væk og lænede sig op af muren med ryggen og dumpede ned på numsen. "D-der skete ikke noget.." hviskede Kenneth skrækslagende til sig selv og gemte derefter sit ansigt i sine hænder.

Matthew gik stille op af gaden, og valgte at skyde genvej gennem gyden, da han ikke var langt hjemmefra. Hans tanker farrede lidt rundt i hovedet på ham. Han tænkte på Zelda.. Han havde virkeligh skræmt livet af den stakkels på, med et af hans anfald. Han vidste ingen gang hvad han havde gjort, men han havde som sædvanligt ikke været helt normal - tværtimod.
Han gik lidt i sine egne tanker, da han pludselig stoppede brat op, og stirrede forfærdet på drengen der sad op af muren. Drengen så fuldstændig wasted ud, og Matthews hjerte sad helt oppe i halsen. Det ville virkelig tåbeligt at vænne om nu, da han var halvvejs igennem gyden, men han var ikke så vild med at gå alene her i mørket. Selvom været var klart, og at aftenene var blevet lysere, var det stadig sent, og Matthew skulle snart være hjemme. Det gik op for ham, at han stadig stod og stirrede, og han rystede på hovedet, og fjernede blikket fra drengen.

Kenneth havde godt bemærket at der var kommet nogen i gyden, så han ikke længere var alene.
Men gad ikke skænke denne person et blik, han var lidt for skræmt lige nu og det var ikke værd dag at han blev bange og slet ikke over ting som hans fortid, men denne gang havde billederne åbenbart været lidt mere skræmmende end de havde plejet at være. Men endelig så Kenneth lidt op og fik øje på en menneskedreng, som han faktisk så som et let bytte, der var intet som en god gang blod når man var helt oppe at køre, det kunne faktisk få ham lide ned igen.
Men Kenneth viste ikke om han ville gøre menneske drengen noget eller ej, det skulle han lige gøre op med sig selv først inden han gjorde noget. Der løb endnu en sveddråbe ned af Kenneths pande og han tørte den roligt væk og rejste sig op af muren og havde stadig sit blik på drengen, " er der noget jeg kan hjælpe med, du ser lidt lost ud" sagde han med en meget rolig og charmerende stemme og bed sig derefter lidt i læben.

Matthew rynkede panden, "Hva?", spurgte han automatisk, da han ikke havde regnet med at drengen ville sige noget, "ehm, nej.. jeg.. eller..", han lukkede munden i, og trak vejret langsomt, "Er der noget galt?", spurgte han forfra, og hentydede til svedperlerne, og blodet på hans hånd. Drengen så meget normal ud. Men alligevel var der et eller andet specielt over ham. Hvad vidste han ikke. Lige nu havde Matthew travlt med at være irriteret over hans ord-snubleri.

Kenneth kunne ikke lade være med at grine lidt over at drengen ikke kunne finde rundt i sine ord og lagde hovedet lidt på skrå. Han så at drengen fik set hans hånd og puttede den derefter i lommen for at gemme den, det gjorde ikke ondt på Kenneth for han var van til at føle smerte, det gjorde han næsten værd dag. "Hmm.. nej, der var ikke noget galt sidst jeg tjekkede" svarede Kenneth og smilte svagt og anstrengte sig virkelig meget for ikke at smile sygt til drengen, for han ville ikke skræmme ham væk med det sammen, måske bare lege lidt med ham også gå igen.

Matthew nikkede svagt, og mærkede en kold vind imod hans ansigt, hvilket fik ham til at gyse. Men hvordan kunne drengen svede i det her vejr? Han rømmede sig svagt, "Men du sveder?", spurgte han små-forvirret. Hvad var det han var så bange for? Han plejede ikke at lade sig gå på af en dreng i en gyde. Det ville være mere forstående, hvis der var flere drenge, som stod og så.. skræmmende ud, men det her var var en dreng, på nogenlunde samme alder som ham selv. Han sukkede irriteret over sig selv, og hans stilling blev lidt mindre anspændt. Han kiggede på det flotte armbåndsur på venstre håndled. Han skulle ikke skynde sig.

Kenneth havde godt en ide om at drengen måske ikke følte sig dærlig tryg ved at være alene med ham lige nu, selvom han ikke have sin sminke på for sjov idag, så kunne han stadig se lidt uhyggelig på grund af de næsten sølvfarvede øjne som bare stirrede tænkende på drengen og rørte sig ikke en meter, selvom drengen stilte nogle ret irreterende spørgsmål, fordi Kenneth havde svært ved at svare på dem. "Mhm... Jeg kan svede i alt slags vejr" svarede han bare med et lille skuldertræk og fulgte kort drengens blik ned på hans armbåndsur og bed sig lidt i læben. Skulle han slå til nu eller vente lidt for at se hvad der kunne ske imellem dem, bae for at tjekke ud hvad drengen egentlig var for en type.

Matthew begyndte at få nervøse træk. Han begyndte at pille ved sin arm, og hage. Han begyndte at flakke lidt med øjnene, og knække sin nakke. Han bed sig i læben, "Kan du?.. Virkelig?", spurgte han, og hans stemme var en smule skinger. Han kunne ikke forstå hvorfor han var så skræmt af denne dreng. Måske var det hans øjne? Han sølv-øjne, der stirrede på ham i halv-mørket. Han sank en klump, og kiggede mod den retning han kom fra, og derefter var han var på vej hen. Han rystede på hovedet, "Jeg synes nu ellers her er.. køligt", mumlede han lavt, og kiggede ned på hans arm, som han pillede lidt ved.