You can not run away from me

"Liame? Du ved godt at jeg ikke dater advokat-Liame, men bare helt almindelige-Liame ikke? Jeg klarer mig bedst selv færdig punktum! Hvis jeg endelig skulle have nogens penge så skulle det enten være nogen jeg har arvet, vundet eller giftet mig til." sagde hun og smilede træt. "Du ser træt ud." konstaterede hun.

I mellem tiden havde han roligt taget skoene af og habbitjakken af hvorefter han sukkede tungt. Dejligt afslappet.
Så så han på hende igen og smilte. "Og det er det jeg godt kan lide ved dig. Du tænker ikke på mig som søn af en af de mægtigeste advokatfirmaejere men som... Mig" sagde han og smilte varmt til hende før han lod sig glide helt tilbage og ned så han sad i en helt afslappet stilling.
"Ja jeg er... Som jeg sagde tog jeg jo telefonen hele døgnet og i min branche går du først i seng omkring midnat. Har også overvejet at holde en lille ferie" sagde han og nikkede lidt for sig selv.

Stephenie sukkede og rystede på hovedet. "Hvorfor tog du så her over for pokker?" spurgte hun opgivende og himlede med øjne. "Du må godt sove hos mig hvis du vil. Jeg har faktisk en seng!" sagde hun og nikkede imponeret. "Det er ovenpå og bare rolig, jeg har ordnet trappen!"

"Så du er sådan en... Handywoman eller hvad?" spurgte han muntert og smilte til hende før han så ned på sofaen og sagde.
"Det ville faktisk være rart? Klokken er jo ved at være mange... Men jeg sover bare her på sofaen, du skal da selv sove i din seng" sagde han og smilte til hende. Selvom han var advokat og en af de finere af dem var han ikke forfinet og sådan.

Stephenie smilede skævt. "Jeg har en masse muskler at benytte af og ingen penge. Selvom jeg mest glæder mig til når jeg kan male hele huset. Det er kun den ene væg i stuen, det er blevet til." sagde hun og smilede opgivende, mens hun kiggede på væggen. "Og det er kun... hm... baggrunden, kan man vel kalde det." Da Liame kommentere noget med at hun selv skulle sove i sin egen seng kiggede hun bare på ham, som om han havde glemt noget meget indlysende (hvilket også var tilfældet), indtil han fattede.

"Jamen så kan jeg da troppe op selv og male her for dig?" tilbød og han og smilte varmt til hende. Det var vel en måde at hjælpe hende på. Selvom han aldrig havde prøvet at male før kunne det vel ikke være så svært hvis man lige fik nogle fif?
Han så spørgende på hende. Han kunne ikke helt gennemskue hvad hun mente det blik eller rettere, om han tolkede det rigtigt.

Stephenie sukkede og lænede hovedet tilbage. Da hun så hans forvirrede blik og ikke mindst følte hans aura. "For helvede Liame! Jeg kan ikke sove!" stønnede hun. Det burde da være åbenlyst syntes hun. Hun kunne dog ikke lade værre med at smile. "Ellers kunne der forresten, nok godt være plads til en til ikke. Så meget fylder jeg jo heller ikke. Hun rejste sig op for at hente noget på førstesalen. "To sekunder." råbte hun ovenfra.

Han kunne ikke lade være med at le en smule og ryste på hovedet. Men før han fik svaret var hun allerede oppe af trapperne. Så... Impulsiv hun var.

Stephenie kom lynhurtigt ned af trappen igen og sad i sofaen igen. Der var ikke engang gået et halvt minut. Hun smilede skævt til ham. "Hej igen" sagde hun og grinede lidt. "Jeg skulle bare lige noget. Lad værre med at spørge om hvad, tak." sagde hun og smilede skævt.

Han skævede op mod trappen og så så tilbage på hende med et skævt og smørret smil.
"Det har jeg jo lyst til men hvis du siger det sååh..." sagde han og trak på skuldrene som om der vel ikke var noget at gøre imod det så. For det var der jo heller ikke.
Han betragtede hende lidt med et tænksomt blik. Hvad var hun egentlig ude på.
"Vampyrer kan ikke lide dæmonblod vel?" spurgte han så med et stort grin.

Stephenie trak på skulderne. "Det ved jeg ikke, jeg har aldrig smagt, men jeg ved at vi holder meget af engleblod, selvom jeg heller aldrig har smagt det." sagde hun og smilede skævt. "Hvilken slags dæmon er du egentlig?" spurgte hun nysgerrig. der fandtes jo massere af slags.

"En Emberi. Jeg ligner mennesker meget bortset fra at jeg kun spiser et par gange om ugen. Men dæmoner er vel bare mere dragende og tiltrækkende end mennesker" sagde han og trak på skuldrene. Han var ikke så langt inde i det at være dæmon. Han havde heller ikke snakket med nogle der vidste noget om det så...

Stephenie smilede skævt. "Okay." svarede hun. Hun kendte godt de forskellige former for dæmoner og det havde faktisk også været hendes gæt. Hun kendte f.eks. en bloddæmon, som hun havde 'spist frokost med'. "Evigt liv er jo fantastisk!" sagde hun og grinede lidt. Hun tog sine sko af og lagde fødderne i sofaen. "Du er kun 21 år, ikke?" spurgte hun nysgerrig. Hun havde ikke rigtigt kunne finde ud af om han skulle forestille sig som en på 21 eller om han var.

Han nikkede.
"Jeg er 21. Altså... Du må virkelig ikke spørge så meget indtil sådan noget for jeg ved ikke hvordan alt det der overnaturlige foregår, det er jo ikke ligefrem noget du bare googler og så får et reddeligt svar" sagde han muntert og lagde sig lidt tilbage i sofaen.


//Smutter i seng nu. Måske kan vi emne lidt i morgen middag:)//

Stephenie kluklo. "Nej, det gør man vel ikke. Jeg er da også ny på banen. Fem år, men jeg føler det som om jeg har været det i et århundred." sagde hun og sukkede. Hun kiggede lidt på ham. "Vil du gerne sove?" spurgte hun og smilede. Hun håbede lidt at svaret ville blive nej, men han skulle jo ikke straffes for at hun ikke kunne sove.

Han så lidt op på hende og smilte skævt.
"Ikke endnu ellers tak" sagde han og og sukkede behageligt.
"Men vampyrer bliver også vildt gamle. De kan vel slet ikke dø?" spurgte han lettere usikkert. Tænk på alt det man kunne opnå i en hel evighed? Selvom man vel ikke kunne sige en evighed. Det lød bare som om der var flere af dem? Og en evighed varede jo... En evighed? For altid? Så der ville jo ikke komme flere. Pludselig virkede det skræmmende at leve i en evighed.

"Hmm... jo, det kan vi ikke, ligeså meget som vi ikke kan sove." sagde hun og trak på skulderne. "Det er røvkedeligt! Prøv at tænke på hvad man skal lave 24 timer i flere tusinder af år!" hun sukkede irriteret.

Han nikkede med et skævt smil.
"Det må være vildt mærkeligt..." sagde han og bed sig tænksomt i læben.
"Hvordan blev du egentlig vampyr?" spurgte han nysgerrigt og rettede sig lidt op.

Stephenie trak en dyb indånding og pustede ud igen. Man kunne tydeligt se hvordan hendes skuldre sænkede sig op og ned igen. "Jeg var lige stukket af hjemmefra og så en nat hvor jeg gik ude på gaden og skulle finde et sted at sove blev jeg overfaldet. Jeg kan huske at ansigtet var meget hoverende i det og han var meget bleg." sagde hun og kiggede lige ud i luften med et tomt blik. Hun så tilbage på den aften hvor hele hendes liv blev ændret. "Jeg var nær blevet drabt, men jeg ved ikke helt hvorfor, men pludselig forsvandt vampyren og jeg kunne ikke bevæge mig." sagde hun og kom tilbage til den virkelige verden. Hun trak lidt på skulderne.

Han betragtede hende med medliddende blik og nikkede stille. Han havde slet ikke gennemgået sådan en smerte det måtte have været. Han havde vel hele tiden været dæmon...
Han rakte ud for at lægge en forsigtig og opmuntrende hånd på hendes skulder.
"Er du okay? Jeg burde nok ikke have spurgt..." sagde han mildt og smilte varmt til hende.

Stephenie smilede og rejste sig op. "Det er ikke noget jeg ville havde valgt, men jeg har heller ikke noget imod at leve som vampyr, selvom jeg hader at dræbe." hun kom i tanke om noget. "Hvilket minder mig om at jeg skal få den kvinde ud fra mit skjulested." sagde hun og trak på skulderne. Hun så på Liame og forklarede så inden han spurgte. "Lige efter jeg havde ... spist hørte jeg din bil, men vidste ikke det var dig og vi var midt på vejen så jeg gemte hende et sted. Jeg skal have plantet hende et sted hvor politiet ikke mistænker mig. Det gør de ofte." sagde hun og prustede irriteret.

"Vil du det nu?" spurgte han lidt overrasket.
"Jeg ville ellers til at sove nu hvis det er" sagde han og kvalte et lille gab for så at smilte varmt og en smule charmerende til hende.
"Men jeg kan godt se at vi ikke kan have politiet til at rende her for meget. Ellers skal jeg jo bare til at forsvare dig i retten" sagde han muntert og rejste sig for at så lidt på hende. Hun måtte jo selv bestemme. Hun ville sikkert klare det hurtigt... Vampyrer var bare hurtige.

Stephenie trak på skulderne. "Hun løber jo ikke nogen steder." sagde hun, som ingen ting. "De har ikke noget på mig andet end jeg altid er i nærheden, men det er jo ikke hele tiden min skyld! Det er ikke kun mig der jager her." sagde hun og trak på skulderne igen. "Hvis du vil sove, så sov."

"Nej... Nej det er ej. Hvor mange gange jager du da?" spurgte han interesseret og habbitjakken af for så at hænge den over en stol. Så lænte han sig let op af et bord for bare at betragte hende og ikke svare på det sidste hun sagde. Hun sov ikke, det vidste han men han ville bestemt hellere ligge og snakke natten væk med hende end at lægge sig i en andens seng. Selvfølgelig kunne de lægge i hver sin side... Det var selskabet han først og fremmest eftersøgte.

Stephenie himlede med øjne. Hun havde gennemskuret ham, men lod det ligge. "Når jeg er tørstig, det er meget forskelligt." sagde hun og satte sig på bordet, lige ved siden af Liame. Hun kiggede på den ene væg som hun havde malet. Hun skulle havde valgt en anden farve! Den der så da ikke godt ud i mørket! "Hvorfor er du så interesseret?" spurgte hun ham.