Uvejret brød løs..

Will bed sig i læben og så lidt væk mens han ikke vidste hvorvidt det ville være godt at fortælle hende det. Hun var en fremmed og Will var som regel ikke ret åben overfor nye personer, og desuden gjorde det ondt at tænke på det helvede af en fortid han var gået igennem. Han rystede på hovedet og så op på hende med et blik der sagde at han ikke ville 'snakke' om det. Med hænderne gjorde han en blid bevægelse som betød 'undskyld' og han sukkede lydløst.

Rose så på ham og smilte muntert og lændte sig lidt over mod ham og lagde en hånd på hans skulder "Det gør overhovedet ikke noget, at du ikke vil snakke om det. Jeg kan se på dig at det ikke er rart at tænke på" sagde hun og smilte forstående og gav hans skulder et blidt klem.

Det gav et lille sæt i ham da hun lændte sig over mod ham og lagde en hånd på hans skulder. Han prøvede at slappe lidt af ved berøringen men siden dengang havde han altid haft noget med fysisk kontakt, så derfor var det lidt svært for ham bare at slappe af. Han bed sig usikkert i læben og nikkede svagt mens han var glad for at hun tog det så pænt. 'Undskyld alligevel' han lavede tegnene og tænkte sig lidt om 'hvordan har du lært tegnesprog?' spurgte han gennem sine håndbevægelser for at dreje emnet over på noget andet, men også fordi der jo ikke var ret specielt mange der kunne stumsproget.

Hun satte sig tilbage i stolen igen og så på hans tegn og så derefter lidt tænkende ud "En af mine gamle venner var døv. Han betød en hel del for mig, og jeg lærte derfor tegnesprog for hans skyld" sagde hun og smilte svagt over mindet og så på William "Det er lang tid siden, men jeg er glad for at jeg stadig kan forstå det" fortalte hun og nikkede svagt.

Will lyttede på hendes lille fortælling og var glad for at han selv ikke var døv da musik jo betød en del for ham, og det var den måde at udtrykkede sig på. 'Meget ædelt af dig' han mente at det at lære tegnesprog for en vens skyld, var noget nær det optimale at gøre i et venskab 'du klarer det nu meget godt' Will så på hende og smilte lidt.

"Tak, William. Det er nu rart at kunne tale med folk som bliver tvunget til at bruge tegnesprog og at kunne forstå dem" sagde hun og smilte venligt til ham "Men det må nu oss være irriterende, ikke at kunne snakke og udtrykke dine følelser gennem ord" sagde hun og kunne ikke forestille sig selv være stum eller døv, uden at blive fuldstændig gal.

Han nikkede med et lille smil og var glad for at hun var så åben for det og rent faktisk gad at benytte sig af sin forståelse for tegnesprog. 'Jeg ved ikke helt...' han tøvede lidt og tænkte på hvordan han mon kunne udtrykke det 'ja det er det på en måde...' Will så på hende og håbede at hun kunne tilgive ham for ikke ligefrem at være den snaksaglige type.

Hun nikkede af det han prøvede at sige og smilte muntert "Men nu skal vi ikke blive helt nede på grund af dette. Vi har stadig vores gode helbred og vi lever ret godt" sagde hun og man kunne godt høre at hun havde skruet lidt op på sin munterhed og ville bare gerne væk fra dette emne og tænkte lidt over nogle ting som de kunne snakke om.

Will så på hende og nikkede til hendes forsøg på at bringe en god stemning frem 'hvad laver du egentlig her?' spurgte han og lagde hovedet på skrå i et smil over hendes munterhed.

"Det var det nærmeste sted jeg kunne komme da uvejret brød løs" sagde hun og så ud af et vindue i køkkenet. Det lynede og tordnede ikke mer, men det øsregnede stadigvæk "Det er ikke det bedste vejr at gå rundt i" sagde hun og så tilbage på William og havde jo kun en kjole på, og der var lang vej hjem til hendes lejlighed derfra.

Will nikkede og fulgte hendes blik hen til vinduet og observerede kun regnen som han før havde gået i, lige indtil en vampyr var kommet og havde taget sig den frihed at bide ham. 'Er det ikke en smule koldt?' spurgte han og gjorde et lille nik mod hendes kjole som jo stadig var lidt våd.

"Jo, det var derfor jeg kom herind" sagde hun og smilte til ham og strøg sin ene hånd gennem sit fugtige hår "Jeg gad ikke rigtig at gå hjem i det der" sagde hun og lavede et hovedkast ud mod regnen.

Will undrede sig lidt over at hun i det hele taget var gået udenfor, kun iført en kjole, men nu var han måske ikke den bedste til at påstå det da han også tit gik ud i regn osv, ofte kun med en halvåben skjorte og et par jeans. 'Kan jeg godt forstå. Man bliver angrebet af vampyrer og det hele' han smilte og førte en hånd op til sin hals hvor plaster tingen sad og dækkede for bidemærkerne.

Hun nikkede svagt "Ja, forbaskede vampyre.." mumlede hun og rystede på hovedet "Men man kan nu ikke gøre så meget ved det.." mumlede hun og trak på skuldrene. Hun havde levet i flere århundreder og hun havde ikke fundet en måde at stoppe vampyrene i at bide hende.