Genforening - renesmee

Renesmees hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og deres fars tone gjorde det hele endnu mere forvirrende. Hendes øjne flakkede mellem Caden og deres far, mens hun forsøgte at rense hendes tanker, så hun kunne tænke klart. Hun sank en klump, og stod nu ved siden af Caden, da han jo var trådt et skridt tilbage. Hun kunne ikke lide at hendes kæreste storebror var bange, og hun løftede skælvende sin ene hånd, og rørte forsigtigt ved hans. Han skulle vide at hun var her, og at de stod sammen. Hun sukkede, og kiggede mod deres far igen, som hele tiden kom tættere på. "Du vover på at nærme dig", hvæsede hun, til ham, med et blik der lynede. At skræmme hende var én ting, men at skræmme hendes bror, gjorde hende rasende. Renesmee elskede sin bror utrolig højt, og frygtede virkelig at der ville ske noget med ham. Hvert sekund var et precious øjeblik, og hun blev nødt til at rense hendes tanker, inden det var forsent.

deres far tøvede og så en smule paf ud. Caden vendte sig overrasket mod sin søster og tvang et smil frem, for at vise sin taknemmelighed. Han påkaldte græsset under faderens fødder og befaldte dem til at vokse, vokse og gribe fat om anklerne på ham. De gjorde som han sagde og før de vidste af det, var meterlange græsstrå i hundredevis viklet om hans fødder.

*Bare det er nok*

Faderens paralyseringsevne ville ikke hjælpe ham mod så meget græss, fandt han hurtigt ud af. Han stod et øjeblik helt stille og analyserede situationen. Han måtte finde en måde at distrahere Caden på... Hele faderens ansigt lyste pluseligt triumferende og han skiftede hurtigt taktik. Han vendte hele sin opmærksomhed mod Renesmee og hævede atter hånden for at paralysere hende.

Renesmee kunne sagtens se at de begge to kiggede overrasket på hende. Det var tydeligvis ikke noget de havde regnet med, og hun havde et eller andet sted, lyst til at smile, men vidste at det ikke ville passe til situationen. Hun vidste at deres far ikke ville skåne dem. Om han så ville lade dem leve, ville han ødelægge deres psyke mere end nogensinde, eller endda torturerer dem. Han havde så mange flere muligheder, da Renesmee og Caden jo vidste at han var dæmon, så han ikke skulle skjule sin sande identitet. Han behøvede ikke længere at finde på dækhistorier, eller holde sig tilbage. Han ville finde en dusørjæger og give dem vores hoveder - hvis han at dræbte dem. Renesmee var fast besluttet på at hvis der var nogen der skulle dø, var det faderen. Men hvis han var ligeså uovervindelig som han altid havde været, ville hun ofre sig selv for sin broder. Der var ingen der ville savne Renesmee. Hun kendte ingen. Caden var jo elskelig. Renesmee vidste med sikkerhed at han kendte en masse der elskede ham højt, og ville dø hvis han forsvandt.

Hun at faderens opmærksomhed var rettet mod hende, og hun stivnede af presset hun følte blev skubbet over på hendes skuldre. Hun forsøgte at bevæge sig, men ingen af hendes lemmer lystrede. Hun kiggede på hendes faders blik, og så ned på hans hånd; han havde paralyseret hende. Hun følte sig hjælpeløst, men kom i tanke om hendes evne. Hun håbede ikke paralyseringen påvirkede hendes evne. Hun stirrede direkte på ham, og håbede det virkede..

Caden hørte Renesmees åndedrat stoppe et kort sekund og han kiggede sig over skulderen for at se hvad der var galt (hvad var der ikke galt?)
Renesmee stod fuldstændig stille med opspærrede øjne der stirrede forfærdet mod deres far. Han fulgte hendes blik og opdagede hurtigt årsagen.

"Slip hende!" Skreg han rasende. Han hadede selv den hjælpeløse følelse der førte med faderens evne. Det var som om han var den fødte sadist, selv hans evne passede uhyggeligt godt ind i hans form for 'underholdning'. Faderen lo bare og rystede let på hovedet.
"Ikke før du slipper mig" svarede han igen i et så roligt tonefald at det gav ham kvalme. *I det mindste er han ikke sur endnu* mindede han sig selv om. Hvis deres far først for alvor bliver sur, er man helt og aldeles færdig. Han så frem og tilbage mellem dem, splittet mellem to dårlige valg. Han valgte den sikreste for Renesmee. Hans skuldrer sank opfivende og han bad med en mumlen græsset om at slippe sit greb. Hurtigere end han kunne nå at trække vejret stod deres far pludselig foran dem. "Dårligt valg sønikke" og faderens næve ramte ham som et tog i ribbenene. Slaget slog luften ud af ham og Caden faldt gispende på knæ.

Renesmee forsøgte at ryste på hovedet, til Caden. Men hendes hoved ville ikke lystre. Hun ville ikke have at han skulle slippe deres far, for hun vidste det ikke ville føre til noget godt.

Præcis som hun havde forudset, ville faderen selvfølgelig ikke slippe Renesmee af paralyseringen. Dog overraskede det hende da han pludselig stod foran Caden, og ligefrem slog ham. Det gav et stød i maven på hende, da faderen slog Caden. Hun mærkede tårene presse sig på, da Caden faldt på knæ, og hun følte sig virkelig hjælpeløs nu. Hun stirrede koncentreret på faderen, og forvoldte ham pyskisk smerte. Hvis det da virkede. Hun stirrede så ondt hun kunne, på faderen, bare for at omformulere alt vreden til smerte.

//Undskyld længden i; men du ved hvorfor..//

Faderen faldt pludseligt fremover og Caden nåede lige at rulle til siden. Faderen mistede koncentrationen og den fremstakte hånd fald til jorden sammen med resten af kroppen. Caden kom hurtigt på benene og sparkede for en god ordens skyld deres far der hvor han kunne komme til. "Dit fucking SVIN" skreg han hvorefter han vendte sig mod Renesmee. "Er du okay?" spurgte han med let dirren i stemmen.

//I know;) smutter nu - hvis jeg altså kan få lov til at sove for min lillesøster...//

Renesmee stirrede så hårdt hun kunne, og faldt lidt sammen da hun pludselig kunne bevæge sig igen. Hun mistede koncentrationen, og kiggede på Caden igen, og studerede ham tavst, for at se om faderen havde gjort mere mod ham. Hun tænkte lidt, mens hun kiggede ham i øjnene, og nikkede så svagt. Hun rynkede tænkende panden, og kiggede undrende på ham, "og du?", var det eneste hun lige kunne sige. Tanken om at faderen havde slået Caden igen, gjorde hende rigtig ked af det, og i en pludselig bevægelse krammede hun ham, mens hun lagde hovedet mod hans bryst.

Caden skubbede hende blidt fra sig "Vi krammer senere, først skal vi væk herfra." Deres far var ved at komme på benene igen. Han vendte sig om og løb ud til knæene i søens kolde dyb. *Bare det virker!*
'Planter! Jeg er jeres moders tro tjener. Kom mig til hjælp, som i ville det med hende! Bind ham til søen og lad ham ikke slippe! Hvæssede han. Ordene hvirvlede på hans tunge som tornebuske, med alt det had og rædsel han havde for sin far. En rislende latter var hans svar og pludselig skød søgræsset, op som arme på en blæksprutte og slingrede sig om faderens hænder og fødder. Han skreg af raseri og slog ud mod dem, uden resultat. Planterne delte Cadens had, som var det deres eget og de skreg, så det skar i ørene. 'Du ækle menneske der har forvoldt vores dronnings tjener skade! Vi vil binde dig til bunden af søen og hviske rædsler i dine ører, indtil du ingen hørelse har. Hvis du nogensinde slipper væk kommer Gul-Blå-blad efter dig!'
Gul-Blå-Blad var det navn deres dronning havde givet ham.

Renesmee kunne ikke lide at blive afslået. Hun var ikke vant til at være så kærlig, og den første gang hun var det, i flere år, blev hun skubbet væk. Det gjorde lidt ondt, men hun ignorerede det, og vidste godt at det nok var bedst at skaffe deres fader af vejen, inden de begyndte på søskendekærlighed osv. Hun stod tavst og betragtede hendes storebror, forbinde deres fader til bunden af søen. Folk siger at hævnen er sød. Men hun kunne ikke mærke nogen sødme. Der var intet sødt ved hævnen, eller hadet. For at hun kunne hævne sig, har hun selv været offer. Og hun ville for alt i verden hellere have en almindelig far, som hun kunne elske, og som ikke havde misbrugt hende, end at have en far som havde misbrugt hende, som hun nu skulle hævne sig på.
Renesmee kunne høre nogle raslelyde fra planterne, men ikke noget der gav mening.

//Har ændret Cadens evner siden sidst ;O Han kan nu istedet fremmane væsener fra underverdenen! :O//

Da Caden endelig slap taget om sin magi var der ikke andre end Renesmee og hamselv tilbage. Først nu tog han begivenhederne til sig i sit sind og han faldt rystende på knæ. Han glemte i et kort øjeblik hvordan man trak vejret og han lagde armene om sig selv imens han gispede efter vejret. Alle hans traumer stammede fra den mand han havde bundet til søen. Og selvom han følte sig sikrere end nogensinde ville der altid være en paranoid del af hans sind der frygtede den dag deres far ville bryde fri af rankerne og enddu engang vandre jorden i sin søgen efter hævn på sine børn. Den eneste grund til at han ikke var brudt fuldstændig sammen var glæden ved endelig at gense sin søster.
Der var så meget han ville fortælle hende, vise hende og frem for alt opleve med hende.
Det var på tide at rede den sidste del af det familie de havde sammen.

Men allerførst, skulle han komme sig over sit panik-anfald.