Naiv? Eller bare uvidende?

Dato: Lørdag d. 19 Juni.
Årstid: Sommer.
Sted: The Reggie Club! :)
Tid: Omkring midnat.
Vejr: Dejlig sommeraften-agtigt.
Omgivelser: Maaange folk.. Væsner og Mennesker ;)

Fanny kiggede på sit halvt tømte glas. Hendes venner var gået for en time siden, men hun havde ikke noget at vende hjem til. Et tomt, mørkt, trist hus. Hun sukkede og kørte en finger fundt på toppen af glasset, så en rungende lyd dæmpet nåede hendes ører. To drenge stirrede på hende, og hun smilede skævt tilbage. De begyndte at gå over imod hende, og hun smilede lettere overrasket igen. Hvorfor ville de snakke med hende? Hun var jo ikke noget overhovedet? Hun betragtede dansegulvet hvor en blondine dansede med en masse drenge. Hun var jo ikke ligesom hende der? MEd det lange lyse hår, og pæne blå øjne. Næh nej. Hun var jo baaare Fanny. "Hey?" Fanny kiggede på en høj pæn fyr og smilede. "Hej" Sagde hun og bed sig genert i læben. "Hva så?" Spurgte en brun fyr, bag den blonde. De var 4 personer i alt, og alle tre rigtig pæne. "Ikke så meget..." Indrømmede Fanny og trak på skuldrene. "Du er ret lækker.." Begyndte en af dem. "Og vi vil gerne lære dig at kende.." Fortsatte en helt 4. "Så vi tænkte" Begyndte den første pæne blonde fyr, "Om du ville med ud at gå i gaderne?" Fanny kløede sig i håret og trak på skuldrene. "Det kan vel ikke skade" mumlede hun og begyndte at gå hen imod døren.

Axel havde sat sig ned ved et bord, han havde drukket rimeligt godt og smilede skævt. Han fik øje på nogle fyre der gik hen af gulvet, hen mod en pige. Han kneb øjnene let sammen *hvad skal de med hende?* det virkede lidt mistænksomt. Han betragtede dem mens de snakkede, og prøve at drive alkoholen ud af sit blod, hvilket var meget nemt for han var ikke påvirket særlig længe af gangen. Han sad stille og så lidt ned i sit glas mens han lyttede *er hun gal? man går da ikke bare med fremmede fyre..* han stoppede sine tanker, der var jo mange der bare gik med en fremmed fyr, eller to, men hvor mange af dem blev ikke også voldtaget? Med et lagde han mærke til at pigen havde rejst sig og fyrene var på vej med hende ud. Han rejste sig og gik langsomt hen mod døren, men så ned i gulvet så det bare virkede som om han skulle hjemad.

Amanda mærkede en hånd blidt puffe hende ud af døren. Hun snublede usikkert ud og hævede øjenbrynet. "Hvad skulle det til for?" Spurgte hun irriteret og lagde armene over kors. De fire drenge begyndte at gå hen imod hende, og de grinte på en underlig... spændt måde. Hun bakkede forskrækket bagud gennem gyden de kom fra. "Hva-Hva laver i?!" Råbte hun og mærkede bange anelser snige sig op i hende. Hun havde været dum.. Og lettere ligeglad. Troet at drengene ville have hendes nummer, og hun ville have gevet dem et forkert et. Hun gad ikke folk hun kendte. Amanda bed sig i læben og stoppede op da hun mærkede mur bag sig. "Gå væææk!" Snerrede hun og kastede en sted efter dem. Stenen ramte en af drengene i hovedet. Og pludselig så han helt råvild ud. Amanda indså at hun nok ikke burde havde kastet den sten.

Axel lyttede, og nåede hen til døren da han hørte hende snerre af drengene. Han satte i løb, og kom derhen hurtigere end et normalt menneske ville have gjort det. Han fik øje på pigen og drengene "Lad hende være!" knurrede han til dem. Han skyndte sig hen til Amanda "har de gjort dig noget?" spurgte han bekymret og målte hende kort med øjnene for at se om hun var blevet skadet, og vendte sig lidt mod drengene igen. Han snuste lydløst for at finde ud af hvad han havde med at gøre, var det bare mennesker? Så var det vel ikke noget problem, hvis de skulle få den idé at angribe. Egentlig så vidste han godt at han ikke så særlig skræmmende ud, han var lidt for slank og var på ingen måde pumpet, men han var høj og det vidste han kunne indgyde en slags respekt.

Amanda peb da en af drengene truende rykkede nærmere. Hun præssede øjnene sammen og skulle til at slå ham, i ren panik, da hun hørte en stemme. Hun åbnede skræmt øjnene og missede så lidt med dem. "Øhm...Altså...Nej?" Mumlede hun og kiggede forlegent på ham. Hvis drengene nu begyndte at spille; Vi ville jo bare snakke med hende, skuespil, havde hun jo ikke noget at sige. De var 4 mod hende? Amanda kastede endnu et blik på hendes redningsmand og kom til at smile lidt. Han var en man fik lyst til at smile over. Han var høj og pæn, og hun elskede hans hår. Og så havde han en rar charmerende stemme. Hun rystede hovedet for at komme tilbage til virkeligheden. Men han lignede ikke en der trænede meget, og de 4 drenge virkede stærkt overlegne. "Jaer?" Begyndte en af dem. "Knægt? Smut hjem, og la' vær med at spille helt" Amandas kinder blev helt røde af raseri. Hun fik lyst til at pande ham en men holdt sig urolig tilbage.

Axel så på pigen og blev lettet over der ikke var sket hende noget "det var godt" mumlede han kort. Han så igen på fyrene og kom til at smile af den ene af dems kommentar, og begyndte så at grine "jeg er ikke nogen knægt, jeg er langt ældre end dig" svarede han smilende, og lagde hovedet på skrå. Han vædede kort sine læber med tungespidsen "jeg er ikke nogen helt, men jeg lader ikke 4 klamme idioter voldtage en stakkels pige" sagde han roligt. Han stod stille ved pigen, for han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder før tomhjernerne der stod og spillede smarte skred. Han sukkede kort "gå nu ud og spil lidt fodbold, eller drik jer stive eller et eller andet.. i må da have noget andet at lave end at stå her og mundhugges med mig?" sagde han, og håbede lidt at han fik dem tirret. Han kunne ikke lade være, han havde den største trang til at sætte dem på plads, men han indså at han måtte beherske sig lidt. Han så lidt på pigen ved siden af sig, han kunne dufte at hun var menneske. Hun var egentlig også meget kær, sådan lidt naiv måske?

Amanda rynkede på næsen. Voldtægt? Hun kløede sig i håret. Aha.. På den måde. To af drengene kiggede på hinanden og slog ud efter drengen. Hun spærrede forskrækket øjnene op og hoppede lidt bagud. Mens drengen kiggede på de to drenges hænder, sparkede den andren dreng ud efter hans ben, og ramte lige over knæet. Amanda hoppede frem, parat til at hjælpe drengen op, når han knækkede sa...Han blev stående.Hun rynkede øjenbrynene sammen i en spørgende grimasse. Drengene så også ud til at være lettere overrumplede. Sparket havde været ret hårdt, og det så ud som om ham der havde sparket drengen, havde ondt i foden? Amanda satte sig undrende på asfalten.

Axel dukkede sig for slagene, og mærkede den tredje sparkede ham. Han rettede sig lidt op og så kort på sit ben "tsk" sagde han så og smilede skævt og så på fyren der havde sparket ham og trådte helt hen til ham, og greb fat i hans krave og løftede ham op i luften "har du ondt i foden nu?" spurgte han og opdagede at han nok lød lidt onskabsfuld. Han skubbede ham hårdt fra sig "smut så" mumlede han kort og koldt. Han så lidt om på pigen, og på fyrene igen. Sådan nogen kegler irriterede ham grænseløst.

Drengen med den fod der gjorde ondt hoppede afsted. De andre kiggede tøvende efter ham. Amanda hørte nogle af dem mumle"Hård som cement" og hun kiggede overrasket på Axels(Gider ikke skrive dreng mere xD Det bliver bare forvirrende ;D) knæ. Hun sukkede og betragtede hans lyse hud. Og så tænkte hun på Zack. "Vampyr?" Hviskede hun spørgende og satte sig en anelse svimmelt op ad en mur. Hun havde ikke vænnet sig til tanken om at der faktisk fandted Vampyrer. Hun lukkede øjnene. "Verden er underlig" mumlede hun og snøftede let af forvirring.

Axel så efter dem, og bed sig i tungen for ikke at række tunge af dem. Han vendte sig om mod Amanda og lagde hovedet på skrå (det forstår jeg godt ^^) "Hvad sagde du?" spurgte han da han ikke havde hørt hvad hun sagde. Han syntes pludselig hun så dårlig ud "har du det dårligt?" spurgte han, og gik hen og satte sig på hug foran hende. Han nikkede lidt af det hun sagde og smilede kort "ja verden er sær" sagde han roligt. Han så på hende med sine blå øjne "hvad var det du hed?" spurgte han og så lidt forskende på hende.

"Jeg er okay" mumlede hun og smilede svagt til ham. Faktisk havde hun fået noget at drikke. Det havde vidst været..grønt eller sådan noget. Måske havde nogle puttet noget i det? Hun lukkede øjnene og forsikrede sig selv om aldrig at tage på natklub igen. Aldrig nogen sinde. Det var simpelthen noget af det underligste man kunne gøre. HUn havde mødt en..Dusørjæger.. Eller Væsenjæger, eller hvad de mennesker nu kaldte sig, som havde sagt at der fandtes..Væsner. Amanda overvede hvorvidt hun ville være mere lykkelig hvis hun ikke havde kendt til væsenerne. Hun nikkede bekræftende. Verden var underlig. "Amanda." sagde hun og nev sig selv i armen for at vågne mere op. Hele hendes krop føltes som om hun havde været ude og svømme en hel dag, men det var nok panikken, der havde fået hendes til at spænde musklerne.. Eller sådan noget. Hun havde ikke styr på det.

Axel så på hende "godt.." sagde han men var ikke overbevist. Han tog fat i hendes skuldre og løftede hende op og stå, og så kort på hende pg børstede lidt af støvet fra jorden af hendes tøj "Amanda? hmm.. pænt navn lettere sjældent? det er længe siden jeg har mødt nogen ved navn Amanda" sagde han stille, og rettede sig helt op "nå kan du klare den herfra selv?" spurgte han, han havde egentlig været på jagt inde på natklubben så hans blodtørst var ikke blevet mindre krævende efter løbeturen. Han tog en dyb indånding og så lidt den vej fyrene var gået, bare for at sikre sig at de virkelig var væk. Han så derefter kort op mod den mørke himmel og så på Amanda igen. Han kunne se månens lys i hendes hår og smilede kort lidt af det.

Amanda nikkede lette omtåget. "Selfølgeliiiig" Sagde hun og kom til at grine. "Hoov" mumlede hun, kløede sig i håret og begyndte at gå. Hun var en smugle bange for at knække sammen, da hun havde det som om hendes ben var lavet af gele, men ville ikke virke påtrængende overfor vampyren. Og det hun havde sel til vampyrer før var ikke det mest fede at se. Derfor var hun måske en smugle bange for ham, for hun ville ikke ende som pigen på den anden natklub. Død og tom.. Og ingen havde reageret. Folk troede nok bare det var skuespil..En tanke slog ned i hende. Eller måske.. Var hele klubben fyldt med vampyrer og dæmoner.. Hun gød ved tanken. HUn havde været der i en time. Og hun var ikke blevet ædt..Endnu.

Axel så på Amanda og hævede et øjenbryn "øhm okay" sagde han stille og kløede sig i nakken. Han fulgte hende med blikket, og blev mere undrende i blikket for han syntedes at hun slingrede lidt. Han sukkede bare og gik ud til vejen og tilbage mod klubben. Han så lidt op mod himlen og tænkte sig om.

Amanda satte sig ned på jorden, da hun ikke kunne se vampyren mere. Det gik op for hende hvor tiltrukket hun havde følt sig. VAr det en vampyrting? Hun kløede sig i håret og ærgede sig lidt over ikke at have sagt, Jeg kan ikke helt gå. Eller sådan noget. Hun smilede skævt og klaskede hånden ned i jorden, sådan.. bare for at høre lyden af det. Det lød lidt sjovt. Hendes tanker blev afledt af en lyd, og hun stirrede ud i mørket. Hvis det var endnu en person der ville voldtage hende, havde hun ingen beherskelsesevne lige nu. Hvis der kom en fyr frem og sagde noget uhyggelig, ville hun væde med at hun sprang på ham og hamrede ham en i knolden. Hun havde kraft edme fået nok for idag.

Axel gik hen af gaden og så sig lidt omkring. Han hørte et svagt klask, måske var der nogen der sloges? Han kunne ikke lide den tanke, han brød sig ikke om at se folk slås især ikke hvis de begyndte at bløde det gjorde ham sulten og ubehageligt til mode. Han kom til at tænke lidt på Amanda og smilede lidt for hun havde nu været meget sød, selvom han ikke rigtig havde talt så meget med hende. Han så lidt frem og fik øje på en der sad på jorden. Han stoppede stille op og lagde hoveedet på skrå "Amanda?" spurgte han undrende.

"Ja?" Spurgte hun en smugle omtåget. Hey vent!? Nogle havde talt til hende? Amanda åbnede hurtigt øjnene, blinkede for at 'skarpstille' dem, og kiggede så på... Vampyren. Hun hævede et øjenbryn og tænkte over hvor underlig hun måtte se ud. Sådan at sidde på jorden. "Jeg..." hun rynkede koncentreret øjenbrynene sammen. Hvorfor sad hun egentlig der? Hun var nok blevet svimmel? Eller... Eller også anede hun bare ikke hvor hun var. "Mistede balancen.." mumlede hun forlegent. Hvorfor skulle hun også altid gøre sådan nogle dumme ting? Hun sukkede og lukkede øjnene igen. Verden var underlig.

Axel gik helt hen til hende og sank ned på hug og så lidt på hende. Han lagde forsigtigt en hånd på hendes pande "du er varm" mumlede han kort. "Jeg tror ikke du har det helt godt" sagde han stille pg lagde hovedet på skrå "hvor bor du? jeg skal nok følge dig hjem" spurgte han så for han måtte jo have hende hjem til sig selv, hun kunne da ikke sidde der. Han så sig lidt omkring, og vendte så blikket mod Amanda "eller kan du overhovedet gå?" spurgte han så, måske var der nogen der havde lagt noget i hendes drink? Det gjorde ham lidt vred at tænke på.

"Jeg har kvalmmmeeee" Pev hun mumlede hun åbnede så lettere forskrækket øjnene. Var hun så varm? Altså..Siden han havde føltes som is? HAn måtte da fryse? Hun blinkede ufokuseret med øjnene og lagde en hånd for sin mave. "Jeg tror...Jeg har spist noget jeg ikke kan tåle...Eller noget.." mumlede hun og blinkede igen nogle gange med øjnene for at holde dem åbne. "Jajaa" Svarede hun hurtigt, da han spurgte om hun kunne gå. Selvfølgelig kunne hun da det! Amanda rejste sig op og stod lidt bambi agtigt på asfalten. Hun vippede lidt til siden. "Waoooo..." mumlede hun. "Jorden er under angreeeb..."

Han så på hende og fik lidt ondt af den lille skabning "det kan jeg godt se.." Han så lidt på hendes hånd på hendes mave "ja eller også har du fået noget du ikke kan tåle" sagde han stille og mest til sig selv. Han rejste sig da hun gjorde, og skyndte sig at gribe hende da hun vippede til siden "ja det tror jeg gerne på bambi" sagde han sarkastisk og løftede hende "kan du huske hvor du bor?" spurgte han og så på hende. Han havde det ikke godt med at hun var så meget rundt på gulvet som hun var, og håbede bare at hvis hun skulle kaste op at hun så sagde til.

"Det kan selvfølgelig være" mumlede hun og tænkte sig om. Drinks.. Garangteret en af de narhoveder til drenge.. Voldtægt. Hun sukkede og lukkede øjnene. Han var underlig kold. Hun tænkte ikke over at vampyrer kunne være kolde. "Jaja.. Altså.. Nej.." Mumlede hun. Sandheden var vel at hun var ny, og at hun ikke helt kunne huske sin nye adresse. Hvilket resulterede at hun var foret vild 100 gange de seneste 3 dage. Hvor surt. "Jeg er ny" mumlede hun. "Min adresse er ikke lige helt klar..Endnu.." hun rynkede på næsen. "Har du prøvet at være ny?" Spurgte hun og kiggede ufokuseret på ham. Sådan lettere tomt.

Axel så på hende "ja det kan meget vel være" sagde han stille. Han så lidt på hende og sukkede "så må du vel sove ud hjemme ved mig" mumlede han. Han lyttede til hende, og begyndte at gå med hende i armene. "Tja engang var jeg vel på en måde" sagde han og huskede at han var flyttet til byen for nogen hundrede år siden, eller noget i den stil. Han så lidt rundt, og gik over et lyskryds. Han havde på fornemmelsen hun vidste hvad han var, for han havde hørt hende sige et eller andet men han var ikke hundrede procent sikker.

Amanda lukkede øjnene og lyttede til ham. Det føltes underligt at blive båret.. Hun følte sig svag. "JEg kan faktisk godt gå d..." Hun stoppede sig selv og kiggede mere fokuseret på ham. "Hvad hedder du egentlig?" Spurgte hun, før hun blinkede nogle gange med øjnene og lukkede dem. Det føltes anstrengende at have åbne øjne. Lidt ligesom når man var helt vildt træt. Hun overvejede om det var det hun var, eller om hun var ved at blive blind. Eller sådan noget. Det var som om hendes tanker ikke havde så meget mening lige nu. Sådan lidt for forvirrende. Amanda smilede skævt. "Hvor gammel kan en Vampyr være?" Spurgte hun og snerpede munden sammen, da kvalmen kom igen.

Axel så fremad og lyttede til hendes åndedræt "Jeg hedder Axel" svarede han stille og så på lidt på hende, og tænkte. Han blev lidt blegere da hun spurgte hvor gammel en vampyr kunne være "øhm.. øh" sagde han og bed sig kort i læben "det ved jeg sørme ikke måske kan du slå det op i en bog?" sagde han og så på hende og håbede at hun bed på den. Han så lidt rundt og kunne se et byskilt længere fremme *[i]sheria.. endelig..* tænkte han og gik lidt til, hun vejede jo ingenting syntes han. Han smilte stille og så lidt fremad "hvor gammel er du egentlig?" spurgte han lidt med hensyn til det hun spurgte om før, men han tænkte egentlig ikke rigtig over det.

"3.000.087.589.578,5 år gammel" mumlede hun som svar på hendes alder. "Nej okay..Jeg er..19..Om 2 måneder" hendes snak blev lettere usammenhængende da hun ikke tænkte over hvad hun sagde. "Jammen.. Hvor gammel er du? Sådan rigtigt?" Spurgte hun mumlede hun rynkede på næsen. Det var underligt at hun ikke var bange. Mpske var hun for træt til at være bange? Amanda smilede svagt. "Axel" mumlede hun og rykkede lidt på sig. "Jeg havde engang en kanariefugl der hed Axel.." Sagde hun og smilede skævt."Måske kunne i være blevet gode venner, altså hvis ikke du var vampyr. For jeg tror at Axel ville være lidt bange for dig. Lidt ligesom mine forældre. JSå han blev til stægt kylling i branden. Så han findes ikke mere" begyndte hun at mumle. "Og så var det jo slet ikke sjovt mere. For jeg kender ikke andre Axler." fortsatte hun og gabte.