Fordi der skal handles ind...

Når der skulle handles ind, så skulle der handles ind. Og Qadir skulle handle meget ind. Det var det der skete når man endelig besluttede sig for at købe en lejlighed. I længden blev skove og huler bare for overbegroede for en varulv, og med alle de dusørjægere der rendte rundt, så kunne nætterne godt blive meget lange. Den gamle bankkonto, der ellers havde passet sig selv med aktier og lignende, var derfor blevet åbnet og der var blevet investeret i en lejlighed. Umøbleret, selvfølgelig, så nu skulle det hele bestilles hjem, og det var en værre balade.
Han skubbede sig igennem mængden af mennesker. Det var som at vade rundt i en kæmpe masse af sirup; umuligt. Folk havde en tendens til ikke at rykke sig, trods han bad dem pænt. Så måtte de finde sig i at få en albue i maven, nakken eller hvor den nu ender. Dette var én af de mange grunde til at han helst undgik at bo i byen; mennesker!
Han fik banet sig vej frem til en mad forretning.

Indkøbstur... Artemis kunne godt lide indkøbsturene, sammen med alle Nanny'erne, og de andre børn. Specielt når de gik til centeret, for der var det så forfærdeligt nemt at blive væk. Og det var egentlig en ting Artemis gjorde utroligt ofte. Eller... Hun blev jo ikke som sådan væk. Selv havde hun fuldt tjek på hvor henne hun var, men Nanny'erne vidste sjællent hvor hun befandt sig. Og da slet ikke når der stod indkøbstur på dagsordenen.
Så derfor tullede Artemis nu ganske fredsommeligt rundt i det store center, og betragtede alle de andre mennesker, der opholdt sig deri.
Mens hun sådan gik der, fik hun øje på en hun kendte. Hun smilede let, og vinkede, skønt det nok ikke ville blive set. Hun ålede sig gennem mængten - let fordi hun var så lille, som hun nu var - og holdt hele tiden øje med ham.

Qadir bemærkede slet ikke den lille skikkelse, der forsøgte at få hans opmærksomhed. Det var jo ikke noget han normalt lagde mærke til. Han roede rundt i sine bukselommer og trak et krøllet stykke papirfrem, hvorpå der stod nogle skæve bogstaver. Han studere kort bogstaverne, sænkede papiret, gloede i forretningen og sukkede højlydt. Dette her... Var en rigtig krig.
Indkøbssedlen, som han fakisk havde brugt ubeskrivelig lang tid på at skrive, krævede alt fra æg og tomater til bøf og mælk. Og mel. Og gær. Olie. Han rynkede næsen og så fortvivlet ind i den store forretning. Derefter tog han mod til sig og bevægede sin store krop ind i den overfyldte butik. Den konstante "dut"-lyd og den massive mængde mennesker der klumpede rundt derinde, mindede mest af alt som en blanding af livet på en bar og et meget lille diskotek, blandet sammen med en eller anden duttende alarm, der aldrig ville tie. Han rynkede næsen. Som varulv havde han skærpede sanser og det kunne mærkes i sådan en larm. Han greb en af kurvene og forsøgte at gå ned i den fjerneste ende af butikken, hvor larmen fra kassen var mindre.

Artemis sukkede svagt, da Qadir forsvandt ind i butikken.. Måske skulle hun have råbt på ham? Nej... Det ville hun alligevel ikke gøre. Hun stod også ind i butikken, mens hun overvejede, om hun skulle gå derind og prøve at finde ham, da mængten bag hende ikke længere gad at gå uden om hende, og derfor skubbede hende med ind i butikken. Det var dog alligevel irriterende! Hun gik længere ind i butikken, for at lede efter Qadir, da hun jo ligeså godt kunne gøre det nu, som hun kunne mase sig vej ud. Hun gik ned af midtergangen, og forsøgte at se ned ved hver eneste side gang, for at se om han ikke skulle være der.
Endelig, allerbagerst i butikken, fik hun øje på ham igen. Endnu et svagt smil bredte sig på hendes læber, og hun gik hen mod ham. "Hej Qadir" hilste hun, da hun var kommet inden for rimelig hørevidde.

Qadir stod med en dåse i hånden, som han studerede indgående da Artemis kaldte på ham. Han spjættede og tabte næsten dåsen da han hørte hendes stemme. Straks vendte han sig om og stirrede på den unge pige.
"Jamen, det er jo Artemis." udbrød han og stilte dåsen fra sig. "Hvad i al verden laver du dog her? Og alene? Er du nu løbet væk igen?" han hævede det ene øjenbryn og trak en anelse på smilebåndet. Det var måske noget hun altid gjorde. Nogle børn ønskede vel eventyr, og hvis deres hverdag var for kedelig, så måtte de tage tingene i deres egne hænder.
"Nå, men nu hvor du er her, så kan du lige så godt hjælpe mig med at handle ind. Jeg har ingen anelse om hvor nogle af alle disse ting står. Og med din høje intelligens, så finder vi nok noget." konkluderede han og bekræftede denne forklaring med et nik.

Artemis smilede let af ham, og rystede på hovedet. "Jeg stikker ikke af. Jeg går bare en tur, uden at informere Nanny'erne om det." fortalte hun, og nikkede let af sin forklaring. "Men jeg er faktisk ikke alene. Nanny'erne, og de andre børn er her også." tilføjede hun med et let skuldertræk.
Hun tænkte kort, men nikkede så til det næste han sagde. "Hvad er det du skal have?" spurgte hun så, og så op på ham. Denne butik var måske ikke der hvor Artemis var allermest stedkendt, men hun havde været der før en gang eller to.

Han betragtede indgående barnet, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hun var sådan en type, der kunne løbe om hjørner med alle; ingen tvivl om dét.
"Selvfølgelig gør du da det, hvordan kunne jeg være så fjollet. Det gør jeg også selv en gang imellem; altså går en tur uden at sige noget til nogen."
Han havde så heller ikke særlig mange at sige noget til, så det var vel alligevel en selvfølge. Han rettede ryggen og sendte nogle søgende blikke rundt i butikken, for eventuelt at kunne spotte 'Nanny'erne' og de andre børn, men i det vir-var af mennesker, som på nuværende tidspunkt var ude at handle, så ville det være umuligt at finde mennesker herinde. I hvert fald ikke dem man ledte efter. Han så på pigen igen.
Qadir kastede endnu et blik på papiret i sin hånd, og målte den lille pige med øjnene.
"Alt," indrømmede han med et højlydt suk. "Dét der med at handle ind har aldrig været min stærke side." Han tog et par skridt ned langs de uendelige hylder af brød. Der var uendelig mange varianter og de havde alle nogle fancy navne. Og så stod der selvfølgelig 'Nu med ekstra meget ...' på hver eneste pose. Hvad skulle man dog vælge? Det var så besværligt at lege menneske.
Han så atter på Artemis:
"Får du aldrig balade for din konstante omvandring?"

"Jeg kan altså ikke hjælpe dig med at finde alt." sagde hun, og fulgte hurtigt med ham langs hylderne. Hun så lidt på brødet, før hun flyttede blikket tilbage op til hans ansigt. Op.. Altid op.. Irriterende... "Kun når det opdager det. Så det vil sige jo... Hver gang næsten..." svarede hun, og så på brødet på hylderne, i stedet for på Qadir. Voksne havde det med at reagere på meget forskellige måder, når snakken faldt på hende små 'ture'. Men egentlig var det vel fuldstændig ligemeget hvordan de reagerede, for det var de færreste der gad at holde en længere prædiken for børn, som de ikke havde ansvaret for. Selvfølgelig med mindre at omtalte børn ødelagde noget af de voksnes ejendom. Men var det jo ikke ligefrem sådan noget Artemis foretog sig. Faktisk foretog hun sig ikke ret meget. Ud over selvfølgelig at brude så mange forbud, og rykke så mange grænser som muligt. Men det var der jo også nogen der så som rigeligt grund til at holde en længere prædiken. Der var bare ingen der gad at gøre det. Hun var jo ikke deres ansvar? Ikke engang Nanny'erne gad at prædike for hende... Men nu skulle de jo også holde styr på 60 børn af gangen.

"Er det ikke lidt farligt, synes du?" spurgte han henkastet og satte sig på hug for at nærstudere et brød. Han skar en grimasse. "Gullerodsbrød? Nu har jeg set det med." brummede han og skævede til pakken ved siden af. "Og kartoffel. Så hellere kager."
Han vendte blikket imod den lille pige igen, med et vurderende blik.
"Men du skal da passe på; i sidste ende kan de jo faktisk smide dig på gaden. Vær glad for din familie så længe du har den. Eller... Familie og familie. De bekæmrer sig vel for dig, gør de ikke?"
Han stilte brødet på plads og valgte at brødet skulle komme fra bægeren, for han tabte da ikke underlige grønsager ned i dejen. Yderst besynderligt!
Han sukkede og rejste sig op. Han betragtede Artemis med et skævt smil; hun var ubegribeligt lille.
"Tror du at du kan hjælpe mig med at finde, øh..." Han forsøgte at tyde de runer han selv havde nedskrevet, men opgav. Han proppede papiret i lommen og betragtede pigen med et beklagende smil. "Jeg tror at jeg tager varene som de kommer. Det er vidst også sundt at være spontan, ikke sandt?"
Han tog endnu et par skridt i en tilfældig retning ind i butikken. Den var faktisk større end man skulle tro og menneskemængden myldrede frem og tilbage.
"Hvordan ser de der 'Nanny'er' så ud? Bare så vi kan snige os væk hvis nu de kommer,"

Artemis trak på skuldrene. Den side af sagen havde hun faktisk aldrig overvejet. Det med at de skulle kunne smide hende på gaden... Hun vidste at de utvivlsomt ville ske når hun først fyldte atten år, for der var aldrig nogen der fik lov at blive efter deres atten års fødselsdag. Udover de få der blev udvalgt til Fars forretninger.
"Det er vel Nanny'ernes job at bekymre sig, men de har jo så mange andre børn, der er meget lettere at bekymre sig om, end jeg er." sagde hun, selv om det vel egentlig ikke var noget svar til hans spørgsmål. Hun havde virkeligt aldrig overvejet at det kunne koste hende hendes hjem. Nanny'erne så jo ud til at være godt tilfredse med det?... Det betød jo mindre arbejde for dem, og Artemis kunne passe på sig selv. For det meste da. Det var i hvert fald sjællent at at hun kom til skade, når hun gik rundt på egen hånd. Til gengæld mødte hun konstant de mærkeligeste mennesker, der lavede fuldstændig om på hendes verden. Som hende pigen fra Dreins Mountain, der jo egentlig slet ikke var et menneske.
Artemis smilede af ham, og fulgte efter ham. "Jo, når nu du er så kræsen." sagde hun, med en let drillende tone. Derhjemme blev der alt puttet diverse grønsager i brødet.
"Nanny'erne? De er gamle. Og så går de altid i de der nederdele, der ligner skovturstæpper." svarede hun, og s lidt op på ham. Var i tvivl om han ville 'udlevere' hende til Nanny'erne hvis han så dem, eller om han rent faktisk mente han de skulle snige sig væk. Det lignede ikke en voksen at ville snige sig nogen steder hen overhovedet...

Qadir trak på skuldrene med et skævt smil. Han betragtede den lille pige med et midlt blik og rystede en anelse på hovedet.
"Ja, men det er jo deres arbejde at passe på dig, og hvis du løber væk, så kan de jo ikke passe på dig; de kan miste jobbet." påpegede han bagklogt og overvejede om han skulle gå tilbage for at tage noget toastbrød, i det mindste. Det kunne man jo altid spise, trods det ikke var så sundt. Han valgte dog at lade være; sund mad var bedre mad.
De vandrede hen til grønsagsafdelingen og Qadir tog en pose fra et stativ, for dernæst at give den til pigen, med et lille smil. "Kunne du hente fem tomater? Så arbejder du også lidt."
Derefter samlede han selv hhv. citroner, agurker, gullerødder og lignende. Imens talte han roligt videre til den lille pige; der var alligevel ikke særlig mange andre omkring grønssagerne.
"Sådan nogle skotte-kilte-lignende nogen? Ha! De må da være kedelige, så. Sikkert sådan nogle gamle hekse, har jeg ret?"

Artemis lyttede kort til det første han sagde, og rystede så på hovedet. De kunne da vel ikke blive fyrret på grund af hende, når der var så mange andre de også tog sig af. "Det kan jeg i hvert fald godt." svarede hun så, og tog posen han rakte hende. Gik hen til tomaterne, og talte fem op, mens hun lyttede til det andet han sagde. "Neej, de er ikke hekse.. De er bare sådan.. Gamle i det?" svarede hun, og smilede lidt. Hun anede ikke hvordan hun ellers skulle forklare det. Det var jo ikke fordi de var strenge eller ngoet. De var bare utroligt gammeldags, og var meget vant til at børn gjorde som de sagde, og ikke gik sin vej, hver eneste gang der var mulighed for det. Men på den anden side, så var det heller ikke så mange andre end Artemis der bare skred på den måde.

Han sørgede for at holde mere eller mindre øje med Artemis. Hun havde jo åbenbart en trang til at stikke af fra tid til anden. Ikke noget han selv havde oplevet... Eller jo, måske indirekte. Han smilte for sig selv; Hun måtte da være et frygtløst menneskebarn. Han bed sig i læben og gik et øjeblik i stå i sin søgen efter grønsager. Tanken om at Artemis blot var et lille, frygtløst menneskebarn, der flakkede rundt uden opsyn, bekymrede han en anelse. Han mindedes da han selv havde angrebet et ungt menneske uden nåde. Han bed sig læben og skammede sig ved tanken. Han vendte atter opmærksomheden imod Artemis; i realiteten kunne det have været hende, dengang i skoven.
Han skuttede sig og kom ned på jorden igen.
"Gamle i det?" mumlede han åndsfraværende. "Så er de måske kedelige? Hvad laver I så derhjemme? Altså jer børn? For jeg kan da ikke forestille mig at jeres Nanny'er underholder jer."
Han forsøgte at få samling på sig selv igen, og efter lidt tid genoptog han sin kartoffel-tælling.

Artemis så op på Qadir med et lettere tænkende blik. Hvorfor så han nu pludselig sådan ud? Som om noget gik ham på? Hun kunne ikke lade være med at tænke, om det mon havde noget at gøre med de ting hende pigen fra Dreins Mountain havde sagt.. Det om vampyrerne... "Leger, vel. Og prøver at undgå Fars børn." svarede hun stadig tænkende. Ikke over det hun selv sagde, så havde hun ikke sagt sådan, men over det med pigen.
Egentlig havde hun lyst til at fortælle det til Qadir, blot for at få bekræftet at det var noget værre vrøvl. For helt ærligt; når man tænkte over det, så var det jo virkelig helt hen i vejret! Men så igen... Hende pigen var kommet meget, meget langt på ingen tid... "Qadir?" spurgte hun lettere forsigtigt, og besluttede sig for at spørge ham om det. Bare for at få vished..

Han satte en knude på posen og lagde den i den kurv, som han havde slæbt med ind i butikken. Blåt plastik med et hvidt logo på siden. (Irma, lol) Han nuppede hurtigt Artemis' pose ud af hånden på hende, bandt en knude og lagde den med alt det andet. Han sukkede højlydt, som hvis det havde været meget hårdt arbejde. Derefter løftede han kurven op i hånden og betragtede Artemis med et træt smil.
"Fars børn? Nåja."
Det havde hun vidst nævnt før. Ham 'Far' og alle de børn. Og så Nanny'erne. Gad vide om det ikke var et børnehjem i sidste ende? Så længe de da legede sammen, de fleste af dem. Så havde de i det mindste hinanden.
"Og det er ikke et børnehjem? I er bevet adopteret af 'Far'?" spurgte han imens de gik videre. Han betragtede de forskellige kød varianter man kunne købe, og bestemt sig pludselig for at skulle lave ossobuco til aftensmad. Så nu havde han i det mindste nogle ingredienser at gå efter... Hvis han da kunne huske dem.
Han kastede et vurderende blik på pigen, "Mmh?" lød det fra ham, "Hvad er det?"

Artemis rystede bestemt på hovedet. "Jeg har en mor, og en far, jeg er ikke adopteret af nogen som helst!" sagde hun, og så på varene de gik forbi. Det var lidt indviklet, det med Artemis' familie. Hun var jo ikke blevet adopteret.. Ikke rigtigt, mente hun selv. Hun havde jo en mor, og far.. De havde bare glemt at hente hende den dag?.. Det var selvfølgelig noget værre vrøvl, hun boede jo sådan set på et børnehjem, så adopteret var hun. Hun ville bare ikke indse det.
Hun flyttede blikket op til hans ansigt igen, og så lettere usikker ud. "Vampyre findes ikke, gør de vel?" Spurgte hun, og så på ham, med et udtryk i de grønne øjne, der nærmest tiggede om at han skulle fortælle hende, at selvfølgelig fandtes der ikke vampyrer.
Hun fingrede let ved en tot af sit hår, mens hun ventede på hans svar. Overbeviste imellem tiden sig selv om, at det dog egentlig var et latterligt spørgsmål, svaret gav jo sig selv?

Et smil bredte sig over Qadirs smalle læber, da pigebarnet gjorde udtryk for, at hun havde både en mor og far. "Selvfølgelig. Hvor fjollet af mig at tro andet."
Selv var han endnu en anelse i tvivl... og dog; Pigen boede med en masse andre børn og de blev passet af en flok ældre kvinder, der uden tvivl forsøgte at opdrage dem efter de godt nationale normer. Og så var der ham 'Far'. Qadir havde allerede bestemt sig for ikke at bryde sig om den mand. Han var ikke helt sikker på hvorfor det var, at han havde fået sådan et dårligt indtryk af en person, som han endnu ikke havde mødt. Sådan var det bare. Han sukkede og blev først revet ud af sine tanker da Artemis atter talte. Han skævede imod det lille barneansigt og bed sig i læben. Hans ansigt udtrykte ikke nogen form for tvivl eller usikkerhed, men det var umiddelbart de følelser der rumsterede omkring i hans krop. Artemis burde kende til sandheden, sagde den logiske side, eftersom hun vandrer rundt for sig selv, så bør hun kende til de farer der lurer ved hjørnerne. På den anden side, forsvarede den dybere side, så skal pigen jo ikke være bange for at løbe rundt og nyde livet, som hun hidtil har gjort. Han rynkede næsen og vendte blikket fremad, imens han fortsatte sin gang, dog i et lidt langsommere tempo.
"Hvorfor spørger du dog om det?" spurgte han tonløst. "Det var da et underligt spørgsmål sådan at tage frem, midt i det hele."

Artemis havde blikket fæstnet ved hans ansigt. "Fordi.." begyndte hun, og tøvede så kort. Hvordan skulle hun forklare det? Det at det gav mening i hendes hoved, betød jo ikke at det ville gøre det, når det blev sat ord på... "Fordi jeg kom i tanke om det... Om en pige, der sagde at hun var vampyr, og at hun var 89 år gammel, selvom hun ikke så udtil at være meget ældre end 16 år." sagde hun så, og havde forsat blikket fæstnet mod hans ansigt. Artemis havde tænkt, at Qadir nok vidste, da han i hendes verden vidste alt. Han var bare den ene, der vidste alt om alting... De fleste børn havde sådan en, der vidste alt, og kunne give svar på alle deres spørgsmål, og i mange tilfælde var denne person gerne en forældre, eller andet familie. Men da Artemis ikke rigtigt anede noget om sin families foretagen, for de sidste par år, var det vel logisk, at den altvidende person i hendes verden, ikke stammede derfra. Og de voksne på hjemmet hvor hun boede, de var der bare. Som en slags forsikring om at der var nogen til at passe på én, hvis noget skulle være galt.
Artemis tog igen blikket fra Qadira ansigt, og faldt lidt in bag ham, da der ikke længere var plads til at de kunne gå side om side, da der jo også var en hel del andre mennesker i butikken.

Vampyrer. En af de racer, som varulven bestemt ikke brød sig om. De var oftest selvglade, arrige, hidsige og uden nogen form for moral. Tanken om at en vampyr havde været i nærheden Artemis fik ham til at gyse en smule. Ganske kort, vandrede hans tanker hvileløst ind over idéer og forestillinger om, hvad der kunne være sket. Han knugede tærene i skoene og strammede grebet om indkøbskurven.
Qadir så ud til at tænke grundigt over det hun havde sagt, samt veje sit svar grundigt på tungen, før det blev formet på læberne. Hvad skulle han dog sige? Hvis Artemis allerede havde mødt en vampyr, så havde hun ret til at vide sandheden, så hun kunne følge de mest basale forholdsregler for vampyrer... Og varulve. Han bed sig i læben og stoppede brat op, hvorefter han vendte sig imod hende med et blik, der næsten sagde det hele.
"Artemis," sukkede han og satte sig på hug foran hende. "Her på jorden er der... Der er mange ting her i verden, som..." Han tøvede. Han skulle helst formulere det på en måde, så hun ikke ville blive bange. Hun skulle jo nødig frygte alt. Han smagte atter på ordene, og forsøgte igen: "Der er mange ting her i verden, som mennesker ikke kan forstå eller forklare." begyndte han. God start. "Universet. Tiden. Begyndelsen på alt," han holdt en lille kunstpause, "Og menneskelige racer. Varu-- Jeg mener vampyrer... Findes. Jeg kan ikke forklare dig hvorfra de kommer, hvem de er eller hvad de vil, og jeg er heller ikke sikker på at jeg selv forstår vampyrer helt og aldeles, men de eksisterer."
Han blev tavs i nogle sekunder og stirrede ned i gulvet. Han tøvede i et øjeblik før han tilføjede.
"Men der findes altid en anti-del til dét der eksisterer. Så du skal vide at selvom der findes vampyrer, så findes der også engle. Og de er jo gode og rare."
Qadir selv havde kun snakket med én engel, men han havde på fornemmelsen at der nok lå en definition af disse væsner i ordet 'engel', så de måtte jo være gode.
"Men det er ikke alle vampyrer der er onde; husk på det,"
Han smilte opmundrende: Han undgik selv vampyrer, og ønskede ærligt talt også at Artemis skulle gå i en stor bue omkring dem, når og hvis hun så dem; men det kunne han jo ikke sige.
"Ligesom at der findes gode og dårlige mennesker, så findes der også gode og dårlige vampyrer. Og indtil nu har du været heldig med de mennesker som du omgås, så... Chancerne for at møde en ond vampyr er meget... Små."
Det var ikke helt sandt. Chancerne for at møde en god vampyr, var derimod små. Han sukkede. Hvordan skulle man dog forklare børn sådanne ting?

Artemis så på hans ansigt med et blandet blik. Det var lige før hun blev helt ulykkelig, da han ikke fortalte hende, at hun var blevet taget godt og grundigt i røven. Hun lyttede dog alligevel til resten af hvad han sagde, og nikkede svagt ind i mellem. Vent... Varu?... Som i Varulv? Hun bed sig let i læben, og tænkte så det knagede. Hvis der både fandtes vampyrer, og engle, hvorfor så ikke også varulve? Nej, vent nu... Engle? Det kunne jo være, at det var det hende den mærkelige pige hjemme fra la Sunisha?
"Du var ved at sige 'varulve'... Var du ikke?" spurgte hun så, og så indgående på ham. Alt det her med vampyrer og engle, og hvad der nu ellers var, det var alt sammen nyt, og fremmed, og skræmmende. Det var dumt. Det skulle bare være blevet væk, skulle det, så hun kunne have fået lov til at blive ved med at tulle rundt som hun plejede, uden at skulle tænke over sådanne forvirrende, skræmmende ting.
Lige nu havde hun mest lyst til at bare knuge sig ind til ham, men lod dog alligevel være. Hun ville først have alt det her på plads...

Qadir bed sig i læben. "Oh-øh... Nej bestemt ikke," sagde han og undlod at se på hende. Han brød sig fakisk ikke om at lyve for hende, når det gjaldt sådanne emner. "Pf, varulve findes ikke. Vær nu ikke fjollet Artemis."
Han rømmede sig og vendte kort efter mentalt tilbage til butikken igen. Han kastede nogle forvirrede blikket rundt for at orientere sig, og endelig gik det op for ham at de var endt iblandt mælk, smør og andre produkter af samme kaliber. Han så igen på Artemis og tøvede i et par sekunder.
"Men, du skal nu ikke være bange. Der går også dus- Øh de hedder... Nej jeg kan ikke huske hvad de hedder, men uanset hvad, så går der nogle mennesker rundt der beskytter de normale mennesker som os. Så der er virkelig ingen grund til at være bange." sagde han, i et næsten mislykket forsøg på at neddæmpe den eventuelle frygt, som kunne have hobet sig op i den lille piges krop. Han betragtede hende og smilte skævt, hvorefter han atter satte sig på knæ. "Desuden, så skal jeg nok passe på dig hvis det er. Jeg er jo stor og stærk."
Inderst inde, så var det jo en god ting at Artemis kendte til sandheden, så hun vidste hvilken risiko hun tog, når hun begav sig ud alene. Hun skulle helst undgå problemer, mente han, og hvis det betød at hun skulle være lidt spændt og bange fra tid til anden, så var det vel det bedste. Eller var det? Han tøvede og sukkede opgivende. Verden var alt for kompliceret efter hans smag.

Artemis så et øjeblik ud som om hun skulle til at protestere, før et smil voksede frem på hendes ansigt. "Jeg er ikke bange, Qadir." sagde hun så, i et yderst bestemt tonefald. "Det er bare mærkeligt." tilføjede hun, og betragtede ham tænkende. Det var godt hun havde ham. Både så han kunne fortælle, at sådanne ting virkelig passede, når nu hun ellers havde været i tvivl, men også så han - som han selv sagde det - kunne passe på, hvis det virkeligt var. Hun snøftede kort, og rettede sig op. Det med at hun ikke var bange, det var ikke helt sandt. Hun lagde bare ikke rigtigt mærke til det selv. Egentlig var hun vel faktisk ikke bange. For i hendes verden var vampyrer stadig ikke en konkret faktor, men en eller anden form or meget virkelig drøm, eller fantasi. Så egentlig var hun angst. Selvom hun ikke mente det selv. Hvis noget sådant ellers kunne lade sig gøre...
"Men Qadir," begyndte hun, og så ud som om hun kom i tanke om noget. "du kan jo ikke rende rundt, og passe på mig hele tiden. Og desuden, så tror jeg godt at jeg kan klare det selv. For jeg er ikke kommet galt af sted endnu, og jeg har altså været stuk-.. Har gået en hel del ture alene." Hun bed siog kort i læben, og så på ham. Hun havde været lige ved at sige 'stukket af', men var så kommet i tanke om, at hun jo havde sagt til ham, at hun ikke stak af. Hun gik bare ture, uden at sige det til nogen...

Qadir var langt fra den ideelle indkøbshandler. Han roede rundt imellem forskellige varer, hvoraf kun nogle få endte i indkøbskurven. Hvilken sammenhæng der var imellem de forskellige varer, der nu lå dernede, var svært at sige. Men de var der af uvisse grunde.
Indkøberen vendte atter blikket imod den lille pige, der stod der og så så selvsikker ud. Et smil bredte sig på hans læber og han hævede øjenbrynene og så en kende skeptisk ud. "Jaså? Så du er slet ikke bange? Heller ikke for hekse og trolde, som spiser børn? Jeg kan huske, at da jeg var på din alder, da var jeg dødbange for spøgelser. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. Senere forsvandt den frygt så, og så overtog frygten for æsler. Mærkeligt, synes du ikke?"
Han kunne ikke lade være med at le. Æsler var i grunden nogle underlige dyr. Han betragtede den lille pige med et indgående blik og rystede en anelse på hovedet. "Nej, det er selvfølgelig rigtigt. Men du går mange ture alene så du er jo en haj til dét der med at smutte fra folk, har jeg ret?" Han smilte og blinkede, hvorefter han vendte tilbage til indkøbet.
"Desuden så tror jeg slet ikke at de ville turde gøre dig noget. De vil hellere spise store børn, og ikke små numre som dig. Der er jo ikke meget kød på dig, lille Artemis." sagde han og stod nu med to forskellige pakker spaghetti, som han indgående studerede, hvorefter han satte sig på hug.
"Har du forstand på spaghetti? For ærligt talt så har jeg ingen anelse om hvad forskellen på 'pasta' og 'makaroni' er."

Artemis rystede på hovedet. "Hekse og trolde findes slet ikke. Og hvis de gør, så spiser de i hvert fald ikke børn.! sagde hun, og nikkede som for at understrege, at hun havde altså ret. "For æsler?? Jo, dét er i hvert fald mærkeligt." Gav hun ham ret med et lettere drilsk smil om læben. "Folk er bare ikke særligt gode til at holde øje med børn." sagde huhn, og trak let på skuldrene. "Desuden, så er jeg altså ikke lille." protesterede hun, og sætte hænderne i siden. Hun blev altid beskyldt for at være lille... Selvfølgelig kunne der jo være noget om snakken, når nu der var så mange, der mente det.. Alligevel nægtede hun det hårdnakket. Hun ville ikke være lille. Hun var trods alt.. Eh.. Tjo... Det var jo der problemet var.. Hvor gammel var det nu lige hun var?.. Omkring ni år vel... Det var i hvert fald hvad hun sagde, når andre spurgte efter hendes alder.
"Eh.." Artemis tænkte sig om, da Qadir nu spurgte efter forskellen på pasta og makaroni.. Hmmm.. Hvad var det nu.. Jo! "Pasta er det man spiser med kødsovs, og makaroni spiser man med ost.." svarede hun, da det var den eneste forskel hun sådan lige kendte. Men nu var hun jo heller ikke ligefrem den store madekspert. Det var så langt fra det hun tog sig af.. For egentlig tog hun sig jo ikke rigtigt af noget overhovedet...

Han smilte en anelse og betragtede hende indgående. "Nej, du har nok ret. Hekse og trolde hører nok kun til i historierne." indrømmede han med et skuldertræk. Selv havde han i hvert fald ikke hørt om nogle hekse eller trolde. Endnu. Man kunne aldrig vide? Nej. Tanken var absurd.
"Æsler er faktisk meget uhyggelige. De er farlige. Vilde. Man kan slet ikke kontrollere dem. Og de sparker til alle sider. Heldigvis er de ikke kødædere."
Han lo af sig selv, og denne besynderlige teori. Sandheden var, at det faktisk var heste, som Qadir frygtede mest. Han var ikke sikker på hvorfor. Måske var det af frygt for at blive smidt af en hesteryg eller blive sparket af de massive ben. Ikke noget han havde tænkt sig at prøve, så hans frygt for dyret ville nok forblive et mysterium.
Endnu et lavmelt grin forlod hans læber. "Nej, selvfølgelig er du ikke lille. Eller jo, måske lige nu. Men du vokser dig stor en dag. Måske lige så høj som mig? Hvem ved. Pludselig skyder du i vejret."
Han vendte blikket imod de to pakker som han endnu holdt i hænderne. Ost eller kødsovs? Og det var pasta'en med... ost? Nej. Det var den anden. Eller var det? Han tog en beslutning:
"Og menuen i aften står på... Kartofler."
Han lagde pakkerne fra sig med et suk.
"Kok bliver jeg nok aldrig, tror du?"
De gik lidt videre i butikken og Qadir kastede fra tid til anden nogle blikke op og ned af de lange gange af vare-rækker, for at spotte eventuelle 'Nanny'er eller noget der kunne ligne.
"Men Artemis, du siger at du mødte en pige der sagde at hun var vampyr? Hvor-øh mødte du hende henne?" spurgte han, ganske interesseret. Hvis der luskede en vampyr rundt, de steder hvor Artemis færdedes, så burde han måske lige tage et par sikkerheds runder. Blot for at være på den sikre side.