Nej Mademoiselle!

Dato : 9 juli
Årstid : Sommer -.-'
Dag : Fredag
Vejr : Knaldende Solskin
Sted : På en cafe i den dyre ende af gågaden
Tid : Eftermiddags tid
Omgivelser : hvad er der på en gådegade? ;)

Åh hvor kunne sådanne situationer dog trætte Gerald, efter at have brugt et kvarter på at forklare tjenerinden at han ikke ledte efter sin mor, og i processen gøre den stakkels pige fuldkommen knust, lænede han sig tilbage, og tog en tår af noget, der da sandelig ikke var Earl grey.
Men nok om det nu, på sådan en varm dag, var det måske lidt forkert at drikke the, men på den anden side, han havde jo ingen intentioner om at gå ud i solen. Vel?
Solen klædte ikke den unge Dreng, timelange seancer foran pc skærmene havde farvet hans hud hvid, hvid som en anden vampyrs, og det var nok ikke første gang han var sammenlignet med disse udøde væsner.
Det lange sorte hår slangede sig ned af hans ryg, og ned over den ligeledes sorte jakke, han havde aldrig drømt om hvad der skulle ske idag, kort sagt så havde han egentligt bare håbet på, at det ville blive en kort pause, inden han fortsatte med sit arbejde. Kort sagt, så var han fuldkommen udforberedt.

Af våben bar han kun en lille tryk pistol, med en dosis bedøvende middel, der kunne sende en elefant i drømme land, hurtigere end man kunne synge av! Hvis han nu skulle møde et overnaturligt, eller underjordisk væsen, så kunne det bedre betale sig at være forberedt. Gerald var nemlig et af de få mennesker der kendte til de andre racer, og at undersøge sådan et, helt ned til sidste knoglemarv var hans højeste ønske. Eller et af dem ihvertfald.

Men han sagde til sig selv at det var det, at gøre sig selv suplim enevælde, at blive den rigeste mand på jordens overflade, hans ryg som endnu en i Adrian rækken, skulle der ikke slækkes på.

Kala gik rundt på gaden. I dag var hun gået ned til de bedre kvartere i Deepshell, som egentlig var en OK by, hvis man lige minusede varmpyrerne og dæmonerne. Denne her dag skulle hun bare bruge på at slappe af på en café og så bare flyve lidt rundt måske? Vingerne var som sædvanlig et burde at have, for hun brugte utrolig mange kræfter på at holde dem inde i sig.
Hun fandt en café og gik ind. Den var ret hyggelig og hun gik straks op og købte en kop kakao. Det var lange siden hun havde fået det og hun var alligevel ikke på slankekur eller noget.

Nogen, Gik ind på caffen, ved nærmere granskning, var dette en pige, et par år ældre end Gerald, Hendes hår var blondt, og hun så ud til at være i strålende humor, men ellers så hun ganske normal ud.

At hun var glad, og havde blondt hår, var også almindeligt, Men som sagt var sol ikke det der klædte Gerald mindst, og gjorde ham lige så irritabel som en af de uddøde i det, og derfor fandt han selvfølgelig fejl og mangler ved alle, bortset fra ham selv. Selvfølgelig. De blå øjne gled over hendes, hvis man stirrede længe ind i dem, ville man blive overbevidst om, at de var sorte, eller i de mindste... Kolde, øjne der så lige igennem en.
Han visualiserede for sig, hvordan en engel måtte se ud, for hvis der var dæmoner, djævle og vampyrer, måtte de nødvendigivs have en modsætning, så hvordan så denne ud? han måtte se den, og han måtte se den snart.

Alle disse tanker flaksede rundt mellem hianden, planer indtriger og visualiseringer. Og på det tidspunkt, var han kun fjorten.

Alle bordene i caféen var optaget. Der var kun en ledige plads og det var ved siden af en dreng med meget langt sort hår og en sort jakke. Hun smilede skævt, tog sin kop og gik hen til ham. Han så ud til at være optaget af noget eller bare tænke utrolig meget på et eller andet.
"Undskyld, men må jeg sætte mig her?" Spurgte hun ham og smilede sit blide engle smil, som de fleste ikke kunne sige nej til.

Han rettede forsigtigt på sit slips, men blev afbrudt da pigen med det lysehår henvendte sig til ham, han granskede hende nøje, hendes smil var bredt, og hun havde noget er lignede kakao i hånden. Der var ved det smil, der pludselig fik ham til at forstå, forstå at nogen kunne øsle en formue væk på deres kærlighed, men denne strå tanke, forklarede han senere med noget så simpelt, som at han var i puberteten og hans homoner derfor ikke var til at stole på. Han nikkede, "Sæt dig bare, Mademoisele." Hans stemme var rolig, som om han var langt væk i tanker, eller bare som om han ikke fandt hende værdig at bruge tid på, det var nok en blanding af begge.

Og det var egentligt synd, for Gerald havde mange talenter, men han fik nok aldrig vist verden dem, hvis altså de ikke gik ham på nerverne, så de blev vendt mod dem, men ellers så var han ulidelig at være sammen med, mest fordi han betraktede sig selv som værende bedre, højere og klogere end alle andre. De sidste var sandt nok, han havde den højest testede IQ i hele Europa, men det gav ham ikke ret til at rakke ned på alle andre. Gjorde det?

Hun smilede glad og satte sig ned på den anden side af bordet. Tog en tår kakao og betragtede ham. Det så ikke ud som om han ville bruge mere tid på hende, men han så ret spændende ud ed det anderledes udseende han havde. Man kunne tydeligt se at han var fra en gammel slægt eller sådan noget. Han havde nogen lidt gammeldags fine træk. Det der også var anderledes ved ham var at han så eftertænksom ud. Tænkende. Som om han var ufattelig klog.
Mystisk.

En gammel slægt? Hvis han havde kunne læse tanker, havde han rejst sig og gået med det samme, Adrian slægten var ikke en hvilken som helst slægt, de var blandt de rigeste familier, og ville nok blive skudt et par pladser op, med denne mesterhjerne ved roret.
Men ja, Geralds tøj var ikke som mange andres, men hvor mange fjorten årige har langt hår, og går samtidig i jakkesæt, mens og hvor mange fjorten årige har ikke lyst til at udforske kvinde kroppen, og hvor mange fjorten årige var som Gerald, Gerald var speciel.
Han hældte mere the op fra den dampende kande, og pustede forsigtigt, denne bevægelse var fin, som om det var et levende væsen han holdt mellem sine hænder, hans fine træk, slappede fuldkommen af, han lagde hænderne om koppen, for at suge lidt af den varme den dampede med.

Han frøs ikke, men han elskede varme, han elskede den måde det hele var på, når han lå en stille aften derhjemme, og hormonerne overvældede ham, kunne han sagtens forestille sig at han lå i hans kæmpe seng, under en varm dyne, nøgen som han var blevet født. Og trykkede sig op af en anden krop, at han hørte til, uden at skulle gøre brug af sin enorme iq, at han bare var Gerald, ikke Gerald den anden, men bare Gerald, og så smilte den fjorten årige, han smilte et smil, der var varmt og blødt, som en lille fugle unge, det smil var rettet til pigen, men et sekund senere, huskede han hvad der skete hver gang.

V sad i et mørkt vindue i en bygning overfor caféen. Hun havde nu i et stykke tid betragtet de to. Hun var stadig uvant ved at være vampyr, men det var på nuværende tidspunkt gået op for hende at det ikke bare var en drøm. Det var virkeligt. Hun var forbavset over sin forøgede lugtesans, og hvor godt pigen nede på caféen lugtede... Helt appetit vækkende...

Han mindede hende lidt om en vampyr, Han var lige så bleg og smuk som dem, men han kunne også godt minde om en elver da de også var utrolig smukke. Der var ingen tvivl om at han var en 'gammel' sjæl. Han virkede sofistikeret og klog. De fine træk afgjorde at han var fra en fin slægt med fine træk. Måske kunne han også godt være dæmon? Men han duftede ikke som et overnaturligt væsen overhovedet.
Meget mystisk.

"De tænker, Mademoiselle.... Og deres øjne flakker hele tiden på mig." konstaterede han, som om det var fuldkommen elementært, men han kunne af en eller anden grund se, at hun rent faktisk tænkte dybt, nok fordi han også tilbragte meget tid sådan, han vovede sig ikke med et smil, han havde smilet nok for i dag, han lod sig rive med. Hvem var hun? en vampyr var hun ikke, hendes tænder så ganske almindelige ud, hun havde ganske almindelig runde, fine ører.... Men et menneske var hun ikke, han kiggede på hende, hun var ren, forbavsende ren.

Hans umådelige hjerne gik igang med at ligge disse facts sammen, renhed, tydeligvist en ganske almindelig pige, dog var hun noget andet end et menneske, altså måtte hun være...... "Mademoiselle... De skulle tilfældigvis ikke være et af Vampyrernes modstykker? vel?" spurgte han så, det kom som et lyn fra en klar himmel, hans stemme rummede så megen overbevisning, at han kunne have været atom fysiker, hvilken han da også var... Delvist.

Hun løftede overrasket et øjenbryn da han snakkede til hende og hun smilede svagt. Det var faktisk sandt. Hun sad og tænkte utrolig meget om ham og havde ikke lagt mærke til at hendes øjne hele tiden søgte over til ham. Hun nikkede så.
Så overrasket på ham da hans stillede hendes spørgsmålet. Nu skulle hun lyve det bedste hun havde lært. Hun rynkede sine øjenbryn. "Tror du virkelig på vampyre?" Spurgte hun med en vantro stemme som om han var utrolig barnlig.

V vedblev at se på dem. Hun kunne se de snakkede men ikke hvad de snakkede om. Det var sikkert ikke noget stort, men pigen var nu yderst intresant. Hvordan kunne nogen lugt så godt?

Han bankede i bordet med en pegefinger, for at påkalde sig hendes fulde opmærksomhed.
"Vampyrer er en mutation af cellerne, det sker ved en gift bliver indsprøjtet, og påvirker cellerne, så de for nye egenskaber, men også langsomt nedbrydes. Der findes endnu ikke nogen kur, men der findes en lindring, altså blod, så teknisk set er det en sygdom som kan kureres, og altså ikke et væsen, blot en sygdom, en epidimi..... OG alt har en modsætning..... Du er så ren så det ikke kan være rigtigt, du udstråler noget mere end et menneske, og du er underskøn... Kom ikke her og sig mig du ikke er et menneske.... Altså... Mademoiselle er du vampyrernes modstykke" spurgte han igen.

Hans øjne var rettet direkte imod hende, de mørkeblå øjne, som om han kunne se direkte igennem hende, som om hud og knogler var ingenting, præcis som et x-ray kamera. Men nu var han blot et menneske, et menneske, med meget besynderlige øjne.

Han afventede hendes svar, ja, det var sandt at han var lille, ja, det var sandt at de fleste fjorten årige ikke troede en skid på vampyrer, men han var, som nævnt før i denne fortælling, ikke som andre fjorten årige.

"Hør her!" Sagde hun en anelse irriteret. "Jeg aner ikke hvad du fabler om! Du snakker som om du var en eller anden æld gammel professor" Mumlede hun og så på ham med sine vrede grønne øjne. Normalt blev hun aldrig vred, men det irriterede hende at hun ikke kunne lyve for den kloge knægt. "Så begynder du at snakke om at jeg er ren? Hva mener du med det? Måske går jeg bare i bad! Jeg er smuk? Nej!" Forsatte hun i et lavt toneleje så folk ikke gloede på dem. "Og nej! Ikke alt har modsætninger og til sidst for at skære det ud i pap! NEJ!" Hvæsede hun. Han irriterede hende fordi han virkelig var så klog at han kunne se at hun løj og at han ikke ville stoppe med det at hun var vampyrenes modsætning.

Han så på hende, tog endnu en tår fra hans kop the, og satte så fingerspidserne imod hianden.
"okay.... Så det skal sige at dine vinger ikke er trukket ind lige nu? hvis det er sådan, så har du vel intet imod at hive op i trøjen.... Bag på selvfølgelig.... Jeg har ingen interesse i at se din krop" en svag trækning gik over hans ansigt, nej han havde ej! en åbenlys fornærmelse, men sådan var Gerald nu engang.

"Og så lad os tjekke, du får et skud bedøvende, så du ikke kan holde dem inde, er det bevis nok? eller skal vi tage og kaste dig ud fra en klippe... Se om du ikke selv kan finde ud af noget, og dit blod vil også være meget renere end noget andet, der er tusinder af lege videnskabelige forklaringer...." Han så irriteret på hende, som om hun var et barn, der for gud ved hvilken gang ikke kunne fatte, at 2 og 2 gav 4.
"Mademoisele... Jeg kender til undergrunden, lige så vel som du..... Du er for perfekt, du er for smuk, og du er for høflig, enhver anden ville have plantet sin røv i sædet, jeg er trods alt kun fjorten, Så endnu en gang frøken.... Svar mig, er du eller du ikke modstykket." Han blinkede drillende til hende, som om han lige havde taget hendes dronning i skak, så nemt som at klå sig i nakken.

Hun stirrede længe på ham. Hendes ansigt var udtryksløst, men hendes hjerne kørte på højtryk. Det sted mod alle regler at fortælle et menneske hvad man var så hun ville blive ved med at benægte det til hun døde om mange år. Det var yderst mærkeligt at drengen kendte til magiske væsner. Han var sikkert det eneste menneske udover dusørjægerne som kendte til deres verden.
Tog en hurtigt beslutning og rejste sig op og stormede ud af caféen. Den nemmeste måde at slippe af med ham var nok at flygte. "NEJ!" Råbte hun tilbage for at understrege hun ikke var deres modsætning. Selvfølgelig en stor fed løgn.

Han lagde hurtigt et par mønter på bordet, stormede op og ud, eller stormede og stormede, drengen var ikke bygget til den slags, og der var en pris for alle de stuider, han havde aldrig haft tid til at styrke sine fysiske egenskaber. Med andre ord, han var en slapsvans. Han løb efter hende, hvilket hun sikker ville kunne udsprinte, hvis hun ville. "vent!" lød det fra ham, han var for pustet, og et sidesting var på vej, hans slips hang efter ham, han var sikker, der ville ikke gå længe inden han enten ville tabe hende, eller han blev nød til at stoppe, sveden prikkede over det hele på hans krop, og han følte sig for en gang, klam og våd, og.... der var virkeligt gode grund til ikke at udøve sport.

For denforstående ville dette se meget underligt ud, en dreng i jakkesæt der løb efter en langt ældre pige, der græd som om han havde jordet hende mentalt, hvorfor var det sådan her? Gerald tænkte aldrig, at det måske var ham der var noget galt med, verden accepterede ham bare ikke som det geni han var. Han standsede, foroverbøjet, og hev efter vejret. Pokkers!

Hun fortsatte med at gå. Forlængst havde hun opdaget at drengen ikke var særlig god til sport så hun kunne nemt slippe væk fra ham og hans irriterende stemme, som blev ved med at grave sandheden frem. Det irriterede hende at hun var så nemt at gennemskue.
Hun så tilbage på ham og smilede for sig selv. Han så ret ynkelig ud som han stod der og hev efter vejret. Hun grinte kort. Den dreng skulle virkelig tage at lade vær med at pjække eller tage sedler fra lægen med til idræt.

Han hævede hovedet, og kiggede efter hende, han var klam og våd af sved, og det var fuldkommen ulideligt.
Han gispede efter vejret, og blinkede et par gange. Hun var langt væk, alt for lange væk, han klappede sin papir tynde mobil telefon, og gjorde et hurtigt opkald, og brugte derefter den lille mini pc til at gennemsøge nettet efter information, om denne mystiske pige.
Efter 3-4 minutter lukkede han telefonen igen, og kiggede efter hende..............................

Hun kunne nemt have foldet sine vinger ud, og fløjet fra ham, men der var åbenbart en eller anden pagt, som han ikke vidste noget om, Som han nu måtte hjem og læse op på, det han helt sikker på at det var et eller andet vitalt, som de fleste over og under jordiske væsner var underlagt.

Han ventede lidt, og ingen længe, holdt der en taxi og ventede på ham, "lufthavnen... Hurtigt" hans stemme var irriteret, men under den hårde skal, var der en gnist af nysgerrighed....
Som han regnede med at puste til, hjemme i gode gamle Skotland.

Hun gik ind i en gyde og foldede sine vinger ud. Så sig tilbage for at sikre sig ingen så hende før hun fløg så højt op i luften at hun bare lignede en almindelig fugl nede fra jorden.
Hun havde været så tæt på at bryde alle reglerne de havde. De var uskrevne, men alle væsnerne kendte til dem. Hvis hun havde været et sekundt længere med ham, var hun kommet med detaljerede beskrivelser på samtlige væsner hun kendte til.