Stilhed..

Dag: Irl
Dato: Irl
Tid: Irl
Vejr: Mørkt og.. Mørkt?
Omgivelser: Pandora og en masse døde mennesker.


Pandora stod ved en grav, en meget lille grav men der var fint pyntet op med både blomster og små lys. Selve gravstenen havde en indhugget rose og en måne der lyste ned på den. Det måtte have været om natten dette offer døde. Et gys gik igennem Pandora da hun indså at nogle af de mennesker der lå herinde og var begravede var forårsaget af hende. Hun kiggede op på himlen og ønskede mest af alt lige nu at hun bare var et helt almindelig menneske istedet for et.. Uhyre der gik rundt og dræbte alt og alle. Hun begav sig videre ned af stien hvor folk lå begravede på begge sider og hækkene var velplejede. Der var faktisk utroligt stille på en kirkegård om aftenen..

En hånd skød igennem jordoverfladen, og greb fat i overfladen på jorden, den kæmpede og fægtede fra side til side. Endnu en hånd skød op, hånden var bleg som sneen, og neglene var lange og krumme, som om han havde været nede i jorden i meget lang tid. For at være præcis så havde han været der nede i snart, 53 timer. Aziel den narrøv havde beordret ham til at hoppe ned ved siden af en kiste, og blive liggende! Han hadede den narrøv! Han havde simpelthen fået nok af ham, og Larry, hans lille røvslikker, som havde lovet at der ikke ville ske noget, hah! som om!

Og med disse arige tanker, fik Abaddon trukket sig selv op af jorden, der stod han, i, noget der gang havde været, en hvid skjorte, og et par sorte bukser, der nok snarrere var brunt af mudder og jord. Han stirrede op imod himlen, smuk, betagende, fantastisk, bedårende, indtagende. Abaddon gispede for sig selv, bed sig hårdt i læben, og vrikkede med sine fingre. Ja, alt var vel! Og nu stod han så der, og kiggede rundt omkring, som om han søgte efter noget specielt, på denne gravplads hvor han var helt alene. Men det var blot fordi han ikke havde hørt de fodtrin, der kom shoskende ned af den sti han nu stod på.

Pandora hørte noget puslen et sted længere fremme og kiggede nysgerrigt op. En dreng eller.. Hvem det nu end var havde personen ikke været der ligefør, det havde hun været sikker på. Men ham her havde da også jord over det hele. Hun gik stille videre og sørgede ikke at lave så meget som en lyd også behøvede hun jo heller ikke trække vejret. Hun snuste kort ind og kunne hurtigt dufte at dette væsen var af samme race som Pandora selv. Et lille smil trak op i hende's mundvige og blev der.

"Aziel du er virkelig en narrøv nogengange, jeg kunne være død dernede!
"I AM NOT! it was YOU who jumped down there, YOU brought us all in danger!"
"ja... men kun fordi du sagde jeg skulle!"
"So what, if someone tells you to kill a random person do you do it then?"
"nogengange, tror jeg da?"
"Good word again"

Alle disse ord kom ud af Abaddons mund, Aziel, den sjove skotske dreng, med en umådelig sjov accent nægtede simpelthen at ligge den fra sig, og talte altid engelsk, med en stærk accent, sådan stod han og udvekslede replikker med sig selv. Han rodede op i sit hår, pjuskede det op, og smilte til sig selv, det lange hår hang ned omkring ham, uden jord i, som noget af det eneste. De blå øjne lyste op i nattelyset, som en sø hvor der har lagt sig et svagt islag over, så svagt at man stadig kan ane vandet nedenunder, han smilte for sig selv, og kunne ikke lade være med at grine, højt og skingert, som glas der splintres, som vand der fryser, som smil der knækker, som øjne der lukkes, som når virkeligheden går fra hinanden, sådan kunne dette grin sagtens havde lydt. Han lukkede de blå øjne, og lagde hovedet tilbage, og grinte.

Pandora stoppede op og betragtede drengen der talte med sig selv og smilte. *Underlig* var det første ord der gik igennem hende's hoved og smilte bare endnu bredere. ''Hej'' Hviskede hun efter hun havde stået der i nogle minutter og betragtet drengen. Dette var sjovt. Men.. Gad vide hvem det var han havde talt med inde i sit hoved lige før?

Han stoppede op, og smilte ad pigen, gud hvor hun pæn! Gid han havde haft sådan noget hår, det var... det var! Han gispede for sig selv, og bed sig i læben. Og forstod så at hun talte til ham. Han løftede hånden, og vinkede. "Hej! Halløj! Godday! Goddag! Halløjsasovs! Hello! Hi!" Hans stemme var en lille smule sandpapirs agtig i kanterne, og ellers ganske normal. Han pjuskede op i sit hår med den anden hånd, og vinkede fortsat med hånden, hurtigere og hurtigere

Pandora grinte lidt og gik tættere på drengen. ''Daw jeg er Pandora'' hilste hun og vinkede akurat lige så hurtigt som drengen. Han var.. Sjov indtil videre ihvertfald. Hun lagde ikke mærke til hvordan han's stemme var da det var fuldkommen lige meget. Hun syntes allerede han var underligt godt selskab.


//Undskyld min krea ryger lidt//

"Hej! Jeg er Abaddon. Saxon! Aziel! Larry! og tusind andre! hahah!" efter denne præsentation brød han ud i en fnisen, som om han lige havde opdaget noget af det sjoveste i verden. Han rakte hånden frem. den vinkende, der nu ikke vinkede mere, han prikkede forsigtigt til hendes røde hår, og smilte, wow! "Hvor har du det hår fra? Det er pænt! smillede han , som om han talte til hende, om et produkt, og ikke om en del af hende.

Pandora smilte stort og syntes virkelig han var interessant. ''Jamen.. Øh.. Det ved jeg faktisk ikke?'' svarede hun med en underlig fnisen af han's prikken fordi hu syntes det kildede. Hun prikkede ham på næsen og kiggede på den som om det var det mest interessante hun nogensinde havde set i hele verdenen. ''Næse'' mumlede hun kort og opførte sig som en på 3.

"Næse øre mund kindben øje øre hår skulder arm bryst ribben hofte ben knæ skindeben lår fod" Klukkede han, mens han rørte ved hende på de steder han nævnte, måske ville dette kategoriseres som perversitet, men for Abaddon var det en leg, de indentificerede kropsdele, på en eller anden måde så forstod han det, og hvis de nogensinde mødtes igen, ville dette nok blive hans velkomst hilsen. Efter at have prikket til foden, rejste han sig op igen, og klukkede. "Pandora! ligesom pandora æske! der er dæmoner inden i dig! tihi! eller, vampyr måske..." mumlede han for sig selv, og fortsatte med at lege med hendes navn. "pando, para, padno........ og så videre og så videre.

Pandora syntes det kildede utrolig meget da hun var kilden som bare fanden alle de steder. Faktisk var hun næsten kilden over det hele. ''Nej, nej det kilder'' fniste hun i et forsøg på at få ham til at stoppe med at prikke. ''Hmm.. Det har jeg aldrig tænkt over?'' mumlede hun og så tænksomt ned i jorden. ''UH! Absalon,Abba,Donda..'' Nu hvor han var så godt igang kunne hun vel også være med. ''Tihi.. Absalon!'' fniste hun og holdt sig for munden for ikke at grine endnu mere. Absalon var navnet på en pave. Var det ikke?..

"Absalon var dansk biskop, død d21 marts 1201" han klappede hænderne over munden, disse små udbrud var typisk ham, hans umådelige hjerne, der rummede intelligensen fra alle personlighederne huskede alting, lærte alting, og lagrede alting. Han klukkede lidt, og stoppede med at prikke til hende. Hun var virkelig kilden! Det kunne da ses lidt som noget værre noget, tænk ikke at kunne røre ved noget uden at det kildede. Han drejede omkring sig selv, og klukkede, uden nogen rigtig grund, pioriterede som en ballerina under et stort stykke. Han stoppede, og betragtede hende med de blå øjne, stirrende efter noget, en uregelmæssighed, eller blot efter noget, noget nyt.

Pandora så ud som om hun intet forstod da han sagde noget. Hun rummede ikke en intelligens der gik flere tusinde år tilbage da hun jo kun havde levet som vampyr i et år. Godt nok havde hun gået i skole men.. hun havde aldrig rigtigt hørt efter. Men hvorfor skulle hun dog også det? Pandora kiggede på ham med et underligt udtryk i øjnene, hvorfor vidste hun ikke. Men det var bare lidt underligt for hende at han stod og stirrede sådan på hende. For.. det var hun ikke vant til normalt. Hun smilte bare og grinede lidt af ham. Han var utrolig underholdene.

Abaddon kiggede på hendes hår, som om al verdens svar, på alverdens spørgsmål var ridset deri, og han bare manglede at tyde dem! Men dette var næppe tilfældet, tilfældet var nok snarrere at han elskede rødt hår! eller rettere sagt, så elskede han pænt hår, eller bare ting, eller måske bare ting generelt? det var jo som man så på det, for hvis der ikke var grimme ting, var der vel ikke pæne ting heller, så derfor blev man jo nød til at acceptere alting, før man kunne bestemme sig for hvad man helst ville. Han kløede sig på kinden. En lille lyserød tunge gled over hans læber, han var tørstig, slog det ham, som en mukkert ramte det ham, og smed ham til jorden, han var tørstig!

Pandora betragtede ham med et forsigtigt smil, og så godt at han slikkede sig over læben men vidste dog ikke at han var tørstig. ''Abaddon?'' hviskede hun og hentydede til om der var noget galt. Hun kunne ikke lide når folk ikke havde det godt. Okay, selvfølgelig udover hende's ofre men.. Det var også meningen at de skulle dø så. Hun betragtede ham stadig men denne gang uden et smil..

Han nikkede, "jarrrrh?" spurgte han. Han stoppede op og kiggede sig over skulderen, han var sikker, nogen betragtede ham. Øjne. Øjne og ører, alle steder fra, kun for at finde ham, og for at udpege alle hans fejl, for at fortælle hele verden hvilken freak han var! De betragtede han, han pjuskede op i sit hår, og opdagede, at hans koldsvedte, paranoiaen havde grebet ham. Som en jernhånd havde den lukket sig om hans hjerte, og knugede hårdede og hårdere, som om hele hans verden skulle splintres, og det ville den, det var han hundrede procent sikker på!

Pandora betragtede ham og vidste overhovedet ikke hvad hun skulle sige. Dette her var underligt. Men.. Han var god nok. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre eller.. Hun satte sig forvirret ned i skrædderstilling. Betragtede ham stadig med dette forvirrede udtryk i øjnene. Hun kiggede rundt på den kirkegården og der var igen dømt stilhed..

Han satte sige ligeledes ned, liggende sine hænder på hans knæ, og betragtede kvinden foran ham. Hvem var hun? ja han vidste HVAD hun var, og hvad hun hed, men hvem var hun? hvad lavede hun på en kirkegård?
Hele dette scenario var simpelthen for latterligt, to vampyre der sad og prikkede på hinanden, og smilte til hinanden, som om det bare var til te selvskab.

Pandora betragtede ham med hovedet på skrå. Nøøj, hvor var det dog et underligt selskab hun havde fået men rystede på hovedet ved tanken. Hun kløede sig på kinden og bed sig i læben. Hun lagde sine hænder på sine fødder og betragtede en ring hun havde på.

Han lagde hovedet let på skrå. Hvorefter han smøgede op i sit ærme, kiggende på sin bare arm. "Jeg må gå" Det havde intet med tid at gøre, det havde noget at gøre med den tørst der havde indfundet sig på hans tunge, der sad den og hev og flåede i hans tunge, skreg efter blod. Og det skulle den få, han lod fingrene glide over håret, dette var vådt af sved, det var VIRKELIG ved at være tid!

Pandora rejste sig og betragtede ham med et underligt smil. ''Du er sulten eller hvad?'' spurgte hun og kunne tydeligt mærke det på ham. Hun kiggede lidt udover kirkegården og derefter ud på gaden hvor gadelygterne var tændt og selvom det ikke behøvedes da månen klarede at oplyse det hele helt af sig selv.

Han nikkede, hektisk, han var vel sulten, hvis man kunne bruge et ord de dødelige forbandt med noget så banalt som mangel på energi. Dette var mangel på selve livets kerne, han var udtømt for livs energi. Han lagde hovedet tilbage. "Jeg går nu, vi ses... ikke?" han ventede ikke på svar, lysten i ham var simpelthen blevet for stærkt, at ligge begravet under flere tons jord i flere dage uden blod, var ikke noget der var sundt for enhver form for vampyre! Måske havde hun blinket, måske havde hun ikke, men kort efter, var han væk.

/7out, tak for tråden, det var hylende morsomt!//