Sulten og Aggressiv. Pas på (Lorcan)

Dato : 14 Maj
Årstid : IRL
Dag : fredag
Vejr : overskyet, køligt og en anelse støvregn af og til
Sted : Werclare byen
Tid : 23.30
Omgivelser : forholdsvis tomt, enkelte mennesker og væsner fra fester lidt rundt omkring
Påklædning : Et par sorte tætsiddende jeans, en stor hættetrøje i mørkeblå, et par sorte converse


Stephen vandrede rundt som en levende død denne aften. Han øjne lyste nærmest i den lyse turkise farve som de gjorde når han var sulten. Hans hud var surealistisk bleg, næsten snehvid, og hans blik søgede rundt efter et muligt offer. En han kunne plukke ud af en større flok, eller en som gik alene, han var snart ligeglad, da han var ved at være desperat efter at få blod. Stephens opmærksonhed blev fanget af en ung uskyldig pige som tumlede rundt for sig selv, tydeligt meget beruset og... Hvad lavede hun dog alene ude i den tilstand her? Stephen rystede kort på hovedet, og fik et lumsk smil på sine læber. Han styrtede hen imod pigen og trak hende med ind i en lille smal passage. Han holdte godt fast for hendes mund så hendes paniske skrig var så lave de nu kunne blive. Hun slog og sparkede ud efter Stephen, men det morede ham kun at se hende så bange. Han slog hende hårdt i hovedet så hun tumlede halvt bevidstløs ned på jorden. Han satte sig ned over hende og blottede hendes hals, hvorefter han sugede sig fast og bed hårdt til. Stephens desperate bevægelser blev roligere da smagen af blod nåede hans tunge, og han sugede blod fra pigen, indtil han havde fået nok. Ikke det mest fantastiske han havde fået, men det gik dog an. Han havde da fået hvad han havde brug for nu. Stephen slap pigen og så ned på den livløse, blodige krop der før tumlede rundt ude på gaden. Stephen grinede kort af det. *de burde vide bedre end at rende alene her* tænke han og tørrede blodet om munden væk.

Lorcan havde taget Garo, den store ulvehund med ud på en aftentur igennem de tavse gader. De var forholdsvis tomme, kun enkelte grupper af mennesker der alle var på vej til et eller andet bestemt sted. Garo havde næsen tæt på jorden og halen højt løftet, imens han mumlede 'kat...hund...menneske...føj... ad' med jævne mellemrum. Da de rundede hjørnet og var på vej ned en af de mørkere gader løftede Garo sit store hoved og stirrede op på vampyren der gik ved siden af ham. 'De er ikke særlig gode til at ryde op, de mennesker' kommenterede han hvorefter han vendte tilbage til sit gadesnifferi. Lorcan rullede med øjnene. "Hvad havde du forventet?" Han var ikke just glad for lugtene i storbyen heller men beklagede han sig? Nej.
Et halvkvalt skrig fik dem begge til at stoppe op. 'Hva fande-' begyndte han men blev afbrudt af Garos knurren. 'Blod' underrettede han Lorcan. Lorcan smilede ned til det store dyr. 'Så lad os da undersøge det.' sagde han roligt og fulgte lyden i håbet om at finde dens oprindelse. Med Garo ved hans side skulle det ikke være det store problem.

//sorry det ikke er så langt, er ikke rigtig i krea-humør O.o//

Stephen så sig kort omkring for at sikre sig at ingen havde set ham. Hvis nogen havde observeret ham, så måtte han jo ud på en lille tur efter den eller de personer. Han så en sidste gang ned mod pigens livløse krop og grinede igen over hendes uvidenhed. Han vendte sig om og gik ud fra den smalle passage og så sig omkring imens. Han rettede kort på sit hår, og tørrede sig igen om munden for at være sikker på at blodet var væk fra hans små skægstubbe. Han opfangede kort lugten fra en anden vampyr tæt på, og endda på vej herhen?! Stephen hvæsede kort for sig selv, og så lidt panisk rundt. Han hadede normalt at støde ind på folk af samme race, da de ville være på 'ligefod' med hinanden. normalt også lige stærke, nogen endda stærkere end Stephen, så han brød sig ikke om at støde på andre vampyrer.

//smutter nu. sætter mig til at læse, så du kan nå min på mobilen :)//

Garo gav et lille bjæf fra sig der fortalte ham at de var tæt på. 'Bliv her' mumlede han og Garo satte sig lydigt på fortorvet. Lorcan kunne sagtens spore derfra. Han særgede for at gøre sine skridt så lydløst som muligt og bevægede sig som en skygge gennem natten, så hurtigt som han turde. Nysgerrighed var en af hans store svagheder og en anden - og måske en mere dominerende del af ham - søgte blodet instinktivt. Det var snart tid til at spise igen, kunen han mærke. Gadelampen over ham blinkede og lyset fik hans flammende indigoøjne til at glimte. Jo tættere han kom blodet jo mere dukkede hans vampyriske træk frem. Hjørnetænderne stak i hans underlæbe og pludselig virkede alt omkring ham skarpere. Lugte, lyde, syn, alt var blevet klart. Som om nogen havde fjernet et slør for hans sanser. Han elskede det.

Stephen lyttede opmærksomt til enhver lille lyd omkring ham. Han hørte kun svagt skridt som hærmede sig, i en hvis hast, og Stephen så lidt rundt. Han så intet endnu, men lugten af vampyr blev stærkere og stærkere, og Stephen blev kort en smule nærvøs, men uden at fortrække én eneste mine. Stephen så sig omkring efter et muligt sted at skjule sig. hvis den fremmede vampyr var sulten, ville den først gå efter menneskeliget i passagen, istedet for Stephen, som jo bare var en fremmed vampyr som havde fået sit måltid for i aften. Stephen havde ikke tømt pigen for blod, og der var sikkert nok til at den fremmede vampyr kunne finde på at sætte tænderne i hende, hvis det trak og så kunne Stephen enten smutte, eller finde på noget andet, som måske var smartere. Stephen så sig kort omkring og fik øje på en bænk, næsten lige overfor den smalle passage. Han satte i løb over mod den og satte sig på hug. Her ville han ikke kunne ses i mørket, men hans lugt ville ikke være skjult, mere end nogle andre steder, og her kunne Stephen også selv holde øje med en fremmede vampyr.

Lorcan trådte i passagen med vagtsomme skridt. Han kunne lugte vampyren men han/hun var ikke til at se, selv oppe fra hans udgikspost på taget. Situationen bekymrede ham lidt, hvis vampyren valgte at angribe den indtrængende - Lorcan - havde vampyren alle trumfkortene. Den metaliske, men åh så søde, duft af blod var tyk og i skyggen fra en grøn container lå liget. Liget var en pige, ca. de 16 år - ret ung i hvert fald. Lorcans øjne glødede i passagens mørke skygger og synet af ham for en forbipasserende ville være rædselsvækkende. Potetrippen nåede Lorcans sensitive ører og han kiggede væk fra pigen. Garo sendte ham en advarsel i form af en lav knurren og Lorcan sørgede for ikke at bevæge en muskel. 'Hvor?' spurgte han lavmældt. Hunden viftede med halen og lagde hovedet på skrå i et 'hvor-skulle-jeg-vide-det-fra?' og Lorccan sukkede tungt. 'Du er da til stoor hjælp'