En ny vandring.. (Will)

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 15.00
Sted: Dreins Mountain
Omgivelser: Ingen af hvad jeg kan se -.-'
Vejr: Solen skinner, jeg kan mærke de varme stråler
Årstid: Forår

//Jeg er dæmon ^^//

Et par meget varsomme skridt, blev taget af den blinde pige Madelaine, som havde besluttet sig for at ville gå en lille tur for sig selv. Hun havde en vane med at begive sig steder hen, som hun knapt kendte, men det var skam for at sikre sig at hun kunne begive sig derhen igen, uden at skulle passe så meget på hvor hun gik. Fordi så kendte hun nemlig stedet meget bedre, men det tager skam også noget tid at vænne sig til at gå et nyt sted. Madelaine var blevet forflyttet til et andet sted, væk fra sit kære London, som hun kun havde kunnet kigge på få gange inden hun mistede synet. Men det var fordi man mente at hun ikke ville kunne klare sig selv, men indtil videre havde det da gået meget godt. Og heldigvis havde hun fået en hjælper som også var dæmon, så derfor var hjælperen ikke så meget på nakken af hende, som hvis det havde været et menneske også skulle hun heller ikke have skjult sin evne for mennesket. Madelaine kom helt op på bjerget efter et godt stykke tid, men stod bare helt stille og lyttede lidt omkring sig.

Wills vinger kunne knap nok høres idet han slog med dem en sidste gang før han blidt landede på en bred afsats. Heroppefra kunne han se alt i miles omkreds og han havde det som om han ejede hele verden, hvilket var en fantstisk følelse. Han havde ikke trukket de kridhvide vinger ind endnu da han ikke regnede med at der var nogen her for nu var det jo ikke fordi bjerget var et så populært sted at være. Så stort men samtidig så ensomt. Will sniffede lidt og opfangede med det samme duften af en anden dæmon og et lille halvnysgerrigt smil spillede på hans læber ved tanken om selskab. Den anden var ikke langt væk.

Ligeså snart at dæmonen lanede på jorden, lagde Madelaine mærke til ham og hun kunne ikke lade være med at reagere nysgerrigt. Hun vendte sig lidt rundt, men det var fordi hun brugte sin evne til at finde ham, for hun kunne jo ikke ligefrem se ham på grund af sin blindhed. Men lidt efter ramte både duften og vibrationerne hende og hun kunne ikke lade være med at smile lidt over det. Derefter begyndte hun roligt at bevæge sig imod dæmonen og tog stadig meget varsomme skridt, fordi hun skulle jo ikke komme galt af sted. Madelanie kunne sagtens dufte at dæmonen kom tættere og tættere på, jo flere skridt hun tog og hun vented spændt på om det var Andy hun havde mødt eller om det var en helt anden dæmon, men det måtte hun jo finde ud af.