Alt skal udforskes

Hun smilte til hende og a'ede hende forsigtigt over kinden. Forsigtig for ikke at skræmme hende. "Det skal du ikke tænke på søde." Smilte hun til hende.

Artemis så på hende med store forvirrede øjne. Jo, hun var skræmt, men hun tænkte ikke så meget over det. Havde for travlt med at være forvirret. "Hvordan havde du tænkt dig, at jeg skulle kunne lade være med at tænke på det?!?" udbrød hun, med en lille snert af irritation i stemmen. Pigen havde jo for hel**** da lige sagt til hende at det var noget der kunne koste hende, hendes liv, men ville ikke fortælle hende hvad de var?!?

Hun sukkede og kørte sin hånd gennem håret. "KOm her og sæt dig min pige." Sagde hun. "Du må ikke blive bange og løbe." Mumled ehun. "Jeg er en af de mennesker der kan koste dig livet, eller. EN af de væsner." Smilede hun en smule usikkerhed.

Artemis tøvede, og så ud som om hun skulle til at stikke i løb, men lod så alligevel nysgerrigheden vinde over fornuften. "Hvorfor kalder du mig din pige?" spurgte hun, og lagde let hovedet på skrå. "For jeg er altså ikke din pige." påpegede hun, og satte sig så ned.

Hun lo hjertenskæren. "Det sagde man dengang jeg var ung." Sagde hun og blinkede til hende.

"Men... Men du er jo stadig ung?" Artemis var tydeligt forvirret, og var ikke helt så tryg ved situationen længere. Hvad var der dog med den pige? Og hvorfor kaldte hun sig selv et væsen? Artemis skuttede sig svagt, og så på pigen overfor sig.

Hun bed sig i læben. "Se. Nu er du jo bange." Mumlede hun trist og trak sine ben op under sig. hun svarede ikke på hendes spørgsmål da hun var utrolig ked af det i det her øjeblik..

Artemis rystede bestemt på hovedet. Hun nægtede at være bange.. For andre end Far.. Jo, hun var utryg, men ikke bange. "Jeg er forvirret." rettede hun, og lagde hovedet en anelse på skrå. Ikke om hun forstod den pige...

Hun sukkede. "Hvad er du forvirret over?" Mumlede hun og bed sig i sin perfekte fyldige læbe.

"Dig." svarede hun kort, og så lidt ned i jorden. Hvor var det egentlig utroligt uhøfligt at sige sådan... Men når nu det passede? Og pigen var altså forvirrende...

Hun lo blidt af pigen. "Okay, vil du hører det Hele?" Spurgte hun og kiggede på hende med et løftet øjenbryn.

Artemis så lettere overrasket på pigen, med et overvejende blik. Det hele om hvad?... Efter nogen tids overvejelser, nikkede hun, og lod nysgerrigheden få overtag.

"Okay..." Mumlede hun og smilede tøvende. "MEN du må ALDRIG nævne det her for nogen, og heller ikke komme ind på det.Forstået?" Sagde hun med utrolig alvor i stemmen.

Artemis nikkede, og så nysgerrigt på pigen. Hvad var det mon der var så hemmeligt? Eller... Mon det bare var fis? Mon pigen bare ville tage røven på hende, fordi hun var mindre?... Nej, det var forhåbenligt ikke det. Det ville i hvert fald være utroligt træls..

//Smutter lige en halv time.. Men kommer så igen^^/

"Okay.." Sagde hun og tog en dyb indåndning. "Jeg ved du tror det er løgn, men jeg er altså 89." Sagde hun roligt og slog med sig hår. "Og jeg er ikke et menneske.." Mumlede hun så.

Artemis åbnede munden for at protestere, men lukkede den så igen. Åbnede den dog igen. "Men... Hvordan kan det lade sig gøre?" spurgte hun forsigtigt, og så undesøgende på pigen. Hun havde ret. Artemis troede ikke rigtigt på det.

Hun sukkede ganske lidt. "Den gang jeg var 17, blev jeg bidt af en vampyr." Sagde hun roligt. "Det er omkring de 72 år siden.." Sagde hun til sig selv.
"4 uger efter, var jeg det jeg er nu. En tørstig skønhed der hungrede efter blod." Sagde hun og bed sig i læben. Solen kom frem og lod hendes hud glinte og hendes sorte øjne komme til syne.

"Men vampyrer findes ikke! Kun i historier..." protesterede hun, og så lettere usikkert på pigen. Det kunne da ikke passe vel? Nej, pigen var ganske enkelt ude på at tage røven på hende...

Hun mumlede noget om at hun vidste hun ikke ville tro på hende.
"Så se her." Sagd ehun stille og sprang op og inden man kunne blinke stod på mere end 30 meter væk. "Hvordan forklare du så det?" Spurgte hun så. "Og min hud? Min bleghed?"


//Hejhej ^^//

"Jeg.. Der findes en sygdom, hvor man bliver bleg, og ikke kan tåle sollys..."mumlede hun, da hun ikke anede hvad hun ellers skulle svare. Hun havde virkelig ingen ide om hvordan det med hurtigheden skulle forklares...

Hun sukkede og kom tilbage. "Skal jeg så holde vejret?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn. "JEg behøver ikke trække vejret."

Artemis rystede let på hovedet. "Hvordan kan nogen være vampyr? Vampyrer burde da ikke findes?" spurgte hun, og så næsten helt fortabt ud. Hendes logiske tankegang ville simpelthen ikke tillade noget som vampyrer at findes..

"Man bliver bidt." Sagde hun ganske roligt. (Eller er det noget med at man skal et eller andet med at blande blod? Nårh hvad fanden XD) Hun smilte lidt. "Intet er aldrig som man vil have det til at være." Sagd ehun og lo ganske lidt.

Artemis blev stille, og så overvejende på pigen. Kunne det virkelig passe? Tjo.. Det passede jo med hvad ham drengen havde sagt med at hun skulle holde sig væk fra de blege mennesker.. Og med at han havde villet se hendes hals... Hun kom igen tanke om den mærkelige pige fra la Sunisha, og lyste op igen. "[b]Er der andre end vampyrer og mennesker?[b] spurgte hun så, og så nu nysgerrig ud.

hun mumlede en ed af sig selv. "Ja." Sagde hun og trak let på skulderen.
"Men nogle er ikke som mig, andre dræber uden varsel." un bed sig i læben.