For mange tanker. - Quadir.

Qadir blev dybt overrasket over den pludselige vrede og arrighed der skyllede over pigebarnet. Han tog et skridt bagud og stirrede måbende på hende. Hun råbte og skreg som en gal og han stod blot og skulle høre på det. Der var knap nok tid til at svare tilbage, eftersom hun skændte i en endeløs strøm. Og så gik hun bare. Han stirrede på hendes ryg som hun gik videre.
"Tak for kaffe..." brummede han for sig selv og betragtede sin hånd. Det var nu ikke noget problem alligevel, eftersom det nok skulle hele ganske pænt og ganske hurtigt. Han skævede imod hende og rynkede næsen.
Det var dét der kom ud af at jage mennesker. Fint; så måtte alle andre varulve grine af ham, for det her brok og pjat gad han ikke. Mennesker var det eneste dyr der ejede had. Alle andre dyr kæmpede bravt og tappert. Mennesker råbte bare op. Et smil gled henover de smalle læber. Besynderlige væsner, alligevel. Man kan kun forvente at døden kommer uanmelt, og alligevel er folk altid så sure når den endelig ankommer og gør sit arbejde. Han så roligt efter hende uden at røre sig. Hun var ikke besværet værd.
"Bah, du er alligevel for tynd. Der er jo ikke andet end knogler." lo han og rystede på hovedet.
'Jeg magter det ikke' og 'Jeg giver ikke op' hang ikke sammen i hans hovede. Pigen lod til at være arrig og forvirret. Han lod hende være. Der var ingen sjov i jagten mere.
Trods hun allerede var fodholdsvis langt væk, så måtte han dog lige komme med én indvendig mere, nu da hun netop var på vej ind i skoven igen:
"Ehem... Frøken? Byen er den vej." sagde han, og pejede sig over skulderen. Et uskyldigt smil gled over hans læber.

Amanda stoppede op. Hendes kinder blev svagt røde, og hun undertrykte behovet for at hamre kniven ind i hans øje! Hun vændte sig elegant, selvom hendes ben gjorde skideondt, bevægede hun sig stadig med en vis ynde, og gik hen imod ham. "Det vidste jeg GODT!" vrissede hun lavt og begyndte at gå i modsatte retning. Hurtigt blev hun egentlig klar over at hun befandt sig et godt stykke inde i en stor skov, men hun fortsatte mindst 10 minutter med at gå. Det var der hun begyndte at gå langsommere og langsommere. Hun mistede en del blod, og hun følte sig forvirret, fordi hun ikke kunne komme ud af den forbandede skov! "ARGH!" Udbrød hun irriteret og slog på et træ, før hun satte sig ned, så bladene hvirvlede op over hovedet på hende. Hun havde ondt i sit bn, og ville gerne til læge, eller på hospitalet med det... Så der ikke gik et eller andet sygt noget galt og hun pludselig blev varulv. Amanda gøs. Det måtte være fustrerende at være et væsen... Det måtte være.. Lidt .. Ensomt? Hun sukkede.

Han så på hende og trådte til side da hun marcherede forbi ham igen. Smilet var forsat plantet på hans læber og han morede sig en anelse ved situationen. Han så efter hende og betragtede det svage blodspor som hun lavede efter sig. Sulten hamrede op i hans mave, men han undertrygte den. Nok var nok. Han så på sin hånd; den så allerede bedre ud. Det gik stærkt. Han sukkede og drejede rundt og gik i den modsatte retning. Dybere ind i skoven. Han kunne jo lige så godt få sig noget at spise, og straks som tanken var tænkt, sprang et lille egern frem fra sit skjul. I et spring var Qadir - i ulveform vel og mærke - over det lille dyr, der gav et pib fra sig før det blev fortæret. Ulven havde lige akurat nået at æde det lille dyr op, før de stærke øre opfangede et opgivende vræl, fra forholdsvis lang afstand. Dyret himlede med øjnene og satte kursen imod lyden. Den stoppede da den var omkring to meter fra pigen, der sad henslæbt op af et træ. Han rejste sig på to ben, kiggede ind gående på hende og satte sig derefter ned i menneskeskikkelse. Igen sad han i skrædderstilling.
"Problemer, lille menneske?" spurgte han roligt og betragtede hende indgående.
Han så imod træernes mørke og derefter på hendes ben. Han rynkede næsen. "Der er lidt lang vej til byen. Skoven er et farligt sted, har du nok lært nu. Kan du klare den?"

"Du må godt æde mig nu" mumlede hun opgivende. "Jeg har ondt over det hele.." Hendes vrede var forduftet og hun sukkede, stadig med lukkede øjne. Hendes næse opfangede lugten af blod, som hun faktisk godt kunen lugte som menneske, og hun hadede den. En sødlig vammel lugt. Amanda lagde hånden for munden, da hun fik kvalme ved lugten, og smerten i sit ben. "Hvorfor miiig?" Mumlede hun og himlede med øjnene før hun lukkede dem igen. "Hvor lang tid er der til byen?" spurgte hun sukkende og kløede sig i håret. Mørket over dem gjorde det ikke meget bedre. Hun trængte til en varm sol, der gav fornyet håb. Man blev deprimeret af at sidde i et koldt og fugtigt mørke. Amanda rynkede på næsen og åbnede så stille øjnene igern..

//Absolut ingen krea -.-

Han betragtede hende med et indgående blik og undlod at besvare hendes invitation til at han skulle gøre det færdigt. Han gad ikke 'æde' hende nu; nu havde han jo talt med hende, og så ville det virke for underligt. Han rettede ansigtet imod byens placering, missede med øjnene og udregnede nogenlunde distancen dertil i hovedet.
"For mig, i løb, er der nok 10 minutter. Altså for mig." mumlede han og vendte blikket imod hende, hvorefter han rynkede på næsen. "Og for dig... Kravlende og jamrende er der nok en dagsrejse."
Et eller andet sted havde han en smule ondt af hende. Bare en smule. Han plejede ikke at være så hjerteløs som han havde været i dag, og han skammede sig en smule over sin opførsel. Han sukkede højlydt. Solen havde efterladt dem, og kun månen gjorde det muligt for dem at se. Hun ville dø af blodmangel inden hun nåede til byen, hvis hun skulle sidde og slappe af hvert 10. minut. Han rejste sig op igen, tog et par skridt imod den siddende menneske pige og rakte hånden imod hende.
"Kom, jeg bær dig." brummede han og kastede et hurtigt blik omkring sig, for at sikre sig at der ikke var hverken elvere, vampyrer eller andre varulve, til at overvære denne pinlige handling af venlighed, som han nu måtte gennemføre.
"Jeg kan få dig ned til byen på et kvarters tid. Hvis du altså ikke har givet helt op på livet endnu..."

"Hvis det var det der skulle til" sagde hun og kiggede på ham med et bestemt blik i de svage øjne. "Ville jeg kravle..!" Hun lagde armene over kors og kom let til at smile over hans suk. Hvorfor havde han så dårlig samvittighed? Hun havde stukket ham i poten?? Amanda grinede lettere hæst, men det var et energisk grin, som gav hende mere styrke. "Vil du bære mig ind til byen?" Spurgte hun overrasket, men smilende. OKay. Selvom hna havde prøvet at dræbe hende, så kunne hun altså ikke være sur på ham i mere end de 10 minutter, hun allerede havde været helt vildt sur i. Selvom hendes ben gjorde skide ondt, så var det allerede blevet mere følelsesløst. "Så længe jeg ikke mister mit ben, right?" Hun smiede skævt til varulven og kløede sig i håret. "Okay" mumlede hun, på en måde forlegen over hans venlighed. "Det vil jeg være meget glad for. Tak" hun smilede skævt til ham og humpede sig op at stå, med diverse underlige ansigtsudtryk, der sagde noget om at det gjorde en del ondt. Amanda smilede til ham og kiggede ud imod den retning han sagde byen lå i. "Er du klar?" mumlede hun og smilede lettere forvæntningsfuldt til ham. Det var jo ikke hver dag man red på en kæmpe stor ulv ^^

Om det ikke var en ubeskriveligt nedværdigende følelse der fyldes hans krop på nuværende tidspunkt var ikke til at diskutere. Han kunne næsten mærke hvordan ære og hædder krakkelerede som tyndt glas imellem uforsigtige hænder. Aldrig havde han nogensinde i sit lange liv båret et menneske; men på den anden side så havde han heller aldrig været nødsaget til det. På nuværende tidspunkt var det bedst at være på den sikre side; mennesker havde eftersignede en hang til at pudse dursørjægere på alskens magiske væsner, hvis disse opførte sig mere eller mindre disrespektfuldt overfor mennesket. Og det sidste Qadir ønskede, var at få en jæger på nakken. Nogle gange måtte man bide i det sure æble; det havde Qadir erfaret. Og det så ud til at i aften ville blive endnu en sur æblekage.
Endnu et suk forlod hans læber og han lignede ikke just én, der nød sin nuværende situation. "Hvis du hiver noget pels ud..." advarede han mut og betragtede sin hånd med et skævt blik. Hvorfor havnede han altid i sådan nogle besynderlige situationer? Endnu et suk kunne høres, da han forvandlede sig til den store, pelsede ulveskikkelse. Han placerede forpoterne på jorden og bøjede sig lidt i knæ, for at menneskepigen kunne komme op. Hvilken ubeskrivelig følelse af ynkelighed...