Ingen overraskelse

Dato : 5/5
Årstid :Forår
Dag : onsdag
Vejr : lunt
Sted : midt i den lykkelige eng
Tid : eftermiddag?
Omgivelser : en masse planter af enhver art

Thrándil kom gående ud mellem nogle træer og begyndte at gå hen over engen.
Han nød at mærke det høje græs mod sine ben, selvom han selvfølgelig havde bukser på.
Han så lige frem for sig og lyttede til bierne og fuglene og så på sommerfuglene.
Han så også på de forskellige planter der var ved at vokse op af jorden eller spire, det var jo forår og derfor var der fuld af liv.
Og som sædvanlig var her ikke rigtig nogen.

Lydløse skridt bragte den spinkle pigeskikkelse ud af skoven, og ind på engen. Det var da egentlig noget forbandet sludder. Der var da intet der var lydløst... Hun lagde let hovedet på skrå ved lyden af andre skridt, og vendte sig mod kilden. En mand. Høj. Oog... Ung hvis hun ikke tog meget fejl?... Hun nikkede tilfreds med sig selv, og rettede sig op igen. Ventede halvt om halvt på at han ville lægge mærke til hende.

Selv om han så ung ud var han faktisk ret gammel, på en måde, han var jo elver og levede længere end almindelige mennesker.
Han stoppede op og vendte hoved mod hende og vinkede lidt med et lille smil.
Han var smuk at se på og han bevægede sig smukt.
Hans kloge øjne så kort hen over hende men så hende ikke som en fjende

Sascha så af gode grunde ingenting. Men det forhindrede hende ikke i at høres hans vinken. Hun gik derfor tættere på, og den kølige maske forblev over hendes ansigt. Skjulte alle tanker, der måtte gå gennem hendes hoved. Ikke en lyd kom fra hendes mund, skønt hendes ører opfangede flere lyde, end man skulle tro var menneskeligt muligt.

Han lagde hoved let på skrå.
Hvad var der med hende? Hvorfor virkede hun så kold?
"Hej med dig" lød hans klangfulde stemme da hun var tæt nok på, selv om hun virkede kold var han stadig venlig og åben, som altid.

"Goddag" svarede hun med ro i stemmen. På den anden side var der altid ro i hendes stemme, og så godt som intet andet. Han lagde hovedet let på skrå, og analyserede hans lyde. Nej, han var vidst ikke menneske. Men hvad så? Hmm.. Han kunne være så meget. Han var ikke vampyr.. Det var jo midt om dagen? Han lød så venlig... Sikkert en engel eller elver.. Dem var der ikke meget interresse i. Det mente hendes værger i hvert fald ikke..

"Hvem er du så?" spurgte han og tænkte på den gang han havde mødt en demon herude, hun havde ikke gidet at fortælle hvem hun var med det samme.
Han så lidt på hende, nej demon var hun kon ikke og heller ikke vampyr eller varulv.
Hm, hvad så?
Han lod ubevidst en hånd hive et langt græsstrå op og stod og nullede den.
Et tegn på han var helt afslappet

"Aigeal." svarede hun kort, da det var den hun var, når det ikke var mennesker hun snakkede til. Sådan var hun opdraget.. Til aldrig at give sit navn ud. Aigeal var faktisk også ganske passende for hende. I hvert fald betydningen af det. Hun rystede kort på hende, og vendte igen sin fulde opmærksomhed mod væsenet foran sig. "Og hvem er du?" spurgte hun så, og lagde hovedet let på skrå, som om hun ville læse det i hans tanker, før svaret kom over hans læber.

"Jeg er Thrándil" sagde han og så lidt på hende
"Er du blind?" spurgte han, han vidste ikke helt hvorfor han spurgte men nogen sagde ham, nogen mindede om at hun måske var blind.
Bare hun ikke ville tage det som en fornærmelse.

Hun nikkede. "Jeg er fuldstæmdig blind." svarede hun bekræftende. "Hvorfor spørger du?" spurgte hun så, og lagde endnu engang hovedet på skrå. Tænke over hans navn Trándil.. Helt bestemt elver, hvis hun ikke tog meget fejl... Det lød i hvert fald som et elver navn...

"Fordi jeg synes du virker som en der er blind" sagde han og smed græsstrået igen, han så sig lidt omkring igen.
"Ellers har jeg ingen grund" han så igen på hende og studerede hendes ansigt
"Hvorfor prøver du at virke så kold?" spurgte han, han var elver og derfor havde han et ønske om at alle havde det godt og var glade

Sascha lade hovedet på skrå, og overvejede sit svar. "Jeg har ingen grund til at føle noget. Desuden er der ikke plads til følelser, når man arbejder." svarede hun til sidst, med uændret ansigtsudtryk.

"Det lyder da trist" sagde han og man kunne ligefrem høre sorgen i hans stemme, den lammede deres omgivelser.
Fuglene hørtes pludselig ikke så meget mere og det blæste en lille smule op.
Ikke fordi han styrede vejret men han havde det godt med planter.
"Hvilket job gør at man mmå glemme noget af det største man har?"

"Arbejdet som dusørjæger." svarede hun, og rettede hovedet op. Strammede let den franske fletning, der endte i en pisk ned af hendes ryg. "Hvad er du?" spurgte hun dernæst, og strøg let en løs tot væk fra ansigtet.

Han smilte igen og det blev igen lunere
"Elver" sagde han
"jeg bor i skoven" han hev igen et græsstrå op, denne gang kom roden med.
Sikke noget, han gik ind for livet og så hev han bare et græsstrå op.
Han rystede på hoved af sig selv og nullede græsstrået.

Sascha nikkede tilfredst da hun havde haft ret.
Så var der altså ingen interesse i ham. For de voksne.. Men derfor kunne hun vel godt bare snakke med ham? Sascha snakkede med ret så mange væsner.. Specielt dem hun skulle dræbe.. Det var nemlig lettere at dræbe, når offeret havde tillid til at hun ikke ville gøre dem noget..

Han vidste der ikke var dusør på ham, han havde aldrig gjort noget.
"Nå men...Er det ikke underligt at vær dusørjæger? at gå og dræbe andre?" selv ville han aldrig kunne, men det hele kom jo an på så meget

"Det kan jeg svare lige så godt på, som du kan svare på spørgsmålet, om det ikke er underligt at være elver? At gå i fred og harmoni med alting." svarede hun, og rystede på hovedet. Hun var jo vokset op med det ... Til det...

"Fair nok" sagde han
"For mig er det helt normalt, jeg har det bedst sådan, er det svaret?" smilte han og smed græsstrået væk igen

Sascha trak let på skuldrene.
"Den første del passer i hvert fald. Jeg har ingen ide om hvad jeg har det bedst med." svarede hun, og gned sig let i nakken.

"Fordi du aldrig har prøvet andet?" sagde han, han gik lidt til siden hvor der stod en stor sten som han satte sig på.
Han lod en hånd glide gennem det høje græs som omga stenen mens han så på hende.

Hun nikkede let. "Hvor længe har du levet, Trándil?" spurgte hun så, og blev stående hvpr hun var. Hendes ansigt var hele tiden rettet mod ham, selvom hendes hele opmærksomhed ikke var på ham.. Der var jo også omgivelserne at tage højde for?

"ikke så længe må jeg indrømme" svarede han og så op på hende
"Små 50 år, hvad med dig? lever dusørjægere længe?" spurgte han

Sascha nikkede let til hans svar, og trak på skuldrene ved spørgsmålet. "Jeg er 12 år, men jeg er også langt en af de yngste praktiserende jægere. Jeg vil tro at gennemsnits alderen for en praktiserende jæger ligger mellem 25 pg 30 år." svarede hun, og gned sig endnu en gang i nakken.

"12 år!" han var overrasket, hun var jo kun et barn og alligevel gik hun rundt og slog folk ihjel.
"Hvad er der lige blevet gjort af din barndom?" han havde svært ved at skjule sin overraskelse