lonely, as usual..

Dato : februar
Årstid : vinter
Dag : irl
Vejr : frostgrader.
Sted : ved kanten af søen
Tid : 20.02
Omgivelser : træer, vand, dyr?

Evelyn havde været ude at gå en tur - once again - og havde sat sig på kanten, med fødderne i vandet.
Hun legede med sit hår, og kiggede på det - ingen spaltede spidser. Hun plaskede stille med fødderne og begyndte stille at synge.. Hun sang en sang hun lige havde lavet, der hed Why.
Why var baseret på mange hændelser; nye og gamle, lange og korte, store og små.
Hun startede med at synge lavt, men det gik over i mere lidenskab, og nu sang hun meget højt.

Donnie havde fuldt efter hende i en tid han hviste hendes lugte sans ikke var god så hun ville ikke kunne dufte han.
Da hun havde sat sig og siddet i noget tid, kravlede han og bag hende og væltede hende ned imod græsset hvorefter han satte sig på hende og holdte hendes hænder så hun ikke kunne gøre noget med dem.
Og hendes vinger ja dem lå hun jo på.

Evelyn udstødte en hvin, da hun blev væltet bagover, og blev ikke overrasket, da hun så hvem der sad på hende, og sørgede for at hun ikke kunne bevæge sig.
"Dig igen..", stønnede hun, og vred sig lidt, da det gjorde ondt at ligge på hendes vinger.


//Går lidt frem og tilbage, for skal se talent//

"Mig igen" sagde han og smilte stort så man kunne se hans tænder.
Imens han smilte slap han roligt hendes hænder men blev siddende på hende.

Evelyn tog fat om hendes ene håndled, for Donnie var meget stærk og holdte hårdt ved.
Hun kunne ikke lide at se hans tænder; Det gøs hende ned af ryggen, og hun kom i tanke om den aften..
"Hvad vil du nu?..", sagde hun med opgivende stemme, og sukkede.

Han prikkede hende på næsen, "snakke måske lege" han trak på skulderne.

Evelyn skubbede irriteret hans hånd væk fra hendes næse; "Snakke om hvad?", sagde hun, og ignorede det sidste han sagde.

Han fjernede sig fra hende og satte sig i stedet ved siden af hende, "Kan du lide varulve" han kløede sig i høret imens han så på hende.

Evelyn var overrasket over at han flyttede sig fra hende, og burde have fløjet væk, men blev siddende pga nysgerrighed..
"Eh.. jeg har aldrig mødt en varulv?", sagde hun og så spørgende på ham, "Så det kan jeg ikke rigtig sige.. Hva da?"

"De er fantastiske" sagde han og nikkede meget bestemt.

"Okay?", sagde hun, og kiggede forundret på ham, "Hvorfor?"


// btw, det forvirrer mig at du har ændret navn i; //

Han rystede på hoved, "De er et væsen som os men de har stadig et bankende hjerte og så det at de kan føe børn" han var rolig og glad som om at han ikke var et rovdyr.


//OOKaay hehe ej synes det lød sådan lidt for nyt til en der var født for 2000 år siden//

Evelyn tænkte lidt over hvad Demetri havde sagt..
"Du fascinerer dem..", konstaterede hun, "Kender du nogen? Og kan du da ikke føde børn?", hun rødmede da hun kom i tanke om det sidste hun havde spurgt om, det var ikke det hun mente.. *DUMME! Selvfølgelig kan han ikke føde børn, han er en DRENG!*

// Det kan jeg godt se.(:' //

Han grinte lidt over det hun havde sagt forkert, "jo jeg kan godt føde børn" han sukkede og prikkede så til hende grinene dog ville det nok være lidt skræmeme for hende da hans tænder fik stor frihed til at kunne ses.

Evelyn var ikke sikker på om det var ironisk eller at hans art godt kunne føde, men hun tænkte ikke yderligere over det, da hun så hans tænder. Selvom han grinede så kunne hun ikke lide at han rørte ved hende eller at han flashede tænder. Hun prøvede diskret at få ham til at stoppe med at prikke hende, ved at sætte hånden for, så han rørte den istedet..

Han kunne mærke at hun blev irreteret over hans prikkerie og havde bare endnu mere lyst til at prikke til hende men stoppede.
"Hvad arter har du set endlig" sagde han og kiggede rundt på omgivelserne imens han sad ved hendes side.

Hun blev mere rolig, da han stoppede med at prikke hende. Han var faktisk sød at snakke med når han ikke holdte hende eller legede.
"Engel, Dæmon og vampyr..", sagde hun og kiggede på ham, mens han kiggede rundt. "Hva med dig?"

Han drejede hoved lidt på skrå, "Alle racer" sagde han og trak på skulderne hvorefter han lagde sig ned.

Hendes blik fulgte ham, da han lagde sig ned. Hans humør kunne ændre sig hvert øjeblik det skulle være.
"Hvilke nogen kan du så bedst lide?", spurgte hun af nysgerrighed.

"Varulve og normalt engle/mennesker// han trak på skulderne.

Evelyn grinte metallisk og ironisk; "Nårhja, jeg kan godt se at du elsker engle?!", sagde hun og løftede et øjenbryn.
"Plejer varulve og vampyrer ikke at hade hinanden?.. det har jeg da i hvert fald læst.."

"Jeg sagde ikke jeg holdte af den, men var facineret af dem" han kiggede bestemt på hende men det trak ud i et charmerende smil.
Imens han smilte lagde han hænderne under hoved som en form for pude.

Hun kiggede på ham med et løftet øjenbryn, han talte altid i gåder..
Hun sukkede, og spurgte ham så bare lige ud; "Hvorfor kan du godt lide at se folk lide?"

"Lider du da" sagde han og lavede et nik til hende som betød at han ikke lige tror at hun lider lige nu.

"Neij.. Ikke nu.. Men hver gang jeg tænker på første gang jeg mødte dig, så kommer al den smerte igennem min krop, og så lider jeg.", sagde hun og kiggede bestemt på ham, "Og jeg er sikker på at jeg ikke er den eneste du har gjort sådan ved?!"