Moonlight and?..(zylo)

Dag:Lørdag
Årstid:Forår.
Sted:Stranden
Tid:22:15
Vejr:det blæser let, månen skinner svagt, og der er ingen stjerner at se på nattehimmlen.
Omgivelser:Lille isoleret sted på stranden, gemt bag træer.


Silvia sukkede let for sig selv da hun løst smed sin skuldertaske i sandet. Hendes dage havde været trættende. Lige siden hendes korte aften med Aubrey, så havde den unge varmpyr været dybt i tanker, hvilket blot stressede hende mere da hendes hunger for blod blev værre og værre, og at onklen jo skulle ses efter. Heldigvis fik hun nogle små pauser fra byen`s larm og offernes skrig her på stranden ved fuldmåne, som hun nød helt. Hun havde tjekket stranden før hun kom, og få kom sjælent så sent på stranden, og vis der endelig kom nogen, ville de næppe gå så langt ned af den. Hun bekymrede sig ikke så meget omkring sit tøj med mindre hun skulle lure ofre, hvilket også forklarede hvorfor hun blot havde taget en løs knæ-kort kjole på og nogle flade sko. Kjolen og skoende lå i en lilel bunke ved tasken. Silvia bar en simpel sort bekini, ikke for stram og ikke for løs, med stropper. Den vidste de fleste af hendes kurver, men ikke så det lignede den var malet på.

Lidt længere nede af stranden gik Zylo i sin egen lille verden. Han manglede et motiv til et nyt billede, skulptur, ja bare et eller andet kunsternisk.. Denne kolde og øde stand gav ham intet. Kun lyden af vandet der bevægede sig og ikke rigtigt meget andet. Stemningen var til stede, men sjælen manglede.
Zylo var ikke lige bade typen så han gi bare i sit normale tøj, et par cowboy bukser, hvid langærmet skjorte og et sort fin jakke som var åben. Nok det mest afslappende han havde. Men stadig rimligt fint.
Lyden af vandet der bevægde sig roligt gjorde Zylo rettede blikket ud over havet. Der var alligevel noget ved havet. Det kunne være så roligt som nu, men før man vidste af det kunne det blive voldsomt og koldt og tog gerne de liv det kunne.
Åhh sikke et billede det kunne være, et hvor havet omsluger en person.. Men det skulle være livagtigt. Ikke som andre der malede rolige billeder.. Nej der skulle være liv..
Zylo sukkede roligt og gik videre.. Sluten, ja det var han.. Men han ville ikke spise.. han ville vente til han havde fundet sin inspiration... Det ville stilel sulten tusind gange bedre end noramlt.. Men hvis der gik for længe måtte han jo gøre det alligevel.

Silvia gik langsomt imod vandkanten. Hun gav sig ordenlig tid til at mærke det bløde, dog halvkolde sand, i mellem sine blege tæer, vis der var nået hun elskede, så var det at mærke ting som hun også kunne mærke da hun var menneske. Hun satte sig lige ved kanten og lod de små bølger skulle ind over hendes tær, hun ville vente lidt med at gå helt i, og nyde øjeblikket.

Zylo stoppede kort op og så sig lidt tilbage. øde. Det eneste tegn på der overhoved var liv var Zylos egne fodspor i sandet. Et suk undslap hans læber og han rettede igen sit blik frem imod den øde stand.. Eller var den nu virkelig det.

Der var nogle... Hvem ville dog være på en gud forladt strand på denne tid af dagen.. Altså ud over ham selv. Men billede han kunne lige se det for sig.. blod rødt vand, den ene sjæl på standen i mørket.. Den stjerne løse himmel.. Stemingen var god.. Men igen sjælen manglede.. Men det skulle jo bare males rigtigt.

Zylo gik roligere tættere på kvinden ved vandkanten men sagde ikke et ord. Lod bare blot roligt sit blik betragte hende som han kom tættere på i roligt tempo. Han gik ikke så hurtigt, han havde intet han skulle nå.

Silvia løftede hoved da hun duftede et væsen tæt på, nok bag hende, og det kom nærmere. Hun rejste sig op i sin fulde figur og vendte sig imod ham, med det kolde vand omkring sine ankler. Det var som om at månelyset syndes at få hednes blege hud til at gløde i en blød mat bleg farve. Hun havde langt blodrødt hår, mørkeblå øjne og en "perfect" krop. "..Godaften", sagde hun i en selsom og roglig stemme

Zylo stoppeder op med at gå nærmere da kvinden havde opdaget ham. Det gik ham entelig ikke på, han var jo kun gået nærmere for at skabe en form for kontakt.
"Godaften" sagde Zylo blot med en roligt og venlig stemme. Hans kropsprog var helt roligt og i møde kommende..
Underligt tidspunkt at bade på, hvordan man så fik den ide.. Men nu var han ikke lige frem den person der ville vælge at bade i havet. Det var da mange år siden han havde gjort det.
Han betragtede kort kvindens krop og påklædning lidt.. Men rettede igen blikekt imod hendes ansigt.. Han ville bestemt ikke udgive de forkerte signaler.. Men ja det var bare vane for ham at betragte udseende og krops bygning på alle..

"Specielt tidspunkt at bade på" sagde Zylo blot. Hvordan det skulle tolkes var op til kvinden. Det kunne have hav af betydninger, men det kom alt an på personen.

Silvia lod ham kikke på hendes krop. Normalt ville hun havde været blevet dybt fornærmet over det, men siden at der ikke var lyst i hans øjne, og han blot virkede lidt nyskerig, lod hun det passere, samt tanken omkring lidt selskab altid var rar for hende, hendes onkel var jo ikke altid så festlig at være sammen med.

"Jeg nyder stilheden..og som du kan se og høre, er her meget stille på denne tid", svarede hun let.

"Stilheden.. bekvemmelig og rar.. men også kvælende... men ja værd at nyde.." sagde Zylo blot. Han probede sine hænder i hver deres lomme i jakken og sukkede kort. Ja stilheden, det var noget der kunne nydes.

"Det er da ikke min intetion i at skulle bryde den for dig.." sagde Zylo så.. Ja han brød jo automatisk stilhenden ved at tale til hende. Men ja, det var jo kun korte sætninger og han råbte ikke lige frem. Desuden, hvorfor entelig stå og tale med en fremmede.. Men ja der var et eller andet ved hende.

Silvia gik hen til sine ting, fiskede et blåt håndklæde op fra tasken, og tørte sine ankler af med det. "Så er det heldigt at jeg fortrækker selskab frem for stilhed..", sagde hun i en roglig stemme og pakkede håndklæde ned igen.

Hun rejste sig op og begyndte at tage tøj på, dog så hun ind i mellem på ham med et nyskerigt blik, som om at hun sagde han skulle blive.

Zylo vendte sin front imod kvinden da hun gik hen til sine ting. "javel ja... det var vel heldigt" sagde Zylo blot venligt.
Stadig.. Han var nok lidt dårlig til at pludselig skulle holde selvskab.. Han var blevet nysgerig som altid.
"Mit navn er Zylo Vanguard... Må jeg bede om deres" spurte Zylo venligt.. Han så det kun som rent og skær venlighed at præsentere sig selv når man mødte nye mennesker. Eller ja.. han var selv ikke menneske.

Silvia trak læderjakken med sølvnitterne på, og gik rogligt over til ham. Hun var klædt i nogenlunde tøj, det så ikke ud til at være så fint, men dog så det ikke så slemt ud på hende, nærmest tiltrækkende, om det var menningen at det var sat sådan sammen eller at hun blot kunne lide den slags tøj måtte han gætte på.

Hun stoppede foran mig, rakte hånden ud og og lage hoved på skrå, på en nærmest nuttet måde. "Silvia Layren..mig en glæde at møde dig, Zylo". Imens hun talte så han hugtænderne inde i hendes mund, hun var altsår også varmpyr. Silvia havde lugtet han ikke var menneske, hvilket var grunden til hun opførte sig så rogligt imod ham.

Zylo tog imod hendes hånd og gav den et lille tryk før han så tog sin egen hånd til sig igen. "I lige måde" sagde han venligt og betragtede lidt hendes påklædning. Ikke lige hans smag, men ja folk måtte selv bestemme.

"pænt navn de har.. ikke lige et man høre mest.. eller ja.. jeg gør ikke" sagde Zylo venligt og mente det blot som et kompliment og en konklution.. Der var ikke rigtigt nogle bagtanker ved det. Hmm.. ja hvad skulle man entelig bryde stilheden med.. Dette var blot en han havde mødt tilfældigt.. Og ja uden bagtanker havde han ikke meget at sige.. underligt endelig.. Men det skulle nok gå

"Natten er ung Zylo, ville du have nået imod at gøre mig selskab for i nat?", sagde hun og gav slip på hans hånd. Det var normalt for silvia at spørge dem hun mødte, selvom hun aldrig havde mødt dem, om de ville holde hende med selskab intil solopgang. For det meste endte det faktisk godt, ikke i nået sexelt, men hun fik et nyt bekendtskab hun normalt ikke fortrød. Det var måske lidt mærkeligt for andre varmpyre, eller væsner, men det var bare silvia`s møde for ikke at være alene.

"Jeg skal gerne holde dem med selskab" sagde Zylo blot venligt.. Silvia virkede ensom.. Hvem ville ellers stille sådan et spørgsmål som det var helt normalt. Men det var just ikke noget han havde noget imod. Et eller andet skulle han vel bruge tiden til.

"Og ja.. natten er bestemt ung.. det vil den altid være.. den vil aldrig dø hen" sagde Zylo da det kun var sandt.. Det var en ballande.. Nat dag, godt ondt.. ja alt.. Eller det mente nogle.. Han vidste ikke helt selv. Det var et emne der kunne diskuteres længe hvis det skulle være.

Silvia nikkede til hans ord, og gjorde et kast med hoved imod en lille sti der så ud til at føre ind til byen. "Så lad os komme afsted", sagde hun med et svagt smil over læberne, hvorefter hun let tog i hans arm, og begyndte at gå. Silvia frøs nu ikke, men hun fandt det mere hyggeligt at gå med hendes arm i hans, selvom det for mennsker ville ligne de var et par

Zylo nikkede blot da hun sagde de skulle komme afsted, men blev lidt overrasket over at hun tog fat i hans arm. Men sagde ikke noget til det og gik blot med hende. Han tænkte lidt over hvor de entelig var på vej hen..
"Hvor længe siden er det at de blev bidt?" spurte Zylo lidt nysgerigt. Han havde lagt mærke til hun ikke var varm, og han havde også haft andre tegn der sagde hun var vampyr, men var bestemt sikker nu.
Dog virkede hun ikke til en der havde været det meget længe.. Mange andre opførte sig anderledes..
"Altså hvis jeg må vide det selvfølgelig" rettede han så sig selv.

Silvia så på ham og sukkede kort, før hun så ligeud. "Tja...jeg er skam ikke så gammel, kan man sige..jeg blev..ændret, for godt 118 år siden..jeg vidste allerede lidt omkring varmpyre på det tidspunkt, min onkel, Lucifer layren jeg har levet med siden jeg blev bidt, havde sagt til mig der nok ville komme et tidspunkt hvor jeg ville slutte mig til ham...han bliver snart 900, han er en af de ældste varmpyre i landet".

Silvia snakkede ret åbent omkring emnet. Normalt ville varmpyre ikke rigtig svare på hvornår de var blevet bidt, enten fordi at de ikke gad, eller ikke kunne huske det. Og dem som endelig ville, gik sjælendt i så meget detailije som silvia gjorde, det var som om hun ikke rigtig var ked af over ikek at være menneske mere.

"javel ja.. Men det er da stadig en god håndfuld år" sagde Zylo blot. Han havde ikke regnet med en sådan en dyb forklaring.. Men ja.. Hendes onkel var en gammel vampyr.. Mon han var en af de der sten bidere der var så kedelige.. Eller en af de der voldelige der troede de var bedre end andre.. Eller var han bare normal.. Tjaa det var vel entelig rimlig lige meget.

"Så man skal nok ikke blive upopulær med dem" sagde Zylo lidt ment som en joke.. Men det var nok ikke sjovt hvis der kom en 900 år gammel vampyr efter en.

"nej, det er sandt..vi er meget tætte, jeg anser ham mere som en far ind en onkel", sagde hun og så fremad, de gik ned af en lille villa vej som lå øde hen, dog kørte en bil eller to forbi dem, ind imod byen.

De første høje bygninger af Sunisha kunna ses efter lidt tid, såvel som de første par neon skilter, byen sov i hvertfald ikke i aften. "Er du til natklubber?", spurgte hun henkasten og så op på ham, hun vidste jo ikke om han bare holdte af en hyggelig lille cafe, en livlig natklub eller en gothic bar.

"Må være rart, bare det at være tæt på nogle.. mange vampyre ender med at blive ensomme.." sagde Zylo venligt.. Han stod ikke selv og var tæt med nogle.. Men han havde bestemt ikke brug for det mente han selv.

"Ja.. stemningen plejer at være god.." sagde Zylo venligt.. Og han lignede just ikke en helt op i årene så han kunne godt tillade sig at gå der ind.. Og livet der inde det var godt.. Til tider kunne han da godt finde et mørkt og dustert sted.. Men for det meste skulle der være spændene liv.. Så han kunne more sig over mennesket og deres dumheder.. Sjovt at tænke på man selv engang havde været sådan.

"Sandt..han er gammel..men dog er han familie", sagde hun og så op på ham. De fleste varmpyre kendte hendes onkel, i hvertfald de fleste over 400, han var en magtfuld og gammel varmpyr, der kendte de gamle metoder og havde mange år`s erfaring i kampkunst.


De kom efterhånden længere ind i byen, og nogle folk kikkede på det smukke "par", som passerede dem på gaden, nogen med nyskerige blik, andre med lystfulde blik, og så dem der bare beundrede deres skønhed. "Hvor lang tid har du været?", sagde hun og henførte til hvor lang tid han havde været varmpyr, imens de gik ned af en af de nået større gader i byen.

"Det tror jeg skam gerne på" sagde Zylo og ville ikke i problemer med en ældre vampyr.. Men han holdte sig alligevel en del for sig selv og så længe de ikke skabte problemer for ham.. Ja så skabte han ikke problemer for dem.

"Hmm stoppede med at tælle ved omkring 280.. lidt fra eller til hvornår det helt præcist var.. Og det var vidst omkring anden verdens krig.. hen imod slutningen" sagde Zylo og tænkte lidt tilbage.. Han gik ikke rigtigt op i hvor gammel han præcist var.. Det kunne vel være det samme.. Men lagde man tallende sammen var han vel omkring 330.. plus det løse.

"Hmm, jaså, det er da en imponerende alder..vi bliver flere og flere unge fordi vi har lært at kæmpe imod jægerne...selvom jægerne for mere og bedre nyt legetøj til at bekæmpe os, selvom vi blot gør det for at leve..de tror vist alle på de gamle historier omkring at varmpyre æder dig..", sagde hun i en lidt misfornøjet tone.

Hun klemte lidt om hans arm og stoppede. Hun så op på en larmende 3 etagers natklub, med et stort neon skilt udenpå hvor der stod. "Sølv svanen"

"Ja.. Sådan ser nogle på det... Men der er også de vampyre der vælger at opføre sig voldsomt som om de kan tillade sig alt fordi de blot er blevet ændret... Den type ser jeg som dem der gør os upopulære" sagde Zylo, trods han nok var en af dem som ikke var forbillede af vampyre.. Men han så det selv på en anden måde.. Han viste blot mennesket hvem de virkeligt var. Og han dyrkede sin passion her i livet.. Og de mennesker der nu mistede livet til hans kust, de blev jo også sluppet fri af den facade de gemte sig bag.. Det øjeblik før de mistede livet, der opnåede de det at være virkeligt i live.. At de så døde.. Ja det var jo ikke hans problem.

Zylo stoppede op og kiggede lidt på natklubben.. Ja der var en masse liv inde.. Men det var ikke et sted han havde været før.
"Skal vi tage dette" spurte Zylo venligt Silvia om. Mest fordi hun jo var stoppet op her.. Det eneste han nu virkeligt ikke gad til hvis der var kø.. Selvfølgelig kunne man godt prøve at komme ind uden at stå i den.. Men ja.. Han havde ikke været her før.

Da han spurgte om de skulle gå ind der, havde silvia allerede forladt hans side. Hun stod og talte med en unaturlig høj dørman. Han løftede blikket og kikkede i gennem sine solbriller, hans øjne var røde, hvilket nok betød han just ikke var menneskelig. Han nikkede kort ned til Silvia, og åbnede døren.

Silvia gik i gennem køen tilbage til Zylo, tog hans arm og gik ind i klubben, hvorefter døren blev lukket. Enten vidste Silvia bare hvad man skulle sigde, ellers var det ikke første gang hun var her.