Guds hus? vorherre bevares...

Tid ::: irl
Dato ::: irl
Vejr ::: køligt, lidt blæsende, mørkt men månen oplyser en del
Omgivelser ::: ingen andre end Justin

En mørk skikkelse trådte ind af dørene til 'Guds hus' og lod sit blik glide henover de forskellige ting kirken indholdte. Han slap den tunge trædør hvilket fik den til at smække i, men underligt nok gav det ingen lyd fra sig? Den sortklædte fyr gik med langsomme og afslappede skridt op af kirkegulvet og så op på korset og videre på de mange kalkmalerier som forestillede engle og Jesus bl.a.
Hvorfor var der aldrig noget om vampyre i de historier? Justin smilte lidt ved tanken, og forsatte hen til alteret. Han havde intet at lave i aften, og dermed havde kedsomhedens dyb lokket ham hertil. han havde jo aldrig været her før, og det var i det hele taget meget sjældent han var i kirke. Justins blege hud synes næsten hvid i månelyset der strømmede ind fra vinduerne, og men ligenu lignede han mest af alt en engel

Det lange mørke hår var samlet i en hestehale, som de altid var, når Artemios arbejde i kirken. Han kom gående fra en af de gange man aldrig så, med mindre man var præst. Han havde næsen begravet i en bog, der var fuldt op med diverse gule sedler. De tynde læsebriller sad på den mere eller mindre lange næse, og de smalle læber formede mumlende ordene på sedlerne. Dog stoppede han pludseligt op, i det han var trådt et enkelt skridt ind i skibet. Hvad i al verden var dog det? Andre skridt? På denne tid? Der burde da ikke være nogen... Han havde jo bedt kirketjeneren, om at tage hjem, og sagt at han nok selv skulle lukke og slukke... Så hvad lavede andre skridt i kirken?
Artemios løftede blikket, og scannede rummet, indtil han fik øje på skikkelsen ved alteret. En ung mand.. Det var ellers ikke hyppigt at der kom unge mænd i kirken.. Eller i det hele taget unge folk... "Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte han derfor, og så på denne nattelige kirkegænger med betragtende øjne. Selv var Artemios i præstetøj.. Ikke det protestantiske pjat med kjole, og krave, og selvfølgelig heller ikke messetøjet. Nej, men præstetøj var det alligevel.. Det indikerede hans status som 'Fader'...

Justin lod blikket glide henover bænkerækkerne og huskede sin egen konfirmation han havde haft som 14 årig, men det var lang tid siden, og i mellemtiden havde han tænkt på om han overhovedet havde troet på gud dengang, eller om det bare var for familiens og traditionernes skyld? Han vendte sig langsomt da lyden af skidt og duften af menneske nåede ham, og de sølvgrå øjne fik et sært, skinnene skær da mennesket endda kom til syne og talte til ham "nej ellers tak" sagde han høfligt og havde som altid respekt for præster, kirketjenere, munke, biskopper osv, osv...Dem som rent faktisk gad at vie hele sit liv til 'gud' og treenigheden. Hans studerede ham lidt med blikket og smilte svagt "hvad med dig, skal du have hjælp til noget?" spurgte han da han jo alligevel ikke skulle noget. Han havde hele natten til ingenting, så hvorfor ikke tilbringe den i selskab med et menneske?

Artemios kastede et sidste blik ned i bogen, før han smækkede den sammen, med et lydeligt klap. "Måske." svarede han tænkende, og fortsatte op mod alteret, og betragtede drengen. "Først og fremmest, kan du fortælle mig, hvad det er der bringer dig herind?" sagde han så, og lagde roligt bogen på alteret, og vendte sig så mod drengen. I den grad en vampyr. Hvad lavede en vampyr dog i en katolsk kirke? Der var jo betydelige mængter vievand, og der var faktisk utroligt mange jægere, der - som han selv - holdt af at opholde sig i kirken, hvis de ikke lige arbejdede. Endda var der nogle, der rent faktisk arbejde i kirken!... Det gjorde han selvfølgelig også selv, men ikke på den måde. Selv en vampyr ville have svært ved at få ham til at jage i en kirke. Det var jo guds hus. Det sted, hvor der altid hvilede en saglig fred...

Justin fjernede ikke opmærksomheden fra ham da bogen klappede i, men blev bare stående og fulgte ham med blikket op til alteret. Spørgsmålet undrede ham lidt og det gik op for ham at dette menneske muligvis var mere end han gav sig ud for. Dusørjæger måske? "en nattelig vandring, i guess?" sagde han og droppede den respektfulde facade, men stadig var der et lille, uskyldigt smil på hans læber. Det var dog stadig kilometer fra hans øjne.

"I en kirke? Usædvanligt. Hvad er dit navn?" sagde Artemios, og betragtede fortsat drengen. Kløede sig svagt i det opsatte hår, og tog først nu brillerne af. Havde glemt dem før. Han lagde dem på bogen, og tillod et svagt smil, at bane sig vej til hans smalle læber. Havde ikke i sinde at angribe endnu. Desuden havde han heller ikke nogen våben på ham, så et angreb ville mildt sagt være det rene selvmord... Og selvmord var en utilgivelig synd.

Justin så på ham og lagde hovedet på skrå "Dennis" sagde han og gemte løgnen bag navnet fuldstændigt. Han var god til at lyve og han vidste det. Han brugte det også, men kun når han så grund til det "Og dit?" spurgte han med en påtaget venlighed og så ham i øjnene.

Artemios hørte den påtaget venlighed, og kløede sig let på kinden. "Alexander." svarede han så, og lo dæmpet. Egentlig var det jo ikke at lyve, når han kaldte sig for Alexander. Han hed jo rent faktisk Alexander. Desuden var Alexander noget mere almindeligt end Artemios var det, så folk beb mere mærke i en Artemios, end de gjorded i en Alexander...

Justin nikkede svagt og smilte lidt "og hvad laver du så her på denne tid?" spurgte han og konfronterede Alexander med det samme spørgsmål han havde stillet Justin. Det var så typisk ham at gøre sådan.

//krea gik lidt ned, sorry--'//

Artemios så lidt på vampyren, og rystede svagt på hovedet. "Jeg arbejder. Eller. Jeg arbejdede." svarede han, og så rundt i kirken. Han elskede kirken. Og afskyede den på samme tid. Mange troede at alle præster, var utroligt fanatiske, og ikke tænkte på andet end deres religion. Men sådan var Artemios ikke. Hvis han var fanatisk i noget som helst, så var det nok hans arbejde som jæger. Og selv der kunne han ikke beskrives som fanatisk.

//Jeg overlever skal du nok se//

Justin så på ham og overvejede lidt at gå igen da han ikke havde lyst til at være sammen med en dusørjæger for længe af gangen, men på den anden side kunne han godt tænke sig at prøve kræfter med en. "Noget viktigt arbejde? Ellers skal jeg nok gå igen" sagde han og faldt lidt i staver i hans øjne

"Ikke noget, der ikke kan gøres en anden dag." svarede Artemios, i den sædvanligt høflige tone. Artemios virkede aldrig som en der kunne tage livet af et andet levende væsen. Mest fordi han altid opførte sig som en vaskeægte gentlemann. Der var egentlig beklageligt for af sådanne typer tilbage. Ærgeligt...