Fortiden vender tilbage (Nick)

Dato : irl
Årstid : irl
Dag : irl
Vejr : koldt
Sted : stranden
Tid : 23:00
Omgivelser : ingen kun Seb.


Sebastian kiggede ud over det mørke vandet imens han tænkte på hans fortid og den første ven han fik som ikke tænkte på hvor rig en familie han kom fra han forsvandt dog på et tidspunkt og Sebastian havde på fornemmelsen hans onkel havde dræbt ham, Sebastian sad på en sten og så at vandet genspejlede månen det gjorde den hver gang så der var ikke noget nyt over det lidt længere væk lå et lig af en ung kvinde han havde taget hendes sjæl og spist den dog var han ikke stolt over det han hadet at dræbe folk

Nick gik med næsten lydløse skridt ned af asfaltvejen som førte ned til stranden, og med den sorte t-shirt, de sorte jeans og de halvslidte sorte sko, kunne han sagtens holde varmen, trods kulden. En kølig brise førte duften af død med sig og da dette var en duft han jo bare elskede fortsatte han i den retning brisen var kommet fra. Nick hoppede elegant ned fra en lille klippe og opfangede med det samme duften af en anden dæmon, men det var som om der var noget anderledes over denne duft. Den var...genkendelig. Han løftede stille blikket fra sandet og lod det istedet glide over stranden og han fandt hvad han ledte efter *en dæmon...* tænkte han og sniffede lidt til luften hvorefter han med rolige skridt, begav sig hen mod dette mystiske væsen.

Seb stenede og lag ikke mærke til den anden dæmon før lugten strejfede ham Seb vende sig om hurtigt og så en skikkelse en dreng *en anden dæmon? * tænkte Seb det måtte ha været lugten af liget der havde tiltrukket dæmonen "hej" sagde Seb og smilte venligt hvad skulle han ellers sige? det ville ikke skade at prøve at få venner

Nick så på drengen da han vendte sig og bed sig lidt i læben. Den anden mindede ham bare så meget om en speciel person men han kunne ikke huske hvem? Typisk.. "Hey" sagde han med et lille smil og tænkte sig lidt om før han satte sig, og regnede ikke med at den anden havde noget imod det. Han skulle lige til at sige noget, men spærrede så øjnene lidt op da minderne om denne person kom til ham og det samme gjorde et spændt smil "Seb?" sagde han med en lidt nysgerrig og forsigtig stemme, mens han huskede sin gamle barndomsven, som denne fyr mindede utrolig meget om selvom han self var blevet ældre.

"huh? du kender mit navn? ja jeg hedder Sebastian.. men den eneste person som har kaldt mig Seb er.. Nickie?" spurte Seb forvirret men dog nyssgerig det var sidste år han fik at vide hans barnsomsven Nick stadig var i live og at han bare var blevet jaget væk eller et eller andet

Nick kom kort til at grine da Sebastian kaldte ham Nickie "Seb...jeg er Nickie" sagde han og kunne næsten ikke tro at dette var hans bedsteven fra barndommen som han sad og snakkede med. Det var uvirkeligt...som en drøm der endelig var gået i opfyldelse.

Seb gav Nickie et venskabligt kram "jeg trode det svin til min onkel havde dræbt dig " sagde Seb "hvordan har du det? er du sund og rask?" spurte Seb og studerede Nickie efter alle de år Nickie havde foradnret sig men man kunne stadig fornemme og se det lidt at det var Nickie "hvad laver du her?" spurte Seb han havde så mange spørsmål til Nickie

Nick nød krammet fuldt ud og slap ham derfor lidt modvilligt men havde stadig sin arm om ham mens de sad ved siden af hinanden "det prøvede han også...har stadig et ar efter kniven" sagde han og trak lidt op i sin t-shirt så man kunne se arret på hans mave som dog var lidt utydeligt pga tiden, men det kunne sagtens ses. "Jeg er sund og rask og har det fantastisk, men hvad med dig?" spurgte han med et lille smil og kom til at tænke på at han jo var blevet genforenet med Sean og havde mødt sin fætter og alt det. Nick betragtede ham med store øjne og var lidt forundret over at Seb havde ændret sig så meget siden sidst "jeg...gik en tur også duftede jeg dig og dit måltid der" forklarede han og nikkede mod den døde kvinde.

Da Seb så aret fik han dårlig samvitighed han følte jo det var hans skyld at Nickie kom til skade "jeg er ikke stolt over at dræbe og jeg har det godt som altid dog efter din forsvinden har jeg ikke rigtig været uden for " forklarede Seb. og smilte " det er helt utroligt at se dig igen, det her er hvad man kalder held " sagde han og kiggede igen op i himlen hans øjne var jo meget mørkeblå så de blændede nærmest ind med nattehimlen hans øjne var som de var da han var lille tomme men alligevel fuld af liv på samme tid

Nick kunne godt se på Seb at han ikke ligefrem nød synet af aret, og han mente overhovedet ikke at det var hans skyld. Han bebrejdede ikke ham, men hans onkel hvilket der jo var god grund til. "Nej, men som sjæl dæmon kan du jo ikke gøre for det...det er din natur" sagde han og smilede blidt til sin bedste ven. Han tøvede lidt med sit svar og havde det ikke godt med at hans forsvinden havde påvirket Seb så meget "undskyld..." sagde han og mente det skam, men vidste bare ikke hvad han skulle sige til det. Et lille lykkeligt smil krysede dog hans læber ved det Seb sagde "i lige måde...det er mærkeligt at møde dig igen efter så lang tid...men det er mærkeligt på en god måde" han smilede og lagde stille hovedet mod hans skulder.

"ja men jeg er også begyndte at spise 'dåse sjæl' alsår nede i vores kælder har vi et lager med nogle sjæle i glas" sagde Seb dog smagte de ikke så godt som friske sjæle " og nej nej ikk' sig undskyld det behøver du ikke for intet er din skyld" sagde Seb og flyttede sig ikke da Nickie lag hovdet på hans skulder det havde han ikke noget imod et smil kom dog frem på Seb's læber "noget du skal vide er self. flere ting den første er at min onkel er stoppet med at misbruge mig og Abby (Seb's lillesøster) mistede synet for et år siden men det går fint i familien self. snakker jeg ikke med det svin mere medmindre jeg skal" sagde Seb og lag hånden på Nickie hovde og Seb sukkede "irretene du er stadig højere end ´mig"

Nick så på ham med et undrene blik og kom til at grine "dåse sjæle?" gentog han og smilte skævt da han ikke vidste at man kunne få den slags. Han rystede let på hovedet "jo, jeg skulle have opsøgt dig og ikke bare forladt dig" sagde han stille og bed sig læben da han godt vidste at han skulle havde kontaktet Seb bagefter men han havde jo tilbragt meget tid på hospitalet med at komme til hægterne igen efter mordforsøget, og der han endelig var kommet hjem, var Sean blevet 'dræbt' og det havde knust ham fuldstændigt. At han så selv havde myrdet sin mor havde ikke slået så hårdt. Han lyttede opmærksomt til Sebs forklaring og betragtede et af hans sjældne smil "godt, at din onkel er stoppet med at misbruge dig, så behøver jeg ikke slå ham ihjel...og stakkels Abby...det må være fordærdeligt at være blind..hvordan skete det?" sagde han og bed sig igen i læben "jeg synes ikke du skal snakke med ham overhovedet" han mærkede en vrede mod Sebs onkel og det han havde gjort mod ham, men nu var det i det mindste stoppet. Nick lukkede afslappet øjnene da han mærkede sin bedstevens hånd på sit hovede "og du er stadig en dværg" drillede han og smilede veltilfreds.

"du har nok dine egne grunde jeg hørte rygtet om din storebror og bilulykken så jeg forsår du havde meget at tænke på" sagde Seb og grinte "du behøver ikk at slå nogen ihjel for min skyld og hun mistede synet hun faldt ned af trapperne og ind i vase hun er van til at være blind nu men mig og min Zero (Seb's storebror) hjælper hende dog stadig og det er jo klart "HEYY!" sagde Seb og grinte over det med dværg "bare pga jeg ikke vokser så hurtigt er jeg ikke en dværg bare vent "

Nick så lidt på ham og vidste jo godt at der var løbet rygter om det men nu var Sean jo ikke helt død endnu...faktisk det komplet modsatte "ja, men alligevel...og forresten, Sean er ikke død" sagde han og kunne ikke skjule den lykkelige, lalleglade undertone i det han sagde. Hans smil forsvandt dog ved fortællingen om Abby da han også havde snakket med hende nogle gange og derfor også kendte hende "du ved jeg vil gå gennem ild og vand for dig.." sagde han til Sebs kommentar om at han ikke behøvede slå nogen ihjel for hans skyld. "Det er godt i hjælper hende...hun er sikkert glad for noget støtte fra sine to brødre". Han grinte med ham da han fik sit lille udbrud og smilte drillende til ham "vent til hvad? Du er jo allerede holdt op med at vokse ikke, så du vil være en dværg for evigt" drillede han med et lusket smil og grinte stille mod hans skulder.

"det gik to rygter i byen den gang et var at han var dræbt det andet var at han overlevede men man ved jo ikke hvilke der var sandt men jeg er glad for at han er i live og desuden er det en løgn jeg vokser stadig...bare meget lidt af gangen " sagde han og det lød dog ikke særlig overbevisene "i lige måde, jeg vil altid være på din siden du er jo den eneste person jeg har betroede mine hemligheder til og den person som der altid er på første pladsen i min top 10" sagde Seb smilene og nussede Nickie på hovdet "hvor bor du enlig henne ? og er det i lejlighed eller hus eller?" spurte Seb

Nick lyttede til ham og var faktisk ikke overrasket over rygterne, men over at Seb ikke havde hørt flere da der efterhånden var blevet spredt ret mange. Bl.a et med at Nick og Sean var kommet sammen før ulykken - hvilket jo også var sandt - men mange troede ikke på det. Seb vidste dog ikke noget om Nick og hans brors forhold til hinanden da de ikke havde været sammen på det tidspunkt hvor Seb og Nick stadig var venner dvs før ulykken. "Jeg tror slet ikke du vokser" sagde han og smilte lidt af endelig at drille sin bedste ven efter så lang tids adskillelse "aw, det er jeg meget glad for at høre Seb...du betyder også virkelig meget for mig, og det har været hårdt uden dig" sagde han ærligt og nussede ham blidt på ryggen mens han nød sin vens nussen i sit hår "i en lejlighed i Deepshell" svarede han og tænkte lidt på hvor Seb mon boede henne "og hvor bor du så?"...

"stadig samme sted, villaen i Deepshell " Seb havde hørt rygtet om Nick og hans bror var kommet sammen men Seb havde bare svært med at tro det. Men selv vis rygterne var rigtige ville Seb ikke tænke noget ondt om Nickie for man havde vel lov til at elske dem man ville i denne verden, eller det var Seb's mening i forhold til andre som ville ha kvalme over tanken. Seb kunne ikke få sig selv til at spørge om rygtet var sandt siden det ville være lidt ubehøvlet "har du nogle dyr? " spurte Seb i stedet det sidste rygte Seb havde hørt om Nickie var at hans mor var død hun var blevet dræbt men af hvem vidste værken Seb. eller nogle andre tanken om det fik Seb til at kramme Nickie han havde ondt af Nickie men i det mindste var hans bror levende

Nick huskede med det samme Seb's hjem som han havde været i utallige gange for at besøge Seb og være sammen med ham. Det overraskede ham ikke at han stadig boede der, men nu havde det som Seb havde fortalt, vækket en lyst til at tage hen til villaen og se den igen. Nick vidste godt at der var nogle folk der udemærket godt vidste besked om ham og Sean da de to jo ikke havde lagt skjul på deres forhold tilsidst, så de var vel selv lidt ude om rygterne der efterhånden var blevet spredt. "Nej det har jeg ikke. Desuden må man heller ikke holde dyr i det lejlighedskompleks jeg bor i" sagde han med et lille skævt smil og nød at snakke med Seb efter alle disse år. Krammet kom lidt bag på Nick, men dog krammede han med og lukkede stille sine øjne. Han kendte ikke grunden til at Seb krammede ham ligenu men det kunne vel også bare være ligemeget?

"vil din et smut forbi mit hjem?" spurte Seb det var jo langtid siden de sidst var i Seb's hus, da seb og Nickie var små plejede de at løbe igennem de langegange og finde hemelige rum hvilke der var massere af i den gamle villa som mindede lidt om et slot i mini formation

Et lille smil dukkede op på hans læber, og han nikkede "gerne, det glæder jeg mig til" sagde han og var lidt spændt på hvordan villaen mon så ud nu. han kunne sagtens huske fortiden. Den fortid hvor ham og Seb havde løbet rundt i huset og lavet sjov med hinanden i de mange gange der var på det store, spændende sted.

Seb smilte og begyndte at gå efter noget tid kom de til den store hvide villa hvor der var rosenbuske foran ved portene om vintern så det uhyggeligt ud men om sommmern var det et dejligt sted "det har ikke ændret sig" sagde Seb og smilte