Tænker .. over tingende.

Dato : 17-18 april.
Årstid : Forår
Dag :Lørdag-Søndag
Vejr :Koldt og overskyet.
Sted : i de rolige gader i la sunisha
Tid : 23.00 ca.
Omgivelser: By omgivelser, menneske tomt.

Armand sad ved byens springvand, han sad på kanten og havde det ene ben trukket op under sig. Vandfaldet var ikke tændt, så der var derfor en skræmmende stilhed. Han havde ikke sine øre dækket, så hans spidse øre kunne ses. Han sukkede dybt og gned to fingrespidser mod tændingen. Han havde været væk rigtig, rigtig længe. Han familie havde virkeligt ment det med at han skulle blive i familien. Det irriterede og gjore ham vred at hans familie gjore sådan, han havde da vel lov til at bestemme over sit eget liv?. Han var glad for at være sluppet væk, med den undtagelse at han snart fandt sig en partner for livet, men vidste at han ikke ville kunne få sig selv til at gifte sig med nogen, før han havde mødt Eolith igen, selvom han sikkert allerede havde fundet sig en anden og Armand længst var glemt.

Eolith var blevet lidt småfuld efter at have taget alene afsted ud for at drikke. Der havde været en bar åben, som havde serveret gratis drinks i tre timer, og han havde deltaget i de to første, og nu gik han rundt på gaderne uden nogen hjerne tilbage. Han var træt og ville bare hjem i seng, skønt der var så langt væk. Han ville gerne have haft været sammen med Andy eller Marcus, bare for at få lidt selskab, men det var svært at spørge om sådan noget, når Andy jo ikke gad, men gjorde det for hans skyld. Som om...

Armand synes høre skridt og dækkede hurtigt spidserne af sine øre med sit hår, han så sig lidt omkring og fik øje på personen, han kunne dufte det var engel da personen begyndte at bevæge sig tættere på. Han rejste sig op og prøvede at tyde kønnnet, men kunne ikke se det fra den her afstand. Han gik lidt tættere på og stoppede op da han så det var Eolith, han stirrede kort før han løb hen til ham "Eolith!" sagde han og lød mere begejstret end han havde regnet med, han skulle til at slå armene om ham, men tænkte det var bedst at lade være, han vidste jo intet om hvad der var sket i den tid han havde været væk.

Eolith stoppede op da han hørte nogen kalde på ham, og han var ikke længe om at fatte, at det var Armands skikkelse der kom løbende. Han stoppede brat op og stirrede ligeud efter ham, mens hans hjerte begyndte at slå hurtigere. Hans krop kunne ikke tage det, netop på grund af al den alkohol og han gispede og vaklede tilbage. "Armand!?" Skælvede han og så chokkeret på ham som om at han en virkelig fæl morder "Du er jo død!"

Armand lukkede kort øjnene da han sagde han var død, havde de virkeligt bildt dem alle sammen ind, at han var død?. Han så ind i hans øjne og havde aldrig troet at han skulle se Eolith så bange på grund af ham selv "Jeg er ikke død .. Eolith .. jeg har aldrig været død" sagde han så og kunne lugte alkohol "Har du drukket?" spurgte han så og så gik lidt tættere på på ham og kunne tydeligt lúgte at Eolith havde været i nærheden af alkohol.

Eolith kunne ikke få sig selv til at sige meget mere. Han kunne ikke forstå at Armand skulle stå foran ham lige nu, lige her, og aldrig have været død!? Det var jo det han havde fået fortalt af alle. Han svarede ham slet ikke på det med om han havde drukket, og han tog bare længselsfuldt fat i hans trøje og fik tårer i øjnene. "Armand...!" Hviskede han grædende og lænede hovedet ind mod hans bryst hvor han fortsatte sin gråd.

Armand så forbavset på ham og vidste først ikke hvad han skulle gøre, han lagde så sine arme om ham i et betryggende kram " Undskyld .." hviskede han så og så ud i luften, han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, det gjore ahm ked af det at se Eolith græde sådan her over ham. Var der sket noget mens han havde været væk? havde nogen gjort ham ondt?. Han strøg blidt sine fingre ned af Eoliths ryg og havde savnet Eolith i alt den tid hans forældre havde prøvet at føre ham sammen med diverse piger.

Eolith græd længe og så først op på ham da han begyndte at få det dårligt, med den fornemmelse af at man skulle knække sig på grund af gråden i sin hals. "Hvor blev du af? Jeg sagde jeg ville være din kæreste og så forsvandt du bare..." Hulkede han fortsat, da det ikke var noget han kunne stoppe på grund af chokket.

Armand tog en dyb indånding"Min familie tog mig tilbage til skoven .." sagde han så og så ned i hans øjne " det var ikke med min egen gode vilje at forsvinde på den måde eller lade dig tro jeg var død.." sagde han så og holdte stadig sine arme om Eolith, han lagde hånden på hans kind og tørte hans øjne med tommefingern og havde ikke lysgt til at nævne det med at han skulle finde sig en at gifte sig med snart ellers ville han være tvunget til at vende tilbage til skoven.

"Jeg tror ikke på dig.. Du blev bare træt af mig, ligesom alle andre.."Hulkede han og så op på ham. Han var fuld, så han havde det med ikke at kunne kontrollere sine egne tanker. Det var efterhånden også længe siden han havde set Armand, og der var sket så mange ting siden "Hvorfor forsvinder alle fra mig?"

Armand så ned på ham med et små såret ansigt "Hvordan kan du tro det? .. Eolith, i al den tid jeg har været væk, har du været den eneste jeg har tænkt på, i al den tid mine forældre prøvede at føre mig sammen med en masse kvinder har jeg kun kunne tænke på dig?" sagde han så og så ned i hans øjne, han opgav dog at snakke videre, Eolith var fuld og han ville helst være sikker på at Eolith var helt bevidst når han snakkede til ham. Han bar Eolith op i sine arme, som var han en brud og begyndte at gå hjemad uden at sige noget.

Eolith blev lyftet op, og han lagde armen om Armand af ren vane, eftersom at han var temmelig vant til at blive løftet op. Han glemte sit korte udbrud lige før og lagde hovedet på hans skulder. "Armand.." Hviskede han fordrukkent, men han tørrede sine tårer væk på hans skuler. Han holdt bare om ham og følte sig rimelig sårbar.

Armand svarede ikke, men så kort ned på ham. Han nåede hjem til sin lejlighed hurtigt, da den ikke lå langt derfra. Han bar ham helt ind til sin seng og lagde ham forsigtig ned i den bløde seng. Han tog hans sko af og tog derfefter fat i hans bukser og trak dem af. Han lagde dynen over ham og var tavs, han kyssede ham blidt på munden og så ham i øjnene "Sov, så snakker vi færdigt i morgen" sagde han stille og gik uden at lade ham svare ud af værelset.

Eolith lagde sig ned i sengen uden at sige imod, og han lukkede straks øjnene, træt som han var. "Godnat..." Hviskede han dog, lige inden han faldt i en dyb søvn.

Armand lå ved hans side næsten morgen, han havde armen om ham og sov stadig, selvom klokken var 11:00, han havde været længe oppe efter han havde lagt Eolith i seng, han havde lavet en masse arbejde og tænkt en masse.

Eolith vågnede lidt efter lidt, og havde godt nok bemærket at en velkendt person holdt om ham, men han havde ellers vænnet sig til at det var en anden. Han tog sig til hovedet i en øm grimasse og åbnede først øjnene der. Han kiggede på Armand og fik et lille chok igen, men så huskede han ham. "Åh... Armand" Hviskede han lavt...

Armand mumlede lavt og havde mærket Eolith røre på sig. Han glippede svagt med øjnene og åbnede dem og mødte Eoliths, han så ind i dem og smilede svagt "Godmorgen" sagde han så og holdte stadig sin ene arm om ham, han havde savnet at se Eoliths øjne. Hvordan havde han været så dum at afvise ham i starten?.

Eolith så ham tilbage i øjnene. "Armand..." Sagde han lavt og satte sig op og tog hans hænder. Han kunne huske det meste fra i går, og at han havde grædt. Og han havde helt glemt at han var blevet taget med indenfor i hans lejlighed. "Jeg har savnet dig så meget.." Hviskede han.

Armand lod satte sig op og lod ham tage hans hænder "Jeg har også savnet dig .. " sagde han så og så stadig ind i hans øjne "Mere end jeg troede jeg ville .." sagde han og fugtede sine læber, han havde lyst til at kysse Eolith, men vidste ikke helt om det var passende.