En stille park (Zack)

Tid: 20.23
Sted: Parken
Vejr: Lidt skyet, men tørt en smule køligt.
Omgivelser: Ingen mennesker, kun et par biler der køre forbi, park omgivelser.
Dato: 6. maj.

Sascha gik stille gennem parken.
Hendes lyse hår var som sædvanligt bundet op i en franskefletning, selvom totter hang ned foran hendes ansigt. Hendes mørke øjne stirrede frem for sig, skønt de intet så. Hun sukkede svagt, og stoppede op. Lyttede lidt. Nej, der var vidst ikke nogen i nærheden. Alligevel blev hun stående, og lyttede.

Tristan stod på en bro i nærheden af Sascha, dette vidste han jo selføleligt ikke, han kiggede ned i vandet få meter under sig og tog sin pistol frem... Dette var en helt almindelig pistol, ikke en dusørjæger pistol eller noget, han have haft den før han blev dusørjæger. "Når pistolen ryger i vandet, dør gangsteren!" sagde Zack halvhøjt til sig selv for at give sig lidt mod til at smide pistolen i søen.

Sascha lagde let hovedet på skrå ved lyden af hans stemme, og gik forsigtigt hen mod ham. Hun tøvede dog på grund af vandet. Vand havde aldrig været hendes stærke side. Hun ville ikke afbryde ham, men en lyttede blot til hans foretagelser.

Zack greb fat i pistolen og tyrede den langt ud i søen og sagde højt "SÅ ZACK!, NU ER GANGSTEREN DØD!, tag dig sammen for helvede kammerat!" Zack talte til sig selv og vendte sig om, han nåede bare at se pigen og trak så af ren automatik en revolver og afsikrede den med et klik i løbet af ikke engang et sekund, han sigtede på pigen. Og sænkede den... "Du er ikke et væsen." konstaterede han.

Sascha selv havde sin pistol i hånden, men var ikke nået længere, før han begyndte at snakke. "Nej, det er jeg ikke." bekræftede hun, og så kort overvejende ud. "Det er du heller ikke." sagde hun så, og nikkede let. "Jæger?" spurgte hun så, eftersom han havde trukket en pistol, og tydeligvis kendte til væsnerne.

"Jeg er Zack Jameston." sagde Zack... ALLE udlærte dusørjægere kendte dette navn, for alle udlærte dusørjægere sværgede ham jo troskab før eller siden, det var en del af at sværge dusørjæger ordenen troskab, for så sværgede man automatisk ham troskab. Zack så på pigen, han kendte hende ikke men vidste hun var lærling, eller udlært, men hun kunne umuligt være gammel nok til at være fuldkommen udlært?. Zack trampede lidt trodsigt i jorden... Man pegede normalt ikke på sin overordnede med en pistol.

Sascha sænkede let pistolen. Det navn havde hun da hørt før.. Jo, det havde hun. Lederen af dusørjægerene... Der kunne man bare se. Hun lagde pistolen helt væk, og nikkede svagt. "Sascha Dionesia la Comté." præsenterede hun sig selv, og 'så' ham lidt an.

"Er du overhoved udlært dusørjæger?" spurgte Zack, og kiggede på hende da hun gemte sin pistol mere eller mindre væk, han kendte hende ikke... Han mente ikke at have set hende før, heller ikke i Chasseur. Zack satte sig hen på en bænk tæt på og spurgte. "Hvem er din læremester?" Spurgte Zack, og kiggede hende i øjnene igen.

"Mine læremestre var mine forældre, og ja, jeg er udlært. Min træning startede meget tidligt." svarede hun, og rankede sig let. Nok var han leder over jægerne i dette område, men det gav ham da vel ikke ret til at drage tvivl om hendes ekspertise. Godt nok var tvivl og tillid en vigtig del af hendes arbejdsmetoder, da der ikke rigtigt var nogen, der ville tro på at et barn kunne slå ihjel, før det var for sent for dem, og hun rent faktisk angreb.

Zack smilede til hende hun var ret ung, han forstod ikke hun ikke kiggede på ham. "Hvad kigger du på?" spurgte Zack. Zack kunne godt mærke hendes attitude ændrede sig lidt. Faktisk var Zack ikke bare leder over dusørjægerne i dette område, han var leder af dusørjægerne på hele denne planet, men det burde hun jo nok ikke vide, det var der faktisk få der vidste, for vis alle vidste det, ville alle væsnerne jo også gå efter at få ham slået ihjel. "Har du sværget troskab?" spurgte Zack bagefter.

Sascha vendte nu ansigtet mod ham, da han gjorde hende opmærksom på det. "Fordi jeg er blind." svarede hun roligt, og rystede let på hovedet. Det skete faktisk til tider at hun helt glemte sit manglende syn. Lyde og lugte kunne danne utroligt mange billeder. "Nej. Jeg har ikke sværget troskab mod andre end la Comté." svarede hun, og trak let på den ene skulder.

"La Comté?" spurgte Zack og var lidt ligeglad med om hun kunne se eller ej, denne La Comté havde ingen ret, til at få hende til at sværge ham selv troskab, når det var Zack der var dusørjæger-kultens leder!, Zack så meget vred ud, hvilket hun jo ikke kunne se pga. hun var blind, men Zack trak vejret hurtigere, hvilket kunne tyde på han var ved at hidse sig op, han regnede ikke med pigen lagde mærke til det, da det ikke skulle gå ud over hende.

"La Comté er min slægt. Alle medlemmer sværger troskab mod slægten frem for alt, når de er udlærte." forklarede hun roligt, for at dæmpe den vrede hun kunne mærke voksede i ham. Det var egentlig utroligt så lidt man faktisk behøvede syn til... Faktisk kunne man klare sig bedre uden syn, end med... Det var Sascha et glimrende eksempel på.

"Man er ikke dusørjæger for man har sværget dusørjægerkulten og mig troskab." sagde Zack og forventede hun ville gøre det lige på stedet, men behøvedes ikke at gøre det mens han var der, men man skulle bare gøre det overfor en af de højerestående dusørjægere, som var supleant for Zack, ellers skulle der mindst være 20 andre udlærte dusørjægere til at bevidne at personen havde sværget troskab.

"Hm.. I så fald går jeg udfra, at du ikke vil betragte mig som dusørjæger." sagde hun lettere overvejende. Hvad ville hendes forældre have gjordt? Undersøgt ham... Observation kunne der nok ikke blive tale om, hvis han var leder af dusørjægerene... Men.. Det kunne en hver påstå? "Må jeg se dig?" spurgte hun så, og stil stille mens hun afventede svar.

"Hvordan vil du kunne se mig når du er?.." Zack tænkte sig om... Et pænere ord for blind?... Synshæmmet!, ja der var ordet. "Når du er synshæmmet?, du er måske en af dem der kan finde ud af hvordan folk ser ud ved at bruge dine hænder?" Zack overvejede om han turde lade hende røre ham i ansigtet, måske ville hun trække en kniv i sidste øjeblik og hakke ham over næsen med den?

Sascha nikkede. "Jeg kan se dit ansigt med hænderne. Jeg har indtil videre fundet ud af din højde, cirka hvilken alder du er, og hvor meget du vejer. Kun ved at lytte til dig. Men jeg ville blive glad for at kunne sætte et ansigt på mit billede." fortalte hun, og ventede på hans videre svar. Det var egentlig ret så meget man kunne finde ud af, om en person, blot ved at give sig tid til at lytte..

"Hvad vejer jeg så?" spurgte Zack og smilede smøret.. Hun ville aldrig gætte på 82kg... Troede han da i det mindste. Zack stak hænderne i lommen og gik lidt tættere på hende men stadig udenfor fysisk kontakt-området. Han var ikke sikker på om han kunne stole på denne pige endnu... Han var faktisk ikke sikker på noget som helst, lige nu.

Sascha lagde let hovedet på skrå, og kunne ikke lade være med at smile kort af ham. "Du er tung. Meget tung. Omkring 79-80 kg." svarede hun, og rettede hovedet op igen. Nikkede så tilfreds med sin afgørelse.

Zack kiggede imponeret på hende, indtil hun sagde han var tung. "Jeg er aldeles ikke tung det er bare muskler!" Zack havde mange muskler og lidt fedt... Så han følte sig lidt fornærmet, men rykkede sig lidt tættere på hende og tog hendes ene hånd og lagde den på sit ansigt, og sagde "Men hold den anden hånd fra mit ansigt, du kunne jo være snigmorder!".

Ssascha smilede af hans reaktion. "Jeg kaldte dig ikke tyk, kun tung. Muskler vejer godt til, og er tungere end fedt." sagde hun så, og rynkede kort panden, da han bed hende holde den ene hånd for sig selv. "Ville du se på en fremmed, med kun det ene øje?" spurgte hun, og tog den anden hånd til hjælp også, før han kunne nå at svare. Hun førte forsigtigt hænderne ned over hans ansigt, og lod blidt fingerspidserne følge hver enkelt detalje, indtil hun havde et mere eller mindre komplet billede af hans udseende. Så tog hun hænderne til sig, og trådte et lille skridt væk fra ham.

Zack kiggede overrumplet på hende og svarede "Vis en fremmed bad mig kigge på ham med et øje ville jeg gøre det, for man sigter bedre med et øje end to". Zack smilede udspekuleret, den ville hun have svært ved at modsige, for hun vidste jo nok ikke hvordan man sigtede bedst... Han forstod ikke engang folk turde give hende en pistol... Men hun måtte være meget dygtig, vis hun kunne håndtere en pistol, samtidig med hun var blind... Måske endda næsten så dygtig som ham selv?

"Hvis man ved hvordan man skal gøre, så sigter kan man sigte fortrineligt kun ved hjælp af hørelsen." svarede hun med et vidende smil om munden. Det var ingen tilfældighed at hun var blind. Nej, hendes forældre havde med vilje taget hendes syn for at styrke hende. Og det havde faktisk virket. Hun var jo nu i stand til at finde ud af utroligt meget om folk, som man ikke kunne finde ud af ved at se på dem... Med mindre selvfølgelig man havde en hørelse, der var fuldstændig uafhængig af synet, ligesom Saschas var det.

Zack trådte hurtigt ind på livet af hende og greb hende om den hånd hun havde/lige havde haft, pistolen i og drejede den rundt og forsøgte at tage den samtidigt med han spændte ben for hende. Han ville se hendes reaktion, da han angreb, og undlod derfor at skade hende rigtigt, til dels for at hun skulle mærke det kun var for sjov, og til dels for at som tænkt, jo at se hendes reaktion.

Sascha blev kort overrasket, men greb hurtigt sin pistol med den hånd Zack ikke havde fat i. Hun landte dog alligevel på jorden, da han spændte ben for hende, men det forhindrede hende nu ikke i at rette pistolen mod hans hals, og lægge en faretruende finger på aftrækkeren. hendes mund var knepet en anelse sammen, men ellers var hendes ansigt omtrænt så udtryksfuldt som en sten.