Naiv? Eller bare uvidende?

Han hævede et øjenbryn og grinede lidt "det lyder voldsomt, så må du da have set lidt af hvert" sagde han og smilede skævt til hende "nå okay, næsten tillykke" sagde han smilende. Han bed sig lidt i læben "jeg er 19.. øhm jeg er altså virkelig 19" svarede han akavet. "mmm kanariefulgl?" spurgte han lidt tøvvende "hvorfor er det du tror jeg er vampyr? jeg har da ikke bidt ud efter dig eller noget...vampyrer er da sagnting?" mumlede han prøvende, han måtte da kunne bilde hende det ind på en eller anden måde. "Men nu kender du da mig og jeg hedder Axel?" sagde han, det her var svært, hun virkede meget usammenhængende "vi må have dig hjem i en seng" mumlede han. Han fik øje på sit hus længere nede af gaden og blev lettet. Han gik lidt hurtigere, men holdt stadig Amanda oppe med lethed, og smilede forsigtigt til hende uden tænder.

Amanda smilede. "Jeg har oplevet lidt af hvert.." sagde hun oprigtigt. "Nu har jeg også været tæt på at blive voldtaget..Så har jeg været på en natklub med vampyrer og dæmoner. Og jeg er blevet angrebet af en Varulv. Jeg har bare hygget mig de seneste 3 dage" mumlede hun ærligt. Dog løb det stadig usammenhængende, så Axel ville nok ikke helt tro på hvad hun sagde. Men så var det jo meget godt at han ikke havde set hendes ben...Under hendes bukseben i højre side, havde hun en stor bandage omkring en stor flænge ned ad benet, og hun havde hele aftenen humpet lidt. Bare ikke så man lagde meget mærke til det. Amanda nikkede. "Axel var en meget sød kanriefugl...Den hakkede engang en kat i hovedet, fordi katte nhvæsede ad mig" mumlede hun og smilede let.

Axel så på hende og smilede lidt af hendes pladren om alt muligt usammenhængende "det kan jeg høre" sagde han og tænkte lidt. Hun måtte ikke afsløre ham, selvom han mistænkte hende for allerede at have gjort det, men hvem havde mon fortalt hende alt det? Han smilede venligt til hende "hvor har du hørt alt det om vampyrer og varulve og alt sådan noget?" spurgte han og smilede. Han stoppede ved døren og åbnede, han bar hende indenfor og så lidt rundt. Han lukkede døren bag sig og satte hende ned mens han støttede hende "det var da godt du havde Axel så" sagde han bare og smilede for hendes snak var meget usammenhængende men alligevel lidt sødt.

Amanda tænkte sig om. "Sådan en...En...Zack-en.." mumlede hun og rynkede øjenbrynene sammen. "Sådan en..Jæger?" Hun sagde det spørgende, som om det ikke helt gav mening i hendes hovede. "Zack" konkluderede hun. "Er et menneske, som jager .. Onde væsner. Siger han" sagde hun ogrynkede på næsen. "Tror jeg" tilføjede hun. Havde han ikke sagt noget om at han var overhovedet? I så fald ville Axel vide hvem han var. Håbede hun. Meningløs snak havde hun snakket nok af. Det gav jo ingen mening. Amanda åbnede øjnene. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun lettere forvildet. Hun huskede noget med en seng og smilede ved tanken om en pude og noget at sove på. "Nå ikke noget.. Lige meget" mumlede hun

Axel så på hende og hans smil stivnede lidt "en dusørjæger.." mumlede han bare. Han kunne ikke særlig godt lide dusørjægere, de jagtede ham som regel fordi det var fedt at kunne prale med at have dræbt en vampyr over de hundrede år og han var jo selv 806. Han så lidt ned i gulvet og så derefter på hende "vi er på vej hen for at få lagt dig i seng" svarede han hende og smilede stille. Han løftede hende igen og gik igennem en stor velkomsthal, og op af nogen trapper. Han stoppede i et dunkelt soveværelse, med en enorm seng og en reol, og et gulvtæppe og intet andet. Han gik hen og lagde hende i sengen og lagde dynen om hende og puttede hende forsigtigt "sov godt" sagde han og smilede varmt til hende og kyssede hende kort på panden, og rejste sig.

Amanda smilede. "Youp..Der var den!" Mumlede hun og gned sig forsigtigt i øjnene. Hun ville jo ikke tvære make-uppen ud. Typisk. En af de dage hvor man havde gjordt noget ud af sig selv, sat håret op og puttet make up på, går alt ting af lort. Hun smilede ved lyden af en seng og kiggede sig lidt søvnigt omkring. Der var sådan... Mørkt? Hun følte det lettere dystert, men tanken om en seng gjorde hende glad. Sådan var det tit. Det med at gå i seng, var det bedste på dagen. Amanda grinede dæmpet da han kyssede hende på panden. "Tak for det" mumlede hun og sukkede tilfredst.

Axel så på hende "hmm" var det eneste han lige kunne svare. Han rettede sig op igen og så på hende "det var så lidt, kan du sove godt" sagde han og smilede let, og gik hen til døren til værelset. "Du må kalde hvis der er noget" sagde han stille og så lidt på hende henne fra døren, men gik så ud. Han satte sig inde i sin stue, og lænede ryggen tilbage mod ryglænet på sofaen og sukkede. Han lukkede sine øjne og lyttede til hendes åndedræt selvom hun lå i værelset ved siden af. Han slappede af og strakte sig lidt.

Amanda smilede, helt uvidende om hvad han egentlig sagde. Lyden af hans stemme beroligede hende, og hun slappede omsider af. Hun mærkede sine muskler udvide sig igen, da varmen kom til hende, og så lukkede hun øjnene. Verdenen omkring hende forsvand, og hun lod sig glide ind i det lokkende mørke.

Blomsterne havde en underlig farve. Men hun var lidt ligeglad, hun fortsatte bare mod den helt vildt store, dystre skov foran hende. Hun hørte en knurren derinde fra, men var ligeglad. Det var nok bare en ræv. Så var hun inde i skoven. Hun blev svimmel, og ville ud, men hun kunne ikke finde nogen rigtig vej. Skoven fortsatte i det uendelige. Hun mærkede panikken stige hende til hovedet, og hun ville skrige. Hun kunne ikke. Luften blev præsset ud af hendes lunger, og hun gispede. Hun faldt om i bladene, og så mærkede hun en ånde på hendes kind. Hun åbnede forvirret øjnene og stirrede lige ind i en ulvs morderiske blik. Hun gispede ved synet. "Så mødes vi igen" lød hans stemme. Hun spærrede øjnene op og famlede efter kniven hun sidst havde brugt som forsvar. Den var der ikke. Hendes ben begyndte igen at bløde, som om såret var spruget op da Qadir kom, og han hvæsede af hende. Den store ulv smilede, og så bed den ud efter hendes hals...

Amanda satte sig gispende op. Hendes hjerte hamrede helt vildt og hun hev efter vejret, som om hun ikke havde fået luft i et stykke tid. Værelset var ukendt. Dystert. Tomt. Panikken steg hende til hovedet og hendes øjne fyldtes med tårer. Hvor var hun henne? Noget dæmrede i hendes hovede, og hun fokuserede på døren. Mon den var låst?

//Oh...Det blev langt Ö O.o

Axel slappede af, og sad stille op af ryglænet. Han lyttede til hendes rolige åndedræt, og fandt det utroligt beroligende nogen gange ville han ønske at han også kunne sove, det ville være den rene lettelse. Han åbnede dog øjnene lidt efter da han hørte hun ændrede vejrtrækning. Han undrede sig lidt, hvad kunne der være galt? Havde hun det mon dårligt? Han rejste sig, og gik nedenunder og hentede en spand. Han fyldte den med lidt vand, og gik så op ad trapperne igen. Han stoppede ude foran døren til soveværelset "Amanda?" spurgte han forsigtigt og åbnede døren. Han så at hun sad op og så på døren, og lagde hovedet på skrå og så hendes tårer "Har du haft mareridt?" spurgte han stille og gik ind og satte spanden ved siden af sengen, og satte sig på sengekanten. Han betragtede hendes ansigt lidt, og så ind i hendes øjne, og så kun frygt.


//uha en masse krea du har xD//

Hans ansigt virkede bekendt. Hun havde set ham før. Billeder fra aftenen begyndte at fylde hendes hovede. 4 drenge der kom og hev hende med udenfor. Var han en af dem. Alt andet virkede lidt sløret. Hun huskede at en sagde noget med en seng, og noget med at sove. Hun huskede at hun havde været glad, og ikke urolig ved ham. Amanda knugede dynen ind til sig. "Hv.." hun kiggede på ham, lidt genert over at spørge. "Hvad hedder du?" Hun kiggede på hans hud og ragte ud efter hans kind. Han var kold. Han var bleg. Han var ikke menneske. Hun smilede skævt til ham. "Vampyr" hviskede hun, og alt hendes andspændthed forsvandt. Hun følte sig ikke utryk ved ham. Selvom hun måske burde... "Erhm.." hun rynkede på næsen ved hans spørgsmål. "Jaaaerh...Lidt" mumlede hun og bed sig i læben. "om en varulv" hun kiggede på ham. "Han var uhyggelig" Amanda mærkede på sit ben, for det var begyndt at gøre lidt ondt, men det var jo ikke noget nyt, mindede hun sig selv på. "Tak." sagde hun og smilede. For med et vidste hun at han havde gjordt en masse godt for hende.

//Jaah Ö Haha xD

Axel så lidt på hende, havde hun glemt det? Han konkluderede at hun enten måtte have været stangstiv, eller også havde drengene givet hende et eller andet voldtægtsmiddel, eller noget beroligende. "Jeg hedder Axel.." svarede han, og blev overrasket over da hun rørte ved hans kind og skar en grimasse og sukkede "ja jeg kan vel ikke blive ved med at benægte det, siden du så voldsomt insisterer" sagde han stille. Han lyttede til hende og lagde hovedet lidt på skrå "hmmm varulve er dumme.. de tror altid at de er meget bedre, stærkere og klogere end alle andre" sagde han roligt, og satte sig ordentligt op i sengen så han sad i skrædderstilling "så lidt" sagde han og smilede tilbage til hende. "Er der noget jeg kan hente til dig?" spurgte han, for det var jo ikke så godt hvis hun ligepludselig fik det dårligt eller sådan noget. Han havde mere eller mindre glemt hvordan det var at være menneske, så han måtte jo spørge sig frem.

"Axel" mumlede hun og kiggede på ham med et skævt smil. "Jeg havde engang en fugl der hed Axel" sagde hun og kiggede smilende på ham. "Men han er død" hun trak på skuldrene og kiggede på ham. "Har jeg allerede fortalt mit navn?" spurgte hun og kiggede på ham. Havde hun været fuld? Hun hævede et øjenbryn. Nej? Hun havde jo kun fået en eller to drinks. Amanda overvejede lidt hvad der var sket og kiggede så på ham da han snakkede om varulve. "Jeg kender ikke nogen.. Kun sådan.. En" hun rynkede på næsen. "Og han var ved at æde mig.." Hun smilede til ham. "Jeg har lige fundet ud af hvor meget mennesker er i fare." hun kiggede på ham med store øjne. "Jeg er blevet angrebet 4 gange på 3 dage, og det er kun 3 dage siden jeg fandt ud af at alle de væsener eksisterede.." Amanda smilede til ham. "Hvordan er et at være vampyr?" spurgte hun lidt efter, og ignorerede hans sidste spørgsmål. Hun ville ikke trænge sig på.

"Det har du fortalt mig.." sagde han og kunne ikke lade være med at smile skævt. "Ja du fortalte mig det igår, men du var ret omtåget at høre på så du har nok fået smuglet noget i din drink" sagde han og så alvorligt på hende "hvordan har du det idag?" spurgte han og betragtede hende indgående. "Spiser varulve mennesker??" spurgte han, og tænkte sig om "jeg troede kun de var brutale overfor dem... men at æde dem?" sagde han og gøs. Han smilede fjollet "sådan er det at rode sig ud i sådan noget med væsener og dusørjægere.. det bliver farligt med tiden" sagde han og grinede lidt. Han så lidt ned i dynerne og tænkte sig om "hmmm... det er da meget hyggeligt eller noget" han trak på skuldrene "hvordan er det at være menneske?" spurgte han hende og smilede fjollet for det var faktisk et svært spørgsmål, der var ikke rigtig nogen god måde at definere livet sm vampyr på. Han lænede sig lidt tilbage og så på hende, og lagde got mærke til at hun ignorerede hans spørgsmål "du ved godt det stadig er nat ikke?" sagde han så lidt efter, for hun kunne jo tro at det var blevet morgen.

"Åh.." sagde hun og smilede venligt til ham. "okay.. Noget i min drink" Hun kiggede mistroisk på ham. "Tror du det var de der drenge?" Spurgte hun hurtigt. "Det var nogle drenge..Ikke?" hendes stemme var lettere usikker, for det kunne jo godt have været en drøm. Hun smilede skævt. "Han forlangte et arm eller et ben, for jeg nåede op i et træ.. Så hamrede jeg min kniv i hans pote." hun kiggede på ham og trak på skuldrene. "SÅ ja. Åbenbart." Hun smilede svagt og nikkede. "Det var ikke med min gode vilje, men når der sådan lige kommer en og forbyder en at drikke noget vand, fordi vampyren i baren har hældt noget i det, så kommer man automatisk til at være mistroisk overfor folk der er blege og kolde." hun grinede lidt og kløede sig så i håret, som var pænt filtret. "Årh" mumlede hun mut og himlede med øjnene. "Jeg må ta' et bad når jeg kommer hjem" mumlede hun og kiggede på ham. "Jeg har fået at vide at det skulle være trælst. Men det kom også fra et menneske, så jeg vælger nok at tro på dig." Amanda smilede. "Det er..Lidt kedeligt." sagde hun og grinede. "Skolen er ikke det fedeste man ved, vel? Eksamener er trælse..Man går med vennerne, har let ved at slå sig.. HAr let ved at lade følelserne overtage. Reagerer med at løbe, hvis man ser folk man finder dystre og uhyggelige. Sådan..Lidt skræmmende og skrøbeligt ikke?" smilede hun og lagde armene omkring sine ben.

Axel så på hende og gengældte hendes venlige smil "jeg er ret sikker på at det var dem, og jeg ville næsten ønske at jeg havde givet dem en huskekage...men tja" sagde han trak på skuldrende. Han så alvorligt på hende "varulve er ulækre.." sagde han og rynkede sigende på næsen "de har ingen manerer, men de har vampyrer vel heller ikke...men vi sviner knap så meget som varulve" sagde han. Han lo lidt af det hun sagde "ja det er nok ikke til at undgå at man lige sender sidemakkeren på reggie club et ekstra blik" sagde han smilende. Han så lidt på hendes filtrede hår "du kan låne mit" sagde han roligt "jeg skal bare lige finde et håndklæde til dig så" sagde han og smilede venligt. Han smilede skævt "mennesker ved ikke meget om det at være vampyr, de kan læse sig til noget, og så kan de forestille sig noget tredje" sagde han, og strakte sin lange krop. Han så på hende "hvad læser du til?" spurgte han og rettede sig lidt op. Han så lidt på dynen igen "skrøbelige..? det er vi vel alle, selvom man er det ene eller det andet, jeg tror de eneste der er aller sværest at slå ihjel må være dæmoner.. mig kan man jo bare kyle vievand efter eller få mig til at drikke dødt blod eller sådan noget.." sagde han med et suk. Men så smilede han djævelsk "men ikke uden kamp til stregen!" forsikrede han hende.

"Det kunne nu have været sjovt" Tilføjede hun smilede til det han sagde. "Det havde de fortjænt." Hun grinede svagt. "Han virkede nu mere..desperat..Han havde dog noget venligt gæmt i sig. Men det hjalp ikke så meget når han liuge havde været ved at dræbe mig" mumlede hun og kiggede ned på hendes ben. "Det er det jeg mener," smilede hun. "Og så bliver folk mistroiske og sådan helt, hvordan kan hun vide det? Ö og så roder jeg mig bare idet hele taget let ud i ting. Måske skulle man lade være med at være venligtstillet" sagde hun og kiggede surt på døren. "Det med at være venlig får en til at blive naiv". "Tak" sagde hun og smilede. "men det behøver ikke være nu" tilføjede hun hurtigt. Hun kunne godt lide Axel. Han var rigtig sød, og slet ikke sådan som hun troede vampyrer var. Overhovedet ikke. Hun smilede lidt ved tanken og kiggede på ham. Det var snyd at alle vampyrer skulle være så smukke. Så sad man bare der og var et menneske, og alle de pæne var så vampyrer. Perfekte skabninger.. Hvis man så bort fra blodet. Hun rynkede på næsen. "Spiser du menneskeblod?" spurgte hun stille og kiggede på ham. Hun regnede klart med et ja, FOR hvad skulle han ellers spise? "Jammen ... Sådan mentalt" grinede hun. "Mennesker har let ved at blive sindsyge på grund af følelser, og hvis de bliver for bange kortslutter hjernen" sagde hun og smilede. Det havde man hørt om før. "Dæmoner lyder også uhyggeligst" sagde hun og tænkte over det. Dæmon lød bare så meget mere uhyggeligt end varulv og vampyr. Amanda grinede. "Det tror jeg gerne på"

Axel viftede med hænderne, og smilede "varulve er bare nederen" sagde han, for han brød sig ikke om varulve, men det var ganske naturligt, han var jo vampyr og der havde altid hersket en evig kamp mellem de to racer, så var man vampyr kunne man ikke lide varulve, og omvendt. "Reggie club er ellers et meget sikkert sted, det er værre hvis du tog på Petronia, der indbyder du næsten til at blive bidt, eller få suget din sjæl eller noget helt andet...bare fordi du er menneske" sagde han og det sidste sagde han lidt tankefuldt, og smilede lidt af hendes surhed. Han nikkede "menneskeblod mætter mest, men engle smager nu også fint nok de har sødere blod" sagde han og smilede skævt og kom til at blotte sine hjørnetænder, hvilket han som regel ikke gjorde. "Nååh ja i kortslutter lidt hurtigere, men vampyrer kan også have sindslidelser, og det kan dæmoner også" sagde han og betragtede hende lidt. "Dæmoner? Aj de er ikke så slemme, de er faktisk meget menneskelige i stil med engle bare ikke lige så søde" sagde han og grinede lidt.

Amanda grinede og viftede hænder sammen med ham. "Hermed basta" smålo hun og smilede muntert. "Altså... Ja.. Men jeg var på Petronia Night Club, eller hvad den nu hedder, da jeg fik det at vide." hun rynkede på næsen, som om hun var utilfreds. "Men se det på den lyse side" sagde hun og smilede. "Hvis jeg ikke vidste det, var jeg nok død af skræk da jeg mødte varulven, jeg var nok død af skræk da jeg mødte vampyren, og jeg var nok besvimet ved mødet med dæmonen." hun smilede til ham og trak på skuldrene. "Jeg var på en måde forberedt, og det fik Varulven til at tøve, vampyren til at begynde at snakke med mig og dæmonen til at blive sur over at jeg ikke gik amok, og begyndte at skrige." Hun smilede stolt og grinede så let. "Det lyder venkendt" smilede hun. "Aftensmad mætte mest, Dessert smager bedst" hun smilede til ham, lettere overrasket over at hun ikke fandt det klamt at snakke om at han dræbte mennesker, og engle. Hun vidste ikke at der fandtes engle. Engle.. "Er engle pæne?" spurgte hun nysgerrigt og smilede. "Selfølgelig kortslutter vi hurtigere. Vores kroppe er bare skrøbeligere. Vi har ikke umenskelig styrke, skønhed eller evner. Vi er bare svage" smilede hun og sukkede. "basta"

Axel så på hende"Præcis" sagde han smilende. Han sad stille og lyttede "ja der var det så heldigt at der var en som kunne passe på dig... ellers plejer de at være ligeglade "selv bartenderne.. men de er somregel også selv vampyrer" sagde han og betragtede hendes rynkede næse og gjorde sig selv skiløjet. Han rejste sig, og gik kort hen til vinduet, og skubbede gardinet til siden og nikkede af hendes forklaring "ja det er somregel meget godt, og meget dårligt at have kendskab til væsener eller ikke at have det" sagde han, og kiggede op på den synkende måne, og lod gardinet falde på plads igen. Han vendte sig om mod hende og smilede "ja dessert er godt.." sagde han smilende "men mennesker, især vegetarer får næsten samme smag som engle men det går an på hvor seriøst de tager deres krop og spisevaner" sagde han. Han lagde undrende hovedet på skrå "engle? Ja de.. er som regel meget smukke, der er en anden slags liv ved dem end ved mennesker" sagde han og smilede lidt. Han fnøs "hold dog op, i er viljestærke, de fleste af jer i hvertfald, og jeg har mødt mange smukke mennesker som nogen vampyrer ikke kunne måle sig med.. i er bare smukke på så mange måder" sagde han. "Og så smager i godt" sagde han drillende.

"Han var nu lidt sær" påpegede Amanda med et let grin. "Det kan du vel have ret i. Jeg troede bare at det var..sådan.. et tema eller noget, og så kontaktlinser." Hun bed sig smilede i læben. Det var underligt at tænke på. At hun kunne have været ædt. Nårh ja. Og så havde hun lige været ved at blive voldtaget, og så ædt af en varulv. Hun var jo helt normal. Hun grinede lidt af hans grimasse. "Wow.." mumlede hun og rynkede panden. "Hvad er klokken?" Hun kiggede over på ham. "Ja.. Det tror jeg også. Måske er det fordi jeg kender til dem at alt det her sker for mig, for det plejer ikke at ske for mig.." hun smilede over hendes underlige ordvalg, og nikkede til det han sagde om desserten. "God jeg ikke er vegetar" drillede hun og smilede. "men det ville være sjovt at smage som en engel" hun kiggede tænksomt på sin arm og trak på skuldrene. Eller ikke. "Jeg gad godt se en engel" hendes øjne funklede og hun smilede drømmende. "Med stoore hvide vinger" hun kiggede muntert på ham. "Tænk at kunne flyve?" mumlede hun drømmende og grinede let. "Mennesker er da lidt kedelige.. Eller mange jeg kender er" mumlede hun og rynkede på næsen. "Men der er vel også nogle facinerende nogle" hun grinede let. "Som mig" drillede hun smilende. Hun daskede til ham. "Nå nå" grinede hun. "nu ikke komme for godt igang vel?"

Axel så godmodigt på hende "ja undskyld jeg siger det, men mennesker opfanger desværre ikke situationer særlig hurtigt.." sagde han. Han lod sig dumpe ned på sengekanten og smilede. Han så lidt hen mod vinduet "omkring halv fem eller noget i den stil" svarede han og så på hende igen "ja det kunne meget vel være skæbnen der leger med dig" sagde han og smilede skævt. "Altså selvom man ikke er vegetar kan man altså godt have smagfuldt blod" sagde han drillende. "Hvorfor i alverden vil du smage som en engel?" spurgte han undrende og lagde hovedet på skrå "du ser engle hver dag, ligesom du ser dæmoner og vampyrer og varulve hver dag, vi går jo også rundt derude" sagde han og smilede svagt "det er faktisk meget hårdt for engle at flyve, både når de skal have vingerne ud og falde dem tilbage igen" sagde han og lyttede til hendes drømmende tonefald med et lille grin. "Der er mange fascinerende mennesker.." sagde han men kunne ikke lade være med at grine lidt da hun foreslog sig selv "ja også dig" sagde han og smilede "Siger du??" sagde han og grinede.

Amanda grinede muntert. "Det kan der være noget om, men når alle går og siger at det hele findes i eventyr, så tror man altså ikke helt på det." hun smilede til ham og nikkede nogle gange. "Halv 5.." hun rynkede på næsen. "Hvor langt tid har jeg sovet?" spurgte hun og kiggede ud igenne ruden. Hun grinede lidt. "Ja. Hvis man tror på skæbnen"! sagde hun langsomt og kiggede på ham. "det gør jeg altså ikke helt" indrømmede hun med et muntert smil. "Nånå" grinede hun og smilede. "Så vil jeg da håbe jeg har det". Hun tænkte sig om. "Fordi det er lidt sejt, at have noget engle agtigt over sig" sagde hun og kiggede spørgende på ham. "Tror jeg nok" hun rynkede på næsen og smilede så igen. "Men det må stadig være fantastisk at flyve" Sagde hun muntert. "Det må du da indrømme" hun grinede dæmpet og hoppede lidt vaklende ud af sengen. "Ih ja. Jeg er bare vildt facinerende" mumlede hun facinerende og smilede til ham. "Du startede" vedbledv hun og prikkede ham i maven.

Axel nikkede "ja i er selvfølgelig blevet fodret med løgne af dem i holdt af så det er selvfølgelig rigtig nok at i ikke troede at det var ægte.." sagde han. Han betragtede hende lidt "i nogen timer" svarede han "mere eller mindre.." sagde han stille og smilede lidt tilbage til hende. Han grinede lidt og lænede sig frem mod hende "jeg vil da gerne tjekke?" sagde han drillende og smilede skævt, men lænede sig tilbage igen og satte sig ordentligt. "Er det sejt? Engle er svage! I hvertfald de fleste af dem.. men de er som regel altid venlige hvilket er en kæmpe belastning for dem.." sagde han. Han lagde hovedet på skrå "kan du ikke bare tage en flyver?" spurgte han og smilede skævt med et lille grin "ja lidt fascinerende, jeg aner jo ikke hvor du kommer fra eller hvordan du er vokset op, om du har nogen fobier det gør dig da lidt spændene" sagde han drillende "jaja.." sagde han bare og så kort på hendes finger der prikkede ham i maven "hov hov.." sagde han og grinede lidt.

"Ja for de vidste det jo nok heller ikke skal du se" smilede hun og kiggede muntert på ham. "Okay.." hun smilede skævt. "Fint nok. Mere eller mindre nogle timer" hun kløede sig i håret. Det tydede på at hun var kommet rimlig sent i seng. Hun ragte tunge af ham. "Neiij" pev hun grinende. "Det er mit "engleblod"" grinede hun og smilede et rigtigt "valg smil". "Hvad så? De er søde, og ærlige...Og sikkert pæne, og så lyder det bare blæret. Jeg har engleblod" Hun smagte på sætningen. "Jeg har noget engel over mig" hun grinede. "You see?" spurgte hun hurtigt. Hun grinede og prikkede ham på næsen. "Det kunne jeg jo, hvis jeg ville hurtigt frem til et sted." smilede hun. "Men hvis jeg ville MÆRKE vinden, så er flyveren nok ikke den fedeste løsning" hun blinkede muntert til ham. "Jeg kommer fra en lille bondeby, som du ikke kender. Og jeg flyttede til Sheria fordi mit gamle hus brød i brand." hun smilede skævt til ham. "toooo bad"

Axel så på hende og sad stille på sengen, han lyttede til de ting hun sagde men var alligevel lidt fraværende. Han vågnede først da hun sagde noget om blod "Hvad med blod?" spurgte han og så op på hende. "De bliver jagtet, bidt, får ingen respekt... men tja ærlige og kan flyve, det kan være du bliver en engel når du dør, er der ikke sådan man bliver engel?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han grinede lidt af hendes engle flip "jeg har vampyrblod... jeg har noget vampyragtigt over mig" efterlignede han hende og smilede skævt. Han rynkede på næsen da hun prikkede til den "Du kan da bare løbe?" foreslog han med et grin "så får du luft, og så MÆRKER du vinden.." sagde han drillende. "Interessant.." sagde han og himlede drillende med øjnene.