stars, ocean, moonlight.. all i need is an angel - Sariel

Dato: 27-05-2011
Dag: fredag
Tid: over midnat
Vejr: stjerneklart, måneskin, roligt, ingen vind, varmt i vejert.
Årstid: Sommer (forår)
Beklædning: Sorte shorts der går til lige under knæet, hvid t-shrit med rød printet "Love" på, mørke rød jakke, en masse armbånd og selvfølelige er sort bind omkring øjnene.
_________________________________________________________________________________________________________________

Ozzie Pillede lidt usikkert ved sit armbænd der lå hen over hans tynde blege håndled, tænk at alt liv ville forsvinde hvis man nu stremmede det armbånd lidt mere? Han slog tanken ud af hovedet.. hvorfor så negativ? Det var en perfekt aften, her var så smukt, selv om han for lidt sidne havde båndet bindet om øjnene igen. Han havde nydt måneskinnet i nogen sekunder, men han ville ikke risikere noget, han kunne bare ikke ligge og se på stjernerne lige meget hvor gerne han så ville, selv om han tydeligvis var helt alene. Det var bare.. underligt ikke at have det på, når man var bleven så van til det, han smilte lidt ved tanken imens han tog lidt sand op i hænderne og legede ubevidst med det. Han sad lige ved vandkanten og kunne engang imellem mærke bølgerne der ramte hans tær, da han havde taget sko og størmpe af og smøget sine bukser op. Han havde smidt sin taske og bog fra sig lidt længere oppe af stranden. Han havde taget her ud for at være alene til at starte med, for at nyde det bare at.. være sig selv.. alene.. men det eneste han kunne tænke på nu var.. at være sammen med nogen.. hvor ville han dog gøre alt for kærlighed, hvorfor skulle det være så svært? Hvorfor skulle han nøjes med at drømme.. alt han dørmte om var at finde sin eneste ene, og han havde aldrig følt sig så ensom før som nu.. på en så romatisk aften, på stranden, i måneskin.. alene.

Sariel havde lige parkeret bilen i græsset som var lidt før stranden, han sad i bilen og så ud mod vandet som blev lyst op af den flotte måne der var på himlen. Han kunne ikke rigtig finde ud af sig selv på det sidste, alt det der var sket med Alane, det var så rart, men også rigtig dårligt på samme tid, han havde ikke godt af at tage sig af hende og være der altid, han havde bruge for at finde en ny, en helt ny start. Men tankerne om Alane brændte stadig, det var svært. Også fordi at hun var på røven, ingen penge eller noget mad og så kunne han jo ikke bare smide hende på gaden jo?
Han lænede sig tilbage i sædet og fik øje på nogen nede på stranden, måske en fredelig sjæl der ikke havde noget imod at snakke? Han tog sin telefon i lommen, som lå i bilruden, han tog sine sko af og stilte dem i bunden af bilen, sammen med sokkerne. Han steg ud af bilen og smilte da hans fødder ramte græsset, det var en rolig følelse og en smule koldt. Han låste bilen og havde lagt bilnøglerne ned i lommen sammen med mobilen og satte kursen ned mod stranden.
Han kom nærmere til personen, men stoppede så op da han genkendte personen, han begyndte at smilte, han var helt sikker. "Ozzie" sagde han roligt og stod mindre end 2 meter væk fra ham.

Han blev ved med qt samle sandet op i sine forsigtige hænder og lod det løbe langsomt ud igen, han blev ved med det, igen og igen. Tids fordriv, det var ligesom bare ikke rigtig nogen mening med noget.. han havde lyst til at bare smide tøjet og hoppe ud i det kolde vand.. der var jo ikke andre end ham her? Og hvorfor skulle der også komme nogen på det her tidspunkt om natten? Det var jo absurd. Han overvjede tanken lidt og havde langsomt bestemt sig for det var en dårlig ide.. for en blind elver at vandre rundt ude i det store hav, nøgen og helt alene.. måske, skulle han bare tage i svømmehallen imorgen, hvis det han savnede var vand? Det han savnede aller mest var klart naturen af alt.. han hørte hjemme her.. her i det fri.. her hvor naturen bestemt gangen af alt og ikke menneskerne der kun forpestede den jord hans folk i millioner af år havde prøvet at passe på.. forbanede menensker.
Det gav et chok i ham da han hørte stemmen lige bag sig, og det løbte ham koldt ned af rykken, et lille skrig løb ud mellem hans læber, og slev om han ville flygte sad han vare stivnet af skræk... hvor længe havde han stået der! Og hvem... havde han ikke.. åååååh.. gud.
Hans øre havde opfanget lyden og var igang med at finde ud af hvilket ansigt han kunne sætten den samme med. Han sukkede stille da Sariels navn bredte sig i hans tanker.. for fandne da også. Han vendte langsomt hovedet mod ham. "Du ved godt det ikke er pænt at snige sig ind på folk på den måde, ik? og da slet ikke de blinde af dem.." mumlede han og smilte bare glad til Sariel da han endelig bare drillede ham lidt.

Sariel så hans kønne smil brede sig på hans læber, han satte sig ved siden af ham med et lille mellemrum. "Det beklager jeg" sagde han med et grin på sine læber. Han havde faktisk næsten glemt at han var blind, da han så hans kønne øjne for længe siden i det der telt, kunne han ikke glemme hans øjne, selvom han altid havde den dækket til. "Hvad laver du her ude? Nej.. Hvad laver en blind elver midt om natten helt alene her ude?" spurgte han og havde et smil på sine læber, selvom han ikke kunne se det.
Det havde godt nok været længe siden at Ozzie og Sariel havde være sammen, altså normalt ikke alt det der med teltet, som han stadig ikke kan sætte helt på plads hvad der skete, eller jo, men han forstår det bare ikke. Hvad skulle der ske med dem nu? Det kunne vel kun blive en smule akavet.

Ozzie vendte bare glad hovedet op mod Sariel, selv om han før helst ville have været alene her på stranden, så var han rigtig glad for at Sariel var kommet, han kunne slet ikke lide at være alene endelig. Men han kendte jo ikke særlig mange, så det blev han jo for det meste aligvel, derfor var han kun glad for den overraskelse Sariel havde givet ham. Han nikkede bare "Nåååh.. det går såmen.. sæt dig ned" sagde han smilende og klappede på sandet ved siden af sig, nu var han jo kommet.. så havde han vel tid til lige at side ned lidt.. de var jo stadig venner, ik? Han trak lidt på skuleren af sig selv endelig og ventede bare på Sariel skulle sige noget, og tænkte over hvorfor de endelig.. nej.. lige meget. "Eh.." sagde han forvirret.. hvad han lavede her ude? "Jeg tænker bare.." sagde han stille og smilte lidt og håbede bare Sariel ville sætte sig, så han ikke skulle side alene mere.

// mener at jeg allerede har sat mig men okay XD //

Sariel satte sig ved siden at Ozzie og smilte til ham. Han kunne godt tænke sig at se hans øjne igen, men han vidste at det var for farligt at prøve. Han kunne mærke at han var glad for at se Ozzie igen, han var glad for at de kom godt ud af det efter den episode, man han måtte dog indrømme at han savnede det en smule, men det ville bare ikke komme noget godt ud af det. Da hans følelser med Alane var forvirrende. Han burde virkelig lade hende gå sine egne veje, men der var bare over noget hende som ingen andre havde. "hvordan har du det ellers?" han og begyndte at lege med sandet i hans hænder.

// jaja! sæt dig igen så.. nok!xD //

Ozzie mærhede hvordan sandet gav en smule efter omkring der hvor Sariel satte sig, lige der.. ved siden af Ozzie, så tæt på. Han rystede på hovedet for at få tankerne ud af hovedet.. det var bare.. når man havde været alene så langt tid.. så ville man nærmest give hvad som helst for lidt kærlighed, om så det var fra en fuldstændig fremmed, bare.. et kram.. et par sekunder, det ville sikkert kunne gøre underværker. Han vendte hovedet mod Sariel, og ville ønske han kunne se ham.. bare et sekundt, ville bare gerne vide hvo rhan så hen, og han så på Ozzie eller om han så ud mod havet.. eller måske et helt andet sted? Tænkt at mennesker.. eller væsner.. eller.. Folk! Kunne side og se på ham uden han overhovedet vidste det.. tænkt at blive krænket på den måde, det var altså en lidt uhyggelig tanke. "Sariel? Jeg bliver altså nød til at vide hvad du kigger på.. " sagde han stille, og følte sig lidt åndsvag efter ordene var udtalt. "Fint" sagde han stille i det han bukkede hovedet ned af så man ikke kunne se ham for håret der faldt ned i ansigtet på ham.

Sariel så at Ozzie vendte hovedet hen mod Sariel. I det han gjorde det så han også på ham og begyndte at smile, det var virkelig at have øjenkontakt med ham, men dog alligevel ikke, men det var bare så meget bedre. "Dig" hviskede han og havde et roligt smil på sine læber og så faktisk mere præcist på hans læber så han ikke kunne se han i øjne, så han så på hans læber når han talte, det var måske en smule underligt at gøre, men på den måde var det som om at man bare lyttede mere. "bare fint?" spurgte han så, det kunne da være at han havde lavet noget spænende på det sidste.

Ozzie havde vendt sig mod Sareiel så han sad med frond mod ham, han havde taget sine knæere op under sig så han sad en del mere krøllet sammen omkring sig selv. Sariels svar gav ham kun gåsehud over det hele, og han rødmede selvfølelige kraftigt, og skujlte sig atsigt ved sine knæere.. hvor pinligt.. "Ih" mumlede han stillede, det hele kogte bare over. "Sariel" hviskede han stille tilbage, hvorfor gjorde han det der! Vidste han selt ikke hvor.. forførende han var.. ih altså. "Ja.. jeg har det fint, det går fint... hvad med dig?" sagde han og prøvede bare at komme væk fra at tale om sig selv, der var intet spændene at tale om, for tiden levede han bare.. uden nogen grund, og uden noget liv.. håbede på at der snart ville ske et eller andet i hans liv, han kunne virkelig godt bruge nogen.. der virkelig.. bare.. ville være der for ham, lige meegt hvad, en ven eller kæreste, det var lige meget, bare en eller anden.. men det fortalte han selvfølelige ik til nogen.

Sariel smilte bredt da han så at han gemte sit ansigt. Sariel vendte også sig om så de sad lige over for hinanden, han sad i skrædderstilling med hænderne foran sig, imens han rodede i sandet. "Det lyder roligt" svarede han og begyndte at sukke da spurgte ind til hvordan han havde det. Han vidste ikke rigtig om han skulle forklare hele situationen med Alane, han havde faktisk brug for at tale med nogen om det. "ehm.. har faktisk en mindre ting jeg godt vil tale om.. Har ikke haft mulighed at dele det med nogen og har brug for at tale med nogen om det" sagde han klynkende og lod blikket falde ned i sandet og smilet faldt også fra hans læber.

Ozzie tittede forsigtigt frem bag sit sorte hår, han rødmede stadig lidt svagt hen over kinderne, men han håbede ikke Sariel lagde mærke til det, det ville simplehen bare være for pinligt, især nu, hvor de ikke havde set hinanden så længe.. nej han kunne heller ikke bare komme her.. og sige sådan noget.. altså, og hvorfor var det lige han så på Ozzie? Han lagde hovedet lidt på skrå og nikkede tavst til ham, "roligt" mumlede han stille, ja alt gik stille og roligt, selv om Ozzie ville ønske det ikke gjorde, han havde virkelig brug for noget opmærksomhed, at der ville ske noget i hans liv.. men, ja.. man måtte vel bare, håbe, og ind til da.. lade tingende gå som de gjorde. Han løftede opmærksom hovedet og nikkede igen "Ja.. sig frem, du kan fortælle mig alting" sagde han stille og prøvede at lyde som en rigtig ven, Sariel kunne godt stole på Ozzie, selvfølelige kune han det.. de var venner.. jep, venner.

Sariel så op og hurtigt så han på hans mund. "Jo ser du.. Jeg mødte Alane, og hun var blevet smidt fra hus og hjem og havde ikke spist i flere, hun var såret og ja.. jeg tog mig af hende og fik hende på hospitalet, så kom hun hjem til mig nu og.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mine følelser, for jeg kan jo ikke bare smide hende ud og.. jeg vil gerne passe på hende men jeg ved at hvis jeg begynder at få flere følelser for hende så bliver det bare være for mig selv.." sagde han sukkede og var helt ude af den, hans stemme rystede. Han børstede sandet af hans hænder roligt og tog begge sine hænder til ansigtet. Han kunne godt tænke sig at komme videre og bare have Alane som hans veninde, og Ozzie.. Ja de var vel bare venner, men.. ellers bare møde nye personer. måske?

Ozzie lod knæende glide ned igen, rødmen var aftaget igen, nu handlede det altså heller ikke om ham mere, men han måtte hjælpe Sariel.. eller det kunen han nok ikke, men han kunne da lytte til havde han havde på hjertet. Han satte sig i skræderstilling foran Sariel og lyttede opmærksom til havd han sagde.. Alane.. eh.. det, hun.. eh.. hende kendte han vidst gordt, gjorde han ikke? Han kunne ikke rigtig huske det, men det var vidst Sariels kæreste, hende han havde forladt Ozzie for. "Hvorfor kan du ikke have følelser for hende?" spurgte Ozzie nysgerrigt, han syntes det var lidt synd for Sariel, at han skulel hænge på hende på den måde. Dog ville Ozzie havde gjordt det sammen, man lader ikke bare hjælpeløse personer.. dø.. det kan man selt ikke havde på samvittigheden, og det var sikkert helt umuligt for Sariel, da han jo var en engel. "Har du snakkede med hende om det?" sagde han stille og lyttede til den rystedne tone Sariel havde.. han var vidst ikke helt okay. Han kravlede forsigtig over til ham og rakte ud efter hans hånd som han forsøgte at finde, han ville bare gerne berolige ham lidt.

Sariel kunne mærke at han lytte til ham og det hjalp en smule på humøret. Han så han fangede ud efter hans hånd og tog så om hans hånd og fik et sødt smil på læberne. Sariel undrede om hans spørgsmål, han havde jo slet ikke snakket med hende om det, måske han skulle starte med det? "Altså, jeg kan godt li' hende.. bare ikke på den måde længere" klynkede han og sukkede. Han ae'ede hans hånd og fik tåre i øjnene. Han var nok den eneste som han kunne tale med der her om, det var ikke lige frem andre som han ville dele det her med.

Ozzie prøvede virklig at finde Sariels hånd, men det var bare svært når alt bare var.. mørkt for ham, og han ligesom måtte mærke sig selv, og han ville jo heller ikek side og rage på Sariel på den måde vel.. hvor pinligt.. det var svært at finde hans hånd når man ville være forsigt på samme tid, og var lidt bange også, han var slet ikke sikker på han gad holde ham i hånde.. men et eller andet måtte Ozzie jo gøre. Han blev bare virkelig glad da Sariel hjalp ham lidt og tig hans hånd, han gav den et forsigtigt klem for ligesom at udtrykke 'det skal nok gå' på en tavs måde. Ozzie lyttede og nikkede lidt "Hvad føler hun for dig?" spugrte han stille.. hvad nu hvis hun havde det på samme måde.. så var der jo ikke noget problem.. eller hvad. Han hørte godt Sariels klynken og kunne ikke li' det, han skulle ikke lide på den måde. "Sariel.. græder du?" spurgte han stille, han kunne ikke se noget, men han kunne høre det i hans stemem og hans åndedrat. Han rykkede bare lidt tætter på og sprang nærmest på Sariel og overfalede ham i et forsøgende kram, som mislykkes lidt. Han holdte dog bare stramt om ham selv om han havde væltet dem begge om kuld i sandt.. så skulle han sgu stadig have et kram! "Undskyld.. jeg er så klodset" hviskede han stille.

Sariel smilte af det lille klem Ozzie gav. Han vidste slet ikke hvordan han kunne komme uden om de følelser han nu havde, han kunne bare godt tænkte sig at møde andre og starte en ny forelskelse i stedet for at hænge fast i den samme onde cirkel hele tiden. "Jeg ved ikke helt hvordan hun føler, men hun er også glad for mig. Men logisk tænk så vil det slet ikke gå" mumlede han og prøvede at holde sin dirrende stemme tilbage. "Men vil jo heller ikke såre hende, det har jeg allerede gjort en gang" tilføjede han og snøftede engang. Han tørte tårene væk med den anden hånd, i det Ozzie begynder ligner at han vil kramme, men hurtigt når man ikke rigtig at reagere får Ozzie lå oven på Sariel og at de roede i sandet. Sariel fik straks et smil frem på sine læber, hans tåre var stadig i hans øjne men han grinte lavt. "Jeg kan godt li du er klodset" små grinte han og snøftede en gang mere.

Ozzie trak vejret langsomt og stille, det var slet ikke til at høre for Sariels klynken, selv om han jo ikke kunne gøre for det, Ozzie syntes bare det var synd for ham, hvad gjorde man.. hvis man ville gøre en engel glad igen? Han ville gerne gøre alt for Sariel, han var hans eneste ven.. hvilket var lidt sørgeligt, men han var glad for at det var rigtigt, han ville ikke miste sin eneste ven. Han nikkede forsigtigt "Men.. måske skulle i bare være venner?" sagde han stille, hvis man kunne det? Det vidste han ikke noget om.. kærlighed og forelskelser.. eller jov han havde jo også været forelsket, men han ville helst ikek tænke på det.. det gjorde undt. Han smilte forsigtigt ud i ingen ting, han følte sig så sårbar når han var blind.. men selv hvis han tog bindet af.. ville han stadig være blind.. måske skulle han fortælle Sariel om det, han havde mistet sin evne.. da han var bleven rigtig blind. Han sukkede stille og satte sig hånd mod Sariels mave for ligesom at komme væk fra ham igen, så han ikke lå derind over ham, det var pinligt, og det fik Ozzie til at rødme igen, han rullede forsigtigt af Sariel og ned i sandet ved siden af ham. "Snak med hende" sagde han stille.. han anede ikke hvad han ellers skulle sige.
Sariels sidste kommentar fik ham bare til at rødme endnu mere, "Neeej.. lad være" mumlede han stille, han måtte ikke drille.. eller noget.

Sariel snøftede en gang mere og trak på smile båndet, hvad mente han med at han skulle holde op? Hvad gjorde han da forkert, han var jo bare sig selv. "Jeg vil rigtig gerne være venner med hende, men når jeg er hende nær, så bliver jeg svag.." sagde han mumlende og blev bare liggende op på himlen og så op på stjernede, det var altså en skam at han ikke kunne se, for stjernede var altså bare så smukke. Kunne han ikke bare tage bindet af en enkel gang og se på stjernede? Han behøvede jo ikke ligefrem at se på Sariel, men at dele oplevelsen af stjernede med ham, ville være en følelse han havde brug for, ikke så meget drama, bare stilheden. Imens han lå på ryggen vendte han hovedet hen til Ozzie, og begyndte bare at smile. Hvorfor var altid så svært?

Ozzie brød sig ikke om at Sariel græd, han kunne godt høre hans snøften, han måtte bare bide det i sig.. han havde aldrig været god til at trøste folk.. når nogen grad.. ja så flygtede han hvis han kunne, et klap på skulderen og et 'er du okay' var alt han kunne komme op med.. og det fik dem altid til at bryde ud i en flæbe scene, og så begyndte Ozzie bare selv at græde.. og ja så var helved løs.. så han holdte sig helst fra tråe så godt som muligt. "Åh.. ja det.. kender jeg godt" sagde han stille.. han havde flere gange besluttet at nu skulle det være nok! Jayden skulle ikke bestemme alt.. han skulle ikke bestemme hvor når de var sammen og hvornår de ikke var, Ozzie gad ikke bare være en dukke han kunne bruge når han havde lyst.. men så når.. han tog sig sammen og tog over til ham, ja så blev han helt blød i knænene og kunne ikke få et ord frem.. og så kyssede Jayden ham bare.. og så havde han glemt alt hvad han skulle sige.. det var helt forfærndeligt hvad nogen mennesker kunne få en til. Men det var også slut nu.. Jayden var færdig med Ozzie.. han havde vel fundet en ny.. sød.. lille et eller andet, han kunne bestemme over, og spille sød og uskyldig overfor. "Eh.. Sarile.. hvad tænker du på?" hviskede han.. der var pludelsig bleven så stille.. åh.. bare han ikke lå og kiggede på ham igen.. bare tanken fik ham til at rødme og se væk.