You can not run away from me

Tid: Nat
Dag: Fredag
Dato: 3. October
Årstid: Efterår
Sted: Ude i skoven
Omgivelser: Ingen andre end mig og mit offer
Vejr: Mørkt og blæsende

Kvinden løb så hurtigt hun kunne. Hendes ansigt var blegt og man kunne se frygten i hendes øjne. Hun skreg nu og da og kiggede over skulderen for at se om hun stadig var på flugt. Stephenie gad ikke løbe så hun gik ligeså stille videre. På et eller andet tidspunkt ville kvinden stoppe og så ville Stephenie slå til. Hendes øjne var mørke og hun kunne smage blodet, hun snart skulle til at drikke. Kvinden løb videre. Over faldende grene og væltede træer. Men på et tidspunkt var der en sten hun ikke havde set og var faldet over den. Så løb Stephenie. Hun løb væsentligere hurtigere end hendes offer. Det tog hende ikke engang et minut at indhente hende og kvinden havde ellers løbet i noget med ti minutter. Kvinden skreg og bad om nåde, men Stephenie bøjede sig ned og kyssede kvinden på panden og derefter lod hun sine læber løbe ned af halsen og bed hende så. Hun sugede den lækre blod og hun kunne allerede føle styrken vælde i hendes muskler igen. Det var en ren nydelse. Hun brød sig ikke specielt at folk skulle lide på grund af denne kvinde blev hendes måltid, men hun havde vænnet sig til det og hun kunne bare havde holdt sig væk fra skoven så sent om natten.

Liame havde sendt Steph en sms om at han kom forbi men hun havde ikke svaret endnu.
Aligevel var han kørt afsted i en stor sort firhjulstrækker og nu lå han på de små skovveje. Det ville sikkert koste en god bilvask når han kom hjem igen men altså... Det var jo Steph?
Radioen var stillet på en af de nyere kanaler som spillede Lady Gaga konstant. Og netop derfor havde han ikke hørt skrigende. Den synkrone og gennemtrængende musik havde gjordt det hele uklart.

Kvinden var blevet stille. Hun rørte sig ikke mere og hendes blik var tomt. Stephenie sukkede og slap hende. Hun tørrede sig om munden og tænkte lidt over hvad hun skulle gøre ved liget. Hun var begyndt at høre en motor, som kom nærmere. Så så hun sig lidt omkring. Shit! Kb´vinden var faldet på skovvejen! Bilen ville jo komme lige direkte imod dem. Hvad pokker skulle hun gøre. Hun var mæt nu og ville ikke begå flere drab i nat, men hvis personen opdagede liget og ringede til politiet, ville hun være den første de mistænkte og genere. Hun havde allerede været hos politiet nogen gange og det ville bare gøre dem sikre i deres sag. Hun tog liget og bar det i hendes arme. Hun løb hen til et stort hult træ, hvor hun gemte liget. Hun kunne tage sig af det senere, når bilen var forsvundet. Hun løb tilbage til skovvejen og gemte sig bag et træ. Men hun blev dog ret overrasket. Hun havde undret sig over hvad en bil skulle lave midt om natten i skoven, men hun blev endnu mere overrasket da hun så Liame sad bag rettet. Hvad i helvede lavede han her?

Bilen duftede underligt rent og af hans parfume. Ved siden af lå der en buket hvide roser og bagi lå hans store mappetaske.
Det havde været en lang dag og han var faktisk bare kørt fra arbejde og så herud. Han overvejede kort at tage en ferie, han havde jo pengene til det men hvis man ville gøre opmærksom på ens navn måtte man knokle for dem. Paragraffer, love og orden. Rundt og rundt og rundt. Han havde bare brug for at slappe af. Og det yndede han at gøre sammen med Steph. Mange undrede sig sikkert over hans vælg af kvinder men hun var bare alt det han ikke selv var vant til. Han var vant til stive jakkesæts, ikke sige de største advokater imod, kedelige og upersonlige receptioner for gamle, rige og betydningsfulde mennesker der i reglen aldrig havde rørt en finger selv.
Men han kørte bare videre for han havde ikke set noget som helst.

Stephenie kunne ikke lade være med at smile da hun så Liame's ansigt. Hun kunne godt gætte sig til hvad han lavede her, nu hvor hun lige havde fået lidt tid til at komme over overraskelsen, men så begyndte hun at gå i en smule panik. Han havde aldrig set hvordan hun boede og et lille faldefærdigt, ikke beboelsesegnet hytte var nok ikke lige noget for den fine dæmonadvokats smag. Hun tog en hurtig beslutning og løb hen til bilen. Hun åbnede og lukkede døren hurtigere end man kunne nå at se det. Hun sad nu på bagsædet og lænede sig hen til Liame. "Hvad laver du her Liame?" åndede hun i hans nakke.

Han smilte skævt. Han var jo trods alt dæmon så selvom det var gået meget stærkt havde han opfattet hver en bevægelse.
"Jeg ville da besøge dig?" sagde han roligt og en smule indsmigrende.
Så stoppede han bilen lidt i tomgang og så vendte han sig om for at se lige ind i hendes øjne.
"Men hvad lavede du ude om natten?" spurgte han med et lille smil.
Han vidste jo godt at hun var varulv og det gav vel lidt sig selv men han spurgte aligevel.

"Hvad laver en vampyr om natten?" spurgte hun og smilede et sukkersødt smil. Hun kyssede ham blidt på halsen. "Du får et hint. Mine øjne lyser mere rødt end de plejer." Normalt var Steph's øjne mørke fordi hun ikke jagede så ofte som normale vampyrer, men når hun lige havde jaget kunne man tydeligere se det røde i hendes øjne. Hun var blevet nød til at bide tænderne lidt sammen for ikke skære ansigt da han sagde at han havde tænkt sig at besøge hende. Hun måtte prøve at finde på en plan for at det ikke skete.

"Jager" sagde han bare kort og smilte skævt til hende.
"Var det godt?" spurgte han så bare og rakte ud for at stryge noget hår væk fra hendes kind. Så så han hende i øjnene og kunne godt se det. Det var lidt specielt, ikke at se den rigtige øjnfarve men aligevel... Spændende?

"Ding, ding, ding! We have a winner." sagde hun og kyssede ham igen på halsen. Så sukkede hun. "Ja og nej," svarede hun og pustede et hår der var smuttet væk fra sin plads bag øret. Hendes øjne fangede de hvide roser. "Roser? Hvor galant." sagde hun og smilede skævt. Typisk Liame at opfører sig som en rigtig gentleman.

"Hvordan skal jeg tolke det?" spurgte han smilende og tog roserne op og rakte dem til hende. Så klappede han på forsædet som tegn på at hun skulle sætte sig der.
"Du kan guide mig resten af vejen hjem til dig" sagde han så og satte bilen igang igen.
Han kørte bare lige så stille så de kunne snakke imens.

Hun tog imod roserne og man kunne høre en hurtig smæl hvorefter man kunne høre et nyt smæl og Stephenie sad nu på forsædet med roserne i skødet. Hun havde ikke kunne skjule grimassen den her gang. "Behøver jeg det?" spurgte hun. Så sukkede hun igen. "Jeg nyder altid smagen, men bryder mig ikke om fremgangsmåden - skal jeg sige det sådan?"

Han så lidt underligt på hende og hævede spørgede et øjenbryn.
"Skal jeg ikke hjem til dig så? Hvorfor ikke?" spurgte han og så igen på vejen for at kunne se hvor han kørte.
"Jeg troede bare at man blev opfyldt af en kæmpe nydelsesfølelse... Jeg har hørt de vampyrer der sagde at det var bedre en samleje?" sagde han og smilte muntert til hende. Han ville bare høre hvordan det var som når folk spurgte om man havde haft en god dag.

Stephenie smile undskyldende. "Mit hus... er ikke lige frem noget... Ja... Det er noget gammelt roddent lort, for at sige det lige ud!" Hun himlede med øjne da han snakkede igen. "Jeg ved det! Jeg er en mærkelig vampyr! Jeg hader bare at dræbe, men jeg skammer mig heller ikke over hvad jeg er. Jeg gør det kun når jeg har brug for det. Og jo! Det er noget af det bedste der findes for os. Kald mig masochist, men det er sådan jeg har det!" hun gned sig i tindingerne.

"Men det er jo stadig dig hus? Lad mig se det?" sagde han og smilte til hende før han gned sig let over den glatte hage.
"Og det er da fair nok. Sådan noget må man jo bare acceptere" sagde han og trak på skuldrene.

"Øhm... Nej det tror jeg ikke jeg vil." sagde hun og rystede febrilsk på hovedet. Hun smilede dog taknemligt på Liame, hun havde ikke tal på hvor mange der havde gjort det tydeligt for hende at de ikke forstod, hvorfor det gik hende sådan på, men Liame, så ud til at acceptere det fuldt ud. Hvis bare han også gad acceptere at han ikke skulle se hendes hjem.

Han trak på skuldrene og stoppede bilen.
"Skal vi så blive her? Det er bare ikke så afslappet af sidde her?" sagde han og smilte skævt til hende. Hun skulle ikke vise hende huset hvis hun ikke ville.

Hun sukkede og lænede hovedet bagover. "Kør fremad!" sagde hun opgivende. "Du skal dreje til venstre om 1300 m" Den kvinde havde faktisk løbet ret så langsomt når man tænkte på at det var på ti minutter hun havde løbet. Så kom Stephenie i tanken om at kvinden faktisk havde løbet nærmest i zigzag i håb om at det kunne ryste hende af, men stadig!

//Beklager men må altså smutte.//

Han smilte tilfreds og satte bilen igang og hurtigt drejede han hvor hun sagde. Så trillede de ind til hendes hus og han stoppede bilen igen og så på hende.
"Det er gammelt og kunne godt trænge til en kærlig hånd. Men det er stadig dit hus, som jeg har fået lov til at komme og føle mig velkommen i" sagde han roligt og aede hende kort over overarme imens han så på hende.
"Så slemt kan det ikke være" sagde han og tog nøglen ud af bilen og steg så ud af bilen. Hans dør blev smækket i og så stod han bare og kiggede sig omkring.

Stephenie sukkede og steg ud af bilen og tog roserne med. Hun gik op til verandaen på sin lille hytte og vendte sig om mod Liame. "Det er så her jeg bor." sagde hun og lige ved siden af hende var et meget godt eksempel på hvor faldefærdigt huset var eftersom at vinduet var røget af hængslerne og en masse knust glas nu lå under vinduet. Hun åbnede døren, hun låste aldrig døren og gik hen til køkkenet for at finde en vase til roserne.

Han gik med ind og så sig omkring. Han måtte indrømme at hytten da kune bruge en kærlig hånd.
"Steph... Nu siger du selv at her er gammelt og slidt. Og det... Vil jeg nok give dig ret i. Men det er ikke fordi du ikke har pengene til det vel?" spurgte han og gik lidt hen imod hende. Der var mange der nok ikke ville svare ærligt pga. deres egen stolthed men hans stemme var mild og krævede intet.

Stephenie smilede opgivende. Det kunne havde været værre. "Jeg er en arbejdsløs, åbenbart talentløs kunstner, som ingen gider at købe min kunst. Selvfølgelig har jeg ikke nogen penge, men jeg klarer mig fint!" sagde hun hurtigt, inden også han tilbød hende penge. Hun havde sin stolthed og lånte aldrig penge ikke engang i en bank. "Her er alt hvad jeg har brug for og det er godt nok indtil videre." sagde hun og trak på skulderne. "Desuden overvejer jeg at arbejde som skrædder, der er mange der synes om mine kjoler, jeg syr nemlig selv mit tøj og jeg ved at der er nogen mulige købere."

"Men... Jeg ville da gerne finansere en renovering til dig?" sagde han og så sig omkring. Det ville jo faktisk ikke blive så dyrt igen? Men så skulle hun jo selvfølgelig have det bedste af det bedste.
"Skrædder? Det lyder da som en glimrende ide. Men Steph? Du ved at jeg har kontakterne? Hvis du har brug for det ringer du bare ikke?" sagde han men han også godt at der var en chance for at hun var for stolt.

Stephenie lod som om hun var fristet af hans tilbud. "Hmm... Jeg tror jeg klarer mig fint. Jeg skal nok tage af mig selv. I'm a big girl! Jeg er trods alt ældre end dig. selvom jeg godt nok ikke ser sådan ud." Hun satte sig ned i den slidte sofa. "Jeg ved godt at her er koldt og mørkt, men hey. Jeg har heller ikke brug for varme og elektricitet." sagde hun og trak på skulderne.

Han gik hen og satte sig ned i sofaen med front mod hende og smilte.
"Men du siger til hvis du mangler noget. Eller har brug for nogle kontakter. Jeg kan få dig ind på en designerskole, få dig igennem store investore og så videre... Jeg tager aligevel min telefon hele døgnet rundt" sagde han småleende og gned sig lidt i øjenkrogen. Selvom man var dæmon var han fa den art der havde brug for næsten lige så meget søvn som mennesker. Og det havde han bare ikke fået.