Uvejret brød løs..

Sted. Fest lokalerne
Vejr. Der er et uvejr udenfor
Tid. 01.32
Omkring. No one
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.splendicity.com/celeblook/files/2008/11/bebe-white-dress.jpg , en halskæde med et hjerte fasthængende, armbånd og har bare fødder

Rose kom ind i et af fest lokalerne. Hendes blonde hår klistrede sig til hendes kinder og hendes hvide kjole var lidt gennemblødt. Et lille irriteret suk kom fra hende da hun så hvordan hun så ud. Regnen slog på ruderne og man kunne høre lyn og torden langt væk. Vinden hylede udenfor, og Rose kunne ikke lide lyden. Hun hadede uvejr. Dette var det nærmeste sted hun kunne komme hen da uvejret brød løs. Hun brød sig ikke om de høje lyde som uvejret lavede og det gjorde at hun ikke kunne høre hvis nogen kom. Hun begyndte hurtigt at ryste af kulde og hun lagde sine arme omkring sig og lod sit blik gå rundt omkring.. Fuldstændig tomt..

Will sad krøllet sammen i et hjørne af lokalet så han næsten ikke var til at se, og med en hånd på sin hals, og lukkede øjne i smerte, mindedes han den vampyr der havde angrebet ham udenfor midt i uvejret og havde drukket en del af hans blod. Blodet gled ned af hans hals i en smal stribe og videre mod hans brystkasse trods hans tynde, sorte jakke var ivejen så blodlinien ikke kunne komme længere end dertil. Han åbnede dog hurtigt øjnene igen ved lyden af døren der smækkede og duften af engel. Han havde intet imod engle men dette var bare ikke tidspunktet at møde nye personer og han lagde hovedet tilbage mod væggen i smerte. Det bid gjorde mere ondt end noget andet bid han nogensinde havde prøvet. Vampyren måtte have haft noget specielt gift i tænderne siden det gav så mange smerter, og det ikke ville stoppe med at bløde.

Selvom at Rose ikke kunne se nogen, kunne hun mærke ens tilstedeværelse. Hendes blik gik endnu engang rundt omkring i lokalet og hun denne gang kunne hun se en krop som var krøllet sammen. Hun lagde hovedet let på skrå og så på personen som sad i hjørnet af rummet "Hallo?" sagde hun forsigtigt og gik prøvende nogle skridt frem mod ham og holdt øje med de bevægelser han lavede. Det så dog ikke ud til at han ville gøre noget. Han så faktisk ud til at være i smerter og hun havde endnu ikke set blodet som løb fra hans hals.

Will vendte langsomt blikket mod den fremmede engel og studerede hende med et lidt smertefuldt blik. Han kunne ikke svare hende af gode grunde, og så derfor bare på hende og nikkede svagt hvilket gav et lille jag af smerte i bidemærkerne. Han skar kort en grimasse af smerte og rettede sig lidt op igen så han ikke så fuldstændig død ud. Will fulgte hendes bevægelser med blikket og var lidt nærvøs med hende, men viste det ikke.

Hun kunne se at han var lidt nervøs "Jeg gør ikke noget" sagde hun og smilte varmt til ham og lukkede langsomt afstanden mellem dem. Hun så ned på ham og satte sig derefter på hug ved ham "Hvad er der dog sket med dig?" spurgte hun og så på hans hals og så nu blodet som løb fra hans hals. Hun så derefter op på drengens ansigt og lagde hovedet let på skrå og ventede på svar.

Will så på hende med de natsorte, skinnene øjne da hun satte sig på hug ved ham. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men flyttede dog bare hånden et kort øjeblik og holdt den op så hun kunne se blodet og også bidemærket på hans hals. Det var det bedste svar han kunne give og med en forsigtig bevægelse flyttede han hånden tilbage til sin hals og lod den dække såret igen så blodet ikke slap ud så let.

Rose sukkede lavmælt da hun så bidemærkerne "Fordømte vampyre.." mumlede hun og så på drengen "Kom.. Vi får et eller andet på såret.." sagde hun og gav ham intet valg da hun hev ham med op at stå. Hun havde et blidt greb fat i hans arm og smilte op til ham "Kom.. De burde have et eller andet her omkring" sagde hun og så sig omkring og så hen på en dør som førte ud til et køkken og hev drengen blidt med derud og satte ham på en stol.

Will undrede sig lidt over at hun ikke spurgte om hvorfor han ikke svarede med ord men var egentlig bare glad for at han så ikke skulle til at forklare alt muligt med tegnesprog og fagter da det virkelig ikke var hans stærke side. Han nikkede svagt til det hun sagde og blev lidt overrasket da hun hev ham op at stå, og det gav et jag i såret igen men han lod være med at gøre noget ved det og fulgte hende bare ind til køkkenet. Will så på hende med et taknemligt blik i de grønne øjne som før havde været sorte, men de ændrede efterhånden farve hele tiden pga smerten og indtrykkende fra den fremmede engel. Han så på hende og tænkte lidt på hvad hun mon ville gøre ved såret.

Rose så lidt på ham og tænkte lidt hvad hun skulle gøre med såret og så sig derefter rundt i køkkenet og så lidt i skufferne og skabene og fandt til sidst en nødhjælps kasse og hev den frem. Dér fandt hun noget til at rense såret og en vat tingest (ved ikke hvad det der xD) og lod væsken hældes ud på den og gik over til drengen "Det her kommer måske til at svige lidt.." mumlede hun, men vidste det ikke rigtigt, men kunne godt tænke sig frem til at det sikkert godt kunne. Og så havde hun advaret ham. Hun lagde sin ene hånd blidt på siden af hans hoved og havde et greb så hun kunne ligge hans hoved på skrå og kunne komme lidt bedre til. Hun lod derefter vattet med væsken på dubbes mod såret og så på drengens ansigt under det hele for at være sikker på at hun ikke gjorde noget der gjorde ondt.

Will betragtede hende mens hun gik rundt og ledte efter ting som kunne hjælpe ham, og følte sig egentlig ret tryg med denne engel da hun havde udvist hjælpsomhed lige fra starten, hvilket han satte pris på. Han så lidt på den vattrondel(^^) hun havde fundet, og nikkede svagt til det hun sagde, men trak hovedet lidt væk fra hendes hånd da hun nærmede sig, men tog sig så sammen og prøvede at slappe af. Han mærkede godt at det sveg en smule, men synes egentlig ikke at det gjorde ondt da han jo havde prøvet det der var værre.

Rose smilte til ham og lod sit blik gå hen på hans hals og rensede hans sår og smed derefter vattrondelen ud i en skraldespand og fandt et lille stykke stof frem og noget tape som brugte til at tape bandage og lignende fast til huden. Hun gik derefter tilbage til fyren og tapede det lille stykke stof fast mod såret "Så! Nu burde det stoppe blodet" sagde hun og var egentlig ret tilfreds med sig selv. Hun gav fyren et opmuntrende klap på hans ene skulder og begyndte at sætte tingene væk igen.

Will smilte lidt tilbage til hende og prøvede at slappe lidt af ved at hun var så tæt på, og det lykkedes faktisk okay. Han så ned på sine knæ imens hun gjorde sit arbejde og var taknemmelig for at hun overhovedet gad at hjælpe ham efter vampyrbiddet og det lille klap fremkaldte et lille smil på hans læber. Han nikkede og besluttede sig så for at prøve at sige tak på sin egen måde, det kunne jo være at hun kunne forstå lidt af det. Med en hånd gjorde han en bevægelse som betød 'tak' på tegnesprog og han håbede bare på at hun kunne forstå det.

Rose så på ham og havde heldigvis set en hel del tegnesprog gennem sit liv "Det var så lidt" sagde hun og smilte til ham og efter at have sat tingene på plads, tog hun en stol hen og satte sig overfor ham "Det var da det mindste jeg kunne gøre. Du troede da vel ikke at jeg ville lade dig sidde der og bløde, vel?" spurgte hun og smilte varmt og imødekommende til ham.

Will var en smule lettet over at hun forstod det, og smilte svagt til hende og var bare glad for at hun i det hele taget ikke var den den bitchede type. Han rystede på hovedet som svar på det hun sagde, og tænkte om han kunne gå videre med noget mere avanceret tegnesprog for at føre en samtale med hende. Med langsommere bevægelser end normalt - for englen skulle jo kunne forstå det - lavede han tegnene til sætningen 'heldigt at du kom forbi inden jeg forblødte helt'. Han bed sig lidt i læben og lagde hovedet lidt på skrå. Hvor var det dog bare svært ikke at kunne sige noget.

Rose fulgte hans håndbevægelser med opmærksomhed og nikkede "Ja, der var du vidst lidt heldig" sagde hun muntert og nikkede over det han prøvede at fortælle hende. Hun havde engang en ven som oss brugte tegnsprog, og hun havde derfor lært det da denne ven betød meget for hende. Men det var nu ved at være nogle år siden at hun havde set vennen og hun var derfor lidt rusten omkring at kunne forstå tingene. Hun lændte sig tilbage i stolen og så på ham "Men hvad skete der overhovedet?" spurgte hun og så nysgerrigt på ham.

Will var forundret over at hun ud, af alle væsner, forstod tegnesprog men det var jo bare en god ting. Han tænkte lidt på hvordan hun mon havde lært det da der ikke var ret mange der kunne det, og det var jo heller ikke fordi det ligefrem var nemt at lære 'jeg gik ude i regnvejret' begyndte han med langsommere bevægelser end normalt og fortsatte 'så mærkede jeg vampyr tænder i min hals og selvom vedkommende havde sinde at dræne mig for blod, gjorde den det ikke' han sluttede af og sænkede hænderne.

Rose så på hans hænder med stor opmærksomhed og skulle lige tænke lidt for at forstå det og nikkede det derefter og sukkede "Forbandede vampyre.." mumlede hun og rystede på hovedet "Men jeg er nu glad for at der ikke skete dig noget" sagde hun og smilte varmt til ham og ville ikke høre om flere drab på grund af vampyrene og desuden virkede han til at være en venlig fyr og han havde i højest grad ikke fortjent at blive dræbt. Det er der jo sår'n set ingen der har fortjent.

Will så godt koncentretionen i hendes ansigt. Det var tydeligt og det var han egentlig lidt glad for da det jo betød at hun gerne ville snakke med ham osv 'tak...jeg er glad for at du ville hjælpe mig' han lavede tegnene og trak det ene ben op til sig og lagde en arm omkring. Han så på englen foran sig og smilte lïdt.

"Det var det mindste jeg kunne gøre. Jeg er jo så vant til at være vampyres mad" sagde hun efter at have set på de nye hånd bevægelser han havde lavet og smilte venligt til ham og satte sig mere til rette på stolen og nød fyrens tilstedeværelse "Nå ja.. Jeg hedder Rose" sagde hun høfligt og rakte en hånd frem mod ham.

'Livet som engel må være hårdt' han så på hende med et lille skævt smil og tænkte på hvordan det måtte være at blive jagtet som bytte af vampyrer, være på vagt hele tiden og kun blive betragtet som mad fra deres side af. Han så på hendes hånd i et splitsekund og nikkede så svagt, mens han tog hendes hånd og prøvede at tænke på hvordan man kunne sige William på tegnesprog for det var jo et navn. Han gav hendes hånd et blidt, lille klem før han slap den og så hende i øjnene 'har vi noget papir?' han kunne ikke regne ud hvordan man sagde navne i tegnesprog.

Hun så sig omkring og sprang op fra stolen og begyndte at rode rundt efter noget at skrive med og på "Altså, man vænner sig til det. Og man kan jo ikke gøre noget andet end at ignorere smerten, men jeg er ved at være stærk nok til at stoppe vampyre.. Men ikke stærk nok" sagde hun mens hun ledte og sukkede lavmælt over sin svaghed "Eureka!" sagde hun og grinte muntert da hun fandt en lille blok og en kuglepen i en skuffe og gik tilbage til ham og rakte ham den "Værsgo'" sagde hun muntert og smilte varmt til ham.

Will spekulerede lidt på om hun mon ejede stedet her siden hun vidste hvor alting lå, og han nikkede til det hun sagde selvom han vidste at hun ikke ville kunne se det, da hun jo stod og ledte efter noget papir og skriveredskab. Han stod dog helt af da hun sagde Eureka og bestemte sig så for at spørge om det. Et lille smil kom frem på hans læber da hun rakte ham tingene og han tog imod dem, og skrev 'William' med en smuk håndskrift og pejede på sig selv for at understreje at det var det han hed. Efter det skrev han 'Eureka?' for at sprøge om hvad det var.

Hun grinte lidt lavmælt over at han ikke vidste hvad Eureka betød, men det gjorde de fleste heller ikke "Eureka betyder at man har fundet det man ledte efter.. Det er et ord indenfor videnskab og sår'n" sagde hun muntert og smilte til ham.

Will smilte og skrev med kuglepennen på papirets hvide overflade 'den nye frankenstein' hans smil blev lidt større og han så på hende og var glad for at der kom noget dril med ind i det.

Hun så på det han havde skrevet og grinte lavmælt og nikkede "Ja, det er det vidst" sagde hun muntert og så på ham og lagde hovedet let på skrå "Men hvordan kan det være at du ikke kan snakke, William?" spurgte hun nysgerrigt.