Genforening - renesmee

Dato: IRL
Tid: 11:34
vejr: Tåget men lyst, solen kan næsten bryde gennem disset
Omgivelser: Stille... alt for stille.


Der var noget galt, så meget var sikkert.

Caden sad på en stor brunlig sten, der befandt sig et par meter ud i vandet. Disset lå som et tæppe over søen, så det lignede noget taget ud fra et eventyr. Fugten var begyndt at sætte sig i hans sorte tøj, men han frøs ikke. For et par minutter siden kunne han høre fuglene der fløjtede i træerne, hvis toppe var gemt i tågen. Høre fiskene der sprang op efter myggene, der summede ved den spejlblanke vandoverflade. Men nu var alting stille, virkelig dødstille. Ikke engang træerne turde hviske til hinanden, eller til ham for den sags skyld. De plejede altid at advare ham om det mindste.

Noget var virkelig galt.

Renesmee blik var tomt. Fuldstændig tomt, idet hun lød igennem skoven i den lynende fart, uden så meget som at se sig for. Hun vidste ikke hvad hun ville, men hun håbede på at der var nogle ensomme mennesker ved søen, men indtil videre kunne hun ikke lugte noget menneskeligt. Eftersom hun kom tættere på søen, var der en ny lugt, der dukkede op fra den fugtige lugt, som gjorde vejret klamt og ubehageligt at være i. Renesmee ignorerede det dog, og fokuserede kun på denne nye lugt. Lugten af en han-dæmon fyldte hendes næseboer, og gjorde hende nysgerrig. Det var længe siden hun sidst havde mødt en han-dæmon. En 10-15 år siden måske? Hun havde ikke tal på det, men nysgerrigheden overtog hendes tanker.
Hun var nu for enden af skoven, og kiggede ud mellem træerne. Hvis dæmonen ikke var optaget af forfærdelig meget andet, ville han nemt kunne lugte hende. Renesmee stod tavst og betragtede dæmonen - dog kunne hun ikke se hans ansigt da han sad med ryggen til. Det irriterede hende lidt, da hun gerne ville se hans ansigt, så hun kunne studere ham, og muligvis forudse hvad han var for en.

Caden fornemmede hun-dæmonen bag sig inden hun nåede søen men han vidste at det ikke var årsagen til den abseloute tavshed. Hendes lugt var dog underligt bekendt, ja næsten nostalgisk. Nysgerrighed og -måske en mere dominerende del - instinktet til at beskytte sin ryg, fik ham til at vende sig om. Synet var som et slag i hovedet. På en god måde.
Caden gispede, hans øjne store og ganske enkelt ude af stand til at form nogen form for sammenhængende sætning.
"Re-Renesmee?" stammede han.

Renesmee betragtede drengen, og hendes mundvige trak sig en smule opad, da han vendte sig om, så hun kunne se ham. Idet han vendte sig om, kom der et lille vindpust i hendes retning, så hans duft blev skubbet mod hende, og blev stærkere. I samme øjeblik hun genkendte duften, genkendte hun ansigtet.
Hun hørte hendes navn. Et navn hun ikke var blevet kaldt i mere end 120 år. Folk kendte hende nu som Rosalinda. Eller, det folk der stadig levede efter de havde hørt hendes navn. Renesmee trådte ubevidst nogle skridt fremad, og kom derfor ud af skoven, og kiggede på dæmon-drengen. "Caden.", sagde hun uden tøven, men dog overrasket. Hendes ansigt så bekymret ud, og hun vidste ikke rigtig hvordan hun havde det med at hendes savnede bror, sad lige foran hende, og snakkede til hende. Hun trak vejret ujævnt, og var ikke vant til at have denne følelse. Det var en følelse af at elske nogen. Renesmees bekymrede og små-forvirrede ansigt, forvandlede sig til et smilende ansigt, fyldt med lettelse og savn. "Caden!", sagde hun tydeligere, for at bekræfte sig selv i at det rent faktisk var Caden.

Cadens chokerede mine strakte sig ud i et kæmpe smil og han elskede lyden af hans navn på hendes tunge som om hun havde savnet ham i all den tid. Det håbede han da i hvert fald at hun havde, på samme måde som han havde sevnet hende. Hans dårlige fornemmelse fuldstændig glem - selvom den stadig var der - gik han hen imod hende ,men han tvang sig selv til ikke at løbe. Han huskede kun alt for tydeligt, hendes krop der stivnede af skræk over pludselige bevægelser, som om hun troede at alt der bevægede sig hurtigt, var en knynæve rettet mod hende. "Ja" sagde han med en hæs stemme der holdt på alle hans følelser der rasede igennem ham. "Det er virkelig mig"
Han havde så mange spørgsmål - mange som han nok helst ikke ville have svar på - men lige nu var han bare så overdrevent glad som om det var første gang han så lyset, og han ville ikke ødelægge deres øjeblik.

//sorry men jeg gider altså ikke sætte komma ordentligt><ø det har jeg sgu ikke lige tåldmodighed til på den her tid af aftenen:P//

Renesmees smil blev større, og hun kunne mærke i hendes kinder at hun ikke var vant til at smile et sådan smil. Det var virkelig Caden. Og selvfølgelig var Caden også en dæmon - som de begge havde arvet fra deres far. Hun rystede svagt på hovedet. Hun kunne næsten ikke fatte det. At se hendes brors varme øjne, kiggede på hende var sådan en dejlig følelse. I det samme som Caden rejste sig, og gik imod hende, trådte hun også få skridt imod ham. Hun omfavnede ham langsomt, men kærligt og varmt. Hun lukkede øjnene, og puttede sig ind mod hans bryst, da Caden - som altid - var højere end hende. Også selvom der var gået utallige år, siden de sidst havde set hinanden. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen, da hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige. Og som Caden selv, havde hun utallige spørgsmål, som hun ventede spændt - dog nervøst og bekymret - på at stille, men ville ikke ødelægge deres genforening.

//helt okay jeg er også sindsygt trådt, så jeg ligger alligevel ikke mærke til det, håh xD.//

Caden holdt fast på hende som om hun ville gå op i røg i det æjeblik han slap hende men lod sine arme løsne sig om hende efter et stykke tid så han kunne se hendes ansigt. Han søgte hele hendes ansigt for at se om der var noget der havde ændret sig siden sidst han så hende - christ hvor var det længe siden! Hendes blik var stadig en smule tomt men han havde heller ikke regnet med at se hende dansende-gennem-skoven-med-blomster-i-håret humør. Han strøg kærligt hendes hår bag ørene. "Er du okay?" måske et farligt spørgsmål men han brændte efter at høre svaret hvordan det end måtte være. Han var nød til at vide det.

Renesmee kiggede på ham med et små-ydmygt blik, da han studerede hendes ansigt. Hun vidste ikke hvad han søgte efter, men regnede med at hvad end det var, ville han blive skuffet. Renesmee vidste godt hun ikke var, som hun var for 100 år siden, og hun var ked af at skuffe hendes storebror. Idet han spurgte hende, kiggede hun dybere ind i hans øjne, for at lede efter det svar han søgte. Hun tøvede kort, og kiggede lidt rundt, inden hun mødte hans blik igen, "Nej", sagde hun stille, men målbevidst. Hun ville være ærlig fra starten. Selvom hun ikke helt vidste hvad præcis han tænkte på, da han spurgte om hun var okay, så svarede hun bare på den konkrete del af spørgsmålet. For hun var ikke okay.

Svaret var som forventet 'nej', men det var alligevel svært at skjule vreden og skyldfølelsen af ikke at kunne gøre noget ved det. Han holdt et frustreret suk inde og smilede trist i stedet. Caden tog sin lange jakke af og lagde den på jorden. Så gæstikulerede han til at de skulle sætte sig.
En skælven løb op af hans rygsøjle, både pga af den pludselige kulde, men også af en helt anden grund. Han var stadig på vagt over for pludselige skift i omgivelserne omkring dem. Hans paranoia var der altid af en grund. "Hvordan er du kommet herud" spurgte han så da han havde sat sig til rette"

Renesmee kiggede bare neutralt på ham, da han smilede trist til hende. Hun satte sig ubekymret ned, og kiggede op ham, mens han satte sig. Hendes blik var rettet mod hendes hænder, som lå i hendes skød, indtil hun kiggede op på ham, "Hvad mener du?", spurgte hun igen neutralt - dog en lille smule spørgende. Hun var ikke helt sikker på hvad han mente, og ville helst være på den sikre side, så hun ikke gav en lang forklaring om noget han egentlig ikke havde spurgt om. Hun begyndte at nusse lidt ved hendes hårspidser, og det virkede til at hun synes de var meget fascinerende, hvilket de ikke var. Det var mere for at kigge på én ting, istedet for at flakke rundt med øjnene.

Enlig var hans spørgsmål bare en mild udgave, af hvad han enlig brændte for at vide. Hendes adfærd omkring ham viste kun alt for tydeligt spor af, hvad der var sket både før og sikkert også efter han var sluppet væk. En bølge af skyldfølelse skyldede ind over ham og han kiggede skamfuldt ned i jorden. Han havde været en kujon. Han skulle have kæmpet mere end han havde gjort, for at få hende ud af deres fars klør. I alle de år var det håbløsheden og skyldfølelsen der holdt ham vågen om natten og rædslerne han blev underlagt terroriserede hans maridt. Og alt dette kunne slet ikke måle sig med Renesmee. Han fandt stemmen igen og spurgte mere direkte: "Hvordan slap du væk?" Det blev ikke til mere end en hvisken.

Renesmee kunne se på hans blik, at han skammede sig, men noget fik hende til ikke at kramme ham. Måske fordi hun ikke var sig selv? Hun havde jo ikke rigtig følt andet end had, i over 100 år, så selvfølgelig var det svært at være kærlig igen. Hendes neutrale ansigt forandrede sig til nysgerrighed, og hun studerede tavst hans ansigt. På en måde overraskede spørgsmålet hende ikke, men det føltes så svært at snakke om, at det overraskede hende. Hun havde aldrig snakket med nogen om det. Kun Caden. Men selvom Caden kendte hende bedre end nogen anden, kendte han hende ikke længere. Han vidste ikke hvad hun var blevet til. Hun kiggede tomt ud frem for sig, og overvejede hvad hun skulle sige. Og hvordan hun skulle sige det. "Ehmm..", hun rynkede panden og kiggede stadig ud i luften, som om hun ledte efter noget på indersiden af hendes øjne. Hun gad ikke gå i detaljer, "Jeg blev sur på ham, og på en eller anden måde.. fik jeg min dæmonevne, og brugte den mod ham, og så.. løb jeg bare", hun kiggede igen tomt ud i luften. Man kunne se hun tænkte tilbage, for hendes ansigt forvrængede sig til smerte.

Hendes anigt der udstrålede rå smerte fik noget til at vride sig i brystet på ham og han kunne ikke lade vær med at slå armene om hende. "Undskyld. Undskyld. Undskyld. Undskyld" mumlede han igen og igen men uanset hvor meget han udskyldte vidste han at intet ville komme ud af det. Han havde svigtet hende på den værste måde nogen kan svigte nogen på. Han havde efterladt hende i helvede og det tog livet af ham at se hende på denne måde. Kold. Ligeglad. Tom.
Han stivnede pludselig da tanken slog ham.

*Hun kan måske slet ikke tåle at røre ved ham. Ved nogen.*

Han ville i hvert fald ikke kunne. Han havde selv en frygtelig fobi for autoritetsmennesker. Skælvede bare ved at mærke deres tilstedeværelse.
Han slap forsigtigt taget om hende igen.
"Undskyld" sagde han, denne gang for at have krammet hende.

Selvom dæmoner var meget hurtige, og var vant til hurtige bevægelser, blev hun forskrækket over Cadens pludselige bevægelse. Hvorfor, vidste hun ikke. Hun blev en smule forvirret da Cadens arme lå omkring hende, og han sagde undskyld, men det gik op for hende hvad han havde gang i. Han undskyldte for at have efterladt hende hos deres far, hvor hun blev skamtaget hver aften, i hele hendes menneskelige barndom. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare på hans undskyldning. Hun var jo blevet såret da han forlod hende, men var også glad for at se ham igen, selvom hun nok ikke udtrykte det særlig godt. Inden hun nåede at sige noget, kunne hun mærke ham stivne, og troede i et split-sekund at der var fare på færde, men da han så slap hende, og undskyldte endnu engang, blev hun en smule roligere. Hun kunne høre på hans tone at det ikke var det samme han undskyldte for længere."Caden..", startede hun stille, mens hun stadig kiggede fremad, "..det er længe siden." sagde hun, som om det forklarede alt. Hun havde ikke lyst til at tænke tilbage på dengang.

Han kiggede op fra jorden og mødte hendes blik med et overrasket ansigtsudtryk. Det var ikke lige det han havde forventet at høre.

'Det er længe siden' ekkoede det i han hoved, og det tog et stykke tid før han forstod meningen i det.

Han smilede trist og tog hendes hånd og klemte den blidt *Det er nok ikke ligeså voldsomt for hende som et kram* "River jeg gamle sår op igen?" spurgte han gravalvorligt og søgte i hendes halvtomme blik efter - ja hvad var det enlig han ledte efter? Vrede? Had? Glæde over at se ham?

Han anede det ikke.

Renesmee lagde mærke til hans overraskede ansigtsudtryk, og hvis man kiggede efter, kunne man se et lille, kortvarigt glimt i hendes øjne. Hun kunne stadig overraske sin storebror. Renesmee kiggede på ham med et blik der sagde alt, men hun valgte alligevel at svare, "Caden", hun mente at hvis man nævnte personens navn, inden man sagde det man havde på hjertet, var det meget mere opmærksomme, og tog det mere seriøst, "Sårene er aldrig helet, det må du forstå..", hun kiggede ham i øjnene, "men jeg vil svare så godt jeg kan, på de utallige spørgsmål dit hoved rummer", hun snakkede med højtidelig tone, og man kunne godt høre hun ikke var født i dette århundrede.

Caden smilede til hende uden det triste blik der mere end alt andet havde domineret hans ellers glade udtryk. "Altid den samme gamle tone" drillede han og skubbede let til hende med skulderen. Lidt af den gamle Renesmee var sivet igennem den hårde skal hun var krybet ind i for at beskytte sig selv.
Han ville vente med spørgsmålene, bestemte han sig for. Måske imorgen eller måske - *Hey vent lidt!*
"Har du overhoved noget sted at bo i øjeblikket?" spurgte han med rynket pande.
Luften var blevet tykkere omkring dem, det var som om hele stedet holdt vejret og bare ventede på katastrofen. Gid bare Caden havde lagt mærke til det.

Renesmees mundvige vendte svagt opad, da han drillede hende. Hun havde især savnet alle de gode tider med hendes bror, og håbede egentlig på der ville komme flere af dem, selvom det nok aldrig ville blive det samme. Hun forventede egentlig at han ville stille hende en masse spørgsmål angående hendes følelser osc, oså hun havde ikke regnet med at han ville spørge om hun havde noget sted at bo. Hun rynkede svagt panden, men det så ikke specielt dumt ud, "Nej. Jeg sover ikke særlig meget, og lever af sjæle, så jeg har ikke brug for det", svarede hun endnu engang med en højtidelig tone, og kiggede på ham. Hun sad og tænkte lidt over det hele, men der var et eller andet i luften der var forandret, og det tog hendes fulde opmærksomhed.

"Pjat - alle har brug for et sted at bo" sagde han alvorligt. Han flyttede sin vægt over på den andet ben, hans højre fod var faldet i søvn. "Hvis du ikke har noget i mod det kan du da bare -" pludselig eksploderede hele stedet i et hav af stemmer fra græsset, træerne, og blomsterne omkring dem. 'Løb herre! Løb!' Skreg de fortvivlet og flere af dem bad til rosedronning om beskyttelse. Caden så sig forvirret omkring og hans sanser kørte på adrenalin. En svag lugt af dæmon nåede dem og han stivnede. Han kunne mærke blodet forsvinde fra sine kinder og hans pupiller udvidede sig i rædsel. En skælven gik op af ryggen på ham og han blev helt kold inden i.

*Nej*

Caden kunne ikke bevæge sig, han stod som et rådyr fanget i forlygterne på en bil.

Han kunne høre grene der knækkede under store støvler og planterne bøjede sig væk i frygt som deres herre delte med dem.

"Han har fundet os" hviskede han skælvende.

Renesmee havde godt gættet hvad han ville sige, men blev lidt overrasket da han afbrød sig selv. Luften omkring dem var ubehagelig, og hun kunne tydeligt se på Caden at hun ikke var den eneste der fornemmede at der var noget på færde. Det så ud som om Caden hørte nogen sige noget, og hun kiggede sig hurtigt omkring, for at se om hun havde misset en nyankommen, men der var ingen at se. Renesmee kunne nu selv lugte en anden dæmon, og kunne høre den komme i deres retning. Hun kiggede forfærdet mod skoven bag dem, og var stadig meget forvirret. En bestemt følelse blussede op i hende. En følelse der var meget ukendt, men alligevel var der en del af hende der havde følt det før. Frygten tog til inde i hende, og hun kiggede på Caden der sad stivnet, og så ud som om han lyttede, men alligevel var skræmt fra vid og sans. Hun kiggede bekymret på sin storebror, og lagde forsigtig sin hånd mod hans kind, for at berolige ham, selvom de nok ikke ville hjælpe. Caden var ikke så nem at skræmme, for Renesmee huskede tydeligt de gange han forsøgte at aflede deres fars opmærksomhed, når han ville Renesmee noget. Men denne her gang virkede Caden meget skræmt, og det skræmte Renesmee endnu mere.

Hun spærrede øjnene op, og stivnede idet Caden sagde hvad der var på færde. Selvom han kun sagde fire ord, kunne Renesmee tydelig gætte hvad han snakkede om. Hun turde ikke kigge mod skoven.

At sige det højt - at erkende hvad der var vced at ske - var som at få en spand koldt vand i hovedet. Han var lynhurtigt på benene og stilte sig beskyttende foran Renesmee.
'Bare kom an!' hvæssede han, uden at tænke på at han havde slået over i planternes melodiøse sprog.
'Aldrig mere skal han røre os!' Hans øjne flammede af had som sivede ned til planterne omkring ham. Selv planter kendte til blodtørst.

I det samme sekund trådte han frem fra træerne.

Han var præcis som Caden huskede ham. Altid klædt i jakkesæt - uanset situation og tidspunkt - skræmmende høj og velbygget og en skarp hage. Hans ansigt var forvredet i et triumferende grin. Han havde endelig fundet dem.
"Hvor er det godt og se jer begge igen" sagde han sukkersødt mens hans blik fór sulten hen over dem begge. Hans far havde altid lykkedes med at få det han sagde til, at lyde fuldstændig uskyldig for dem der overhørte deres samtale. For dem var det altid en helt anden mening ordene havde.
Han havde ofte demostreret den magt han havde over hele situationen. Han kunne finde på at sige til naboens mor at "Renesmee skal tideligt i seng idag" imens han meget 'uskyldigt' lagde en tung arm over hendes skulder.

Hvor Caden hadede ham! Men indeni skælvede han ved tanken om igen at stå ansigt til ansigt med deres sadistiske far.

"Goddag fader" sagde han koldt for at få sin fars fulde opmærksomhed. Få opmærksomheden væk fra Renesmee.

Der gik ikke særlig lang tid, før Renesmee også rejste sig op, og stod halvt bagved Caden, da han jo havde stillet sig foran. Hun kiggede med store opspilede øjne, mod den nyankomne dæmon. Han lignede sig selv forfærdelig meget, at det var skræmmende. Hendes vejrtrækning var ujævn, og det var ubehageligt at se ham igen. Alle følelserne som hun havde holdt inde i så mange år, kom frem i et stort omløb af vrede og smerte, der vrimlede frem og tilbage i hende. Hun kiggede på ham, og fik kortvarigt øjenkontakt, og kiggede væk med det samme. Det skar i hende, at se ham i øjnene. Hun kunne ikke. Hun kiggede istedet ned i jorden, og forsøgte at fatte sig. Hendes far havde fundet dem, efter alle disse år. Renesmee trak vejret tungt, og prøvede at gøre hendes vejrtrækning normal, men hendes fars atmosfære var ubehagelig at være i - om end ikke værre. Hun holdte skælvende armene over kors, på hendes mave. En kvalmende fornemmelse løb igennem hende, og hun var ligbleg i hovedet.

Hun følte sig som et offer, hvilket hun ikke havde gjort, siden hun var sluppet væk fra hendes far, og hun brød sig ikke om det. Hun tog en dyb indånding, og kiggede op på Caden, og selvom hun kun kunne se halvdelen af hans ansigt, gav det en smule tryghedsfornemmelse, selvom hun var bange for hvad hendes far mon kunne finde på.

Far var som et skældsord for hende. Når sølle mennesker snakkede om deres fædre med kærlighed i stemmen, hvæsede hun af had og afsky.

Deres far tog et skridt hen imod dem og Caden reagerede med det samme. Han sendte sit sind ud til træerne bag faderen og rødder sprang op af jorden. De slingrede sig som slanger hen til Caden og Renesmee og vendte front mod deres far.
"Et skridt nærmere" knurrede han lavmældt og mødte sin fars blik med så meget modvilje som muligt. "Og jeg spyder din krop på hver enkel rod jeg kan finde" Rødderne slingrede sig i luften som i en dans og ventede på deres herres næste befaling.
Deres far så dog ikke videre skræmt af Cadens trick, men blev dog stående.
"Jeg kan se" sagde han roligt "At min søn har lært sig nogle tricks imens jeg har været væk" Han flyttede blikket fra Caden til Renesmee "Du havde også en evne så vidt jeg husker." sagde han eftertænksomt og vendte blikket tilbage mod Caden. Det stod pludselig klart for Caden hvad der havde gemt sig i deres fars blik lige siden han havde trådt frem fra træerne.

Han var ikke kun ude efter Renesmee denne her gang. Han var ude efter dem begge

"Hold dig væk!" skreg han. En kold fornemmelse havde sat sig i hans mave og han kæmpede med at holde den stærke facade oppe.

Renesmee kendte ikke noget til Cadens evner, men samtidig med hun blev forskrækket over planternes pludselige indskyden, beundrede hun hans evne. Dog havde hun ikke alverdens tid til at beundre magten over de smukke planter og blomster, som hun tit havde følt nærvær af. Mens hun kiggede på planterne, flyttede hendes blik sig automatisk over mod deres far, som stod med det forfærdelige smørrede smil.
Renesmee kunne tydeligt høre da han snakkede til hende, og hun kom i tanke om hendes evne. Hun havde været så skræmt ved tanken af hendes far, og hvad han mon kunne finde på, at hun havde glemt alt om hendes evne. Den evne der havde været deres afsked for 127 år siden. Hendes krop var stadig stivnet, og hun kunne ikke tænke klart nok til at bruge evnen, da hun stadig have en forfærdelig kvalme, og følelserne vrimlede rundt i kroppen.

Hold dig væk hørte hun Caden råbe, og kiggede med det samme op på Cadens ansigt. Noget i hans stemme havde ændret sig. Han lød en smule usikker. Ikke særlig meget, men nok til også at gøre Renesmee usikker.

Noget i deres fars blik ændrede sig og han tog med et lumsk smil endnu et skridt. Den første rod langede ud efter ham men stoppede få håndsbredder fra faderen. Den spjættede let, inden den faldt til jorden. Faderen havde hævet den ene hånd og stoppet roden, før den ramte ham. løb herre! løb skreg træet, hvis rod han havde lånt. Han var faktisk ved at overveje, om det var deres eneste udvej.
"Det var ikke pænt" sagde han med den der rolige, rædselsvækkene stemme. "Jeg er vist nød til at lære dig noget om mannerer sønnike" Han hævede truende hånden og gik langsomt nærmere. Cadens nakkehår rejste sig og han tog et skridt tilbage. Hans udtryksløse maske var ved at revne og frygten krøb ind som en sygdom, der spredte sig igennem kroppen på ham.