For mange tanker. - Quadir.

Dato: Søndag den 20 Juni.
Årstid: Sommer.
Sted: Den triste skov.
Tid: Aften.
Vejr: Solen er ved at gå ned, en anelse sommerlunt.
Omgivelser: Ingen ;p

Amanda tøvede, da hun så de tårnhøje træer. Hun bed sig i læben og kiggede sig godt omkring. HUn håbede virkelig ikke at der ville være nogen i nærheden. Alene tid tænkte hun og smilede svagt, Uden andre mennesker.. Hun ville tænke. Tænke over Zack.. Og over Axel. Zack der påstod at Axel var Vampyr, og at han selv var en form for jæger. Måske skulle man overveje at blive jæger? Sådan. For at beskytte mennesker, som hende, mod alle de frygtelige ting der åbenbart fandtes? Amanda rystede på hovedet og begyndte så at gå ind mellem de mange træer. Pludselig så hun hvorfor stedet blev kaldt, "Den triste skov". Lyset trængte ikke ned igennem grenene på træerne, og der var ingen nyudsprunge bøgeblade, eller små skud af planter. Jorden var dækket af et lag af grannåle, og der var underlige svampe. Amanda smilede skævt, for at overbevise sig selv om at der ikke var farligt.

Som altid var Qadir i varulveform når han tullede rundt i skoven. Det var til dels en rarere fornemmelse, da hørelse og syn blev skærpet, samt at kunne lugte alt. Det var en rar fornemmelse. Han borede kløerne ned i jorden for hvert et skridt han tog, og holdt snuden nær jorden, for at opsnappe eventuelle færde fra vildt og byttedyr. Han var sulten. Det var han altid. Den sort-brune pels gjorde ham mere eller mindre usynlig iblandt de mørke træer. De gule øjne og den konstante knurren var det eneste der rigtig kunne ses og høres.
Han havde opdaget mennesket på lang afstand, og var stille og roligt søgt hen imod skovbrynet for at gå sit bytte i møde. Han gemte sig bag nogle træer, og betragtede menneskepigen fra lidt afstand. Hun virkede en anelse nervøs for selve skoven; det burde hun også være. Han lagde en dæmper på sin knurren og bøjede sig en smule, for at være bedre skjult.

Det løb Amanda koldt ned ad rykken. Hun stoppede op. Grunden kendte hun ikke, men pludselig vidste hun, at hun bare burde løbe ud af skoven, og det skulle gå hurtigt. Dog lyttede hun ikke til sine reaktioner. Det var jo bare hendes tanker der spillede et pus med hende. Sådan var det jo altid. Hun sukkede, og fortsatte over mod en stor bøg. Den eneste bød hun kunne se imellem de store granner, og der satte hun sig. Som en ren refleks kiggede hun ind imellem skovens stammer, på en måde i håb om at se hvad det var det eventuelt kiggede på hende. "Der er ikke nogen.." mumlede hun, og på en måde fik lyden af hendes stemme, hende til at falde lidt ned. Pludselig mærkede hun vinden som en lun brise, der stille smøg sig omkring hende. Hun smilede.

Den enorme ulv listede om på den anden side af bøgen, og forsøgte at indentificiere sit byttedyr så godt som muligt. Menneske. Teenager. Lidt nervøs men også glad for vejret. En mørk mine gled over ulvens lyde øjne; pigen var en ganske normal teenager, som ingen ville savne. Dem forsvandt der tusindvis af om dagen. Ulven trådte frem fra træet og sprang ind foran pigen, for at afskære hende en potentiel flugtvej. Qadir knurrede højlydt og borede de lange spidse kløer ned i jorden. Varulven hævede sig op på bagbenene og tårnede sig op, som den enorme skikkelse den var.
Hans knurren blev højere og efter at have set på pigebarnet i et par sekunder, satte han af fra jorden og kastede sig imod hende med blottede tænder.

Hun smilede for sig selv da hun hørte en fugl. Dem hørte man nok ikke mange af her i skoven. Der så jo rimligt dystert ud. Amanda gispede og stivnede lettere paralyseret. En Giga-Enorm ulv tårnede sig op over hende. Forvirringen i hendes øjne aftog hurtigt. "Det er kraft edme 3. gang i den her uge!!" Udbrød hun, mens hendes kinder blev røde af raseri. Hvorfor var det HENDE det skulle gå skidt for!? Hvorfor skulle HUN vide at der fandtes de her vanskabninger?! Hvorfor havde Zack overhovedet sagt det til hende!? "Varulve.. Hvor vummelt!" Mumlede hun og var pludselig underlig klar i hovedet. Måske var det fordi VArulven pludselig rejste sig på bagben at hun handlede lynhurtigt. Med et sæt fløj hun op og fik sig lettere kluntet hevet op i træet, væk var den syge varulv. Og så...Så gik der et stød af smerte igennem hende. Varulven havde flænget hendes ben op. "AUUUWVHH!!!" udbrød hun gispende af smerten. "Psykopatiske verden!" Udbrød hun havde havde pludselig lyst til at sætte sig og tude. Det hele var unfair!

Qadir knurrede vredt da hun kantede sig op i træet. Klatre var en af de ting han ikke kunne i ulveform. Han gav sig til at flå i træet med sine massive kløer, men til ingen nytte. Han knurrede og hvæste mut. Lugten af blod gjorde ham utålmodigt. Han kredsede rundt om træstammen et par gange, før han med et højlydt suk lod sig dumpe ned på jorden, lige under hende. Hun kunne jo ikke hænge deroppe hele dagen, så han måtte bare vente.
Hans mave rumlede ivrigt og duften af blod fik ham til at skælve en smule, som han nu lå der. Kort efter at han havde lagt sig, måtte han rejse sig op igen, kigge op i træet, orientere sig for dernæst at lægge sig igen. Han rullede sig lidt i skovbunden for han atter rejste sig. Han stod atter på bagben og stirrede på pigen i træet. Han vippede en smule med ørene. Hvorfor skulle det altid være så besværligt at få mad?

"Gå væk...?" Peb hun og vidste at den sikkert kunne vente i dage... Hvilket hun ikke kunne. Pludselig fik hun lyst til bare at komme ned til den og lade sig dø. Hun ville ikke leve i en forskruet verden. Hun ville ikke leve uden sin familie. Og med Vampyrer og syge voldtægtsmænd. Hun ville ikke ha det unfair liv hun havde. "Hvis jeg kunne ned til dig." sagde hun og kiggede roligt på Varulven. "Vil du så dræbe mig hurtigt?" Nu hvor hun vidste at hun skulle dø, frygtede hun det egentlig ikke. Hun håbede lidt på at varulven ville nikke, eller sådan noget, for hun ville ikke pines til døre, ligesom i alle de der gyser film. Amanda vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, og tårerne begyndte stille at danne et lile vandløb, ned over hendes kinder. Hendes ben gjorde skide ondt, og hun var skræmt fra vid og sans. Hvis hun overlevede, vedblev hun i tankerne, ville hun sikkert blive sindsyg.

Qadir vandrede igen en omgang rundt om træet. Og igen. Han stirrede op på menneskepigen med et sultent blik. Han havde ikke spist i dage. Hans økonomi var gået temmelig meget i vasken, og mad skulle jages nu. Han tippede hovedet en smule på skrå og lukkede munden, da hun spurgte om han ville dræbe hende hurtigt. Han stirrede på hende og lod tungen glide henover snuden. Derefter satte han sig ned og ventede på hende, dog stadig med en del undren. Ville hun gerne dø? Der var jo ikke noget sjovt i at jage én der ikke ville jages.
Han rejste sig op og rystede sig, så blade, grene og jord blev kastet ud af den mørke pels. Han vendte derefter blikket imod pigen igen, så på træet, og overvejede om han ville kunne nå op til hende, hvis han tog nok fart på. Han overvejede det kort, og tog derfor nogle skridt bagud med en højlydt knurren.

"Det ta'r jeg som et nej" mumlede hun og mærkede fustrationen stige hende til hovedet. "Hvad vil du HA af mig!?" Snerrede hun mens hendes øjne blev mere og mere paniske. Hvad i al verden skulle hun stille op? Amanda kiggede sig panisk omkring i håb om at hun kunne hoppe fra træ til træ, og videre ud foran skoven. Hvor der var mennesker... Hun kunne råbe? "Ja.. Og ricikere at flere mennesker skal dø.." mumlede hun stille. "Nej.." Hun stirrede på sit ben, der var blevet følelsesløst og hang og dryppede med blodet. Måske skulle hun gøre noget. Amanda rev det nederste af hendes hvide t shirt af og begyndte at tørre blodet udenom såret af. Så tog hun sin t-shirt af, så hun kun sad i knælange bukser og stroptrøje, og viklede det omkring sit ben, mens hun lavede mange smertefulde grimasser. "SHIT!" Snerrede hun da det gav endnu et jag i hendes ben, og hun igen kunne mærke smerten. Hendes verjtrækning blev hurtigere.

Ulven sukkede og himlede med øjnene. Han tog endnu et par skridt bagud, satte af og løb direkte imod træet. Qadir kom nogle skridt op af træet, faktisk næsten helt op til hende; hvis ikke helt op. Dog fik han ikke ordentlig fat i træet og han faldt atter ned på jorden, med et højlydt klynk. Han hvæste og knurrede, før han rejste sig op igen. Han så op på hende og gik hvileløst rundt om sig selv, før han i et svagt lysglimt tog menneskeskikkelse og satte sig op af træet.
"Bare et ben eller en arm, mere ønsker jeg ikke." brummede han hende, som svar på hende 'Hvad vil du ha´'.
Han undlog at kigge op på hende, men lytte opmærksomt. Han var for sulten til at være i sit normale, rollige persona. Han lod tungen glide henover de smalle læber og tog en pind i hånden. Han tegnede lidt i jordbunden med pinden, blot for at få tiden til at gå.
"Men du kommer bare ned når du vil. Jeg kan godt vente."
Det var ikke helt sandt. Lugten af blod fik sulten til at boble i maven.

Det gik nu op for hende hvor dybt hun var sunket. Sådan at være på nippet til at forære et ben væk. "Er du da syg!?" Udbrød hun skingert og hev sig udmattet op på en gren højere oppe. Hun skulle godt nok ikke nyde noget af at miste en arm. Ad. HVor lød det egentlig ulækkert. At miste en arm. Amanda gøs ved tanken og kiggede lettere skræmt på ... ulven. Han mente det. Han var sulten. Eller..Hun tvang sig selv til at tænke ordet. Tørstig. Det løb hende koldt ned ad rykken mens hun tænkte over hvor lang tid han mon kunne vente. Måske var der nogle nødder i det her træ hun kunne leve af? Og bladene på træet indehold saft. Altså. Hvis der havde været nogle blade. Der var jo kun .. 20 eller sådan noget. Og nødderne lå på jorden. Hvad skulle hun gøre? Amanda sukkede og lukkede øjnene. Hendes ben dunkede, men hun prøvede faktisk at ignorere det. Normalt var hun ikke så modig. Men de sidste 2 dage havde hun været ved at blive dræbt, tjoeh.. Omkring 3 gange. Så hun var ved at blive tuff..

Qadir satte sig til rette og kløede sig i nakken. Det var egentlig en dejlig dag; bortset fra tøsens konstante jabben så var skoven dejlig stille. Han nød at være herinde, trods navnet og selve skoven var dyster og næsten deprimerende. Men alt i alt så var det et godt sted for en varulv at holde til. Her kunne han være i fred. Det var ikke alle jægere der turde gå herind, og det var da også længe siden han var blevet skudt sidst. Han smilte for sig selv over hendes frygt. Han vippede hovedet bagover og så op på hende.
"Syg? Nej, bare sulten. Vi er nogen der må kæmpe for føden, må du forstå. Det er ikke så nemt at være ulv."
Han overvejede lidt om han skulle kravle op til hende. Det var jo ikke svært. Desuden så ville hun sikkert ikke kunne løbe særlig hurtigt, med dén skade. Han rejste sig op og tog et par skridt væk fra træet. Han vendte derefter front imod træet, satte i løb og var meget hurtigt oppe i træet, ved siden af hende.
"Jamen goddag," sagde han, med en næsten munter tone. "Skal vi gøre det færdigt, eller planlægger du at lave en rede heroppe? Jeg kan godt vente, men... Nej, jeg er faktisk sulten."

Amanda hvæsede af ham. Sådan virkelig.. Mente det. Hun magtede ham ikke, og hun tvivlede på at der kom en og redede hende. Nu måtte hun selv klare sig. Hun jamrede ikke mere, og skubbed smerten væk. Når det kom til alt vidste hun at hun ikke kunne komme længere op i træet. Hun stirrede opad og rynkede øjenbrynene sammen. "Hvad vil du så gø..." Hun stivnede da hun mærkede et åndedræt ved siden af sig. "Jeg skal ikke være din frokost" Snerrede hun og slog ham i tindingen. "Jeg planlægger ikke at lave en rede" Snerrede hun. "Jeg planlægger at flyve." Hun lukkede øjnene og lod sig falde ned fra træet. Hun ville ikke være ved den psykopat. Amanda landte hårdt på ryggen, og mærkede det trygge på hendes ribben. Hun måtte spise flere gulerødder.. Og kalk. Få stærke knogler. Hendes hånd falmede rundt på jorden og greb fat i det der var faldet ud af hendes lomme. Hendes lille lommekniv.

//Logge ;) Skal lige spise :)

Da slaget ramte ham i tindingen sortnede det for hans øjne i nogle sekunder. Han mistede fuldstændig balancen og måtte klynge sig til træet for ikke at skvatte ned. Imens han forsøgte at genvinde synet hørte han et højlydt bump, og da han atter kunne fokusere, rettede han blikket nedad og betragtede pigen med et næsten bekymret blik.
"Jeg ved hvordan det føles," indrømmede han, med hensyn til træ-nedfaldningen. "Er du oka-- Nej vent." Han skulle ikke være venlig og hjælpsom. Han var for sulten til at tænke på andre mennesker. Han brød sig ærligt talt ikke om at nedlægge mennesker; dét der med at være kanibal var ikke just en god ting. Og nu havde han, store idiot, ladet pigebarnet se hans menneskekrop. Han tænkte sig jo ikke om. Han slog sig i panden. Nu skulle hun jo netop dø; dette her kunne koste ham hans karriere. Men på den anden side, hvad var mest værd: hans job eller hendes liv. Han tøvede et øjeblik, før han satte af fra træet og landte på jorden igen.

Amanda krøllede sig sammen bag stenen og håbede virkelig han ikke kunne se hende. Dog tøvede hun da hun overvejede om han kunne dufte hendes blod. Ad. Tanken var klam. Hun gød let og strammede grebet om sin lille kniv og snerrede til ham. "Lad være med at prøve at være venlig! Det virker som om du ikke vil slå mig ihjel" Hendes ben gjorde skide ondt, men lige nu gjaldt det hendes liv, så hun var egentlig lettere lige glad. En tanke slog ned i hende. Nu havde hun set hans menneskeskiggelse, og hun synes vidst at have set ham før. Eller.. Også lignte aqlle bare hinanden, tænkte hun med et suk. "Hvis du kommer nærmere.. Så...Så...Angriber jeg dig" udbrød hun og smilede til sin lille kniv.

Qadir stirrede imod stenen, hvorbag hun havde slået sig ned. Han rynkede næsen og rystede en anelse på hovedet. Det her ville aldrig ende godt. Og skulle han nu lade være med at være venlig? Han sukkede højlydt:
"Tro mig, det er værre for mig end det er for dig. Jeg jæger meget sent mennesker..." Han lod tungen glide henover de smalle læber. Sulten jog igennem ham, og i et kort sekund måtte han læne sig en anelse forover, for at undertrykke den ubehagelige følelse.
Han orkede næsten ikke alt dette her spektakel. Det var nemmere at jage en elg. Problemet var blot, at når mennesker og lignende vandrede rundt i skoven, så gemte alt vildt sig, og han havde umiddelbart ikke tålmodighed nok til at skulle ligge på lur i flere timer, for at kunne nedlægge et bytte.
Han tog nogle beslutsomme skridt hen imod stenen som hun gemte sig bag, og rettede sig helt op.
"Kom så an, menneskepige."

"Selvfølgelig ikke!?" udbrød hun, lettere3 fornærmet. "Du har lige smadret mit ben!? Tror du jeg ville lytte til dig, selvom du var venlig? Det trot jeg nemlig ikke.." sagde hun og lagde armene over kors. Hun lyttede, og håbede ikke på at han var lysløs. Nej. Hun kunne høre ham trække vejret. Godt nok. Amanda trak stille og roligt vejret. Hun ville overraske ham med kniven, som hun fornyligt var begyndt at have på sig. Hun havde for sjov øvet lidt knivkast, men var ikke go til det, så hun regnede med nærkamp... Med en ulv. En stor, stor, stor ulv..Med syg styrke. Det gøs igennem hende. Hvad nu hvis hun skulle dø? Amanda smilede. Så ville hun da dø på en spændende måde, og ikke af noget så kedeligt og normalt, som alderdom. Nej. Hun ville være blevet ædt af en varulv. Meget mere spændende. "Det siger du jo" mumlede hun. "Dig først".

Et smil bredte sig på hans læber. Han jagede nødigt mennesker (Jeg ved forresten ikke hvorfor jeg brugte ordet "sent" i samme sætning, i forrige svar... Det var en tanketorsk.)
Hvis hun ville slås, så ville det blive værst for hende selv; han var både en varulv med en massiv, enorm krop, ubeskrivelig udholdenhed, hurtighed, styrke samt teknikken fra en soldat. Hun kunne intet stille op imod ham, mente han, og fandt derfor ikke situationen ubehagelig eller på nogen anden måde svær at håndtere. Han tog straks ulveform igen, ventede et par sekunder, holdt vejret, og roede lidt i jorden med poten, for at skabe eventuelt distraherende lyd, nu da hun sad og gemte sig bag stenen. Og så satte han af fra jorden og landte umiddelbart ved siden af hende, med en højlydt knurren og noget der kunne minde om et brøl.

( Meget kort, beklageligvis... )

Amanda lyttede. Hun sad helt stille, lettere utilpads ved at han ikke sagde noget, Da han skrabede mod bladene lyttede hun intenst efter den lyd, og kun den lyd, og om den måske kom tættere på. Så stoppede den. Hun rykkede let uroligt på sig og knugede om kniven, parat til at hugge ud efter ham. Han var selv ude om det. Hun havde bare ville udforske skoven. Hvordan kunne hun vide at der var varulve i den her skov!? Hun burde slet ikke vide det! Men på den anden side, tænkte hun, så havde det jo hjulpet hende, til at bevarer fatningen og ikke bare kaste sig ud i noget tåbeligt. Godt nok vidste hun ikke hvad en varulv var i stand til, og hun vidste ikke om kniven kunne trænge igennem pelsen. Men hun ville løbe når han var blevet distraheret nok. Med en let knurren bag sig mærkede hun nakkehårerne rejse sig. Han stod bag hende. Amanda vendte sig om og stirrede fuldstændig rasende på ham. Hendes øjne flammede af had, og hun så på en måde morderisk ud. Lidt sindsyg, konstaterede hun, at hun følte sig. Kniven holdt hun bag sin ryg, og så smilede hun til ham. Et muntert, lidt nedladende, hånligt smil. "Det skulle du bare ikke have gjort" sagde hun og grinede stille. Så hamrede hun kniven ned i hans pote, trak den ud, og så styrtede hun, så hurtigt man nu kan gøre med et ubrugeligt ben, igennem skoven. Hun var ligeglad med smerten. Hun ville bare væk.

/Nah.. Ikke helt vildt ;)

Han stirrede hende ind i ansigtet, med de gennemborende gule øjne. Han rørte ikke på sig, imens hun vendte sig om. Studerede hende blot. Det var faktisk en anelse morsomt at se hendes reaktionsmønster. Han analyserede hende, og vædede med sig selv hvad hendes næste træk ville være. Dog havde han aldrig forestillet sig at hun ville gøre noget så drastisk.
Der lød et højlydt hvæs blandet med et formensket klagen, og ulven vaklede kort, før den fik placeret de tre raske poter på jorden, med den skadede let hævet. Qadir så på sin pote med et misfornøjet blik, før han atter så efter hende. Hun løb. Tåbelige pigebarn. Hun kunne ikke slippe væk! Han havde endnu tre velfungerende poter, og sulten drev ham. Han satte af fra jorden og styrtede efter hende, let haltende. Det tog ham ikke lang tid før han havde indhentet hende, og rykkede sin massive krop ind foran hende, for at spærre hende vejen.

Amanda havde regnet med at komme længere. Måske havde hun ikke boret hårdt nok.. Ellers skulle hun have ramt ham i siden, eller et andet sted. "Skrid!!!" hvæsede hun da han hoppede op foran hende. Hun sukkede og knugede endnu engang om kniven. Hendes ene hånd var allerede begyndt at boble op i få vabler, og hun vidste at det ikke måtte ske hvis hun skulle overleve. Altså.. Eller ikke miste en arm. Hendes tanker fløj tilbage til da hun var gået ind i skoven, og hun følte allerede at der var gået timer, vhilket der nok ikke var. Måske 30 minutter? Hun smilede skævt til ham og så satte hun sig opgivende på jorden. "Jeg gider ikke mere" mumlede hun. Som om hun ikke havde taget det hele alvorligt. Som om det var sådan hun ville få ham væk på. Som om det bare var maling på hendes ben, og som om kniven i hendes hånd bare var af plastic. "Du er kedelig.. Vil du ikke snakke med mig?" Spurgte hun og kiggede på ham. "Jeg vil ikke dø før om en time" konstatere hun muntert og lænede sig op ad et træ. "Så lægge jeg kniven fra mig" hun kiggede roligt på ham. Nu hvor hun skulle dø, var hun ikke bange. Hun vidste at hun ikke kunne gøre noget, for ulven var stærkest. Hvis han forvandlede sig tilbage til menneske havde hun størrere chance. Amanda smilede forpusten og trykkede det blodige bandage mod flængen.

Han besvarede hendes råb med et højlydt brøl og en agressiv knurren. Han tog et skridt tættere på hende og nedstirrede hende med de gule øjne. Han skubbede sig selv op på bagbenene og hævede den forpote der ikke var skadet, klar til at give hende et dødeligt slag. Og så... Satte hun sig ned. Ulven så en anelse overrasket ud, og stirrede forvirret på hende i nogle sekunder, imens hun klagede og erklærede at hun hellere ville snakke. 'Jeg vil ikke dø før om en time.' Qadir spiste ikke selvdøde ting...
Han lænede sig forover og landte atter på alle fire, dog med et klynk, da den skadede pote ikke skulle tage for meget vægt. Han stirrede på hende med et vurderende blik, og så blev ulven atter til et menneske. Han satte sig i skrædderstilling foran hende, med blikket fastbrændt på kniven. Han holdt den skadede hånd i et solidt greb med den raske, for at stoppe blødningen. Hånden gjorde voldsomt ondt, og han kunne ikke bevæge to af fingrene grundet dels smerten og dels et eller andet andet, som han ikke lige havde overskud til at finde ud af hvad var.
"Tænk at du stak mig," vrissede han mut og betragtede hånden. "Kvinder er sgu altid så besværlige." Det sidste var en lavmelt mumlen henvendt til hånden. Han stirrede på pigen med et gennemborende blik.
"Hvad er der galt med dig? Vil du bare dø? Har du et dødsønske? Eller opgiver du fordi du er for doven til at leve?"
Han lød næsten bebrejdende. I hans hoved, ville hun selvfølgelig ikke kunne slippe væk, og døden var den eneste mulighed. Men på den anden side så ville han faktisk blive skuffet i det sekund han nedlagde hende, som det byttedyr hun var.

Hun kiggede på ham. De gule øjne skræmte hende, og ulven var alt for stor til at kunne overhumples med en lille kniv. Amanda præssede øjnene sammen, da hun så hans pote nærme sig hende. Og så...Så skete der.. Ingenting? Hun åbnede det ene øje og kiggede på ham i menneskeform. Et sted i hendes bryst stak det af stolthed, over at hun havde skadet ham på den måde. Ha! hun havde skadet et væsen! Som var 100 så gange stærk som hun selv! "Hvis jeg er nødt til at dø," udbrød hun da han spurgte om hun ville dø. "Så vil jeg gerne lige vænne mig til tanken! Måske er jeg bare et bytte for dig, noget man leger med, men jeg har faktisk også følelser, og det kommer rimlig pludseligt at jeg TREDIE gang på TO dage skal vænne mig til tanken om at dø!" Hun stirrede på ham. "Det er ikke alle der sådan er vant til det vel!" Hun lagde armen over kors og kiggede mut på ham. "Og det var selvforsvar!" TIlføjede hun til det med hans hånd. "Normalt ville jeg nok ikke angribe vel? Men så kommer der en 2 meter høj ulv og vil æde mig, så er det sguda klart" hun lagde armene over kors og kiggede på ham som om han var fatsvag. Han måtte da forstå hvad hun mente.

//Ingen krea --' Sorry.

Han så på hende me et skarpt blik. Hun var dog irriterende. Hånden pumpede, men smerten så ud til at svinde ind. Lugten af eget blod, gjorde ham utilpas. Han rynkede næsen og vendte blikket rundt på jorden. Han studerede den jord hvorpå han sad og vippede en smule med fødderne.
"Vænne dig til tanken... Ha. Du når ikke at vænne dig til tanken når du dør af et hjertestop, som en gammel, rynket dame om 80 år. Forventer du at døden lige giver dig en times tid, til at slappe af og få en smøg?" vrissede han lettere irriteret og frustreret over håndens skade.
"Desuden så er det ikke min skyld at du omgås farlige væsner og tuller rundt i de farlige områder. Du kan ikke forvente at vi spørger først og nakker bagefter," vrissede han mut og studerede sit sår. Han skævede til hendes ben, og måtte erkende at hun nok havde slået sig mere end han. De var måske mere eller mindre kvit. Sådan da.
"Desuden, så skal du ikke klage. Mennesker bliver sjældent angrebet. Varulve er meget truede. Der er snart ikke flere af os, og der er en stor pris på vores hoveder. Vi er jagede og tro mig; en jæger ville aldrig være lige så flink mod mig, som jeg er mod dig." brummede han og rejste sig op. Han stirrede ned på hende, hendes ben og dernæst kniven som hun havde lagt fra sig.

Amanda greb kniven igen. Hendes øjne flammede koldt, næsten som brændende ild. Hun stirrede på Varulven, der løs ih og åh så klog. "Mennesker bliver ikke særlig tit angrebet!? Hvor har du levet de sidste 100 år!? Der er KRIG hele tiden?! Måske er jeg bare uheldig, for jeg tror ikke at alle mennesker bliver angrebet dagligt! Jeg ´blev nær druknet af en DÆMON! Jeg blev nær ædt af en VAMPYR! En Anden vampyr prøvede at voldtage mig og så kommer der kraft edme også en VARULV!?!" Hun stirrede på ham. "NEJ! Jeg forvænter ikke at døden gir mig en time, men hvis jeg har chancen vil jeg sgu da gerne lige nå at tænke over mine forældre!? Jeg vil gerne tænke over de spørgsmål jeg aldrig har fået besvaret!? Jeg vil gerne venne mig til tanken om måske at dø, og tænke over hvordan det er?" Hun stirrede koldt på ham. "Og du skal kraft edme ikke klynke. Din hånd har fået et stæng. MIT BEN er fuldstændig smadret af Varulveklør!? Hvis du var i mit sted, ville du så bare give op?!" Snerrede hun. "Ved nærmere eftertanke giver jeg ikke op, og så kan du dræbe mig om du vil, men jeg vil kraft edme ikke dø så ung. Jeg MAGTER ikke mere LORT som jeg alligevel ikke fatter en skid af! Jeg magter det bare ikke." hun lagde armene over kors og marcherede lige forbi ham, og ud i skoven.