Fordi der skal handles ind...

Artemis grinede muntert af det han sagde om de farlige æsler. Kunne ikke rigtigt forestille sig, at æsler kunne være så farlige, som han fik dem til at lyde. De mindede jo om heste? Og heste var da ikke farlige?...
"Tror du virkelig, at jeg kan blive lige så høj som dig?" spurgte hun undrende, og kunne sle ikke forestille sig selv, som sådan en kæmpe.. Nej, det var nu alligevel for mærkeligt. Huhn kunne godt nøjes med ikke at være lille, hun ville alligevel ikke være lige så stor som Qadir. Det var nåsten for stor.. For hende i hvert fald.
Artemis gik lidt i sine egne tanker, og tænkte ikke et øjeblik på, at Nanny'erne kunne lede efter hende.. Det gik vel også næppe her ind, de var jo på tur med børnene.
"Hvorhenne..? Nåh, ved Dreins Mountain." svarede hun, og så opmærksomt op på ham, efter hans reaktion. Når bare han ville lade være med at blive bekymret over at hun rendte rundt oppe ved bjerget. Hun havde jo kun været der den ene gang... Men nu var Qadir, ikke den person, der plejede at blive allermest bekymret. I hvert fald ikke så vidt Artemis vidste. Egentlig var det mærkeligt hvad der gjorde voksne bekymret. Der var utroligt mange, der havde villet beskytte hende på den ene eller anden måde, her på det seneste, når hun gik alene ude. Det virkede næsten som om, at det ikke faldt dem ind at tænke på, at det måske var hendes eget valg at være alene udenfor selvom det var midt om natten.

Qadir rynkede næsen en smule og betragtede hende indgående. Han så forholdsvis eftertænksom ud, og stirrede stift på den lille pige i et par sekunder, før han lagde armene over kors og rystede på hovedet.
"Nej. Nu hvor jeg tænker over det, så tvivler jeg på at du kan blive lige så høj som mig. Det er du alt for lille til. Du bliver højst... Lige høj nok til at kunne nå de øverste hylder - såfremt du står på tæer." lød det fra varulven. Han smålo ganske kort og rystede på hovedet. "Hvis du vil være højere end det, så skal du drikke en masse mælk. Er det ikke det man siger? Fløde skulle også være godt. Vores konklusion må blive flødekager."
Han betragtede pigen, smilte skævt og hævede det ene øjenbryn. Han gik kort efter igang med indkøbet igen og smed diverse varer ned i indkøbskurven, i den tro at han ville kunne støbe noget lækkert sammen af disse bizare varer. Han ænsede knap nok hvilke varer han valgte ud, da hans tanker var langt væk. Han spekulerede på hvor mange varulve, elvere, engle, dæmoner og vampyrere der vandrede rundt iblandt dem, bare den dag i dag. Hvor mange der kunne være i denne butik. Og hvor mange dusørjægere var her mon? Tanken jog en sitrende fornemmelse igennem rygsøjlen. Han bed tænderne sammen og forsøgte at fokusere sin opmærksomhed på noget andet.
"Dreins Mountian? Du kommer sørme rundt," sagde han og lo mildt, "så du har vel et kort med dig, når du sådan strejfer omkring. Eller er din perfekte stedsans nok?"
Han kastede et køligt blik ned i indkøbskurven og måtte erkende at han ikke kunne komme på andre varer, at proppe deri, så nu satte han kursen imod betalings-kasserne. Som de kom nærmere kassen, blev 'bip'-lyden betydeligt højere. Noget han hadede. De ti forskellige kasser, der helt ude af takt bippede forskellige varer ind. Den kontante bippen. Frustrerende. Efter et par minutters venten blev det deres tur, og Qadir betalte for sine varer, for derefter at proppe dem - ganske uorganiseret - i nogle gule plastikposer. Han vendte ansigtet imod Artemis og sendte hende et vurderende blik.
"Er du stor nok til at bære en pose, så?"

Artemis så først overvejede op på Qadir, og så på de øverste hylder. Det var jo ikke særligt højt! Hun åbnede munden, og skulle til at protestere, da Qadir lo, og så begyndte at tale igen. "Flødekager?" Jamen det gav jo ingen mening! Flødekager var jo ikke godt. Flødekager var usunde, og noget man ikke måtte spise for meget af. Hun grinede muntert, og rystede på hovedet. "Man bliver tyk af flødekager, Qadir. Man bliver ikke høj af dem!" rettede hun på ham, og rynkede let på næsen ved det sidste. "Men så må jeg jo bare drikke mælk?" konstaterede hun, og nikkede kort som for at bekræfte det.
Artemis holdt mere eller mindre øje med hvilke varer Qadir puttede i sin kurv. Nogle af dem frem kaldte et lettere undrende udtryk, men hun sagde ikke noget. Hun fulgte ham gennem butikken, tilbage mod kasserne, og betragtede let sine omgivelser. Tavst så hun til mens han lagde varene op på rullebåndet ved kassen, og da han bagefter lagde dem ned i poserne. "Det skulle jeg da nok kunne." svarede hun nikkende, og så op på hans ansigt, da han spurgte om hun kunne bære en pose. Jo, det mente hun da bestemt at hun burde kunne. Én skulle hun i hvert fald nok kunne klare. De så ret fyldte ud de poser. Jo, én kunne hun godt bære. Men hun ville nok få problemer hvis han bad hende bære to.