Oadir--Regn

Dag:Onsdag
Dato:irl
Omgivelser:Bjergende.
Tid:12.14
Vejr:Torden og regner.


Linda løb gemmen stiernde alt det hun kunne, hun skulle nå at finde sit sted i sit træ hvor der altid var tørt.
Hendes bryst hopepde svagt i tagt med hendes krop og det lange røde hår (se billed) hang ned af hendes skulder.
Regnen fik hendes krop til at blive fugtig og selvom hun ikke ville blive syg af det, føltes det enlig dejligt men vådt.

Qadir, der efterhånden var blevet træt af al den regn, vadede sukkende op af bjergsiden. Han havde tidligere på dagen overtalt sig selv til at gå en lang, solid tur, og nu var han endt her i regn og torden. Det var typisk sådan som heldet kunne vende så pludseligt. Han rynkede næsen og vendte ansigtet imod himlen, med missende øjne. Det så ikke ud til at regnen ville stoppe lige foreløbigt.
Han hørte løbende fødder komme imod sig, og vendte sig imod lyden. Da han spottede den løbende kvinde, fulgte han hende tavst med øjnene. Regnen gjorde det besværligt for ham, at finde ud af hendes race, så han anede ikke hvordan han skulle reagere. Han betragtede hen blot i tavshed.

I det Linda sprang sad hun fast i en trærod og landte med et bump på jorden.
Hvilket nok havde set meget sjovt ud fra Oadir synspunkt, det ville vel have
lignt at hun bare forsvandt ud i luften.
Da hun ramte hvordan skrabede hun maven armende og benene, og hendes blod
kom lige så stille til syne, hun tog sig til albuernde hvor hun havde skrabet sig mest.
Dette ville ikke så så godt ud for en ung kvinde som Linda, at have så mange sår over alt.

Qadir bemærkede selvfølgelig at hun faldt; han både så og hørte det, og satte straks kursen over imod hende. Det tog ikke lang tid før han var ovre ved hende. Han knælede ved hendes side.
"Er du okay, frøken?" I en hurtig bevægelse fjernede han roden, som havde forårsaget faldet, fra hendes fødder, og rakte hende en hånd, for at hjælpe hende op at stå.
Pludselig fik han færden af hende, og det gik op for ham at hun var en varulv. Et smil bredte sig på hans læber, da hun da også måtte bemærke at de delte race. Det var sjældent at man løb ind i en varulv. Uheldet var vidst vendt rundt.

Linda kiggede op og så i alt sin pragt en mand, en varulv, hun kiggede først overrasked på ham.
Det var så sjælden at varulve mødte hinanden, og nu var der endelig en hele foran hende.
Hun kiggede ned på sin albuer og så på ham igen, hun tog fat i hans hånd og noget af hendes
blod som var på hendes hånder kom på hans hænder, hun blev trukket op og hun stod lidt og
kiggede ned af sig, regnen fik blodet til at løbe, og hendes hår var helt gemmenblødt af regnen.
Hun kiggede nu igen på hans ansigt, "Jeg...har det...jeg har ondt i mine led" sagde hun og slap
først nu hans hånd så hun igen tog sig til sine albuer, for at stoppe de små sår.

Qadir undlod at tænke for meget over blodet på sine hænder, men betragtede i stedet kvinden foran sig. Han så lidt bekymret ud, men det så ikke ud til at hun var kommet synderligt voldsomt til skade. Han skævede op i himlen og betragtede de mørke skyer. Der lød en lavmelt buldren og himlen lyste op i et svagt glimt. De måtte hellere finde læ. Han kastede nogle blikke rundt, for at finde et sted at sidde, men fandt intet. Han vendte atter blikket imod kvinden.
"Det skal nok heale hurtigt. Men du burde vaske det. Men... Lad os starte med at finde et lidt tørt sted, så kan vi se på skaderne."
Qadir så det som en selvfølge at hjælpe en anden varulv, hvis denne havde brug for det, og hun havde vidst mere eller mindre brug for hjælp med de sår og ridser.

Hun holdte sine blodige hænder ind til sin krop, da hun ikke var stolt af at være kommet
tilskade foran et andet levende væsen eller bare et væsen.
Blodet sev lige så stille ind i hendes tøj, men ligenu var hun ligeglad om hendes kjole blev ødelagt
for hendes knæ, albuer og hænder, og bare faldet havde jo ødelagt den lidt.
Hun nikkede, "Så kom" sagde hun og gik direkte forbi Qadir og fremad, hun skulle iværtigfald ikke
tilbage fra det hun løb væk fra.
HUn stoppede op kort og kiggede sig tilbage, "Kommer du?" sprugte hun imens hun fjernede noget af sit røde hår
for ansigtet, men der kom også blod derpå.

Han så efter hende, betragtede hende i et par sekunder og nikkede. Han tog nogle hurtige skridt og kom op på siden af hende, med et skævt smil.
"Gør det meget ondt?" Han overvejede lidt om han skulle bære hende, for at gøre det lettere for hende, men det ville nok være lidt underligt. Han kendte ikke engang hendes navn. Han vidste blot at hun var en tilskadekommen varulv.
"Mit navn er Qadir, forresten." præsenterede han sig, lettere kejtet.
"Har du brug for hjælp med at ... Ja gå?" spurgte han, igen lettere kejtet. Han kunne lige så godt støtte hende, hvis hun fik brug for det.

"Nej, det okay...jeg kan godt selv gå, tror jeg" sagde hun og begyndte og gå igen da han kom op
ved siden af hende, det sveg så inderligt i sårende men lige nu havde hun lukket af for smerten og
vilel bare gerne være et tørt sted hvor hun kunne sidde og slappe af, eller i det mindste prøve at
få heallet sine blodige sår.
"Jeg er så Linda" sagde hun imens hun gik frem ad, og kiggede ned i jorden for ikke at falde i alle de grene,
og også fordi hun havde det ret svært med at holde balancen på grund af det chok hun havde fået for lidt siden.
Hun kiggede nu op på ham for at visse at hun gerne ville snakke, men det var bare så svært lige nu.

Han betragtede hende indgående og måtte tage nogle halvkorte skridt, for ikke at gå for hurtigt i forhold til hende. Han sørgede heletiden for, at være klar til at hjælpe, hvis hun nu skulle komme i vanskligheder. De nåede til et sted på bjerget, hvor et klippefremspring dannede et udemærket ly for regn og blæst. Qadir betragtede det eventuelle tilholdssted og vendte derefter blikket imod Linda.
"Måske skulle du bare sætte dig her? Du har nok ikke godt af at gå for meget, da du blot river dine sår yderligere op på den måde."

Hun havde allerede vuderet stedet til at være godt nok til at få lå ved.
Hun gik hen og satte sig op af bjergets side, hendes hår som før havde fået blod på sig
var hun ren igen af alt den regn som havde skyllet hendes hår, men havde derfor sivet ned
lige ved hendes kraveben i stedet.
"Ja..." sagde hun meget meget lavt og tog så sine arme om sig igen, det var ubehagligt at nogen
så hende sådan her, såret og let at angribe på en eller anden måde.
Hun åbnede nu munde for at trække vejet, det var dejligt at sidde ned, men nu jog smerten igemmen
hendes krop for første gang, og det fik hende til at bide sinbe tænder svagt sammen, og bare hendes mund stram.

Han betragtede indgående Linda med et vurderende blik og han så ikke ligefrem tilfreds ud med den nuværende situation. Han rynkede næsen og lod tungen glide henover de smalle læber, før han satte sig på hug ved siden af hende.
"Okay, skal vi se på dine sår?" spurgte han mildt, ifærd med at tage sin sorte jakke af. Han lagde jakken henover hendes krop, blot for at være så venlig som muligt, i denne usædvanlige situation. Han overvejede kort og sårene måske skulle bindes ind på den ene eller anden måde, men valgte at skubbe den tanke fra sig. Lige nu skulle sårene bare renses, så hun ikke ville få varige mén ved dem.

Hun kiggede ned på hans jakke da han lagde den over hende, og så op på ham ingen havde gjort det før og derfor
blev Linda sikkert lidt underlig i ansigtet men det forsvandt hurtigt, hun rakte hændernde frem, sårende var stadige fugtige af væsker fra hendes krop men de var allerede begyndt at arbejde på at heale.
"Ja, men vi har jo intet at rense det med" Linda tænkte lidt over noget, *Man siger at dyrespyt renser sår* hun overvejede at skulle forvandle sig men smed tanken hurtigt væk da hun helst ikke ville blive til sit andet jeg, nemlig varulven som hun var inderst inde.
Ikke fordi hun hadede det men, hvis nogen så hende osv...
Regnen stoppede ikke og de mange lyn viste sig på himlen, som revner i himlenrummets vægge.
"Hvor er det flot" sagde hun da det havde taget alt hendes opmørksomhed fra hendes sår, men fik
hurtigt sin koncentration på sårende da det begyndte at dunke i dem.

Han så på hende med et vurderende blik. Han tog hendes hånd i sin og studerede den indgående, med et vurderende blik. Der var lidt jord og stenstykker i såret, og han forsøgte lige så stille at pille dem ud af såret. Derefter flåede han en lap af sin t-shirt af, for at binde den omkring hendes hånd. "Pres pingrene ind i såret. Altså... Bare luk hånden hårdt." mumlede han. Dette ville stoppe blødningen mere eller mindre og så kunne det heale hurigere.
Han flåede endnu en flig af trøjen og gjorde det samme ved hendes anden hånd. Derefter gav han sig til at kigge på hendes knæ og albuer. Det så ikke så godt ud; hun havde fået en masse små, men dybe sår. "Jeg er ikke sikker på hvad jeg kan gøre hér... Måske forbinde det, men så har jeg ikke noget t-shirt tilbage bagefter." brummede han opgivende og sukkede.

HUn bed tændernde sammen og havde flere gange bare lyst til at skubbe ham væk eller slå ham da det gjorder ondt, men hun hviste at han ikke ville gøre hende ondt så hun gjorder det ikek faktisk var hun mere eller mindre taknemmelig over at han hjalp hende.
HUn gjorder som han sagde og foldede hænder så blødningen begyndte at stoppe.
Hendes blik var rettede ned mod sine hænder hele tiden, hendes ben og albuer gjorder ikke så ondt selvom det sjovt nok var der hun var kommet mest tilskade.
Hun sukkede svagt og sagde så, "Jeg tror heller ikek vi kan gøre så meget ved dem" hun fugtede sine læber, "men tak for din hjælp" sagde hun og tog sine arme ind til sig igen og prøvede at skjule sine ben under kjolen for ham da hun ikke kunne lide at vise sine sår.
"Hvad var det du hed" sprugte hun 2-5 minutter efter og kiggede så op og direkte ind i hans øjne.

Han satte sig til rette, dog med et større mellemrum til hende, da hun konkluderede at knæ og albuer ikke behøvede så meget hjælp. Han betragtede hende og smilte en anelse da hun takkede. Hun så ud til stadig at være lidt chokeret, eller også var det bare ham. Han rynkede næsen og følte sig en kende utilpas ved lugten af blod, der nu dominerede det lille areal. Der gik lang tid hvor ingen sagde noget, hvilket egentlig passede ham fint; han havde alligevel ikke noget at sige. Hele situationen var mere eller mindre besynderlig. Han rettede blikket imod hende da hun atter talte, og hans øjne mødte hendes.
"Qadir," svarede han, "Mit navn er Qadir."

"Qadir" gentog hun og nikkede hun havde ikke husket så meget ´fra lige da de mødtes da hun havde som sagt været chokkert, hun kiggede ned i jorden eller klippegulvet, og lukkede så øjnene i for at få lidt orden på sine tanker, "Hvorfor er du enlig ude i det her vejr" sprugte hun efter lang tids stilhed men hun havde stadig lukkede øjne, da hun sprugte.
Mange dråber kørte ned af hendes pande og ansigt, det var dråbernde fra regnvejret som begyndte at samle sig.

Han betragtede hende indgående og studerede hendes sår med jævne mellemrum, for at få et indtryk af helingsraten. Som varulv gik det heldigvis hurtigt for sårene at vokse sammen, hvilket nok var et af de større pludser ved deres tilværelse.
Han betragtede hende med et mildt blik og smilte af hendes spørgsmål.
"Jeg fik en skør idé om, at jeg skulle ud og gå en tur. Jeg havde selvfølgelig ikke set i avisen eller på nogen anden måde orienteret mig om vejret. Og nu er jeg her. Men det er måske også lidt heldigt." Han trak fødderne til sig og satte sig med det ene ben bøjet, hvorpå han hvilte sin arm, og det andet ben strakt, så regnen trummede på skoen.
"Hvad laver du selv herude, Linda? Og hvad løb du dog fra?"

Hun kiggede ud i regnen med et fraværende blik, men hun hørte alt hvad han sagde, og så mest så"dan ud fordi hun
lyttede til de Qadir sagde.
Da han stoppede med at snakke vendte hun blikket mod ham og svarede.
"Træning" sagde hun og trak på skuldernde, det som hun løb fra havde så selvfølgelig ikke været en del af det, men havde istedet været noget hun var kommet til at gå ind i mellem nogen dæmoner, "Bare....nogen dæmoner som jeg kom til at møde" sagde hun og blinkede kort med sine øjne, da en dråbe på en eller andet måde var fløjet ind i det.

Han betragtede hende indgående og hævede et øjenbryn. "Jaså. Det lyder... Lidt... Ja."
Han var ikke helt sikker på hvad han skulle sige til dét. Dæmoner var ikke noget han normalt omgik. Faktisk var det noget han helst undlod at komme for tæt på. Han missede med øjnene og trak en anelse på smilebåndet.
"Men... Hvis det hjælper på humøret, så ser det ud til at dine sår er ved at heale. Og der er ingen dæmoner i nærheden, så vidt jeg kan se, høre og lugte. Så der er ingen grund til frygt." lød det fra ham. Han overvejede kort, hvordan det kunne være at han altid endte i sådan nogle besynderlige situationer. Nu sad han så hér med en meget stille varulv, og så kunne han sidde hér indtil regnen stoppede. Lige på nuværende tidspunkt lod det ikke til at blive en festlig tid; mere en meget tavs og akavet situation, der ville vare alt for lang tid. Han sukkede. Normal konversation var ikke hans stærkeste side. Ikke i sådanne tilfælde, i hvert fald.

Hun nikkede og lod igen sit blik gå over på Qadir som åbenbart trak på smilebåndet,
og underligt nok kunne hun ikke selv lade være med at smile lidt over Qadir.
Da han snakkede om hendes dår var ved at heale strakte hun sine bar ben frem og kiggede, ja det
så ganske godt ud hvorefter hun kiggede på sine hænder, som stadig så ret blodige ud, men iværtigfald bedre
end de havde for en lille halv time siden.
"Ja heldigvis er her ingen andre end hos" sagde med lettelse i stemmen, "Men...."
hun holdte en kort pause, "Hvor kommer du enlig fra" sagde hun og drejede nu hoved¨
så det nærmest lå på skrå imens hun bare så på Qadir.